TURIST I DIKTATORENS HUS

turist i diktatorens hus

Palatul Primăverii

ser en påfugl skide på trappen

ukrudt i en plæne

de blå overtræk til skoene

der skal skåne en hån

leder efter en mening

mellem marmor

og Sèvresporcelæn

et tyndt lag guld på et badeværelse

og en pool

jovist

jeg vil gerne se det

men måske ikke som seværdighed

har ikke lyst til at være turist i forargelse

og blind for de de huse oligarkerne

bor i lige nu

DEN LYKKELIGE FORFATTER

 

Hvorfor gør han det, hvorfor vil han det, hvorfor blive ved med det? Han kan ikke leve af det, han betaler selv for det, han bliver syg af det, han har flest dårlige dage. 

Det klassiske forfattersvar er, fordi han ikke kan lade være og det stiller langt de fleste sig tilfredse med. Ligesom med myten om den lykkelige luder. Det er en kontroversiel påstand, men ikke en sammenligning med det, nogle mennesker måtte udsætte sig selv eller udsættes for som prostituerede, så meget som en måde at pege på, hvordan man nogle gange foretrækker det mest anvendte eller distribuerede svar, fordi det er det mest bekvemme. 

Jeg har selv brugt det, svaret, og endda følt en slags stolthed over det. Der findes noget stærkere end fornuft og finans. Jeg træder ind i en klub af uansvarlige flammer, der brænder for kunsten. Det er smukt og stærkt som et kunstværk i sig selv. Og det er sådan, det kommer til at skygge for elendigheden. Jeg er ikke i en position, hvor jeg kan klage over elendighed i almindelig forstand, for jeg er ikke fattig, har pension, hus, bil og fremtiden sikret i banken, fordi jeg også har arbejdet som underviser hele mit arbejdsliv. Men jeg har valgt at bruge omkring en halv million kroner på at holde orlov i et år og skrive på en bog. 

Forklaringsproblemet opstår som altid i det pekuniære, for så mange penge kan ingen jo bruge på andet end sig selv. Fordi jeg ikke kan lade være, bliver således det samme som for min egen skyld og det tror jeg ikke passer. Hvis en redder eller en diakonisse en fisker eller en politiker sagde det samme om deres hverv, ville de færreste vel kalde dem for selvoptagne eller navlepillende. Hvorfor er forfattere så? 

Han gør det, fordi kan, fordi han vil og fordi det skal til. Det er pligtarbejde og som pligtarbejde er det nogle dage ikke sjovt, nogle dage fantastisk og langt de fleste bare meget, meget vigtigt, hvis dette valgslægtskab vi kalder Danmark skal holdes sammen på en måde, der også kan føre det videre. 

Det bliver ikke med garanti mine bøger, der gør det - men måske en lille bitte del af en af dem. Det bliver med garanti en af de andre forfatteres bøger, der gør det - åbenlyst, umærkeligt eller på et tidspunkt i fremtiden. En garanti som vildt nok gælder for både levende og døde forfattere. Det hele hænger sammen.  

Hvis jeg kun skrev for min egen skyld, ville jeg slet ikke kunne skrive.

KONGEMAGT

jeg læner mig op ad en konge

for det kan man gøre i Danmark

og visse andre steder

mens man betragter undersåtterne haste forbi

med ting de skal have byttet

eller har forkøbt

eller købt før men glemt 

mens de tænker på parkeringsbilletten

hurtigretten

eller den endelige dom

jeg læner mig op ad kongen

og låner lige nøjagtigt ingenting af kronen

for selv om han er lavet af materialer meget mere døde og giftigere end mig

så er alle omkring mere forbundet til ham

end til den skikkelse der er krøllet sammen ved hans fod

som er en plint som man kunne bygge en udestue af

hvis man havde en have

et kongerige

en hest

eller en hund der ville stå på den anden side af ruden

med en tennisbold i kæften og spørge om ikke 

man kunne bruge sine arme til noget fornuftigt

noget andet end

denne formålsløse kvasirepublikanske lyrik

trofast til bolden og tilbage til herren igen

neongrøn klode stiger over landet som en punket sol

INTET MENNESKE ER EN Ø-KONOMI

Det er ikke lønnen, der er problemet i velfærdsstatens mangel på ansatte, det er udsynet og menneskesynet. I sidste ende er det nok os selv den er gal med.  

