DOPPPEL

9 SLAGS SAMTALER

ÅNDSSVAGE ARGUMENTER

Markedsorganismer

Når man afbilleder en nøddeskal på den appetitvækkende forside af morgenmadsproduktet, tror man så det virker mere salgsfremmende, eller er det måske af pædagogiske årsager? Min første association er betingelsesløst fornemmelsen af ikke at have fået sorteret skallen fra, når man hæmningsløst gnasker på kernen. I sig selv er det misforstået at bruge skallen som et slags argument for råvaren og/eller friskheden, da enhver ved at en frisk nød ikke ser sådan ud og at dens indpakning er lige så interessant som rugbrødets pose. Det ligner glemsomhed.

Flere morgensmadsprodukter (antager de optræder så ofte da man især om morgenen er opmærksom på den sure måde): Når Kellog’s annoncerer med det sloganagtige ‘the original and best’ og i deres kampagner og branding bygger det på selveste hr Kellogs egen(hændige)  underskrift … er der så ikke noget paradoksalt i at lige præcis dén underskrift vi ser på æskerne vel er ‘forfalsket’ (trykt) i et omfang så astronomisk, at det ikke længere kan sige at være en underskrift vi ser?

Til en bestemt pakke pålægschokolade bekendtgør producenten stolt, med et classy lortebrunt segl, at der er anvendt 125 kakaobønner! Men hvor mange er dét? Det kunne for så vidt være alt for få, hvis man vil tale om egentlig chokolade. Hvor skal man vide det fra? Kunne man bede om en angivelse man kan forstå - fx gram, eller endnu bedre en sammenligning?

Fandt dette logo på min (såkaldte) topmadras (man har givet valgt dette navn for ikke at rode sig ud i en lidet salgbar madrasmadras). Jeg tillader mig at tvivle på Jysk har et forhold til andre drømme end dag-ditto. Overvej hvor ofte De vågner op og har drømt en livgivende og vitaliserende drøm … endsige bare en harmløs. Jeg taler ikke imod drømmes relevans eller måske endda indsigtsgivende karakter - jeg taler imod en anvendelse af ordet ‘dream’, når det retteligen handler om ‘sleep’. På den vis er dette sidste eksempel klassisk for markedets latterligste argumentation: Man sælger noget ved hjælp af noget andet som slet ikke er relevant for varen.

Sov godt og velkommen på morgenskafottet.

OMVENDSLEV FOR V(R)ISNE VÆKSTKRITIKERE

Blamegame

Tænk hvis man en dag - eller bare en tv-udsendelses tid - vendte om på ansvaret i dette senmoderne samfund. Således skulle alle firmaer stå til ansvar for alt det elendige og forstemmende svineri man finder i by og på vej: McDonalds-poser og krus, øl- og sodavandsdåser fra Carlsberg og Coca-Cola, cigaretskodder fra Prince og Pall Mall. Man kunne ikke som energidrik-producent tørre den af på forældrene, når de unge mennesker hårdt pumpet af Cult og RedBull faldt om med forhøjet blodtryk. Tuborg måtte stå frem og sige, ja vi ved det - det er blandt andet vores skyld der er så mange alkoholikere i landet - for uden Fine Festival og Guldøl havde den del af drukDanmark nok været mindre. MotoGuzzi og Honda måtte medgive, at deres motorcykler kører alt for hurtigt og kan slå både førere og andre ihjel. 
Jeg tænker altså ikke engang på de virkelig slemme producenter, som sniger ptalater og anden forbuden kemi ind i legetøj og cremer, heller ikke de kriminelle narkotikaforhandlere - men på helt almindelige og uskyldige firmaer, som fremstiller varer, der i større mængde eller anvendt forkert er ødelæggende for kultur og natur.
Jeg tænker heller ikke på at oprette en totalstat, hvor det er slut med individets fri valg.
Jeg kunne bare godt tænke mig for een gangs skyld at høre dem sige: Vi ved det godt. Det er noget lort vi laver. Og lavede vi det ikke, ville verden på visse måder være et bedre sted at være.
Jeg er træt af at høre, at lavede de det ikke ville nogle andre bare gøre det. Jeg er træt af at høre, at hvis man ikke vil have lungekræft, huller i tænderne, forhøjet blodtryk, skrumpelever og udslæt, så kan man bare lade være med at købe de varer som giver een det. Vel at mærke varer, hvis eneste og tydeligste eksistensberettigelse er netop det, at de skal købes. 

