DOBBEL OP

 

Hvem vågner?

Da jeg vågnede igår morges - lidt kvalm og med den ubehagelige fornemmelse af strøm i kroppen - og klokken var seks, overvejede jeg, om jeg var klar og havde overskud til at stå op. Der var også et eksistentielt ubehag som der ofte er på denne tid af året. Madpakken havde jeg lavet aftenen før med både morgenmad og frokost, så jeg skulle bare stå op og vaske mig lidt og så køre i svømmehallen inden arbejde.
Jeg gjorde det. Jeg greb min taske og min sportstaske og kørte ud i den fredelige og lyse morgen.
Af en eller anden grund, som nok var trafik, så jeg mig pludselig for enden af det, der havde givet mig alle disse privilegier og forstod, at jeg kunne være vågnet og skulle være stået op som en helt anden og aldrig haft et korn af det, jeg har. Penge og selvforståelse først og fremmest. Hus og bil. Klippekort til svømmehal. Handsker udenpå mine fingre med ringene. Blikket på de andre mutte billister. Dette indlægs sprog og disse tanker ligefuldt også en paradoksal konklusion på noget jeg ikke ved hvad er om jeg vil eller kan være anderledes skulle være mødt et andet sted fuld af lykke og afklaret sorg. 

700.000 LITER SJÆLSOM FREMKALDERVÆSKE

Flow show

Af årsager der er denne kanal uvedkommende er jeg begyndt at svømme. Det er hermed anbefalet som motionsform alene, men også til det mentale velbefindende. Hvis man da mener selvforståelse og ditto -bevidsthed kan højne ens levestandard. For nu har jeg gentagne gange fået mere eller mindre væsentlige psykologiske selvindsigter, og jeg tror måske jeg ved hvorfor.
Evident er det repetitive og motorisk automatiserede, der både frigør og fokuserer krop og sjæl. Dertil lægges selve materien - vandet - der som bekendt i mange andre meditative og romantiske sammenhænge har instant karma og virkning på tanke og refleksion. Læg dertil det (stadig, jeg ved det) oplagte, at vores liv er undfanget og fostret i netop denne væske (mindre klorholdig, men stadig) og, tror jeg, med disse fantatiske brusende og boblende lyde, som omgiver een mens man svømmer. Men oveni alt dette kommer yderligere tre stærke sager: Banerne skal tælles, der skal vendes og der skal hele tiden begyndes forfra så at sige. Og hvor løbet (en anden anbefalelig motionsform) oftest udvikler lange kæder af associationer eller ligefrem episke scenarier, så kan svømningen ikke få fat dér. Og så (undskyld metaforen!) synker bevidstheden længere ned, og begynder at arbejde for sig selv, og hive gamle og vanebehandlede (undskyld igen) vragstumper op fra uvante lag af bevidstheden. Jeg siger Dem, det passer. Ikke mindst, tror jeg, fordi man befinder sig i en lidt akavet social realitet, som både ligner og slet ikke ligner den jordiske og påklædte. I bassinet færdes man blandt en mængde forskellige mennesker, som man mere end omhyggeligt gør alt for at undvige og undgå at berøre, fordi det intime så at sige er til at føle på: Man er på een gang koblet på en fællesmenneskelig mental og fysisk (pardon, encore) bølge, og stadig i sit helt eget s og bryst, hvad der giver en voldsom selv- og kropsbevidsthed. Sluttelig blot det, at den drømmeagtige (goddag til hr Freud) fornemmelse af at kunne flyve helt sikkert også tapper ind på dele af hjernelageret, som sjældent følger den vågne tilstand.
Jeg husker en film med Jeff Bridges ('Eksperimentet' tror jeg - nej, jeg slår ikke efter), som vist havde fat i noget af det samme. Den plæderede vist for at man skulle fare med lempe på ekskursionerne til sindets ukendte. Her er imidlertid ikke tale om at konfrontere noget ukendt. Der er tale om at svømme en tur med sig selv i en sjælsom væske.