TIL KAMP MOD ESSAYET - ET SELVUNDERGRAVENDE ESSAY

 

Som man ofte siger, så er det fejlene, der bringer en videre - og i disse tider er det måske en pointe i, at visheden på det seneste har vist sig at føre os mere på vildspor. Al fald så længe den er er fremsat som et skalkeskjul for magt eller orden.

Essayet har succes. Som genre og som greb. Måske var det een af de mange kognitive konkurser Knausgård indvarslede med den essayistiske gendigtning af sit liv - det står under alle omstændigheder i fuldt flor disse dage. Jeg læser dem selv med stor og udtstrakt fornøjelse som de løbende forlænger formatet. Senest har jeg været sat fast af Ole Martin Høystad, Sebastian Cordes, Martin Bastkær, David L. Ulin, Anders Søgaard og Irene Vallejo.

Forfattergrebet er at man er alvidende og endog forudseende fornemmende sine egne konklusioner og associationer uden at blinke. Man er sikker som skråskrift, man er bedrevidende på en charmerende måde, man er mansplainende ved en uskyldig tilfældighed, man skriver med sin helt personlige og bevislige intellektuelle overvægt og vælter tilmed koket i grøfter og over grænser for at finde pludder og pointer vi andre ikke havde anet var der.

Meget af det minder om stand up - og har man besøgt denne blog før ved man, at jeg ikke tiltror standupperne noget godt i deres bidrag til diskursen og underholdningsindustrien eller menneskeheden for den sags skyld. Essays ligner standup (her til døde metasprogligt bevist - sorry) ved deres veloplagte sproglige sans og evne til at tage hverdagslige hændelser og løfte dem et andet sted hen. Ind i en anden mere eller mindre filosofisk, sociologisk eller usandsynlig statistisk sammenhæng, hvor tandbørster, rødhalse, automatiske døre eller kropsbehåringer bliver til udsagn om dette eller hint menneskelige karaktertræk. Her skal til essayets forsvar siges, at de sjældent har udskamning og tantet korrigering af menneskelig dårskab som mål. Men introspektionen, ærligheden og analysen deler de - udover det sproglige drej.

Fra min egen antilumbago, gasdrevne og standardiserede lektorstol i gymnasieskolen, hvor jeg retter den ene usandsynligt selvsikre gennemgang af moderne kunst, mediepolitik og moral efter den anden synes det ikke underligt, at gymnasieeleverne har svært ved at slippe den fugefaste og nærmest fatalistiske form og gang på gang brænde nallerne på ikke at vide det, de lader som om de ved eller især tror, de skal vide. Sikkerhed er sexet. Ingen er til tvivl i dag. Undersøgelser er noget man begiver sig ud i for at afsløre krænkelser eller kriminalitet og det kræver specialister i fjerne galakser som jura eller levet liv. 

Så meget for de unge mennesker som ikke skal blameres mere end andre, for er det ikke et fingerpeg for alle skrivende, tænkende, debatterende og meningstilkendegivende mennesker, at nuancerne, tvivlen, forsøget for ikke at sige ydmygheden overfor den til stadighed mere komplekse verden vi befinder os i kunne have godt af mindre snæversyn og kategorisering?

Det var Montaigne der opfandt essayet. Wow alligevel! Men det nævner jeg ikke som et anekdotisk slash etosanglende greb. Det er ganske enkelt nødvendigt at tage med i denne status for at kunne komme videre. Montaignes 'Essais' fra 1700-tallet er sådan set ikke stort bedre end det vi oplever og bliver forblændet af i dag, for de er også velskrevne, sammenhængende og undersøgende på den der redigerede måde vi ser essays være i dag, men hans credo og den vilde chance han tog ved at dreje litteraturen og det tænkende menneske i en uprøvet og ny retning, hvor han tillod sit intellekt at lade sig udfordre af og udforske verden med et åbent sind; det virker det til vi har glemt i den noget forkromede form genren er størknet i i dag. 

