Viser opslag med etiketten Søren Kierkegaard. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Søren Kierkegaard. Vis alle opslag

søndag den 7. december 2025

SAMTALE OM BOMBEPULSEN ANNO 2025-2026























samtale med bombepulsen

be like

hvornår går det her galt

den svarer

det gik galt for længe længe siden du

 

regnen er min trofaste revisor

den lægger små optiske forvrængninger på min hud

og min rude

det er smuthuller for håbet om en anden udsigt

og en balanceakt der konstant falder ned på kravebenet

 

livet smager som at stikke tungen ud

og slikke på en alexandriner fra sidste sommers fryser

en lynstang på tværs af rimet

gul og gammel som nikotin eller lak eller

papir gledet bag reolen

 

han vil ikke gå ned fra scenen

selvom han forbløder i lys

en Broby-Johansen-lampe i mini-skørt der spermer sig selv

han vil ikke slås af hesten

fordi hesten slet ikke er

og næsten ikke findes for en forhærdet narcissist

han må klynge sig til en opretstående katastrofe

 

han vil ikke grine

selvom latteren er ægte nok

han vil størkne i rollen

som den faste statist

som den sidste fantast

som den falske cellist

der bukker og buher

fordi publikum er gået

eller aldrig kom

 

han er bare et fjols

en nar

en charlatan hvis det går an

for Kierkegaardske permissioner

han er bare en der vil have lov at være

en forvirret elsker

en forivret tekst der

bliver væk

for sig selv

hvem vil være et tankeeksperiment

hvis man kan holde om et menneske

mens pulsen bomber fremtiden



fredag den 1. januar 2021

FRYGT OG LEDE I CORONAENS TID

 



På årets første dag en hilsen fra det helt private, hvor jeg som så mange andre har taget ophold i højtiderne. Det er trættende og frustrerende - ikke kun fordi man gerne vil selskaberne med andre og absolut ikke ser frem til 14 (…) dage med virtuel undervisning, men også fordi corona er en force majeure, som spiller alt af bordet. Vist kan man pille i den førte politik og de endeløse rækker af tal og statistikker, men hovedsagen er, at noget større end os har sat rammerne for os hver især og især i fællesskaberne.

Coronaen er noget absolut. Og globalt. Døden light for langt de fleste af os - desværre selve døden for nogen. Den er ikke regional, og bedst som vi stod på tærsklen til en globalisering, der var økonomisk, geografisk og multikulturel turistet, brød dens verdensomspændende smitte det hele ned i små overskuelige stumper og stykker og personer, der på samme tid var isoleret og fælles om at være i fare. Nationerne trak vaccinerne og overbevisningerne til sig og kiggede kun på de andre, som nogen der var i større eller mindre problemer end den selv. Fordi coronaen ikke er særlig sygdom, som kun rammer nogen, men derimod en meget demokratisk sygdom, som kan ramme alle er den noget absolut - og måske derfor en lille smule truende, når man ikke ved, hvad man skal tænke om noget så defineret.

Jeg er godt klar over der er folk som hinter til klima og især overbefolkning med deraf følgende zoonoser - og jeg er sådan set klar nok til at acceptere det som en delvis årsag, men det udspring er stadig næsten for ideologisk eller fatalt. Jeg har da også haft mine raserianfald over de kinesiske wet-markets, men kan jo også godt se, at hovedparten af vreden er idiosynkratisk og kulturelt biased. Jeg er også klar over, at noget ruller historiens store influenzahjul ud, som en mere lødig fatalisme, men heller ikke den giver mig noget at stå imod med.
Det er et blamegame uden game - eller måske skyld uden sammenhæng - og derfor er vi tæt på at ramme det meningsløse som standard - ikke vilkår, for var det bare det, kunne vi gribe til eksistentialismens meningsløshed, og det har jeg ikke haft held med at kunne gøre indtil videre.

