JEG VAR VED FORFALDET FOR AT GEMME HJEMMET

 

LÆSEREN

POPSANG #20

det blev endelig nat

handsken forladt

månen kan kigge hvis den vil

søvnen har sat sin taperecorder til

hvis en fortælling dukker op

med imorgens grånende lys

kan du få den for et taperecorderkys

jeg er så væltet og umulig af i dag

jeg er så håbløs og forskruet af tindernes sag

natten er den blødeste dør for en dåre

det er ikke for døden eller drømmen

det er bare fordi

natten lukker øjet og øjet lukker larmen i

Ole kom og Ole gik

tilbage blev hans nattens musik

HAIKU HODEPINE

Der lå to piller i 
genbrugsbutikkens habit. 
En typisk smerte.

DEGAS G.IRL.S

Således mødes udspring med kilde
figur med det den skal forestille

Således mødes muse med huse
og fortids støvede år
med mere end nutid forstår

TRoSKaBSeDeR II

SVENSKEVENTYR

DAGBOGSSKABELON

DET STORE REGNSKAB

I dag er meningsløs.
Der er intet at sige eller gøre, intet at stille op og intet at slå ned på.
Den tæller ikke i det store regnskab.

SEKS NYE BILLEDER FRA MAROKKO

Man sælger gerne ting i Marokko. Faktisk i et omfang og med en ihærdighed der kan virke lidt trættende, men altså, det gør man. Visse steder specialiserer man sig; som her i forstadiet til de rigtige Atlas-bjerge, hvor man sælger fossiler, hvad man kan ane, hvis man kigger på de falmede aftegninger på blikskuret.

Der er altid noget der kører og larmer og lugter. Hvor lille en by man end kommer til, så bevæger nogen sig med noget, der bruger benzin. Og ofte er det også sådan, at er der noget det bevæger sig, så er der nogen der vil med. Klassisk med de såkaldte 'grand taxis', hvor der kan være op til seks personer på vej til seks forskellige steder. Her et mere banalt flyttelæs.

Hvad er vi som rejsende? Døde skind der i en astronomisk selvovervurdering gennemstrømmes af vand og støv?

Farverne (på kvinderne) er altid en oplevelse. Ikke altid behagelig, da smag og mode på de kanter kan være direkte infantil, men også - som her - en accent i et ellers tørt og næsten monokromt landskab. 

Som i ethvert kongerige med en elsket regent møder man ofte kongens (Mohammed VI) portræt. Jeg synes billedet er fascinerende, fordi det har et så 'tilfældigt' udseende. Billedet er en beskåret version af en mere officielt portræt - hvad der kan forklare noget, men ikke hans sådan lidt betuttede eller forbeholdne udtryk, den lidt ukomfortable position og den voldsomme disharmoni (asymmetri) i baggrunden. I et land som Marokko er hans påklædning ikke overraskende, men den kommer i kontrast til den meget kulørte baggrund og gør kongen stivere. Måske gives der ikke nogen lette løsninger på et regentportræt - og når man poserer som magtens overhoved virker det ligefrem arrogant at smile eller se 'naturlig' ud. Men Mohammed VI gør måske et forsøg i den retning, og understreger dermed subtilt sin styrke? Det kan også være billedet netop skal være lidt 'skævt' fordi det så bedre kan indbyde til undersåtternes tolkning. Jeg hælder selv til den post-kolonialistiske tolkning, at billedet skal mime en slags socialt medie-tag og dermed signalere en vis up-to-date-hed.

Et af den slags billeder der skal tages. Og nu bringes.
Det pudsige ligger nok i, at billedet sagtens kunne være taget i Frankrig eller Danmark (sproget fraset), men her faktisk dokumenterer, at kvinden på gaden er dem der så langt er flest af, mens kvinderne i vinduet kun er almindelige som sådan - reklamer.

Endnu et motorkøretøj. Her i Rabat på Av. Mohammed VI (ja, ham igen) med udsigt over chellaen og oued'en (floden). 

ETHVERT HUS HAR EN HORIZONT

HOVEDSAGEN

Metaforismer

Det er selvfølgelig nødvendigt at bruge sproget og sprogets redskaber til det vi har dem for. Så her skal ikke lyde den fjerneste kritik af brugen af metaforer, når man forsøger at hitte rede, eksemplificere eller understrege, hvad det er man taler om. Men nogle gange bliver det simpelthen for bizart, hvad man hører, hvis man lige får stillet modtageren 'mellem stationerne'. Således er brugen af 'hoved' et ganske underholdende eksempel på en metafor, der kan misforstås.
'Hoved' bruges i rigtig mange sammensatte ord - i princippet et uendeligt antal, da 'hovedet' er et gængs præfiks, som understreger en hierarkisering. (kognitive) Metaforforskere vil hævde denne sproglige praksis peger på en kultur, hvor kroppen og de kropslige erfaringer er undertrykt af et intellektuelt herredømme. Det sætter det efterhånden pænt udbredte udtryk 'mavefornemmelse' i perspektiv, når man tænker over, at det som hovedregel bruges af mennesker, der ikke har bedre argumenter, ikk'?
Men prøv engang at lytte til disse ord - og tænk konkret, ikke metaforisk. Det er skøn musik for poeter og andre øremennesker, der ved at ørerne sidder på hver sin side af hjernen, for at holde den i skak.