Jeg er træt af at min frihed bliver taget som gidsel i et dødssygt kommercielt spil, jeg ikke synes jeg har meldt mig til.

SYV BILLEDER FRA MAROKKO

På vej til Marokko, og mens jeg var i Marokko læste jeg Paul Bowles ’Under himlens dække’ og især Elias Canettis ’Stemmerne fra Marrakech’ med stort udbytte. De var på ingen måde guides, men på andre måder mere som personlige rejseførere, der tilbød blik og stemninger – endda viden – jeg ikke ville have været foruden. Også selvom skønlitteraturen, når den er bedst pirker i alt andet end overflade. De mest mobile dele af Bowles roman udvirker sin kraft på det eksistentielle plan – men er det ikke netop dér vi rammes, når vi rammes af det eksotiske? De to elendige mennesker der omkommer i hans Marokko kan man godt spejle sig i, selvom man er næsten 70 civiliserede og selvrealiserede år ældre. Et lands sjæl og et menneskes natur forandrer sig ikke med den hast. Canettis blik er så sansende og reflekteret på samme tid, at man føler sig fordoblet flere steder og i flere situationer. Han gider tænke tingene til bunds. Spørge sig selv og sin læser, hvad dette dog er der møder ham. Det er rejselitteratur som aldrig kan seriefremstilles.

Arabesken er alle steder. Jeg trættes aldrig af dens grafiske evighedsmaskine, og trættes aldrig af dens leg med sprog og virkelighed. Hvor gribende er det ikke for et sprogmenneske, at møde en kultur, der endelig respekterer skriften så meget, at skønheden bor i det der fortæller om den? Hvor gribende er det ikke for et øjemenneske at se, hvordan naturen vandrer som sig selv ind i æstetikken – ikke som symbol?
At menneskene så også dyrker en sløring og tildækning af lige dele klimatiske og esoteriske grunde må man så leve med. Sproget er også en dragt. Bomuld en plante.

Selvfølgelig er der turister i Marokko. Især i Marrakech. Men der er også så mange andre marrokkanere, at turisterne ofte forsvinder. Selv på Jaama el-Fna, som må være en af verdens største turistfælder, bliver de overskyllet af lokale. Muligvis lokale, som gerne vil betjene turisterne, men ikke desto mindre. Det bidrager alt efter temperament til oplevelsen af at være på rejse i et fremmed land, som bebos af rigtig mange fremmede mennesker. Når man kæmper sig rundt i souk’ens uendelige gademønstre og sælgerne refleksmæssigt og uophørligt faldbyder deres varer kan man ikke andet end tænke det også må være til andre end turisterne. Og hvis ikke det er, så er butikkerne at ligne med kødædende blomster, der kan leve af en enkelt flue i flere uger.
Der sker dog turisterne skiller sig markant ud. 

At man bruger hyrden som billede på en gud, i al fald i min religion, der som bekendt har sit geografiske ophav tæt på det arabiske, bliver meget forståeligt, når man gennem nogle uger har færdedes i en kultur, hvor fårene er overalt. Man ser aldrig et får uden også at kunne finde en hyrde. Og man ser får mange forskellige steder: Ved motorvejene, i byerne, langs jernbanen, på lossepladserne eller ved Volubilis – som på billedet. Alle steder går de langhalede dyr og gnaver. Altid dukker en mand eller en kvinde eller et barn op med en stav og en holdning. Hyrdehandlingen og derned hyrdebilledet, må være en af de mest grundfæstede metaforer på de kanter. Som kristen har jeg altid netop oplevet det som et billede. Logisk og dermed anvendeligt. Når det kom til ofret (angus dei) stadig velegnet, med dog også malerisk. I Marokko og lignende samfund må hyrden og hans funktion være så implementeret i kulturen, at billedet forsvinder som billede. The Lord is my shepherd.