Jeg tror måske det er fordi corona ikke er særlig abstrakt - altså ligesom livet eller døden eller kærligheden. Det er hvertfald blevet noget, vi skal forholde os meget konkret til og måske er det derfor at alle de sprækker, som man kunne lirke op, for at få lyset til at trænge ind bliver kittet til?
Vist lyser det op, at vi kan hjælpe hinanden, at vi er duelige, sejlivede, realister og ikke vil lade os slå ud. Vist er det både opløftende og tankevækkende, at (regerings)politik er mulig og derfor at demokratiet rent faktisk fungerer til andet end valg og skinøkonomiske debatter. Men coronaen er jo meget konkret en sygdom, der smitter og der er ikke mange, der forsøger at italesatte den som andet. Det tror jeg vi bliver nødt til.
To ting rinder mig i hu - den gamle graffiti “Livet er en dødelig seksuelt overført sygdom” og så dem, der i 80’erne forsøgte at gøre AIDS til Guds straf - og der er jeg nok mere på den første end den sidste i den aktuelle situation: Corona skal ikke kun være noget konkret, det er nødt til at være noget vi kan forholde os til med andet end frygt eller lede. For sådan synes jeg det har været i langt det det meste af krisen.

Begrebsparret frygt og lede vil mange sikkert forbinde med Hunter S. Thompsons legendariske (gonzo-)artikelserie og roman Fear and Loathing in Las Vegas fra ’71, eller Terry Gilliams mindst lige så legendariske film af samme navn fra 1998. Det er imidlertid ikke Thompsons idé at stille disse to begreber op overfor hinanden, men en beskrivelse, der i det engelske sprog meget rammende forklarer følelsen af at være underkastet en stat, der ikke tager hånd om en på en betryggende måde - og samtidig ikke vide, hvad man skal stille op med det. Visse sprogfolk fører udtrykket tilbage til Søren Kierkegaard og hans beskrivelse af, hvordan man kan været underlagt et religiøst regime med ‘frygt og bæven,’ fordi man ikke ved, hvoraf frelsen kommer på den yderste dag.

At anvende det i dag til at beskrive coronaens greb har to formål. Dels kan jeg bedre forstå, hvorfor det er så udmattende, når jeg først har indset den uendelige pendulering mellem frygten for sygdommen over til leden ved at skulle følge den politiske styring af samme, men dels kan den måske vise en vej gennem disse tider, der ikke bare er et nej til frygten, der så fører til lede, der fører til frygt, hvis ens nej uvilkårligt leder til, at man ikke passer på. Som det er sat op her ligger spleen vel også ligefor, hvis man vil undertrykkes af pandemien på en mere tjekket måde. Problemet med spleen er bare, at den sætter en ære i ikke at handle, men blot lade sig føre med under en affekteret eller dekadent protest. Hvad er pendulet med andre ord fæstnet til, mens vi svinger mellem disse to yderpositioner, når det hverken er Gud eller meningsløsheden men så at sige en menneskelig overført - potentiel - dødelig sygdom?

Jeg tror pendulet er fæstnet til det alle iagttagelser er fæstnet til: Tanken. Bevidstheden er måske bedre at bruge. Og med den vores individuelle stillingtagen. Og her mener jeg lige præcis ikke til det politiske eller medicinske. Vi skal tage stilling til, at vi er regeret af en force majeure. At verden har unddraget sig vores vilje og at vi altså derfor igen skal finde et ståsted i den. Corona gør med andre ord både dig og verden tydeligere. I verden spredes den konkrete virus mellem mennesker og dens karakter er (måske derfor) af mange desværre blevet besjælet, som om den ér noget menneskeligt: En gæst, den er snu, den er lumsk - der altså færdes mellem mennesker. Men den er ikke beslægtet med os, den er ikke politik, den er ikke skyldig, den er heller ikke uskyldig - den er noget konkret i verden, som aftvinger handlinger hos os, der bebor verden. Hvis den er noget er det netop u-menneskelig, for når vi føler frygt og lede, er det fordi den får os til at vende os væk fra det menneskelige. At handle. Forbedre, Forstærke og ikke mindst finde. Håb, trøst og nye veje. Og dét vil jeg gerne gøre. 