Den slovenske filosof Slavoj Zizek har også kig på den radikaliserede og antagonistiske tone sproget har fået i de forskellige diskurser vi bades i. Han mener vi er i fare for at miste hele sprogets udspring, når nuancer og ironi - det man kan kalde undertekster forsvinder. Kender man til ham, ved man hvor vigtig humor er i hans verdenssyn, og i denne sammenhæng er ironien et eksempel på en zone, hvor sikkerheden netop er en party-pooper. Du skal med andre ord altid svare nej, hvis nogen spørger om du er ironisk. Men ironi og gråzoner ser som alle andre uperfektheder (vi nævner i flæng) elendige ud i skarpt lys og fortrækker derfor fra essayets coole selviscenesættelse og utrættelige sandhedspiedestalerede peristaltik.

Måske har vi mere end nogensinde brug for Donna Haraways begreb 'situeret viden.' Ikke for at korrigere eller underminere vores egne refleksioner eller holdninger, men så vi kan fremsætte dem med respekt for at verden ikke hverken kan eller skal laves om, blot fordi vi mener at vide, hvordan den ser ud - og altså er forkert. Vi har brug for på een gang at forstå og fortælle, at man taler fra et sted og ikke han hæve sig op og ud af sin nedsænkethed i egen selvtilfreds suppe og horisont. Jeg ved godt Haraway (også) brugte begrebet til at analysere hele fundamentet væk under videnskabernes akademia, men det gør ikke grebet mindre egnet på sporglige slagmarker, hvor påstande beskyder al camouflage og pletværk ned.

Siger jeg essays og beslægtede ytringer har mere end godt er tilfælles med rabiate og konspiratoriske diskurser? Det gør jeg nok.

Vi skal med andre ord ikke, bare fordi det ser ud til at der er blevet færre sandheder, lade os lokke til at opfinde nye - hverken med sproget eller ideologiernes hjælp. Ifølge den norske filosof Toril Moi er det at filosofere det samme som at undersøge, om der i det hele taget er et problem. I stedet for at forklare skal man være forvirret. Dér har essayet sin berettigelse - sagde han skridsikkert i sine moderigtige sandaler .

Lad mig selvsikkert udtrættet slutte af med at sige, det næppe er tilfældigt at ChatGPT (læser altid Chat som fransk, hvor det betyder kat, og tænker den leger med mig som om jeg var musen og ikke hånden), hvis tone også har denne konkluderende og indiskutable tone, går sin sejrsgang over skærmene disse dage. Selv når den er mest latterlig påståelig er det svært ikke at fascineres af dens urokkelige og selvbevidst seriøse tone. Den ved alt. Som kun en maskine kan vide det, og det spytter den utrætteligt ud så længe man gider spørge. Et uendeligt improteater i flammer.

Var dette et essay? Ja.

