DEN LYKKELIGE FORFATTER

 

Hvorfor gør han det, hvorfor vil han det, hvorfor blive ved med det? Han kan ikke leve af det, han betaler selv for det, han bliver syg af det, han har flest dårlige dage. 

Det klassiske forfattersvar er, fordi han ikke kan lade være og det stiller langt de fleste sig tilfredse med. Ligesom med myten om den lykkelige luder. Det er en kontroversiel påstand, men ikke en sammenligning med det, nogle mennesker måtte udsætte sig selv eller udsættes for som prostituerede, så meget som en måde at pege på, hvordan man nogle gange foretrækker det mest anvendte eller distribuerede svar, fordi det er det mest bekvemme. 

Jeg har selv brugt det, svaret, og endda følt en slags stolthed over det. Der findes noget stærkere end fornuft og finans. Jeg træder ind i en klub af uansvarlige flammer, der brænder for kunsten. Det er smukt og stærkt som et kunstværk i sig selv. Og det er sådan, det kommer til at skygge for elendigheden. Jeg er ikke i en position, hvor jeg kan klage over elendighed i almindelig forstand, for jeg er ikke fattig, har pension, hus, bil og fremtiden sikret i banken, fordi jeg også har arbejdet som underviser hele mit arbejdsliv. Men jeg har valgt at bruge omkring en halv million kroner på at holde orlov i et år og skrive på en bog. 

Forklaringsproblemet opstår som altid i det pekuniære, for så mange penge kan ingen jo bruge på andet end sig selv. Fordi jeg ikke kan lade være, bliver således det samme som for min egen skyld og det tror jeg ikke passer. Hvis en redder eller en diakonisse en fisker eller en politiker sagde det samme om deres hverv, ville de færreste vel kalde dem for selvoptagne eller navlepillende. Hvorfor er forfattere så? 

Han gør det, fordi kan, fordi han vil og fordi det skal til. Det er pligtarbejde og som pligtarbejde er det nogle dage ikke sjovt, nogle dage fantastisk og langt de fleste bare meget, meget vigtigt, hvis dette valgslægtskab vi kalder Danmark skal holdes sammen på en måde, der også kan føre det videre. 

Det bliver ikke med garanti mine bøger, der gør det - men måske en lille bitte del af en af dem. Det bliver med garanti en af de andre forfatteres bøger, der gør det - åbenlyst, umærkeligt eller på et tidspunkt i fremtiden. En garanti som vildt nok gælder for både levende og døde forfattere. Det hele hænger sammen.  

Hvis jeg kun skrev for min egen skyld, ville jeg slet ikke kunne skrive.

HJUL

vi kalder os hjul

vi siger vi er hjul

små

nogle store

de skal holdes i gang

de snurrer

de kører

de drejer langsomt men sikkert

rundt

og det føles rigtigt

vigtigt

fordi det er hjul

 

ILLUSTRERET VIDENDE (NU ER DET JUL)

Således er julen nu endt som en tanke i en kunstig snestorm. Det burde ligge lige for at se den tragiske symbolik, men af en eller anden grund er denne kombination så nådesløs, at jeg er tristet til at give fortabt.

Måske skyldes det, at Rodins figur på enelleranden måde formår at opretholde sin oprindelige kraft og integritet på trods af dette kommercielle og kulturløse overgreb. 

Formentlig skyldes produktet et forsøg på at mime madkasser med Leonardos Sidste nadver og forklæder med Mona Lisa, men hvor varer som dem mest frembringer begejstring eller et syrligt træk på smilebåndet, så rummer dette produkt et oprør som jeg tvivler på producenten ikke selv har forstået.

Tænkningen er i modsætning til illustrationen eller religionen urørlig for ironi og kritik - vi kan med andre ord ikke med sikkerhed sige, at Tænkeren ikke tænker han er formålsløst og dermed slet ikke indfanget i den populærkulturelle gestus som en snekugle er. 

Tænkeren er på den måde et intellektuelt memento mori til butikken, kunden, højtiden og alle beredvillige, billige og samvittighedsløse materialer bøjet efter fristelse og omsætning.

God jul.

GINGALSKAB - ELLER DEN INDUSTRIELLE EPIDEMI

- The London Gin Craze -

Jeg har kendt og brugt William Hogarts ‘Gin Lane’ i mange år, og ofte sammen med nogle af Goyas tegninger. Det har jeg gjort, fordi jeg syntes det dels var et veludført og (vel) klassisk stik, og så fordi oplysningstiden gør sig godt på billeder - også pædagogisk. Jeg har altså set - og vist - hvad jeg mente var oplysningstidens blik på de forfærdelige forhold i Englands underklasse; underforstået at billedets agenda var at oplyse om disse forhold, for at få de uoplyste - men duelige - borgere i tale. Sådan gør man i oplysningstiden! Nu ved jeg mere. Og ironien i min egen uoplysthed er tankevækkende.