Godt nytår.



søndag den 8. marts 2015

Fem udsagn om tidens fylde til straf og eftertanke




















- Når nogen altid begynder med at konstatere, hvor længe siden det er man sås sidst, ved man alt om, hvad der så skal ske.
- Man kan godt organisere sin tid efter det, man skal have gjort, men man skal nok få den brugt alligevel.
- Det hænder man kommer til tiden og alligevel føler sig forkert tilpas, hvis alle andre kommer for sent. 
- Hvis man har mere end almindelig alt for travlt, kan man mærkeligt nok alligevel mærke sin sjæl - lidt som om man kan gennembryde det kalkulerede, kyniske og overfladiske med en overdreven grad af netop det. Desværre mærker man kun sin sjæl, fordi man umiddelbart efter risikerer at dø.
- Fortiden kan være påtrængende som intet andet kan være påtrængende. Måske fordi den har en skræmmende god idé om, hvad det er der går galt i din altid igangværende nutid.

tirsdag den 28. oktober 2014

SAUSSURE LA ROUTE















It's a dog's

Her har været et billede af en hund engang. Der har nok også været en tekst. Man kan faktisk lige ane et “ER OGTER IEG!” Men mest af alt er det en rest, et tømt tegn, en ikke-advarsel. Som på den anden side ikke behøver ikke at være gældende, da hunden - dens fysiske manifestation - sagtens stadig kan befinde sig i huset, selvom skiltet(s betydning) er forsvundet.
Ved hundeomridsets ene øre (man antager dens højre), ligger der ligesom en skygge bagved, som gør skiltets tømthed for hund endnu mere mystisk. Skyggen signalerer nemlig krop og dimension, men altså i et fladt og meningsløst univers. Det bliver en slags forstærkning af vores ransagende blik, som nærmest kommer bagom hundemasken.
Bemærk også, hvordan den efterladte omridsstreg, af hvad man formoder er en eks-schäfer, har fået en næsten Pluto-agtig karaktér. En regulær modsætning til vagthunden som symbol.
Mærkligst er dog det andet øre, hvis oprindelige form er umulig at afkode. Hvorfor er den endt med at ligne en udgravning? Det betyder paradoksalt nok, at de andre tegnrester; i.e. ikke-hunden - faktisk bliver tydeligere og stærkere at aflæse. Som når man ser et halvt klistermærke og automatisk danner helheden.
Skiltets pointe er at vi genkender det som et advarselsskilt, men læser det som et tegn på tid, der svækker advarslen. “Det er så længe siden dette skilt blev sat op, at hunden må være død.” Vi er ikke langt fra Kierkegaard legendariske “Her rulles”-skilt, som stod i pantelånerens vindue. Men kan alligevel ikke vide, om huset stadig har en hund - eller pantelåneren også har en rulle til salg.




 












I det gamle rom lavede man sine ‘Cave Canem’-skilte af mosaikker, som stadig står strålende og tydelige i dag, uden vi skænker egentlige og ægte hunde en tanke.

