HVEM VIL DU VÆRE (SubVerbum #4)

hvem vil du være?

onklen uden alvor

den janushovedede bøddel

manden med den plettede pik

den arbejdende fattige

damen med arret på kinden

efterligneren

den overdrevent gestikulerende

stik replikken ind

og pod for blodige svar

men bør jeg 

leve i dette legeme af en fortælleteknisk konstruktion

så meget lettere

end adamantium og tvivl

hvem ville du være

hvis du ikke kunne vælge?

ALENE SMERTEN

Det er ikke så godt, at religionen, civilisationen, historien, diskursen, mentaliteten … har individualiseret lidelsen. 
At menneskene har fået en sygdom frem for at fejle noget. For det lader mennesket alene tilbage med smerten og fortolkningen af den. Og i stedet for at finde sammen i det store fællesskab, hvor man kan dele alt og dermed også sin almenmenneskelige smerte, finder man sammen i fælleskaber, der betoner, at ingen forstår dem, eller man ender ensom og forladt, fordi man ikke tror smerten må være banal, og derfor holder fast i den som i sit originale selv.

D.D.

Hvem vågner?

Da jeg vågnede igår morges - lidt kvalm og med den ubehagelige fornemmelse af strøm i kroppen - og klokken var seks, overvejede jeg, om jeg var klar og havde overskud til at stå op. Der var også et eksistentielt ubehag som der ofte er på denne tid af året. Madpakken havde jeg lavet aftenen før med både morgenmad og frokost, så jeg skulle bare stå op og vaske mig lidt og så køre i svømmehallen inden arbejde.
Jeg gjorde det. Jeg greb min taske og min sportstaske og kørte ud i den fredelige og lyse morgen.
Af en eller anden grund, som nok var trafik, så jeg mig pludselig for enden af det, der havde givet mig alle disse privilegier og forstod, at jeg kunne være vågnet og skulle være stået op som en helt anden og aldrig haft et korn af det, jeg har. Penge og selvforståelse først og fremmest. Hus og bil. Klippekort til svømmehal. Handsker udenpå mine fingre med ringene. Blikket på de andre mutte billister. Dette indlægs sprog og disse tanker ligefuldt også en paradoksal konklusion på noget jeg ikke ved hvad er om jeg vil eller kan være anderledes skulle være mødt et andet sted fuld af lykke og afklaret sorg. 

SPEJLANSIGT

Nogle morgener synes jeg, de ansigter jeg møder er så strenge. Lukkede. Som om deres former er størknet vrede.

Så tænker jeg, de blikke de har kastet på sig selv i spejlet har ødelagt noget. Genkendelsen. Påmindelserne.

At se sig selv, være sig selv. Ensom. Sig selv seende.

Spejlingens rum er sjælsresistente. Man fortaber sig i øjnenes desperation.

Alle kroppens og ansigtets fejl er spejlets fejl. Man tilgiver ikke en urenhed, et næsehår, en sovekrølle, en gnidret læbestift.

Man tilgiver ikke et vansiret menneske. Skelene øjne. En dansende asymmetri. Krøllet mimik.

Man betragter sin egen mislykkede sminke i de andres ansigter og kalder dem falske, fordi spejlet stadig sidder i øjet.

Hvordan ville det være at stå op til en dag vidende, at hverken du eller nogen du mødte, havde set sig selv i et spejl den dag?

Ville du se ansigterne på en anden måde?

Se en mildhed, en ømhed i dem. Ansigter formet indefra. En tankes profil. Blikke som søgte blikke.

Mennesker båret af møder med mennesker.

KIEFERHOMEN I, II, III

NI BILLEDER FRA MALAYSIA

Intro - outro

Når man flyver i næsten 12 timer kun væk fra fra det diffuse begreb hjem, kan man godt få en slags følelse af at dø. At der sker noget forkert meget grundigt og uafladeligt. Dét på trods af at man selv har valgt og villet at flyve til østen.