HESTEKRÆFTER OG MARKEDSKRÆFTER

Tænkpasser

Hvis De mangler et usædvanligt præcist billede på, hvordan markedet fungerer her i den vestlige ende af verden, så ligger det lige for at kigge på noget mange af os besøger med jævne mellemrum: Benzintanken. Nærmere bestemt benzinstanderen som den ser ud i dag. 
Mange af de steder jeg besøger er den nu blevet udstyret med en skærm og en højttaler, hvor sidstnævnte på en høj(s)t intimerende måde har bevæget sig ind i et af de få ‘moments of zen’ en ikke ellers så tit bus/tog-rejsende person har. Når jeg begynder (og det sker stadig hver gang) tankningen og sætter alt intellektuelt ‘on hold’ i det minuts penge det nu varer at fylde 30 liter på, så bliver jeg sekundet efter afbrudt af, hvad jeg tror er et menneske, som enten fløjter eller hvisker eller bare spørger mig om noget. Første funktion: Markedet lader dig aldrig i fred. 
Hvad er der så på skærmen og vil den forlokkende stemme så? Selvfølgelig gøre opmærksom på et eller andet produkt man kan købe. Det kan være mere eller alternativ benzin. Det kan være mad eller ferie eller hvad fanden ved jeg. Skærmen understreger under alle omstændigheder markedets anden funktion: Intet salg uden muligheden for et mersalg.
Tredie og sidste funktion er næsten den mest brutale. For når stemmen har henvendt sig og produktet er præsenteret, så kommer den dejlige og hypnotiske musik flydende for at skjule alle de snurrende tal og luderagtige tilbud man er omgivet af. Musikken pakker så at sige et ellers ret regulært og rustikt forbrug ind i en lækkerhed, det ellers aldrig tidligere har rummet. Og dette nylækre forbrug mister man nådesløst forbindelsen til i samme øjeblik man slipper aftrækkeren på pistolen og parkerer den i dens dertil indrettede. Det vil altså sige, at man straffes for ikke længere at være en potentiel kunde; man udelukkes fra muligheden for at forbruge. Og det sker så skarpt og brutalt som en halshugning. Er du færdig med os er vi da osse færdige med dig. Nu har vi suget alt hvad vi kan og blæst alt hvad vi har, hhv. op af pungen og ind i hodet på dig, og nu er det slut. Musikken fader da ikke, stemmen siger da ikke farvel og man står så der tilbage med impotent slange og frygter man aldrig mere bliver lukket ind i varmen. Hvis ikke du forbruger falder verden fra, og du står fortabt tilbage.
Heldigvis har du nu benzin på din bil og kan køre væk fra det elendige landevejs- og identitetsrøveri lige så længe det skal være, indtil du står der igen. ESSOfos reerected.

SUPERSKURKENES HJÆLPERE

Zizek'O'Rama

Er det bare mig, eller virker superskurkenes hjælpere altid som en understregning af den dårlige fortælling?

Selvfølgelig snakker vi i forvejen om konstruktioner, hvor skurkens mål typisk er magtovertagelsen eller ragnarok, hvorfor han har brug for en del hjælpere, og som sådan befinder vi os altid allerede ude på overdrevet. Men jeg har aldrig forstået hvor de kom fra. Hvem er de, hjælperne? Er de hvervet fra befolkningen på den lille ø i hvis hemmelige huler Headquarters er skjult - og hvordan kan der så overhovedet være nogen til at befolke øens overflade og idylliske landsbyer tilbage? Har man slået annoncer op på 'Lejesoldaten's grå sider? Og hvordan er det overhovedet muligt at holde sin gigantiske operation hemmelig med så mange potentielle lækager rendende rundt i kiksede uniformer og/eller underkastet ydmygende disciplin?

Måske er de bare filmkunstens ultimative statister. En flok folk udstillet som kulisser for graden af superskurkethed hos den pågældende fjende. 

I krigsfilm, hvor statisternes rolle er mindst lige så bærende, tænker man aldrig over det, men der får de måske også lov at være mennesker eller bare skæbner. Superskurkenes hjælpere ejer intet af den art. Så skal vi helt op til den højre hånd, før vi får et tegn på liv. Stormtropperne fra Star Wars er på mange måder indbegrebet af den ubehjælpsomme hjælper: Udstyret med klodsede uniformer, upersonlige stemmer, tendens til tumpethed og udraderet som fiskefoder i fodringstid. 

Måske er det blot afslørende, at hjælperne er faldet for en skurk, som vi i forvejen ved er forkert på den, hvorfor de må være utroligt enfoldige, for at være endt på kontrakt hos netop ham den vulgære, perverse, megalomane etc. Hvilket bringer mig tilbage til det indledende spørgsmål: Hvor kommer de fra, hvis ikke fra plottet og fiktionen?