Jeg skal ikke her mene noget om andre gruppers lønforhold, når jeg ikke selv er ansat i nogen af de jobs man omtaler i forbindelse med hvervning og fastholdelse. Men jeg vil gerne vil gøre opmærksom på, at selvom man også taler arbejdsvilkår - hvad der bringer os nærmere sagens kerne - så tror jeg krisen kommer et andet sted fra.

For nogle år tilbage talte man om, at problemerne med at hverve skolelærere kom fra den manglende respekt, der stod om jobbet. Udover, at der var en vis enighed om det, var det som om der så ikke skete mere. Hvad skulle der også ske, kunne man spørge? 

I dag tillader jeg mig at mene, at vi står i en lignende situation, blot med en endnu dybere konflikt omkring respekten. Vi er nu som individer blevet så krampagtige i vores krav på respekt fra alle andre, at vi ikke længere forstår, at en væsentlig del af den respekt alene vindes i uegennyttig omgang med andre mennesker. Der er en sandsynlighed for, at en af årsagerne til dette uhyggelige tab kommer fra den politiske italesættelse af, at der er lighed mellem løn og respekt, men jeg tror i lige så høj grad den kommer af en social og kulturel udvikling, som iblandet den digitale kommunikation har fritskrabet vores liv fra andre samfund, grupper, familier og mennesker. Og det altså i en grad, at vi har mistet evnen til at finde og mærke selvrespekten ved at være et medmenneske.

Jeg kan ikke fritage mig selv fra denne ulykkelige situation med mit månedlige bidrag til Folkekirkens Nødhjælp, min brok over ventetider, min ligegyldighed overfor grupper i befolkningen, der ikke ligner min egen, min ved at være træt af at høre om Ukraine, min frustration over manglende likes på Instagram osv. Men når jeg betragter de frivillige jeg kender og møder, eller hvis jeg enkelt gang skulle række ud over mine egne trygge rammer for at møde en ukendt, så må jeg sige, at dér føles livet og mennesker igen virkelige. Virkelige som en mulighed for at vokse med dem. 

KIEFERNOMEN VII

A WORD FORM OUR SPONSORS

TALE TEMPEL

MERE OM STREAMING SOM NETOP IKKE ER STREAMING MEN EN STRØM KLIPPET I PENGESTYKKER

Det er egentlig ikke fordi jeg vil gøre streaming til min hovedfjende - den slags ‘tjenester' er lige så uovervindelige som vindmøller og drager - men jeg ér også nødt til at kæmpe mod alt det, der ikke respekterer og destruerer det, der er kunst og kunstnerisk intention.

Hvis jeg fx siger Chemical Brothers, The Orb og Pink Floyd. Hvis jeg fx siger liveoptagelser. Hvis jeg fx siger Frank Zappa. Hvis jeg fx siger, hvad fanden er det, der sker med musik, der er følt, tænkt, drømt, knoklet ud i enheder, der IKKE ligger som redebonne regninger og opdelte enkeltmandsvirksomheder, men NETOP som flydende, følsomme, fascinerende forløb af lyd, stemning og intention?

Så er svaret død og kalkulérbar kynisme. 

Vi kunne også - for morsomheds skyld - kalde det pinlige pauser, hvor alle de artistiske anstrengelser for lov at stå og stritte med en kapitalisérbar intention, der næppe har været dominerende i studiet eller på scenen, da musikken blev til. For det er egentlig ikke morsomt, at musikken skal kunne klippes i bidder som man middelalderligt primitivt gjorde det med smykkerne dengang frygt herskede på jord. De skal de imidlertid, fordi ellers kan man åbenbart ikke streame dem.

Kernetragedien er nok, at hvor kunsten og kunstnerne til alle tider tidligere har formået (og ønsket) at bryde formatet - det være sig med forgængelige værker, umulige optagelser, mystiske sprog, levende teater og kunst forklædt som hverdag, så er de (i skikkelse af musikerne) nu bundet, lænket og pisket til at følge streamingformatet, fordi formidlingen og afspilningen af værkerne er fjernet fra dem, der gør det levende: Lytterne. Kilet ind mellem værk og bevidsthed sidder en mørk masse uden kunstnerisk tæft, og synes det er vigtigere at kunne tælle og betale. Vi kunne for sjov sige det er dém vi kan høre i pausens uhyggelige susen. Det er bare ikke sjovt. Og det er ikke ligemeget. Lige så lidt som det ikke er ligemeget med alt det andet, der bliver lettere, hvis bare man betaler en ubetydelig pris for det. Hvad der er ubetydeligt for dig, er millioner af kroner værd for andre. Og de tager tingene alvorligt.

MUSIK I DEN TEKNOLOGISKE REPRODUCERBARHEDS TIDSALDER

Oops I CD'ed again!

Hvorfor bliver jeg ved med at købe lp'er og cd'er, når nu enhver kan se og tilmed véd dybt ind i sin teknologihistoriske og erfaringsbaserede bevidsthed, at det kun er et spørgsmål om tid - som i måneder og år - før mediet er væk fra hylderne? Og her næres ingen illusioner om en genkomst a' la LP'en. CD'en bliver nok nærmere et nostalgisk smykke og en hipstergimmick, som vi har set det med kassettebåndet de sidste år. Så hvorfor er det jeg troligt hænger i, og smider penge efter de blanke skiver, hvor jeg møder dem: Brugt, i netbutikkerne, på lagersalg og af og til i en regulær butik? Hvorfor bærer jeg til stadighed poser hjem med glæde og en varm følelse af at eje mere musik, der skal lyttes igennem, når jeg kunne streame (næsten) det samme, i (næsten) samme kvalitet via - i mit tilfælde - TDC-play? Billigere, nemmere, mere mobilt og med algorytmiske krykker til at finde nye emner efter min smag.

Spørgsmålet er om afspilningen - afspilningsteknologien - har indflydelse på værkets status. Lydmæssigt indiskutabelt - det er også derfor der står næsten i parenteserne ovenfor. Udbudsmæssigt også indiskutabelt (det andet næsten); for der er vigtige kunstnere og udgivelser, som ikke findes på en og anden tjeneste - både store, grådige og ganske små, ukendte kunstnere. Men har selve afspilningen også indflydelse på, hvordan man oplever værkets kunstneriske status? Herunder altså også om det, at man ejer en fysisk reproduktion af værket, som man kan afspille, skaber en anden situation, end når man ejer et abonnement til en tjeneste, der gør en i stand til at vælge værket fra en liste eller en søgning?

Her nærmer vi os elementer, som er svære at udrede, for mit musikalske levned har alle dage været bundet op på samlingen - og dermed købet og ejerskabet. Fra de første kassettebånd med ABBA til LP-pladerne med Thin Lizzy og CD'erne med Chemical Brothers. Derfor er vanen - og måske endda den kapitalistiske mentalitet - svær at gennemskue i så henseende. For jeg har stadig (næsten) alle de kassettebånd, LP'er og CD'er jeg købt gennem tiderne. Og jeg vil altid helst eje min musik i en fysisk fremtrædelsesform. Jeg kan ikke oversætte de filer jeg køber på iTunes til et ejerskab, og jeg kan ikke på nogen måde 'mærke' jeg ejer Lars H.U.G.s 'Ti sekunders stilhed', selvom jeg hørte den adskillige gange på TDC-play, da den udkom. Jeg er altså nødt til at eje - og derfor fysisk købe - min musik, for at forstå, hvorfor jeg kan spille den og måske endda høre den. Det overflødiggør i væsentligt omfang streamingen. Men streamingen - har det vist sig - er heller ikke tilfredsstillende at lytte til. Jeg kan ikke præcist sætte ord på hvorfor, men jeg føler mig ikke på samme måde forpligtet på eller indforstået med musikken. Det minder om radioens strøm af musik: Det er nogen andre, som har valgt og nogen andre, som afspiller. Det er en sammenhæng jeg kan lytte til, men ikke helt bliver del af. Det siger jeg vel vidende, at jeg er på kanten af at forråde fortidens mange lykkelige nattetimer med Radio Luxemburg og de mange ulykkeligt lykkelige med P4's Barometersange, som var essentielle og livgivende, men som lyd betragtet ikke min lyd, mit værk. Helt grotesk bliver det, når jeg lytter til de CD'er fra min samling, som jeg har rippet og lagt på min computer - for dem 'streamer' jeg problemfrit og med fuldt udbytte. De kommer fra min fysiske computer - men åbenbart via en anden kanal, end dem jeg har streamet og streamer fra last.fm, radioio, jazzradio, youtube og soundcloud. Det er som om den lyd er fortryllet.