Det er måske fordi man kan mærke hjemmet - altså livets hjørnesten - langsomt blive trukket fra hinanden. Ikke endeligt, men som en forsmag på den accept, døden må kræve. Jeg kan ikke lige nu købe en avis og kysse mine sønner. Ikke sådan uden videre låse hoveddøren op og køre i skoven. 

Men sønner, aviser og skove kan godt være uden mig. Lige nu. Hjemme.

Billede 1: Taipusam, Batu Cave - KL

Vi var ikke de eneste turister, selvom vi var få i forhold til, hvor mange indere der var - men det er en fest som har potentiale til at rygtes. Forståeligt nok, da det er eksotisk, omfattende og kulørt. Især gult. Men det både larmer og dufter og lugter mindst lige så meget - faktisk mere. Ikke svært at forstå, hvorfor religionsvidenskab, antropologi og etnografi har fundet en plads i verden, hvis man antager, det er naturligt for mennesket (også) at ville forklare den slags ting. 

Om det var mit orientalistiske blik eller noget andet - så blev det ved med at overraske mig at se svedende, udsmykkede og religiøst helt udmattede mennesker klædt i munkelignende gevandter tale i og fotografere med kæmpestore Samsung mobiltelefoner. Men det er jo også et billede på, at der ikke er nogen religioner, der er for gamle eller fortabte. Teknologi og tro løber stadig i hver sit spor.

Billede 2: Ved National Monument - KL

Et fotografi skal have rytme lige så vel som linier. I baggrunden Kuala Lumpurs aldrig ubemærkede skyline. 

Nationale monumenter er ikke særlig tankevækkende i andre lande end ens eget. I Malaysia er det dog tankevækkende, at det ligner det amerikanske marineinfanteris monument i Virginia så meget, som det gør - bare grimmere.

Billede 3: Kinesisk Nytår og løvedans ved Central Market - KL

Befolkningsgrupperne sætter sit præg på byen. Man skal hele tiden være på tæerne for at vide, hvem man er sammen med, eller hvem der har sat dagordenen, der hvor man er. Derudover kan man så også altid fornemme en  New York-spirit, som besjæler og uniformerer KL med lys og lyde og trafik 24/7.

På markedet i Chinatown tror jeg ikke der var een vare, der ikke var en kopi. Man købte helt naturligt kopi-Nike, kopi-Mont Blanc, kopi-Kleenex eller kopi-hvadsomhelst. Egentlig kan man her tale om virkelig mærkevaretro shoppere, da man må gå ud fra kvaliteten er den samme, ligemeget hvilken kuglepen man vælger. 

Og mens man går mellem alle kopierne, hører man Beyonce på en af de mange larmende forstærkere, og forstår pludseligt et eller andet om musik som en mærkevare man IKKE kan kopiere, uden at være en ægte/dårlig efterligning. Det eneste brand man ikke kan kopiere er individets. På en vis måde meget betryggende. Og poppet.

Billede 4: Bybillede - KL

Sådan ser der ud i Kuala Lumpur. Nyt og gammelt. Scootere og skilte. Ledninger.

Billede 5: Little India - KL

Bortset fra bindierne ser modellerne ikke særligt indiske ud. Faktisk ser de vestlige ud på en meget præcis måde: Duckfacede, selvfede, introverte, snobbede og koloniale og feministiske. 

Billede 6: Blue Mansion - George Town

Her blev store dele af den franske film ‘Indochine’ optaget. Det er en standardmelding til alle besøgende. Film har sin egen kapital som man kan købe for. Hvis et sted er autentisk nok til at lægge kulisser og karma til en film, så er stedet også værd at besøge i virkeligheden. Hvordan ser den situation ud, hvis vi vender kameralinsen om? Hvis en film er populær nok, så må dens fiktion opstå et sted i virkeligheden? Er det derfor vi ar fået Graceland i Randers?