Trykket er faktisk ment til selve underklassen. Propaganda tror jeg trygt vi kan kalde det. Sandsynligvis fremstillet på bestilling af Henry Fielding - ven og magistrat. Trykket kommer ud i et futilt forsøg på at dæmme op for et grassende misbrug i netop denne klasse. Et misbrug så afvigende og fatalt, at det har fået sit eget navn: The London Gin Craze. Kort fortalt udspiller The London Gin Craze sig i første halvdel af 1700-tallet og er et resultat - som katastrofer ofte er - af flere faktorer: Underklassers elendige kår som ubetinget udgangspunkt. Derefter ophævelsen af monopol på fremstillingen af gin og en både økonomisk og kulturel uvilje mod at drikke (fjendens) cognac. Efterfølgende en eksplosion af destillerier og udsalg - som der står på Hogarths billede: Drunk for a penny, dead drunk for twopence, clean straw for nothing. Der er flere gode pointer i billedet at gå på opdagelse efter - jeg synes især godt om navnet ‘Kilman’s Distiller.' Resultatet er under alle omstændigheder det Torben Jørgensen kalder en industriel epidemi, hvor dødsraten overhaler fødselsraten, hvor børn fødes med alkoholskader, hvor mødre slår deres børn ihjel - bevidst eller ubevidst, hvor en hel klasse vakler - og med det samfundet. Og det er her min historieløshed står i et nyt lys.

Jeg har i en alt for middelklasseakademisk selvsikkerhed ment billedet handlede om nogle andre end mig, som ikke kunne styre deres ikke-middelklassede pli og pligt. Jeg har således ikke blot overset den historiske kontekst, som man altid skal se (efter) - jeg har også ikke set, hvor mange ligheder 1700-tallets Gin Craze i London kunne have at gøre med har med det vi i det 21. århundrede kunne kalde 'the Google Gaze.’ 

Begrebet industriel epidemi er coined af Beatrice Majnoni d’Intignano i 1995, og dækker over det vi almindeligvis har set og fortfarende ser i forbindelse med den uskønne danse macabre mellem producent og forbruger, når det kommer til sundhedsskadelige produkter som fx tobak, slik og - altså - alkohol. Hvad enten man kender d’Intignano eller ej tror jeg ikke de fleste oplyste nutidsborgere er ubekendt med dens slags kommercielle dynamik. Det der for mig står som det nye i mit blik på the Gin Craze er, at jeg tror jeg kan se sammenhængen hos andre, men netop i det blik afslører min egen blinde vinkel. For i dag er min middelklasse jo den samme klasse som Hogarth afbillede; sådan flytter historien og fremtiden jo på sig og mig. Hogarths håndværkere og husmødre er for længe siden flyttet ud af Gin Lane og ind på parcellerne med fast skolegang og uddannelse og kun et ugentligt spiritusforbrug til den tipsy side. 

Derfor overser jeg - og mit selvoptagne blik - hvordan jeg for længe, længe siden må er blevet smittet af det jeg sidder og gør nu: Lader Blogger, Google, Facebook og alle de andre digitaliserede (so me) medier facilitere min trang til at være noget og nogen i denne overvejende villede vellykkede visuelle klasse. Gratis og belejligt på bekostning af fjendens produkt (i.e. de andres blogpostede og statusdirigerede liv). Og følgerne er heller ikke usammenlignelige; for hvor mange forkrøblede børn fødes ikke af denne dulmende strøm af selvbekræftelser og ditto iscenesættelser, hvor mange venskaber vrides ikke af led, hvor mange timer æder medierne ikke af både produktivitet og fritid, og hvor mange milliarder triller ikke ned i computerkøbmændenes og forfængelighedspushernes lommer? 

Jeg kan se det. Kan du se det, eller er du for fuld? 