Derfor kan man meget passende inddrage den tyske filosof Walter Benjamin, der filosoferede over en beslægtet situation i hans essay 'Kunstværket i den tekniske reproduktions tidsalder' fra 1936. For Benjamins effektive nyskabelse er også et fortryllende begreb, han kalder værkets 'aura', og dermed også det han kalder værkets 'auratab', når det reproduceres. Han siger også at "reproduktionsteknikken løsriver det reproducerede fra traditionssammenhængen." Af flere årsager; bl.a. den at han er et politisk dyr, lægger han udtalt vægten på kunstværkets egen status i forbindelse med den kapitalistiske praksis (udbytning) og forførelse (æstetisering), mere end på forbrugets indflydelse på samme, som jo er det jeg ælter rundt i her. Det betyder imidlertid ikke, at hans begreber ikke er brugbare. 

Jeg kan således nemt identificere streaming med noget affortryllet, der kun mimer en oprindelig praksis, hvor man var tættere på kunstværket. En maskinel, banal og upersonlig afliren, overfor en fysisk, personlig og stedbunden betjening af værket, som jeg i mangel af bedre så må verificere med ejerskabet. Åbenbart fordi ejerskabet er den eneste måde jeg kan begribe, at jeg spiller musik på. At JEG (af)spiller musikken og involverer mig i værkets traditionelle værdi. Benjamin taler også om, hvordan 'udstillingsværdien' fortrænger 'kultværdien' ved værkerne. Og her ser jeg ingen problemer i at sammenligne de mange streamingtjenesters selvpromoverende slogans om, hvor mange millioner sange, de kan tilbyde, med udstillingensværdien - for ikke at tale om søgemekanismernes omnipotente og altid vulgært, villige altseende lup - overfor min egen private, fysisk betingede hemmelige aflytning med det kultiske, mystiske og sjælelige. 

Jeg påstår altså - delvis med Benjamins antropologisk orienterede kritik af reproduktionen - at digitaliseringen af musik, og den heraf medfølgende gnidningsløse, allestedsværende og selvpromoverende praksis det har medført, har en indflydelse på musikken som værk, der gør jeg ikke kan fornemme dens oprindelige aura. Jeg er imidlertid splittet på ejerskabet, og dermed kaptalismens rolle i forbruget - da Benjamin ser den som medvirkende til ødelæggelsen af værkets aura. For som allerede nævnt er kapitalismen jo en sentimental præmis for paradokset ved købet - ejerskabet. I øvrigt både ved købet af streamingtjenesterne såvel som de fysiske medier. Men med streamning synes jeg - som i øvrigt i mange andre sammenhænge, hvor man kun har en identitet, hvis man har et kreditkort - købet er skjult og næsten påfaldende 'glemt', for ikke at sige 'flovt'. Her ligger det ligefor at kaste et blik på film- og tv-streamingtjenesterne, der også tilbyder et guddommeligt livsforlængende - og indifferent - flow, som sætter en ære i ikke at være andet end nydelse, der bevæger sig i en inciterende radius rundt om det likvide jeg. Altid uden at påpege kontrakten, som jo er en partykiller. Har man først købt abonnementet er man i de hellige haller. Kulten er købet og kunsten er blevet til kontrakten. Værket er væk.

Walter Benjamin siger: "Menneskehedens fremmedhed overfor sig selv har nået den grad, hvor den formår at opleve sin egen tilintetgørelse som en æstetisk nydelse af første klasse."

