HELLERE HØJ OG TYND OG LANG OG SMAL

 

hvor smal er smal litteratur?

skal den være skrevet med akademisk fraktur?

knække sine elfenben i det gyldne burs tårnagtige favntag

bagstræberisk lade loddet falde i utur som et defekt kukur?

er det kun bøger for de få der dur - til at være det?

til at hærge de særlige stuer

hvor man sutter på brillestængerne og

godt ved man aldrig ender sammen med ørehængerne

i boghandlernes rammer?

bestsedlernes stammer?

 

kan man være uheldig at tabe den smalle litteratur ned i en kloakrist

til hvor den først og sidst i nogles ører måske også hører til

plaskende lander den der hvor lorten er

og sidernes kildne materiale får pludseligt et andet potentiale

og så bliver bogens naturlige element til et ufikst moment

hvor man står i ord til halsen og et suffiks uden ende?

 

kan den synke ned ned mellem to forstoppede puder

i smagsdommerens sofistiske møbel af en flyder

gemme sig med småmønter og lommefilosofisk fnuller

mens han daler om og taler om og guldrander sine

selvrosende tilankelnedsablende flovser om værkets

utilstrækkelige huld

og drikker sig fuld i billige magtspil og stikpiller

om minimalistiske noveller der sælger stort

 

kan den klemme sig ind mellem ordene over og set

og så stå der som et stumt alfabet

tumpet nok til at blive udlet

af alle dem der ved bredere?

 

eller

 

kan den komme ind på hoteller og parceller

til et menneske i en kælder

kan den komme ind de steder hvor sprækken er lukket til

af angst for reklamer i lange bonformede baner

ind hvor bekymringerne har trukket læberne stramme som bånd

og hænderne knuget hårde om håbet

og dér være

et velment blik på det elendige liv

det besværlige hiv og halen mellem benene

skabe et håb med sprogets helende deling

autofiktivt præcist som en præstindes vitriol

kan finde og rette alt på plads i sindets reol

klemt inde mellem genesis og gogol?

 

er der en højere mening med at smal er et anagram for slam

og at jeg derfor slammer over

at jeg ikke skammer mig over

at min bog stammer fra de lammeste rim

på smerte og hjerte

krop og nok

bortrømte drømme

ordenes rod?

 

husk på

de rimende får altid skåret ulden ud af munden

og mærket varmen i frostmorgenstunden

helt til benet kan det gå

hvis fødderne sidder ordentligt på

og vorherre ellers har stillet termostaten

der hvor satan ikke kan se den

 

jeg tager mig til hodet

der hvor det' smallest

der hvor alle siger

der' kortest fra tanke til handling

fra ælling til forvandling

tapper mine to tindinger

for hjernevindinger

med hænder som tvillinger

ligner Munch på broen

bare billigere

bare villigere til at

smide troen på kontoen

 

kunst koster hjernekassen

ikke det masser af nuller mener passer

hjernen er smallest lige mellem øjnene

der hvor man først lugter løgnene

det er nemt at forestille sig

at smal litteratur må være smal

fordi der kun er kaldt

på det aller aller bedste

som forfatteren kan fatte og formulere

klatte ned på papirer

der er ikke noget onkelvakkert favntag her

det ikke en lounget sarkofag der

ikke nogen brede varme arme der griber kage og karma

i den smalle bog er skriften kommet ud af en kanyle

sylespidsformuleret og topreguleret fra det skarpeste æg tænkelig

sproget er siet fra himmel til hav og

fra tønde til stav og

fra sø til pyt

fra sky til til omvendt paraply

tilbage står man med

et fossende vandvid på et tyndt beskrevet blad

det' en gedde i et guldfiskebad

en hammerhaj i et hyttefad

men

det er nemmere at svømme mod strømmen når

man står på højkant

og kan komme ud

og komme ind

selv det smalleste sted

for at så blomster i selv det smalleste bed

hvor der er jord er der ord

 