Difford’s Guide - grundig historisk gennemgang af begrebet

Wikipediea

Torben Jørgensen: Livsstil og sygdom IN: Klinisk sundhedspsykologi (Munksgaard 2013)

Mere af Torben Jørgensen om sygdomsfremkaldende virksomheder

Billede fra wikicommons

HVAD DE TÆNKER OM DIG

Hvad de tænker om mig, og hvad jeg tænker om dem -

er røg fra forfængelighedens bål (flertal)

er skyer fra pudderdåsernes kvaster

er korte glimt i bølgerne mellem øerne

er aflyste forestillinger 

Hvad de tænker om mig, og hvad jeg tænker om dem - 

er interesseløse konflikter

er mellemlagslag

er skeløjede blikke i ruder

er irrede batteriers poler

er er er tomme glory holes og øde peep shows

Hvad jeg tænker om dem og hvad de tænker om mig - 

er efterladte servietter

er lyde lydt

er er er kroppen der undviger kroppen på gaden

er dem og mig og mig og dem uden dem og mig

HVOR DER ER PROBLEMER ER DER POESi

Turn and face the strange

Jeg har skiftet undertitlen på bloggen. Det er ikke epokegørende nyt, men det er en mægtig god sætning - som jeg endda tror salig Per H. (som indirekte & uinviteret har en andel i bloggens navn), ville have sat pris på.

Men som sagerne er nu, er den hentet fra nyligt salige David Bowies sang Dancing with the Big Boys. Meget er sagt og skrevet om ham de seneste dage - og jeg skal prøve at holde mig for god til at træde videre i, på eller ind i dén storm. Men sangen kommer altså fra et af de album han lavede, som der er almindelig enighed om, ikke hørte til de stærkeste. Tonight hedder det, og det kom i 1984 på EMI. Jeg hører dog til dem, der holder endog rigtig meget af det og dets blåtonede, lidt naive rock ’n reggae univers. Jeg mener også der virkelig solide numre på, som Loving the Alien og måske især Blue Jean. Vi finder også et forsøg - tror jeg godt man kan tillade sig sige - på at gentage successen med China Girl; for Iggy Pop-sangen Neighborhood Threat er også kommet med - i en version som i øvrigt sagtens kan matche Iggys. Coverversionen af Beach Boys-nummeret God Only Knows er udenfor kategori, og iøvrigt - som så meget af hans musik - vævet ind i mit ikke helt enkle liv dér i midtfirserne, så dets dybe melankoli indlejret i den strangeness og pop, som stranddrengene altid har i deres musik, var som noget flydende jeg igen og igen kunne indtage, for at forstå kærligheden, som kærlighed så ud i midtfirserne.

Men på albummet er altså også bemeldte sang Dancing with the Big Boys, som jeg hørte forleden via albummet Sound + Vision, der har hele tre numre med fra Tonight. Og dér var den så, linien: Where there’s trouble, there’s poetry. Inde midt i en ikke voldsomt stærk tekst og en bare ok sang. Den stod imidlertid meget klart frem med sin slående logik - den slags lykkelig logik, som ikke kun er banal, men meget dybere end det. Men hvad dette guldkorn laver inde i en tekst, som mest synes at have et semi-økologisk-quasi-samfundskritisk budskab er mere mystisk. Heldigvis (?) har den følgeskab af en anden linie; Your family is a football team, som heller ikke falder lige elegant på plads i helheden.

Hele teksten lyder sådan her:

Så hvorfra den kommer, eller hvem der er hhv. poesi og digter er svært at bedømme. Det er næppe ham eller hende på dansegulvet, der bliver ført af industrien og økonomiens store drenge. Det kan måske være en omvendt ordstilling - en replik, der skal forklare, hvordan de store drenge ser på poesien; Alle de steder, hvor tingene ikke går som de skal, dér hænger poesien ud. Øv! det bryder vi os ikke om. 
Det passer sammen med, at man bare får at vide, at man har at holde sig til den prik man nu bliver tildelt i samfundet. At se og føle sig sådan marginaliseret kan bestemt være flovt. Så kan det måske bedre betale sig (…) at organisere familien og livet som en nådesløs og tromlende sportsgren.

Disse lidt slatne fortolkninger ændrer heldigvis ikke det mindste ved liniens gavmilde budskab: Hvor der er problemer er der poesi. Hvor man er fanget i noget, er man nødt til at skabe - eller får man brug for - poesi. Poesien er et svar, et redskab, en helt uomgængelig konsekvens af alt det vi ikke umiddelbart kan håndtere. Jeg kunne ikke være mere enig.

Og for bare at slå et sidste søm i kisten - så er hans sidste album vel så rigeligt bevis for netop dette: Where there’s trouble there’s poetry. R.I.P.

PARTIBOGSTAVERNE AFSLØRER ALT

eller - bedre end at spå i Gallupgrums

A - Socialdemokraterne

Det er tydeligvis en elevatorknap. Enhver ved på hvilken etage alfabetets første bogstav ligger.

Man kunne også vælge at se A’et som et lidt sammensunket H, hvor tværstregen i begge tilfælde skal hindre vi kommer til at stå med et meget hurtigt overstået spil Mikado.