Måske kommer de fra det lag af fiktionen ved superskurkene der handler om at være en trussel mod demokratiet. Hvis vi et øjeblik betænker de skurke vi kender som INGEN hjælpere har, så bliver de jo øjeblikkeligt til psykologiske skabninger - figurer som inkarnerer sjælelig smerte, utæmmelighed eller bare angst. Deres film er typisk katharsiske foretagender, som hvis overhovedet kun har en politisk tone som etisk afpuds fra en mere human skinke. Fra Psycho til Cape Fear, fra Se7en til Motorsavsmassakren og fra dyngen af stinkende kriminalintriger lugter det af freudianske fordringer eller i det mindste sokratiske krav om at lære sig selv bedre at kende. Er skurken derimod udstyret med en talstærk - omend umælende og enfoldig - opbakning fra sine mange hjælpere, så er individualiteten afviklet, og en anden kamp og fortælling i spil. Fx den demokratiske eller måske mere i overensstemmelse med mediet; den om oplysning til folket.

Dette gør egentlig de lidt kejtede superskurke og deres udstyrsstatister nemmere at acceptere. Hvis man tror på lys.

Kreaktiv

På kredit eller kontant?

Det begyndte med en anelse i valgkampenenes (amerikanske og lokale) italesættelse af "grøn vækst", som - udover det åbenlyst latterlige i pleonasmen - gav tanker om en fjendtlig overtagelse af noget der var forbeholdt mennesker, der ikke altid er lige glade for væksttankegangen. Som kom Robert Florida (og med ham jo et helt såkaldt kreativt segment - igen et sematisk skred) med termen "kreativ kapitalisme", der i endnu højere grad alarmerer mit indre kritiske segment. Senest hørte jeg så, hvordan Bordieus greb "kulturel kapital" blev bortført fra sit strukturalistiske hjemmebroderi af Danmarks Radios kulturredaktør i Lasse Jensens 'Mennesker og medier' (hermed anbefalet - P1), for at forklare vigtigheden af kulturelle nyhedstjenester.
Sammenstillingen af det kreative og det kaptalistiske får mig til at grine nervøst og labilt. Er det en sejr eller et nederlag vi (kreative, forvoksede humanister) oplever? Vi der aldrig har tænkt markedsøkonomi og kapitalisme som andet, end en dunkel religion man enten troede på eller ikke. Alternativt ikke troede på, fordi man ikke forstod den - og hvordan den kunne føre til noget humant (de overvejelser kan man læse mere om i Slavoj Zizeks tale til "Occupy Wall Street"-aktivisterne i Information 13.10.).
For hvad er det vi står med - hvis ikke andet end den sædvanlige udsultning og efterfølgende ydmygende udhuling af alt, hvad der godt og sundt og nødvendigt. Kapitalismens indbyggede voldtægstmentalitet som vi altid en gang for meget oplever fjerne alle rødder og næring fra smukke ideer, for nemmere at kunne skubbe dem ud på strøget i kasser med skilte, der står i vejen for en god Kierkegaardsk travetur - hvorfor man så på sin tur gennem byen kun får impulser om rigdommens og overflodens fattigdom, og ikke går sig til mental klar- og sundhed.
Hvad er "kreativ kapitalisme" andet end et knæfald for penge og økonomi, som den eneste tænkelige motor i et moderne samfund? Et begreb opfundet ef elendige anløbne overløbere, der ikke turde vente på kapitalens uundgåelige endeligt, når forslugenheden sprænger valutatarmen og seddelpressen privatiseres?
Hvad er "grøn vækst" hvis ikke et ynkeligt kloningsforsøg, langt fra lødigt landbrug og vedvarende energi?
Hvad er "kulturel kapital" andet end netop et marxistisk suk over den forfejlede fejlfordeling af goder blandt samfundets ellers ligestillede borgere?
Kunne det være en ny middelvej? Kunne man eventuelt med lidt husmandsrationalisme og en fleksibel humanisme se sammenblandingen af det pr. definition kalkulerede og kolde med det pr. definition kreative og kloge som en chance for at komme videre? Tør vi give køb på kreativitens patent og overlade (årelade) den til markedspladsens mørkemænd? Zizek siger vi ikke må miste demokratiet i opgøret med kapitalismen - og det er vel derfor vi måske skal prøve at arbejde den anden vej > mod demokratiet og fællesskabet. Med en kreativ (op)løsning af kapitalismen. Det ser ud som om sproget baner vejen for noget af det.