AT REJSE ER AT OVERLEVE

Rejsende i 

Rejsen er et af livets store paradokser. Alle rejsende føler sig i centrum af deres eget liv og deres egen verden. Det må de nødvendigvis gøre. Mål og midler er altid allerede klar i tankerne, ligemeget hvornår man spørger eller møder dem. Destinationer, ruter, pauser, udsyn og indsigt, stop og start; ALT er indrettet på at deres liv skal lykkes og forløses med denne rejse. Det gælder også hvis man rejser i embeds medfør - hvis ikke det endda gør det tydeligere, da formålet med at flytte netop mig til netop det sted, også er nedfældet i en aftale eller kontrakt.
Sagen er at man ikke kan gennemføre en rejse, hvis ikke man kontinuerligt flytter sit egocentriske syn med sig. Hvis ikke JEG gennemfører denne rejse, så ville den jo ikke være. Eller blive. Alt hvad der sker på rejsen masserer og bekræfter ens identitet og selvoptagethed: Boarding, paskontrol, reservationer - alt kræver ID-tjek hér og ID-tjek dér. Man har indtrykket af, at man konstant er den man er på det sted man er. En kejser i en bærestol.
Men i virkeligheden - den materie der omgiver ego’et - er rejsen noget af det mest anonymiserende man kan foretage sig. Som banalt stykgods hvirvles man gennem luften som passager dit eller dat. Reservationerne er prikker i et skema, der enten viser god eller ringe belægning. Detektorer, scannere og baggagebånd, software til booking, betaling og reservationer er alle upersonlige maskiner. Som rejsende er du alle steder omgivet af en verden, der kun ser dig som en bevægelse. Det bliver aldrig personligt. Selv ikke i øjnene på de mennesker du møder spejles et menneske, men noget afpersonaliseret. En opgave. En klump. Data og kød.

Tro ikke dit pas før du er fremme. Og har trukket sjælen med.

REBLIK - H.C. Andersens nye eventyr

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Parafili for papir

 

Hele den lykkelige affære med H.C. Andersens nyopdagede eventyr skal ikke kommenteres her. Hverken når det kommer til den evindelige uundgåelige biografiske tolkning, eventyrets mere eller mindre lødige eventyrtræk eller den unge Andersens talent og interesser.
Påpeges skal det i stedet, at eventyret blev skrevet, kopieret, gemt, glemt og opdaget alene af den grund, at det befandt sig på papir.
Vi er en stor, stor gruppe mennesker som samtidig med at glædes over opmærksomheden på Andersen, også fyldes af en helt særlig kriblende glæde over det uafviselige faktum, som dagens fund har slået fast: Papir husker, papir findes, papir tager altid ukritisk imod, papir har sjæl, papir er bevis, papir er så helt igennem vellykket en sammensætning af materialer og funktion man kan forestille sig, og papir er indtil videre det bedste svar på tidens nådesløse gang. Papir er og bliver en garanti for at vi mennesker kan tænke og kommunikere uden for vore hoder.
At Andersen også vidste dette vidner hans tegninger og papirklip om. Og 'Pennen og Blækhuset'. Og 'Nissen hos Spækhøkeren'.
Dette står på en blog. Stol ikke på det før det er printet.

http://politiken.dk/poltv/nyheder/kultur/ECE1841210/dokumentation-se-det-historiske-papir/