Måske har han stadig ret. I så fald skal jeg nok være glad for, jeg kun køber musik reproduceret til fysisk form, og håbe på, at den modvilje jeg har mod at lytte til andet holder mig i live og fri af den digitale tilintetgørelse.

HVORDAN MAN I EN ENHVER SAMMENHÆNG BLIVER EN SUCCES

VÆKST TEST

 

Lykkeligere, rigere, større

Når nu alle (der er nogen) taler så kompromisløst forblændet om, hvor vigtig den er den vækst, så lad os da teste dens ægthed ved at køre den gennem en af sprogets ældste maskiner - de folkelige talemåder - med værdierne som tema.

Tale er sølv, men tavshed er vækst.
Den der betaler væksten bestemmer også hvad der skal spilles.
Nød lærer nøgen kvinde at vækste.
Være sin vægt værd i vækst.
De lover vækst og grønne skove.
Vækst som forskyldt.

Giver det mening? Finder vi (nu) trøst i vækst? Fremtidsmusik? Sproget er som bekendt det eneste man kan fortælle sandheder og afsløre løgne med.

TIDERNE SKIFTER ALDRIG

 














Via Olorosa
 
mens vi roder rundt med
blinklys og mobiltelefoner
snubler over fliser og fødder
og kigger os bebrejdende omkring

mens vi leder efter elskerens
mund i mørket
diende blinde og tømt
for følelser vi håber vender
tilbage

mens vi stikker nøgler i låse
projektiler i kroppe
fødder i strømper og skilte
i frugt nåle i fluer
og næsen i lugt

mens vi peger og praler
og taler
om os selv som om
vi aldrig har gjort det før
og genopfrisker det seneste
men ikke vil huske det
oprindelige

mens vi læser så hurtigt vi kan og
tror vi mister forstanden
og påstår vi aldrig har haft det bedre
og smiler selvfedt til noget
der lige så paranoidt påstår
er verden

mens vi reviderer regnskaber
født så falske de er dømt til at synke
mod bundliniens grav
og lytter til stemmer
vi er opdraget til ikke
at tro på

mens vi betaler og betaler
for noget de siger skal give
os pengene igen
og lykkelige venter
i markedets spænd

mens vi skraber huden af huden
og kalder det skidt
står vi der til sidst med et
eneste skridt
for lidt, for lidt, for lidt 

SINE LOGO

DÅMME SLÅGANS

 Så er det sagt

Vi møder dem hele tiden - og i en grad at man glemmer at spørge om de passer, eller om det kan være meningen de skal slippe af sted med det: Slogans.
For en sur midlaldrende akademiker er her et hav af bitterhed at boltre sig i. Vi starter med supermarkederne.

“Rigtige købmænd”
Javel. Godt forsøgt med nostalgi og ærlig snak. Men enhver ved, hvad en rigtig købmand kan; tjene penge! Og hvem tjener han dem på?

“Råd til mere”
Så hvor mange penge har man med hjem?

“Mere end discount”
Indirekte siger de at udgangspunktet (altså den egentlige butik) er dårligt.

“Frihed til at vælge”
Bortset fra måske et par discountbutikker, automaterne og benzintankene, så er det ikke ligefrem mangel på udvalg, der mangler, når man handler. Men det lyder godt.

“Derfor”
Ja, hvis man spørger. Hvis ikke man spørger, er det et underligt svar. Ergo.