Herresædet er som så mange i KL og George Town kinesisk - og i dette tilfælde mere end almindeligt i størrelse og udformning. Gennemgående for de kinesiske huse er meget store værelser og mange gårdhaver med vand. De er indrettede efter harmoniske (og) taoistiske principper som man kaldte feng shui. Malaysia er præget af håndværkstraditioner, fordi de så tydeligt bærer mere end funktioner. Det bliver hurtigt for overlæsset og prætentiøst for en nordbo, men.

Billede 7: Mur - George Town

George Town er berømt for sin street art - et slående paradoks, da byens Old Town også er på UNESCO World Heritage liste. På den anden side flimrer hovedparten af husene også med lysende bannere, skilte og neonlys, der skal lokke kunderne indenfor, så byen er under alle omstændigheder et indpakket arvestykke i trods. Motivet/installationen på billedet tror jeg ikke hører til samlingen af street art, men kunstnerisk er den i provokerende grad. 

Billede 8: Havnen - George Town

Motorcykler. Scootere. Transport. Alle har et hjem. Alle rejser. Alle har en plan. Et skema. Kun turisten føler sig løsrevet og rastløs.

Vi har talt en del om ‘hubs’ - steder, hvor ting og mennesker passerer igennem og omfordeles. Også på denne rejse står det mig klart, hvor mange mennesker, der er i verden. Hvor verden er fyldt med mennesker. Alle hver sit ‘hub of hubs,’ med hver sit motiv og sine mål. Rejsemål. Formål. Liv. Helt forskellige og alligevel altid borgere, beboere, beboende parceller, matrikler, lots, lejligheder og steder. De har fædre og mødre og fortid og fremtid. Og  de har alle os andre til at bevidne, hvordan.

Billede 9: Gade - George Town

Hvor man kan købe sin avis. Tale med nogen.

HAMBORG MALPENSA

Terrortialsang

Sad i Hamborg lufthavn og tænkte på bomber, men uden held. Det hele var for almindeligt - ikke ligefrem trygt - men bare almindeligt, og man er alt for optaget af noget andet. Frygten, som man mærker foran tv’et eller avisen er abstrakt. Bomben er konkret. Planlægningen af anslaget abstrakt. Bomben er konkret. Risikosamfundet er en konstruktion. Bomben er konkret.

Jeg prøver ikke at lave en lækker filosofisk problemstilling ud af terror - jeg prøver at forstå, hvad det er, hvordan det virker.

Når jeg tænker på, hvor umuligt det var at forestille sig ulykker på rejsen, når man rejste med sine små børn. Gud måtte da holde hånden over dem, mine små børn, og dermed også mig. Er det dét skjold man (terroristerne) hamrer løs på: At man ikke kan forestille sig det sker for ens børn - at man ikke kan se det ske midt i alt det almindelige? Var det meningen med Nice?

Jeg vil medgive, at jeg på denne sommers rejse var mere tilbøjelig til at sidestille alle de mange timers transit, tjek og tidlig transport med bekæmpelsen af terror - minimeringen af risiko, men det bragte mig ikke nærmere frygten. Jeg vadede gennem så mange andre møller og scannere end angstens. Viste pas og boardingpas af så mange andre grunde. Men et sted lige i nærheden af utålmodigheden og de endeløse gange og lede plastikbakker med plastikmad ligger en udmattelse og kæler med angsten. På alle hylderne med parfume og sprut stikker en tanke til meningsløsheden. Et besvær flirter med frygten for nederlag. 

Jeg tænkte den tanke at droppe alle sikkerhedsforanstaltningerne - som i en drøm, hvor alle maskiner sukkende går i stå og uniformerne sænker arme og instrukser. Klikkene, blikkene, summende, kiggende stop. Vi rejser på tillid og ære. Vi rejser på vores glatte ansigt og med rene hjerter. Alt hvad man skal bruge fungerer naturligvis - men man tjekker ikke andet og mere end billetten og baggagen for at sikre ingen står nøgne eller ender forkerte steder.

Hvad så?

