ET TEATER ER ET TEATER

En scenografi

Man kan aldrig vide, hvilket teater man er i, for man har aldrig været i det samme to gange. Altid nye scener, nyt lys, nye fortællinger. Man genkender højst et sæde på en række, en hotelneutral lampe på væggen, et flosset trin eller et ansigt i baren. Det er heller ikke meningen, jo. 
Men engang besluttede vi os for at klæde rummet af i stedet for på. Publikum skulle se det egentlige rum, de var i. Hvad det bestod af. Uden magi og manipulation. Det var ikke fordi der var fjernet andet end rummets udsmykning; spillerne spillede i kostumer, velinstruerede og engagerede. Stykket foregav selvfølgelig at foregå et sted med nogle genstande og tilmed en udsigt. Men intet at af det gav vi publikum. Ikke engang et lys eller en spot eller et mørke at formidle med. Målestokken var det rum man øver i, hvor vi jo ofte slet ikke har kostumer at spille med, og der ingen er til at sætte lys eller lave lyd. 
Det var ikke en god idé, for selvom ingen forlod teateret uberørte, så var stemningen uhyggelig helt derind, hvor man synes det godt må stoppe. Anmeldere og publikum var enige om at stykket var uvirkeligt og koldt. Man ville gerne forstå eller sympatisere med personerne på scenen - men man kunne ikke.

PORTRÆT [detalje]

“Vi troede i Vesten, at den økonomiske globalisering ville få verden til at konvergere og automatisk føre til politisk demokrati. Sådan så det også ud lige efter Den Kolde Krig. Russerne handlede lystigt med tyskerne, og kineserne opkøbte den amerikanske gæld, mens Apple lagde sin produktion i Kina. Men vi er blevet skuffede. Kapitalismen som økonomisk system er politisk promiskuøs. I stedet for altid at gifte sig med friheden har vi set, at kapitalismen lige så vel kan hoppe i seng med autoritære herskere.”- Michael Ignatieff

Læs mere i Annegrethe Rasmussens artikel ‘En truende udemokratisk kapitalisme’

AT REJSE ER AT OVERLEVE

Rejsende i 

Rejsen er et af livets store paradokser. Alle rejsende føler sig i centrum af deres eget liv og deres egen verden. Det må de nødvendigvis gøre. Mål og midler er altid allerede klar i tankerne, ligemeget hvornår man spørger eller møder dem. Destinationer, ruter, pauser, udsyn og indsigt, stop og start; ALT er indrettet på at deres liv skal lykkes og forløses med denne rejse. Det gælder også hvis man rejser i embeds medfør - hvis ikke det endda gør det tydeligere, da formålet med at flytte netop mig til netop det sted, også er nedfældet i en aftale eller kontrakt.
Sagen er at man ikke kan gennemføre en rejse, hvis ikke man kontinuerligt flytter sit egocentriske syn med sig. Hvis ikke JEG gennemfører denne rejse, så ville den jo ikke være. Eller blive. Alt hvad der sker på rejsen masserer og bekræfter ens identitet og selvoptagethed: Boarding, paskontrol, reservationer - alt kræver ID-tjek hér og ID-tjek dér. Man har indtrykket af, at man konstant er den man er på det sted man er. En kejser i en bærestol.
Men i virkeligheden - den materie der omgiver ego’et - er rejsen noget af det mest anonymiserende man kan foretage sig. Som banalt stykgods hvirvles man gennem luften som passager dit eller dat. Reservationerne er prikker i et skema, der enten viser god eller ringe belægning. Detektorer, scannere og baggagebånd, software til booking, betaling og reservationer er alle upersonlige maskiner. Som rejsende er du alle steder omgivet af en verden, der kun ser dig som en bevægelse. Det bliver aldrig personligt. Selv ikke i øjnene på de mennesker du møder spejles et menneske, men noget afpersonaliseret. En opgave. En klump. Data og kød.

Tro ikke dit pas før du er fremme. Og har trukket sjælen med.

TEKST = BILLEDE

PÅ MUSEUM

Billeder om en forestilling

Jeg fyldes altid af glæde på museum fordi jeg ved vi her er i et fællesskab om noget, der er så skrøbeligt ellers. 

Her skal man ikke gå og vedligeholde et værn mod hadsk og hånsk tale, fordi man godt kan finde ud af at synes een rød farve er mere udtryksfuld end en anden. På museet må man godt glo sådan virkelig glo igennem, uden at skulle bekymre sig for hvordan eller som hvad man virker. 

Æstetikken er så skør ude i gaderne. Selv skulpturerne står og gemmer sig i det offentlige, fordi de og vi ikke aner om hovedparten af de tilstedeværende ville slå en rå latter op, hvis man dvælede ved en vandkunst eller et gavlmaleris poesi. 

På museet kan vi og de og alle te os lige så seriøst og pjattet med abstrakte udtryk og fortænkte former som vi vil. 

Jeg kan godt se det lyder finkulturelt og distancerende. Men hvis vi nu tænker det som et fællesskab i disse reelle fællesskabsfattige tider. Som at være på stadion eller måske i cirkus? På biblioteket. Dét er også steder, hvor man er del af et fællesskab, som har mere eller mindre veldefinerede kontrakter. Det er i kontrakterne skønheden ligger: Hvor dybt stikker forståelsen, dedikationen og kærligheden til det fællesskabet er samlet om?

For tiden synes jeg fælleskabet er blevet en overfladisk størrelse som man kan joine eller abonnere på - noget man tilkendegiver eller screenes ind i - et statement eller en foranstaltning. Fællesskabet som det forpligtende, indforståede (som i betingelsesløst accepterende) og selvudleverende kan man lede længe efter.

Tager vi fx to af de nævnte eksempler, som burde være ægte og dybe fællesskaber, så kan man på stadion vel føle sig tryg ved at holde af så skøre ting som boldens flugt og 1-2-3-pasninger, men på den anden side ikke vide sig sikker, hvis fankulturens fællesskabsfølelse kommer i spil. Så er begejstringen for en lang bold ikke nødvendigvis comme il faut på de lægter hvor dú står. På biblioteket kan du også føle dig tryg ved at være i et skrøbeligt lånende og læsende fællesskab, men så snart det skal defineres nærmere, kan den medborgerlige forståelse måske godt gå på grund, når man står i køen med sine latterlige tegneserier eller okkulte helseopskrifter. 

På museet derimod, er det svært kun at abonnere på een maler eller een periode. Man kan selvsagt have præferencer, men på museet er den grundlæggende kontrakt; 'kunst er et plausibelt udtryk der fortæller om mennesket og dets virkelighed', så radikal og religiøs, at man altid kan føle sig i gode hænder og forsyn.