Hovedvej

Hovedsag / hovedsageligt

Hovedårsag

Hovedmistænkte

Hovedpulsåre

Hovedstad

Hovedrolle

Hovedsætning (og er det ikke det, så må det småsurt summende finde sig at være en bi-)

Hovedindtægt

Hovedregel

… jeg hviler min sag, og mit dejligt trætte hoved på hovedpuden, fordi nogle ord godt kan være ægte hoved-ord. Hold næsen i sporet og hovedet højt.

TEKST = BILLEDE

FEM GODE RÅD TIL EN PERSON, DER ER FARET VILD

Bestemt ment i overført betydning

1) Udnyt tiden.
2) Find et træ, for at se på hvilken side der vokser mos. Har du fundet et træ, kan du også finde et hjem.
3) Kald på den lille Rødhætte. Hvis hun kommer skal det nok ende godt. Hvis hun ikke kommer, har du gjort dig selv til grin, og så er det at være faret vild ikke nær så slemt.
4) Lad være med af opfatte din vildfarelse som et tegn på andet end det den er: Et spørgsmål om topografi, magnetiske poler og at andre mennesker vil savne dig.
5) Hvis du véd du er faret vild - så ved du du også, at du kan finde hjem.

TOLV TIDSBILLEDER FRA PARIS

Prince Paris

Der er nok at tage billeder af i Paris. Det er en storby med storbyrum med storbymennesker i storbystrukturer i storbybygninger.

BYENS RUM opstår når naturen (nogle gange mennesket, nogle gange andre organismer og nogle gange naturlovene) bliver fanget i eller undviger bygningsmassens huller. Byens rum er horizontale fald eller klaustrofobiske klodser. Byens rum er øjenfælder. Som universets sorte huller kan de opløse perspektivet og tiden.

BYENS BYGNINGER er fikspunkter på arkitekturens og kulturens stjernetæppe. De er svævende stationer på metrooversigten og de rejser sig i bevidstheden, selv når man ikke længere er i byen. Eiffeltårnet er nok det bedste eksempel fra Paris. Selve strukturen og den karakteristiske form rager op i hjernens virtuelle landskab - som en animeret erindring. Bygningerne fortæller historier om de tider vi bringer den som offergaver. År efter år.

BYENS STRUKTURER er i dette tilfælde alle de metalliske skeletter man kan få øje på. Før eller siden bliver de nok til rum, men inden det er det fibre eller knogler eller måske fremtidsfossiler, som man bevæger sig rundt i. En forstenet jungle, hvor macheten ingen værdi har. Støbeformene må have en egen planet som kirkegård.

PARALLELLE LIV

DET SÆDVANLIGE

Something usually comes this way

Cirka to gange om året rammes man af det sædvanlige i et omfang der gør det umuligt at bortforklare. Det er med andre ord så sædvanligt, at man - alt efter balancen i kroppens væsker - reagerer på det. Når det sker cirka to gange om året, og dette tidspunkt er et af dem, har det med den måde vi har indrettet vores liv og samfund på. Vi er en civilisation af livsnydere og skemalæggere. Ikke en kombination jeg ville have anbefalet, havde jeg haft mulighed for at intervenere. Livsnyderaspektet har med ferien at gøre. Skemaet har med kalenderen at gøre. Deadlines, oprydning, bestillinger og afbestillinger, planer, statusopgørelser, afskeder, sågar livskriser sniger sig halvårligt og halvdårligt ind sommer og vinter. Nu er det jo et modent menneske, der skriver disse betragtninger - men jeg vil nu alligevel påstå tilstanden gælder for de fleste.
Det sædvanlige skal ikke forveksles med det ikke-overraskende, som er langt mere spiseligt og acceptabelt. Det ikke-overraskende er udtryk for en kvalificeret livs- og selvforståelse, som måske nok kan snerre "hvad sagde jeg!" men ikke desto mindre aldrig kommer i nærheden af det sædvanliges sump. Man kender det sædvanlige punktum Hvis man ikke kendte det ville det ikke være sædvanligt. 
At gøre tingene igen har altid en snert af tvivl om, hvorfor man så skulle gøre det sidst, når man nu står her igen med buskort, trillebør, lægetjek, sommerdyner, løbeskader og hjertesorger. Og 'igen' er omdrejningspunkt for det sædvanliges forbandelse. Både fordi der er noget ydmygende i gentagelsen - et nedrigt eksistentielt rotationsprincip: Gjorde jeg ikke også det her sidste år? Har jeg overhovedet flyttet mig? Og så findes der en endnu mere djævelsk variant, hvor man er tvunget ud i at gøre ikke bare det sædvanlige, men det man også sidste år og ALLE årene har vidst var forkert at gøre. Jeg taler om det sædvanlige man hvert år rystende og elendigt pakker ind i at det skal fandeme ikke gentage sig, for led og ked at pakke det ud af den forvitrede forbøn, når man står der igen. Dette kan lyde vel meget abstrakt, men lad os så eksemplificere med budgetter der ikke holder, løgne der holder lortet sammen, 'sådan gør vi jo her-kontrakter', længsler der dæmpes med såkaldt realistiske skøn og fester hvor man bliver for fuld og grådkvalt på een gang.
Nu er det som bekendt Kierkegaard-år i år. Og vor nationale tænkehat har også gjort sig tanker om gentagelsen. 
Kierkegaard siger blandt andet at gentagelsens forbindelse med erindringen (fortiden) sikrer et mere fyldigt nu - nok noget beslægtet med hans 'uno tenore-teori' om at livet skal leves sammenhængende, som een lang tone, hvor vi så kan se gentagelsen som en understregning af, hvad vi kommer af, men måske også hvor vi skal hen. Jeg skal ikke indlade mig yderligere på fortolkninger af hans tanker, men da gerne se det positive i gentagelsen, hvis det er muligt. For man gentager jo også gode ting to gange om året. Der findes ting man ser frem til, fordi man ved de kommer: Kærlighed, fritid, salmer og samvær. Her er gentagelsen en indsigt i noget glædeligt, der kommer og nogle gange er indsigten så dyb og så levende, at det glædelige kan blive helt lykkeligt, når man igen drikker sig så fuld at man græder af begejstring, når man klikker kadaveret fast på cyklen for at inddrikke rapsmarkernes farver og dufte, når man finder sin adressebog frem til de postkort man skal skrive eller når man gør det gode, fordi det onde nu er lagt til side for en stund. 
Jeg ville nok bare aldrig kalde de ting for 'det sædvanlige'.
Hvad mener privatdetektiven, stamkunden og gæsten egentlig, når de siger 'det sædvanlige' på beverdingen. Mener de det, der holder dem i live - eller det, der langsomt slår dem ihjel?

TEKST = BILLEDE

TEKST = BILLEDE

 

Bakken, København

 

Skejby, Aarhus

 

Sønderho, Fanø

 

Rønne, Bornholm

 

Trapani, Sicilien

Den lille verden

Den lille verden er i sagens natur en verden som trænger sig ind på dig og strammer til. Den lille verden er befolket med mennesker som du kender eller har en mening om på forhånd. Den lille verdens værdisæt er velsmurt og redebon. Det rummer udelukkende rimelige og rettelige værdier og holdninger - og næres af en uudslukkelig ild af foragt.
Den lille verden er som en diamant, fremkommet af noget snavset man har presset meget hårdt sammen over meget lang tid. I den lille verden er alle enøjede, blinde og konger på samme tid - og så skeler man i øvrigt konstant. I den lille verden kan man ikke lide modetøj og mad, der smager af for meget. Den lille verdens energi hentes fra tændte tv'er, hvis varme og flimren føres ind i kraftværkernes turbiner, der således kører på en blanding af bedrag og naive drømme.
Den lille verden vil altid gerne have nye borgere at være enige i at være sure på. I den lille verden tilbeder man paradokserne fordi. I den lille verden er man enig med de andre om at man er en idiot, men altid en mindre end de andre idioter. Kærlighed findes i den lille verden. Men kun når tilfældet lader et øje stå åbent mens et andet kommer til at udtrykke sig selv.
Den lille verden har intet med himmel og helvede at gøre - for selvom der er lige så mange kirker som hospitalssenge tror man ikke på Gud og efterliv - evt. syndefaldet - den lille verden er i sig selv en slags brugt og sammenfoldet snotklud af paradis og purgatorie på samme tid. Håbet er lysegrønt.
Hvis man bor i den lille verden, hvad mange gør, og rigtig mange uden at vide det, tænker man altid sin hoveddør udefra, fordi man egentlig helst vil hjem og sidde lidt. Hvis man lever i den lille verden er andre mennesker dybest set det samme som problemer - alle andre mennesker. Hvis man lever i den lille verden klynger man sig til minder fra engang, hvor man glemte sig selv og fx kørte ind i en hæk, eller kyssede en vildtfremmed pige bare fordi man var glad. Minder man pudser op som lænker.
Åh den lille verden! Den lille, lille verden, som på de dårlige dage krymper sig så meget i den bitre vind af selvmedlidenhed og storhedsvanvid, at den faktisk kan krybe ind i sin egen formindskelse. Man skal lige dukke hovedet en gang, men så er man der. Virkeligt betryggende, selv demokrati og hungersnød bliver overskuelige og ekspederet med et fnys og et kast med det bøjede hode.