Ville det regne med fly over alle verdens lufthavne? Ville metal og kød overtage terminalerne som en fundamentalistisk, rustrød, snerrende slyngplante og lægge alle rejsedrømme øde? Ville man trække sig tilbage som spolede man en dokumentarfilm om charterrejsernes succes baglæns? Ud gennem de automatiske glasdøre trukket af rullende kufferter, ind i bilerne i fuld fart baglæns på motor- og landeveje, ind i villakvartererne og lejlighederne, hvor den sidste kop kaffe venter på den rødternede dug?

Og kedsomheden.

Eller ville man være klar til at tage opgaven på sig at være menneske? Ikke dø som soldat, betjent, politiker eller demonstrant - bare som almindelig dansk dansker på vej til stranden? Stridsmænd for fadøl og fodbad. Kom lad os boarde flåden som det almindeligste i verden, rejse ud på opdagelse med åbent sind - mødige af et helt års arbejde i minerne, men også trætte af af se de værdier vi holder for hellige blive pakket mere og mere ind i ting og begreber, som ikke ligner dem: Demokratiet er gemt bag militæret, medmenneskeligheden bag paskontrollen, kærligheden bag rejsedokumenterne, stoltheden bag irisanalysen og personligheden bag nationaliteten.

Da jeg stod i kø i Milanos lufthavn, stod jeg bag en familiefar til tre, som havde benyttet opholdet til at få tatoveret sætningen “Molto nemici - Molto onore” på sin læg. Oversat betyder det “mange fjender - stor ære,” og signalerer således uden tvivl en kampgejst, der hører til i militæret - i krigen. Og så vidt jeg kan finde ud af, er det da blandt andet også brugt af italiens fascistiske leder Benito Mussolini i 1931. Faderen stod der imidlertid i civil og var på den måde måske udtryk for min drøm om, at vi som borgerlige partisaner tager kampen op mod alle de fjender vi har. Vi rejser ud som soldater - holder på og demonstrerer vor ret til tilbagelænet livsstil og nordisk frisind.

Eller også var han udtryk for det modsatte. Måske var han udtryk for at forestillingen om det fjendtlige, nu dominerer alle vore tanker og hele vores krop - at de menneskelige værdier endegyldigt er blevet koloniseret af systemet og dem, der med folkets gunst skiller snot fra skæg og får fra bukke og forventer tak. At vi nu kun har tilbage at hade og vente på man får slåsset færdig, mens friheden forbløder og vi fristet over evne vifter med fascistoide slogans i den tro vi endelig har forstået folkets agt og vilje.

Hvordan kæmper man for tanti amici - tanta gioia i stedet?

MODE.rering 2

SELVBIOGRAFISK TEKST (2)

Nogle gange er det nemmere at være vågen.

Nogle gange er det nemmere at sige det, man forventer man vil sige. Nogle gange kan man gemme sig i sig selv. Lade de andres blik forme sig. Blive afgjort.

Nogle gange forsvinder sandheden om det, man troede var bestemt. Den tid man har været her. For du ejer ikke din egen historie, når du giver den til andre. Så får du det igen, at du ikke mere er den.

Stop. Lad være med at holde fast, for du holder ikke fast i noget, der findes. Ensomhed findes ikke. Hvis du er alene, er du ikke. Heller ikke ensom. Descartes vidste, nogen ville læse hans tekst.

Nogle gange er det nemmere at tage stilling. Stille sig op, som om man var nogen. Nogle gange skal man lade benene være stive for ikke at vælte.

Alt det man ikke er. Kunne blive. Forandres til. Det kræver bare en prædikant og et navn. 

ENGELSK PÅ DANSK (NOK) SAGT

Sorry, jeg kan ikke lade være

Selvom det er håbløst forældet og tilmed latterligt, kan jeg ikke lade være. Som en anden afdanket Don Å kaster jeg mig igen og igen over den engelske invasion af det danske sprog - mest fordi jeg synes vi kan lige så godt selv, og så fordi jeg tror vi bliver dummere af at tale ens. Skulle nogen være vågen nok til at tænke over dén bemærkning, så tillykke.
Her kommer under alle omstændigheder cirka fire ord jeg pt bakser med at affinde mig med fylder pladser ud i de danske sætninger og munde og på de danske tunger.

