mandag den 9. marts 2026

DEN LYKKELIGE FORFATTER




 

















Hvorfor gør han det, hvorfor vil han det, hvorfor blive ved med det? Han kan ikke leve af det, han betaler selv for det, han bliver syg af det, han har flest dårlige dage. 

Det klassiske forfattersvar er, fordi han ikke kan lade være og det stiller langt de fleste sig tilfredse med. Ligesom med myten om den lykkelige luder. Det er en kontroversiel påstand, men ikke en sammenligning med det, nogle mennesker måtte udsætte sig selv eller udsættes for som prostituerede, så meget som en måde at pege på, hvordan man nogle gange foretrækker det mest anvendte eller distribuerede svar, fordi det er det mest bekvemme. 

Jeg har selv brugt det, svaret, og endda følt en slags stolthed over det. Der findes noget stærkere end fornuft og finans. Jeg træder ind i en klub af uansvarlige flammer, der brænder for kunsten. Det er smukt og stærkt som et kunstværk i sig selv. Og det er sådan, det kommer til at skygge for elendigheden. Jeg er ikke i en position, hvor jeg kan klage over elendighed i almindelig forstand, for jeg er ikke fattig, har pension, hus, bil og fremtiden sikret i banken, fordi jeg også har arbejdet som underviser hele mit arbejdsliv. Men jeg har valgt at bruge omkring en halv million kroner på at holde orlov i et år og skrive på en bog. 

Forklaringsproblemet opstår som altid i det pekuniære, for så mange penge kan ingen jo bruge på andet end sig selv. Fordi jeg ikke kan lade være, bliver således det samme som for min egen skyld og det tror jeg ikke passer. Hvis en redder eller en diakonisse en fisker eller en politiker sagde det samme om deres hverv, ville de færreste vel kalde dem for selvoptagne eller navlepillende. Hvorfor er forfattere så? 

Han gør det, fordi kan, fordi han vil og fordi det skal til. Det er pligtarbejde og som pligtarbejde er det nogle dage ikke sjovt, nogle dage fantastisk og langt de fleste bare meget, meget vigtigt, hvis dette valgslægtskab vi kalder Danmark skal holdes sammen på en måde, der også kan føre det videre. 

Det bliver ikke med garanti mine bøger, der gør det - men måske en lille bitte del af en af dem. Det bliver med garanti en af de andre forfatteres bøger, der gør det - åbenlyst, umærkeligt eller på et tidspunkt i fremtiden. En garanti som vildt nok gælder for både levende og døde forfattere. Det hele hænger sammen.  

Hvis jeg kun skrev for min egen skyld, ville jeg slet ikke kunne skrive.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar