KIEFERHOMEN XV

PANERING

Ned over

 skærmen

         bevæger

blikket

sig.

    Det

bliver

ikke

   klogere  

   

på

noget

   ud   over

   

  bevægelsen.

     Vil

jeg

være

så

   venlig

at lukke

mig

      selv

ud

  af

mig

    

        selv?

RUMER III

I hvilken tid tænker jeg på tiden med dem, der ikke er her mere. De tabte. Forsvundne. Døde. Dræbte.
Når jeg nu kan huske deres stemmer. Toner. Deres bestemmende blikke. Kroppenes varme. Halstørklæder snoet i vinden. Ord, der stadig spirer.
I hvilken tid befinder mine tanker sig, når jeg tænker på det ufødte barns hånd i min. På heste, der skal løbe på de små døgns kim. På ruten og rattet til et helt usynligt velkendt hjem.
I hvilken tid er nutiden?

HAi-KU SUiTE DAViD BOWiE (#3)

Var han en Rock Gud
En forsølvet Prometheus
Lag på lag af tro?

Lånte vi hans lys
Eller stjal vi fra hans sjæl
Da han gik til ro?

Han havde humor
Olympisk i sin vælde
Mer end nok til to.

Fem udsagn om tidens fylde til straf og eftertanke

- Når nogen altid begynder med at konstatere, hvor længe siden det er man sås sidst, ved man alt om, hvad der så skal ske.

- Man kan godt organisere sin tid efter det, man skal have gjort, men man skal nok få den brugt alligevel.

- Det hænder man kommer til tiden og alligevel føler sig forkert tilpas, hvis alle andre kommer for sent. 

- Hvis man har mere end almindelig alt for travlt, kan man mærkeligt nok alligevel mærke sin sjæl - lidt som om man kan gennembryde det kalkulerede, kyniske og overfladiske med en overdreven grad af netop det. Desværre mærker man kun sin sjæl, fordi man umiddelbart efter risikerer at dø.

- Fortiden kan være påtrængende som intet andet kan være påtrængende. Måske fordi den har en skræmmende god idé om, hvad det er der går galt i din altid igangværende nutid.

HOS PSYKOLOGEN

En udkogt refleksion

Psykologen: Hej goddag.
Klienten: Ja ,hej goddag.
Psykologen: Skal vi så høre hvordan det går?
Klienten: Ja.
Psykologen: Godt. Hvor godt.
Klienten: Nej.
Psykologen: Nej?
Klienten: Det går slet ikke godt.
Psykologen: Nej?
Klienten: Ja.
Psykologen: Kan du komme det lidt nærmere? 
Klienten: Jeg forstår ikke mine erfaringer. 
Psykologen: Du forstår ikke dine erfaringer?
Klienten: Jeg ved ikke hvad jeg skal lære af dem. De opstår igen og igen som et tilbagevendende mareridt og jeg kan sidde der med dem som døde kæledyr - væsner man har været helt tæt på, men egentlig aldrig forstået.
Psykologen: Æh -
Klienten: Jeg frygter min erfaring er at min erfaring er at jeg får lidt ud af livet.
Psykologen: Kunne du sige noget mere om dit kæledyr? Nej, dine erfaringer.
Klienten: Død undulat. Død kat. Aflivet hund. Fisk. Fisk. Fisk.
Psykologen: Jah, fisk.
Klienten: Fisk.
Psykologen: Kom frisk. Smiley.
Klienten: Smiley smiley.
Psykologen: Hvor godt.
Klienten: Så det godt.

USYNLIG MAND

SOMMERMORGEN

Solsort i haven

Der er ingen forskel på

dens sang og min sjæl

700.000 LITER SJÆLSOM FREMKALDERVÆSKE

Flow show

Af årsager der er denne kanal uvedkommende er jeg begyndt at svømme. Det er hermed anbefalet som motionsform alene, men også til det mentale velbefindende. Hvis man da mener selvforståelse og ditto -bevidsthed kan højne ens levestandard. For nu har jeg gentagne gange fået mere eller mindre væsentlige psykologiske selvindsigter, og jeg tror måske jeg ved hvorfor.
Evident er det repetitive og motorisk automatiserede, der både frigør og fokuserer krop og sjæl. Dertil lægges selve materien - vandet - der som bekendt i mange andre meditative og romantiske sammenhænge har instant karma og virkning på tanke og refleksion. Læg dertil det (stadig, jeg ved det) oplagte, at vores liv er undfanget og fostret i netop denne væske (mindre klorholdig, men stadig) og, tror jeg, med disse fantatiske brusende og boblende lyde, som omgiver een mens man svømmer. Men oveni alt dette kommer yderligere tre stærke sager: Banerne skal tælles, der skal vendes og der skal hele tiden begyndes forfra så at sige. Og hvor løbet (en anden anbefalelig motionsform) oftest udvikler lange kæder af associationer eller ligefrem episke scenarier, så kan svømningen ikke få fat dér. Og så (undskyld metaforen!) synker bevidstheden længere ned, og begynder at arbejde for sig selv, og hive gamle og vanebehandlede (undskyld igen) vragstumper op fra uvante lag af bevidstheden. Jeg siger Dem, det passer. Ikke mindst, tror jeg, fordi man befinder sig i en lidt akavet social realitet, som både ligner og slet ikke ligner den jordiske og påklædte. I bassinet færdes man blandt en mængde forskellige mennesker, som man mere end omhyggeligt gør alt for at undvige og undgå at berøre, fordi det intime så at sige er til at føle på: Man er på een gang koblet på en fællesmenneskelig mental og fysisk (pardon, encore) bølge, og stadig i sit helt eget s og bryst, hvad der giver en voldsom selv- og kropsbevidsthed. Sluttelig blot det, at den drømmeagtige (goddag til hr Freud) fornemmelse af at kunne flyve helt sikkert også tapper ind på dele af hjernelageret, som sjældent følger den vågne tilstand.
Jeg husker en film med Jeff Bridges ('Eksperimentet' tror jeg - nej, jeg slår ikke efter), som vist havde fat i noget af det samme. Den plæderede vist for at man skulle fare med lempe på ekskursionerne til sindets ukendte. Her er imidlertid ikke tale om at konfrontere noget ukendt. Der er tale om at svømme en tur med sig selv i en sjælsom væske.