Der er mange farver i Marokko. Det er der altid, når man rejser et andet sted hen. Marokko har dog helt særlige forudsætninger for frodighed. Der står appelsintræer overalt i byerne. Man ser endog folk samle frugterne ind. Det er som om nogen har asfalteret Edens Have. Eller det er som om det frugtbare ligger i evig kamp med det fattige og støvede. Træerne gror og skubber sine frugter frem, mens byen og bilerne vokser og kvæler alt hvad de kan. 

I lufthavnens butikker fandt jeg al den keramik jeg også så i souk’en. Samme mønstre, samme former, samme funktioner – men i lufthavnen var tingene ens og uniforme. Der var ikke den mindste forskel mellem de små skåle og deres spiralmønstre. Ingen slinger i cylinderne, ingen forskel i glasuren. Kopperne stod skarpe og ensartede på rækker. Priserne lignede ikke engang de helt urimeligt fordyrede varer man blev tilbudt som turist. De lå langt over. Er den industrielle fremstilling en luksus i Marokko, hvor alle stadig kan og skal fremstille ting med deres hænder? 

ORD OM ORD - DECEMBER 2013

Har honning en bismag?

Følgende tre fantastiske ord fløj for første gang ind i ørets fordomsløse følsomhed denne måned:

1) Skrabekage
Det er noget man kan være, hvis man er den sidste og mest forkælede i en børneflok. Hvordan ordet og betydningen er blevet gift er svært at forestille sig, men ordets andre betydninger (se ODS) peger måske på, at det der bliver tilbage af de forskellige rester, har alle så at sige en andel i, og føler derfor en vis kærlighed til. Kan også hænde, at den kage der laves af de absolut sidste rester helt automatisk bliver særligt eftertragtet. Hvorfor denne blogs ejer er stødt på dette ord siger vist sig selv, men det er udelukkende taget med, fordi det med stor sandsynlighed er første og sidste gang jeg hører det. Goddag og farvel.

2) Bombepulsen
Ordet findes ikke i ubestemt form - endnu da, og tak for det. Ordet blev opfanget på grund af dets kompromisløse poesi og klassisk-modernistiske montagekonstruktion. En levende puls i det dræbende mekaniske! Sandheden om ordets egentlige, meget lidt poetiske, betydning og brug er dog endnu mere fantastisk. Når man i videnskabelige sammenhænge gerne vil datere genstande og stoffer så nøjagtigt som muligt, bruger man gerne den såkaldte 'kulstof 14-metode'. Og her ved man, at de mange atombombesprængninger man foretog efter Anden verdenskrig - for på en meget ucharmerende vis at vise, hvem der havde magten i den kolde krig - dannede ekstra meget kulstof 14 i atmosfæren. Mængden af dette kulstof kan således hjælpe med til at datere om stof er fra den tid eller ej - og den mængde følger en graf, de mange sprængninger har aftegnet. Og den graf kalder videnskabsmændene for bombepulsen. 
Jeg kendte ikke til ordet før en oplysende radioudsendelse på P1 (som betyder påkrævet), og det har ikke sluppet sit tag i mig siden. Goddag og velkommen.

3) Køslik
I dag under nytårsindkøbene gik strømmen i Føtex - og de omgivende landskaber i Vejlby. Jeg befandt mig i Føtex (og vel også i de omgivende landskaber, men mest i Føtex) i en meget lang kø, der i sagens natur først for alvor gik i stå, da strømmen (også) gik (i stå). Det tog dog ikke butikkens mandskab mange minutter at ile til med trøst - uagtet langt størsteparten af forbrugerne forholdt sig helt afslappede og godmodige - hvad vi danskere jo typisk gør, når først lokummet brænder. Indtil problemerne for alvor indfinder sig forbeholder vi os dog en udstrakt brokke- og sortsynsret. Trøsten var - viste det sig så - slik! Eller 'køslik' som en af medarbejderne kaldte det. Også her opfangede øret en first-timer. Køslik … alene ordlyden er sær, som en talefejl eller et arabisk kaldenavn. Men betydningen er endnu mere forunderlig: Hvad er det for slik man spiser i køen? Den man fristes af på alle-op-til-kasse-omkransende-hylder-liggende-slik? Eller den de rutinemæssigt uddeler, når køerne bliver for lange - som en subtil hån af kundernes ynkelige tiggergang til kasseapparaternes petersport? 

