HUMAN BEFORE YOURSELF

He has nothing to say. 

SPEJLANSIGT

Nogle morgener synes jeg, de ansigter jeg møder er så strenge. Lukkede. Som om deres former er størknet vrede.

Så tænker jeg, de blikke de har kastet på sig selv i spejlet har ødelagt noget. Genkendelsen. Påmindelserne.

At se sig selv, være sig selv. Ensom. Sig selv seende.

Spejlingens rum er sjælsresistente. Man fortaber sig i øjnenes desperation.

Alle kroppens og ansigtets fejl er spejlets fejl. Man tilgiver ikke en urenhed, et næsehår, en sovekrølle, en gnidret læbestift.

Man tilgiver ikke et vansiret menneske. Skelene øjne. En dansende asymmetri. Krøllet mimik.

Man betragter sin egen mislykkede sminke i de andres ansigter og kalder dem falske, fordi spejlet stadig sidder i øjet.

Hvordan ville det være at stå op til en dag vidende, at hverken du eller nogen du mødte, havde set sig selv i et spejl den dag?

Ville du se ansigterne på en anden måde?

Se en mildhed, en ømhed i dem. Ansigter formet indefra. En tankes profil. Blikke som søgte blikke.

Mennesker båret af møder med mennesker.

DOPPPEL

SPEJLET I ÅR OG I NÆSTE

MEMENTO

SEENDE SIG SELV UDEN SPEJL