Lokationer
Har De også bemærket, hvordan dette ord pludselig dukker op alle steder. Oftest med en underlig misvisende klang - hvor man ikke ved om der tales om steder eller omgivelser. Jeg tænker det er vandret ind via (især) de mange digitale kort og vejvisere. Som man vil have bemærket er ordet stavet på dansk - og det findes også på dansk (hvad man kan læse mere om her), men brugen er tydelig engelsk indhentet. Hvorfor ikke i stedet tale om netop 'stedet, hvor man er', til nød placeringen, når man omtaler eller understreger sin lokation? Så man fx ikke bliver snydt af, at mobiltelefonen gemmer dine lokationer - men rent faktisk véd, hvor du har været!

Fit 
Uha, hvor der er mange fitte mennesker at se for tiden. Især fordi det er bikini-t-shirt-tanktop-bar-overkrop-sæson. Og til fit kunne man føje - buff, bulky, firm, lean ... og et helt væld af andre ord fra fitness-centret og træningsplanerne. Det er vel næppe interessant at spore denne sproglige tendens tilbage til Jane Fondas workout, men det er altid interessant at ofre så tunge sprogsæt en tanke. 
Er man smukkere og mere vellykket som fit end veltrænet? Er man mere kontrolleret og mindre klam, hvis man bulker, end hvis man er på opfedningskur? Er det en lille smule mindre farligt at omtale andre menneskers udseende, hvis det sker gennem en sproglig vikar-kultur? Det er hvert fald naivt at tro, at det ingen forskel gør. Helt gammeldags vil man være, hvis man taler om 'at komme i form' - være i 'god form' og måske endda 'topform'! Men læs igen. Og igen. Er det ikke så meget mere sigende og passende med den elegante dobbelttydighed i (form)sproget. Ikke alene er man veltrænet, man har simpelthen tilpasset sig en form, gjort med kroppen, hvad man kan, når man arbejder med den. Det er da langt mere formfuldendt end fit.

Gamechanger (game changer, game-changer)
Som med lokationerne er dette ord utvivlsomt vandret ind via computer- og konsolspillene, men det har gjort en imponerende karriere fra drengeværelset til korridorererne på Christiansborg (også derfor der endnu ikke er konsensus om stavemåden), hvor jeg har hørt det i de politiske debatter. En hurtig søgning bare på nettet viser også en udbredt brug. Spørgsmålet er så om det er et nødvendigt ord? Ingen tvivl om at det bliver elsket som lang række beslægtede ord fra bullshit-bingo (benchmarks, first movers), fordi det bare lyder skidegodt at kunne sige om nogen - noget, at det kommer til at ændre tingene med nyt og alligevel ret logisk ord. Men hvad siger man egentlig? At det hele er et spil?! At alt, hvad men hiver ind, finder på, gør altid er del af en overordnet strategi, hvor den, der ændrer reglerne har føringen? Ja. Prøv at køben en ny støvsuger og kalde den for en hjemlig gamechanger! Præsenter en ven for en ven og kald ham en gamechanger. Nej vel. Gamechangere er skræmmende kyniske og nemmere at se igennem, hvis man kalder dem udspekulerede og/eller bagstræberiske. 

Shitstorms
Åh ja - shitstorms. Lortestorme. Pisvejr. Møgfald. Ordet vækker straks associationer og ideer til, hvad man ellers kunne sige. Ikke at det (også) er fedt at bruge dette ord. Men egentlig er det nok for stærkt, og dermed et billede på en anden underliggende fare ved at overtage de engelske ord og fraser. På dansk kan man finde (alternativt blive ramt af) en shitstorm, hvis man laver en dårlig reklamefilm eller ikke har vaser nok til kunderne, men reelt dækker begrebet over en ultimativ udslettelse med lort; eller som der står i the Oxford Dictionaries: "A situation marked by violent controversy." Og her er vi nok ikke helt med Kähler og Danske Bank, som vist stadig har produkter til salg. Forkærligheden kommer sig nok af, at shitstormene primært er et web-fænomen, og da dér er mange sure mennesker, som kan accellere til rigtig, rigtig mange i løbet af kort tid, så lyder det som om, der er en god overnesstemmelse mellem begrebet og begivenheden. Jeg foretrækker nu i denne sammenhæng at få røven på komedie.