For slet ikke at tale om de muligheder præfikset 'kø' åbner op for: Køsnak, køtempo, køkø, kølugt, køkarakter og køsind. Den sidste er selvfølgelig synonym med det kendte begreb køkultur (en anden dansk klassiker), som når det kommer til stykket, nok har stået fadder til køslikket. Jeg tror ikke jeg kan lide ordet - hverken som ord eller begreb. Det var også derfor jeg høfligt takkede nej, og derfor jeg fik at vide, hvad det var jeg afslog. "Vil du ikke have noget køslik?" sagde han. Og lokkede med sin dåse. "Ellers tak og farvel. Jeg bliver stående her.

PERVERSE REGNSKABER

Checks and tolerances

Hvor mange deltagere fra de forskellige talentshows skal ryge ud i glemsel, intethed og eksistentiel krise, før man sige underholdningsfjernsynet har ædt sin egen målgruppe?

Hvor mange timers reality-shows skal der til, før man kan sige en tv-optræden er blevet lige så virkelig som en tilværelse?

Hvor mange mennesker skal opleve slankekure som forgyldte portaler til umenneskelige perioder med humørsvingninger og elevatorvægt, før man kan sige det er federe at lade være?

Hvor mange gange skal man sige nej tak til et super godt tilbud, før man bliver så træt af det, at man køber noget man ikke har brug for?

Hvor mange gange skal man opleve at have været helt afhængig af at være online, før man ikke tør bevæge sig ind i offline zoner? 

Hvor mange gange skal man glemme at give visse typer en chance, før man ikke engang overvejer det længere?

Hvor mange gange skal man køre på genbrugsstationen med ting fra fortiden, før man bliver historieløs?

Hvor mange gange skal man sige til sig selv, at det hele nok skal gå, før man rent faktisk tror man har indflydelse på fremtiden?

Hvor mange eldrevne ting skal man eje, før man kan sige at man er strømnarkoman? 

Hvor mange gange skal man falde i søvn til tv-nyhedsudsendelserne, før man automatisk bliver træt, når nogen siger noget om samfundet?

Licenced to trade

 

We've got the mind, he's got the muscle

Spørgsmålet er ganske kort sagt, hvis er Daniel Craigs muskler i den nye Bond-film? Hans øl er fra DemIkender, hans ur er fra OhmyGod og hans køretøjer er fra England. Ganske vist er produkt placeringerne kun decideret skringre i starten af eposet, men de slipper aldrig taget i mit dovent marxistiske blik. Således er hans nydelige chaufførfrakke i Shanghai sikkert fra Bloss, hendes mascara sikkert fra L'ordeal og whiskyen helt sikkert fra Skotland (og en udvandet hilsen til Sean, som aldrig bar og indtog andet end sin stil med stil og uden regning). Det er lige før jeg tænker at det stolte firma Carl Walther GmbH Sportwaffen også har spyttet i bakken med nogle gode tyske Euros?
Jeg har noteret mig hvordan man har lavet spin på det helt indiskutabelt luderagtige ved filmen for at gøre det mere spiseligt for masserne: Bond-filmen er således lanceret som et komplet sponsoreret produkt i medierne.
- Wow! Det må jeg nok sige!
- Jamen, filmen er jo så frygteligt dyr at producere, at man for at give publikum det største sus, må hente meget ind på sponsoraterne - og så er det jo også sjovt at vi på een gang kan få publikum med på at spotte, oute og hygge-hate HeinIdemikender - og alligevel score kassen. Filmen er og bliver en lidt mere tjekket føtex tilbudsavis. Det kan ikke være anderledes. Man skal jo ikke glemme at man også betaler for de floder af farvede sider der tilflyder vor intimsfære, når man henter kyllinger og kødpølser i butikken. Der findes ikke gratis frokost.
Filmen sætter også en lang række andre tanker i gang, som alle produkter der rammer så bredt og alligevel dyrkes kult- og kitsch-agtigt. Fx at det dybest set er en western, at skurken har et Ødipuskompleks OG er bøsse, at trofæet er prostitueret, at handlekraft og hævntørst overskriver alle protokoller, at favne den fædrende gård kombineret selvtægt er løsningen på alle problemer altså ... at filmen vellykket segner under så bredt et udbud af klichemaskulinitet, at manden må spørge sig selv, om han egentlig ikke har brug for IKKE at drikke en særlig øl og kigge på et særligt ur, mens han træner muskler der sådan set ikke er hans egne, når han sidder himmelfalden tilbage efter forevisningen.