lørdag den 1. juni 2013

DET SÆDVANLIGE



















Something usually comes this way

Cirka to gange om året rammes man af det sædvanlige i et omfang der gør det umuligt at bortforklare. Det er med andre ord så sædvanligt, at man - alt efter balancen i kroppens væsker - reagerer på det. Når det sker cirka to gange om året, og dette tidspunkt er et af dem, har det med den måde vi har indrettet vores liv og samfund på. Vi er en civilisation af livsnydere og skemalæggere. Ikke en kombination jeg ville have anbefalet, havde jeg haft mulighed for at intervenere. Livsnyderaspektet har med ferien at gøre. Skemaet har med kalenderen at gøre. Deadlines, oprydning, bestillinger og afbestillinger, planer, statusopgørelser, afskeder, sågar livskriser sniger sig halvårligt og halvdårligt ind sommer og vinter. Nu er det jo et modent menneske, der skriver disse betragtninger - men jeg vil nu alligevel påstå tilstanden gælder for de fleste.
Det sædvanlige skal ikke forveksles med det ikke-overraskende, som er langt mere spiseligt og acceptabelt. Det ikke-overraskende er udtryk for en kvalificeret livs- og selvforståelse, som måske nok kan snerre "hvad sagde jeg!" men ikke desto mindre aldrig kommer i nærheden af det sædvanliges sump. Man kender det sædvanlige punktum Hvis man ikke kendte det ville det ikke være sædvanligt. 
At gøre tingene igen har altid en snert af tvivl om, hvorfor man så skulle gøre det sidst, når man nu står her igen med buskort, trillebør, lægetjek, sommerdyner, løbeskader og hjertesorger. Og 'igen' er omdrejningspunkt for det sædvanliges forbandelse. Både fordi der er noget ydmygende i gentagelsen - et nedrigt eksistentielt rotationsprincip: Gjorde jeg ikke også det her sidste år? Har jeg overhovedet flyttet mig? Og så findes der en endnu mere djævelsk variant, hvor man er tvunget ud i at gøre ikke bare det sædvanlige, men det man også sidste år og ALLE årene har vidst var forkert at gøre. Jeg taler om det sædvanlige man hvert år rystende og elendigt pakker ind i at det skal fandeme ikke gentage sig, for led og ked at pakke det ud af den forvitrede forbøn, når man står der igen. Dette kan lyde vel meget abstrakt, men lad os så eksemplificere med budgetter der ikke holder, løgne der holder lortet sammen, 'sådan gør vi jo her-kontrakter', længsler der dæmpes med såkaldt realistiske skøn og fester hvor man bliver for fuld og grådkvalt på een gang.
Nu er det som bekendt Kierkegaard-år i år. Og vor nationale tænkehat har også gjort sig tanker om gentagelsen. 
Kierkegaard siger blandt andet at gentagelsens forbindelse med erindringen (fortiden) sikrer et mere fyldigt nu - nok noget beslægtet med hans 'uno tenore-teori' om at livet skal leves sammenhængende, som een lang tone, hvor vi så kan se gentagelsen som en understregning af, hvad vi kommer af, men måske også hvor vi skal hen. Jeg skal ikke indlade mig yderligere på fortolkninger af hans tanker, men da gerne se det positive i gentagelsen, hvis det er muligt. For man gentager jo også gode ting to gange om året. Der findes ting man ser frem til, fordi man ved de kommer: Kærlighed, fritid, salmer og samvær. Her er gentagelsen en indsigt i noget glædeligt, der kommer og nogle gange er indsigten så dyb og så levende, at det glædelige kan blive helt lykkeligt, når man igen drikker sig så fuld at man græder af begejstring, når man klikker kadaveret fast på cyklen for at inddrikke rapsmarkernes farver og dufte, når man finder sin adressebog frem til de postkort man skal skrive eller når man gør det gode, fordi det onde nu er lagt til side for en stund. 
Jeg ville nok bare aldrig kalde de ting for 'det sædvanlige'.
Hvad mener privatdetektiven, stamkunden og gæsten egentlig, når de siger 'det sædvanlige' på beverdingen. Mener de det, der holder dem i live - eller det, der langsomt slår dem ihjel?