SELV BIOGRAF

Når man til daglig beskæftiger sig med analyse og fortolkning af litterære tekster, burde det egentlig være fristende at favne den biografiske metode og læse - alfald meget af den ældre litteratur - med hensyntagen til, og fingeren i, facitlisten på herrernes og damernes liv og levned. Både når teksterne påkalder sig direkte (som Johs. Ewald fx gør det i 'Levned og Meeninger') og indirekte sammenhænge mellem det levede og litterære liv. Jeg er dog, og har alle dage siden universitet været, af den klare opfattelse, at biografisk metode er en forsnævring af teksten. Den åbner ganske vist døren på velsmurte og blanke hængsler ved første berøring, men gennemtrækket er så eftertrykkeligt, at teksten blæser i før man kan se, hvordan livet så er skrevet; hvordan ordene falder og står.To gange er jeg blevet udfordret på min modstand på det seneste. Dels er det svært ikke at gribe til idetmindste enelleanden afart af biografisk metode, når man skylles over af den massive bølge af selvbiografisk - selvfremstillende litteratur, der fugter snart sagt hver en krog af det danske bibliotek i disse dage - fra Knud Romer til Carsten Jensen, og gør det som de to; med større eller mindre held. Kald det hjemstavnslitteratur eller senmoderne selvselvbiografi, så er det er der. Jeg spiller gerne med her, for den biografiske metode er skruet noget anderledes fast på disse tekster, der nærmest udkommer som nøglefærdige biografer og legeborge. Vil man undersøge en potensering af dette felt henvises til Claus Beck-Nielsen Memorial/Das Beckwerk!

Men forleden læste jeg så Hr biografisk metode Nr Einz: HC Andersen, som jeg altid har kæmpet for at ville læse og fortolke som stor forfatter, og ikke som blegsottig selvpromoveur - hvorfor skulle han dog være og ville det, når hans sprog, blik, fantasi og hele greb om mennesket er så uforligneligt? Desværre var det Improvisatoren jeg læste. Og hvis Andersen ikke så decideret har lagt den roman an på at være selvbiografisk (sindssyg selvbiografisk), ja så ved jeg ikke!: Vor hovedperson Antonio slider det meste af sit unge liv op på mæcenernes ubøjelige krav om uddannelse og viden, kæmper med kvindernes erotiske udstråling, fortæres moralsk med det følsomme og kærlige forhold til sin unge ven og - hvad der med denne vinkel kan vække til eftertanke - pendler rundt i troen. Centralt står selvfølgelig brydningen mellem det maginaliserede kreative geni - her legmeliggjort i den Aladdin-like improvisator - og spidsborgerens fordring om tradition, takt og terperi, som billede på Andersens altid ydmygede og yderlige mandat. Desuden er romanen jo fyldt med den fattige unge, og derfor af en italiener at være udannede, italieners rejser og møder med landets kulturelle og geografiske højdepunkter, hvad Andersen jo godt vidste, at læseren godt vidste, kunne ses som et konkret referat af forfatterens egen rejse i Italien.

Det afgørende viser sig imidlertid fra en helt anden kant, men i fin tråd med Hans Christians genie: Når man som jeg har fået nok af ham, og ligger udmattet fladt i min seng, går det op for mig, at alt det nævnte selvbiografiske kan trækkes ud af tæppet som en guldtråd - og bedst som man tror det var det, der var meningen, fremstår romanens sande indhold: Følelse og natur! 

Antonio/Andersen-grebet er bare et påskud for romanen - det er fortællingens motor, og det biografiske en banal ventil i denne motor. Romanens egentlige interesse er samspillet mellem (Italiens) natur og (nordboens) følelse - altså en menneskefremstilling og -undersøgelse. Tilmed viser det sig, at det man (dengang) anholdte for at være romanens svaghed - romanens kalkering af rejseskildringen - viser at være dens styrke. For gang på gang overvældes Antonio af den klang naturen har og vækker af og i hans hhv. martrede og maniske sjæl. Gang på gang henføres, hypnotiseres og tages han af dette mægtige, guddommelige rige; natur! Om det er bjerge, grotter, vulkaner, søer, skove, sumpe eller de skære himle - så fyldes og tømmes han katharsisk af den gang på gang med sin følsomme og alligevel orgiastiske appetit. Se, dét gik op for mig bedst som jeg var igang med at klage over HC Andersens forræderi; bedst som jeg lå og pegede alle de biografiske elementer ud og spottende sagde: 

"Hvad er der da tilbage af hans roman?!"

"Natur og kærlighed," svarede den mig, "natur og kærlighed."

Hvad vil du mere?

Sankt Antonius