Logan's lip #3

Du er hvad du bestemmer dig for at købe
eller
Ligheder mellem stemme- og indkøbssedler

Jeg kan umuligt være den eneste som har fået valgkvalme ved synet af hhv. føtex's og Kvicklys slogans de seneste uger? Det er som der skulle en national valgkamp med tilhørende slogans til at trække tøjet af supermarkedernes billige kneb. Før må jeg indrømme at jeg kun "læste" deres slogans, fordi det var bogstaver. Jeg har ikke tidligere orket forstå, hvad der stod, fordi tilbudskatalogernes tale på forhånd er så skinger og pekuniært fritskrabet, at refleksion er udelukket. Det ville svare til at nyde billederne for deres komposition og grafiske efterbehandling. Men valgkampens politiske virkelighed vakte en lydhørhed og opmærksomhed på alle 'oneliners', der lovede noget - fordi demokratiet er for vigtigt til at overhøre eller skimme bevidstløst. Det er trods alt med en anden frekvens vi stemmer end køber ind.
Så derfor sprang de slemme slogans pludselig op og fri af det kulørte kødmarked og blev til tale. Kommerciel tale. Og den slags tale slog mig, som så ofte før, med undren. Hvordan i al verden skulle jeg finde føtex mere inviterende med et slogan som "Vi gør mere for dig"?! Hvad mere! for det første? Hvad mere kan de gøre end have varerne på hylden og rydde plads mellem dem? Det er da ikke at gøre mere for mig at lokke mig til at købe mere end det jeg kom efter, ved at rigge det ekstra appetitligt eller iøjnefaldende an? Hvorfor ikke have betjente hylder med folk, der høfligt spørger, om man er sikker på man har brug for netop dén vare - eventuelt henlede opmærksomheden på en billigere variant. Hvad mere er det føtex gør for mig, når jeg skal bruge ekstra tid på selv at scanne varerne ind og forklare en maskine, jeg bruger en pose, der vejer uhensigtmæssigt mange gram, fordi jeg ikke vil købe en af deres? Hvad mere kan de gøre end sige tak, fordi du handler hos os? Hvad de iøvrigt ALDRIG gør? Er dét mere de gør for mig, det samme som at have veludvalgte varer, bredt sortiment, god kundekontakt og en slags identitet, der ikke er decideret usympatisk - så er det kun "mere for mig", hvis alternativet er en discountbutik, hvor jeg ikke handler alligevel. Selvom den i dette lys nok er mere ærlig.
Kvicklys "frihed til at vælge" lyder ikke mindre hul og håbløs. Frihed til at vælge HVAD? Og ikke mindst i stedet for hvad andet? Alternativt frihed til at vælge frem for ikke at have muligheden for at vælge. Igen slår det mig, at hovedfjenden i direktionen eller anden godkendende instans må være discountbutikkerne, hvor man i dette slogan ikke har nogle valgmuligheder - hvilket for det første er løgn, for i de butikker (hvor jeg som bekendt ikke handler) er der altid mindst eet endnu ringere produkt og ofte også deres helt eget, og for det andet er der ALTID en frihed til at vælge IKKE at købe noget. Og det gælder i alle butikker, altid, for alle. Det er arrogant at sidestille et af menneskets fornemste muligheder med at rage varer ned fra en hylde. Faktisk er det så meget mere og værre end arrogant, men det tør jeg ikke skrive her. Dertil kommer det paradoksale i, at sloganet stammer fra en korporation, som sætter en ære i selv at producere deres varer.
Folktingsvalget, resultaterne ufortalt, har vi meget at takke for. Demokratiet er ikke til salg, det er til handling og valg.