Mere om shitstorms

HÅB I TIDSFORSKELLENES TID

Hvis minutter er det du vil have, når du prøver at nå noget i tide?
Bliver du yngre mens du skynder dig, og gammel hvis du kommer for sent?
Det mekaniske urs vigtigste del er en fjeder snoet om sig selv.
Ønsket om at finde sig selv er ønsket om at ankomme til tiden.
Det mest præcise ur bruger atomer som dig og mig.
Kom godt hjem.

 

FLASKEPOST

Flaksepost

Jeg forestiller mig jeg har sendt en flaskepost af sted engang, men jeg er ret sikker på jeg aldrig har gjort det. Hvordan kan det nu være? En falsk erindring?

Men gør det noget? Jeg kunne da godt tænke mig, at give mig lov til at kunne huske jeg engang har sendt en flaskepost af sted. Der er så meget velkendt ved det. Materialerne. De klare facts. Opfordringen til at skrive tilbage. Ritualet. Havet. Tiden.

Da jeg boede i Aalborg havde jeg mit værelse i kælderen. På bagsiden af den ene skabslåge skrev jeg engang en sætning om livet og døden og i dag kan jeg forstå, også noget om at være sytten år gammel og forvirret. Da jeg skrev den sætning vidste jeg den ville blive læst. Af nogen. Som jeg ikke anede hvem var. Det var sådan set også ligemeget. Det vigtigste var, den blev læst. Selvom man forestiller der aldrig var nogen der læste det, ændrede det ikke ved glæden over at skrive det, for det kunne ikke tænkes, at det ikke blev læst. Det gjorde ordene vigtigere, mere betydningsfulde, at de ville blive læst af en fremmed.

Når man sender en flaskepost er det ikke ordene, der er det vigtige. Det er digselv. Du sender din identitet ud i verden, for på paradoksal vis at stedfæste du har én.

Og så sker det nogen gange, at der kommer svar tilbage: Du findes! Du skyllede op på en strand et sted. Som et bortkommet barn eller en udmattet overlevende lå du der og blinkede til virkeligheden iklædt et menneskes skikkelse. Et læsende, tænkende, flaskepostgenkendende menneske. Der på sin vis også blev bekræftet i sín eksistens, fordi det kan bukke sig ned, samle en matsleben flaske op med prop. Og indeni se det sammenrullede rituelle pergament: Verden findes, den er befolket, den er lige skyllet op i din hånd. Ergo findes du også!

Jeg har af aldrig modtaget et brev fra Sydamerika eller Nordafrika, som svarede på min flaskepost. Og hvis ikke jeg har sendt én, kan det jo være forklaringen. Men det kunne jo også være situationen, hvis jeg hávde sendt én. Den er blot stadig undervejs. Vugger derude på oceanet. Undviger containerskibe så store som nationer, plasticøer så store som halvkugler. Gyngende mens glasset holder stand med sine tætsiddende atomer. Vuggende den lille rulle, som blødt slår sit budskab på siderne. Når man flyver er der altid et kort over alle de ruter selskabet flyver på. Europa dækket ind af et spind af røde, spændstige, af kloden buede streger. Fra Frankfurt til Formentor. London til Lissabon. Jeg kan fint forestille mig alle Atlanterhavets flaskeposter indtegnet på samme vis. Små førerløse flasker flyder mellem kontinenterne, men i skæbnens fastlagte ruter.

Måske har jeg sendt en flaskepost af sted med et af mine børn? Blind passager på barnets leg? Det kan vel være lige godt. Så længe man ikke får svar, er der håb om at man findes.