HESTEKRÆFTER OG MARKEDSKRÆFTER

Tænkpasser

Hvis De mangler et usædvanligt præcist billede på, hvordan markedet fungerer her i den vestlige ende af verden, så ligger det lige for at kigge på noget mange af os besøger med jævne mellemrum: Benzintanken. Nærmere bestemt benzinstanderen som den ser ud i dag. 
Mange af de steder jeg besøger er den nu blevet udstyret med en skærm og en højttaler, hvor sidstnævnte på en høj(s)t intimerende måde har bevæget sig ind i et af de få ‘moments of zen’ en ikke ellers så tit bus/tog-rejsende person har. Når jeg begynder (og det sker stadig hver gang) tankningen og sætter alt intellektuelt ‘on hold’ i det minuts penge det nu varer at fylde 30 liter på, så bliver jeg sekundet efter afbrudt af, hvad jeg tror er et menneske, som enten fløjter eller hvisker eller bare spørger mig om noget. Første funktion: Markedet lader dig aldrig i fred. 
Hvad er der så på skærmen og vil den forlokkende stemme så? Selvfølgelig gøre opmærksom på et eller andet produkt man kan købe. Det kan være mere eller alternativ benzin. Det kan være mad eller ferie eller hvad fanden ved jeg. Skærmen understreger under alle omstændigheder markedets anden funktion: Intet salg uden muligheden for et mersalg.
Tredie og sidste funktion er næsten den mest brutale. For når stemmen har henvendt sig og produktet er præsenteret, så kommer den dejlige og hypnotiske musik flydende for at skjule alle de snurrende tal og luderagtige tilbud man er omgivet af. Musikken pakker så at sige et ellers ret regulært og rustikt forbrug ind i en lækkerhed, det ellers aldrig tidligere har rummet. Og dette nylækre forbrug mister man nådesløst forbindelsen til i samme øjeblik man slipper aftrækkeren på pistolen og parkerer den i dens dertil indrettede. Det vil altså sige, at man straffes for ikke længere at være en potentiel kunde; man udelukkes fra muligheden for at forbruge. Og det sker så skarpt og brutalt som en halshugning. Er du færdig med os er vi da osse færdige med dig. Nu har vi suget alt hvad vi kan og blæst alt hvad vi har, hhv. op af pungen og ind i hodet på dig, og nu er det slut. Musikken fader da ikke, stemmen siger da ikke farvel og man står så der tilbage med impotent slange og frygter man aldrig mere bliver lukket ind i varmen. Hvis ikke du forbruger falder verden fra, og du står fortabt tilbage.
Heldigvis har du nu benzin på din bil og kan køre væk fra det elendige landevejs- og identitetsrøveri lige så længe det skal være, indtil du står der igen. ESSOfos reerected.

OMVENDSLEV FOR V(R)ISNE VÆKSTKRITIKERE

Blamegame

Tænk hvis man en dag - eller bare en tv-udsendelses tid - vendte om på ansvaret i dette senmoderne samfund. Således skulle alle firmaer stå til ansvar for alt det elendige og forstemmende svineri man finder i by og på vej: McDonalds-poser og krus, øl- og sodavandsdåser fra Carlsberg og Coca-Cola, cigaretskodder fra Prince og Pall Mall. Man kunne ikke som energidrik-producent tørre den af på forældrene, når de unge mennesker hårdt pumpet af Cult og RedBull faldt om med forhøjet blodtryk. Tuborg måtte stå frem og sige, ja vi ved det - det er blandt andet vores skyld der er så mange alkoholikere i landet - for uden Fine Festival og Guldøl havde den del af drukDanmark nok været mindre. MotoGuzzi og Honda måtte medgive, at deres motorcykler kører alt for hurtigt og kan slå både førere og andre ihjel. 
Jeg tænker altså ikke engang på de virkelig slemme producenter, som sniger ptalater og anden forbuden kemi ind i legetøj og cremer, heller ikke de kriminelle narkotikaforhandlere - men på helt almindelige og uskyldige firmaer, som fremstiller varer, der i større mængde eller anvendt forkert er ødelæggende for kultur og natur.
Jeg tænker heller ikke på at oprette en totalstat, hvor det er slut med individets fri valg.
Jeg kunne bare godt tænke mig for een gangs skyld at høre dem sige: Vi ved det godt. Det er noget lort vi laver. Og lavede vi det ikke, ville verden på visse måder være et bedre sted at være.
Jeg er træt af at høre, at lavede de det ikke ville nogle andre bare gøre det. Jeg er træt af at høre, at hvis man ikke vil have lungekræft, huller i tænderne, forhøjet blodtryk, skrumpelever og udslæt, så kan man bare lade være med at købe de varer som giver een det. Vel at mærke varer, hvis eneste og tydeligste eksistensberettigelse er netop det, at de skal købes. 

Jeg er træt af at min frihed bliver taget som gidsel i et dødssygt kommercielt spil, jeg ikke synes jeg har meldt mig til.