onsdag den 9. marts 2011

Get a life

















Alle hylder frit valg

Hvis man slår frasen "get a life" op på et af de anbefalede links ovre til højre (urban dictionary, hvis lumre lingvistiske fristelser altid får een til at bruge for lang tid derinde), får man at vide, at det er noget idiosynkratiske indvider, som ikke selv har noget liv, siger til folk, som har et (evt. KUN et) indholdselement i deres liv. Udsagnet siges altså (fordomsfuldt og bigot) om nogen, som bruger (sandsynligvis) uforholdsmæssigt meget tid på en lidt aparte eller meningsløs beskæftigelse. Jeg tænker det kunne være tog- eller flyspottere, folk der river sand eller måske bare nogen som ryger lidt for meget hash.
Frasen har nu nok oprindeligt (FORDI det er et amerikansk udtryk og FORDI den politiske korrekthed ALTID indhenter amerika) været ærligt ment og reelt fremsat, når man fandt der var tale om tidsspilde, alfald målt med kun blød kynisme og almindelige normer. Det betyder jo ikke (uha!) at man ikke kan anerkende en nørdet hobby eller et hedt engagement for hin enkelte. Det er lidt som med den (beslægtede?) "get a room", som man som bekendt ytrer, når de kyssendes savl når ind i skoene på os, som ikke er optaget af at genbruge andre menneskers luft - alternativt, når de forelskedes kærtegn bliver lige vel private.
Det er imidlertid skråt ligemeget med det liv og det kæresteri - for sagen er, at jeg i frasen "get a life" ikke længere hører det overstående, men noget helt andet.
"Få et liv, for det har du da for lidt af", er blevet til "tag et liv, der er nok at vælge imellem". I dag er livet ikke længere en helhed eller en skæbne. Det er en mulighed. Eller rettere mange muligheder. Livet er ikke een ting - ikke fordi vi lever flere parallelle, så vidt jeg ved, eller fordi vi lever igen og igen, men fordi livet er blevet synonymt med fx en interesse eller en facon. For den sags skyld er en nørdet interesse helt fin i denne sammenhæng. Og nej, heller ikke her mener jeg dette som en kritik (Gud forbyde), men jeg tillader mig at undre mig over, hvad det er for et skred i opfattelsen af, hvad et liv er, der er sket? Og det gør jeg vel vidende, at skredet hovedsagligt er sket sprogligt (kognitivt).
Men hvis jeg har ret, og der kan godt gå nogle år, før vi finder ud af dét, heldigvis, så er der tale om mere end et pendulord - eller pendulidiom - der er tale om, at liv går fra at handle om indhold (som det er i den nedsættende, stadig aktuelle variant), til at handle om form (facon). Hvis "liv" = måde at investere sit selv i ens udmålte tid, så er tidens fokus på at finde sin egen branding, SIN fortælling, for mig at se, det samme som at "få et liv" fra en hylde med de og de karakteristika. Jeg kan ikke slippe for synet af et supermarked med det ene efter det andet individ, som præsenterer sit liv ved hjælp af en form, i en facon eller med en slags, gerne tragisk, stigmatisering, når jeg tænker på "get a life"-udsagnet. Som så meget andet i denne verden er det resultat af en pervertering af noget godt og smukt: Livet er blevet til et kronisk, corny credo. Fortællingen om HVORDAN man nåede sin erfaring - den ægte storytelling - er blevet til en versionering, en brandvabel - på een gang MIN, men også genkendelig for alle andre, og først og fremmest ET LIV. LIge indtil man har et nyt liv at være.
Og hvad er der så galt med det?
Der er det galt, at et liv + et liv + et liv + et liv = mange måder at investere sit selv i den udmålte tid, og derfor = jetlag, der som bekendt gør een svimmel og træt og ude af stand til at føle sig til stede. Jeg vil tale for at udtrykket skal hedde "få EET liv", og stå ved det, stå last og brast med det, og hvis du synes du "mangler et liv", så udvid det du har.
Meget passende går denne opfordring helt galt, hvis man oversætter den til amerikansk slogansk: "Get one life" - hvor den bliver decideret morbid. Nå ja, sic, og derfor netop eksistentiel.