B - Radikale Venstre

Det er tydeligt man gerne vil præsentere sig sobert og stilrent. Desværre er kærligheden til den hidsige magenta ensbetydende med et bogstav, der ligner en medicinsk faremærkning. Vi tipper på det er kategori, hvor man ikke skal tage denne medicin og så regne med man kan føre nogetsomhelst fartøj forsvarligt.

C - Konservative

Det er så en pastil. Man kan vælge at se det som en halspastil eller et Hold kæft-bolsche alt efter observans. Den har under begge omstændigheder en meget sur smag og kan være svær at sluge.

F - Socialistisk Folkeparti

Partiet har - fuld af tillid til den danske vælger - sat hele to bogstaver på plakaten. De er så blevet indføjet i en ubestemmelig form, der befinder sig et sted mellem et guitarplektor og en slatten ballon. Det kan henvise til de sange der skal synges ved lejrbålet efter turen op og ned i A-tmosfæren.

I - Liberal Alliance

I’et er ikke kun valgt pga. af lyden. Det er også for at understrege vi skam har med et ideologisk parti at gøre. Det lille i understreger dette ved at at have kappet forbindelsen mellem krop og hoved. 

K - Kristendemokraterne

Logoet har samme charme som et revisionsfirmas, og kan i denne sammenhæng derfor ikke aflokkes yderligere pointer end den matematiske, at demokratiet (som man letsindigt har sat ind selvom partiets navn ikke er todelt) nok igen vil vise sig større end kristendommens lys.

O - Dansk Folkeparti

Form og farve på de to Dannebrogsflag bringer mindelser om den gode danske spegepølse. I så fald viser logoet med al tydelighed et parti/en pølsefabrik, der er evigt selvforsynende med kultur.

V - Venstre

En åben bog? I så fald er det en hardback om minimalstaten - hvis forfatter de nok stadig savner lidt i partiet. Mere oplagt er de at se V’et som et udsnit af en vækstkurve, der er defineret af et lavpunkt og et brat afbrudt opsving.

Ø - Enhedslisten

I anledningen af valget har man udformet en ny, lidt skråtstillet variant af Ø’et, der desværre mere ligner et IC4-ikon … toget kører ikke længere. Bogstavet er så kækt indføjet i en taleboble, selvom det eneste ord man kommer i tanke om er ‘øh’, når man ser det.

Å - Alternativet

Shrekpartiet går frisk til værks med den grønne farve og et Å, der vel skal vise, hvor alternativ og hipsteragtig man kan være - fordi det er et håbløst dåmt bogstav. At partiet også er store naturelskere - for ikke at sige dendrofile - viser sig ved nærmere eftersyn. Så ved De dét.

PANDELAMPEN

Mere lys

Det er sæson for pandelamper. Man møder dem på alle mørke og dårligt oplyste steder, hvor folk motionerer og bevæger sig. Det at man tager en pandelampe med sig, hvis man vil ud om eftermiddagen og aftenen peger på en uventet sammenhæng.
I sig selv er pandelampen jo et fascinerende redskab som man snildt kan se beslægtet med bjørneskindshuen, sovsekanden og den høje sorte hat (kakkelovnsrøret kaldet); alle disse hovedbeklædninger som man bærer for at imponere og skræmme primitive væsner med sit stærke hoved, høje korpus og klart lysende tanke. I populærlitteraturen finder vi de ultimative bærere af pandelampen hos Superman og Kyklopen (fra X-men), hvis synsnerver og lys er smeltet sammen i en drøm af muligheder fra svejsning til røntgensyn.
Men pandelampen kommer jo oprindeligt fra en helt tredie og langtfra velbjærget og glorificeret verden - underverdenen, eller rettere sagt minerne. Pandelampen og minehjælmen er en proletarbeklædning på linie med denimstoffet (et andet element, der har gjort karriere) og arbejdshandskerne. Pandelampen er et redskab som skulle og skal øge arbejdsdueligheden for dem som befinder sig dernede på arbejdsmarkedets bund, hvor man (antager jeg) ikke tør tænke på evt. arbejdsskader. Der er noget næsten ironisk i, hvor smart pandelampen er, når man ser, hvad den bliver brugt til.
Lidt af den ironi skinner igennem, når jeg ser løberne flashe sig gennem villakvarterernes labyrinter og skovenes stier. For er det ikke som om de er en ny tids slaver og minearbejdere? Er det ikke som om det udstyr vi før tænkte som knyttet til et højrisikofyldt lavstatusarbejde nu pludselig er i handlen hos helsebevidste og i den forstand overklasserettede lavblodtryksjagende butikker? Er det ikke som om man pludselig ser et nyt proletariat af helbredsslaver hoppende rundt derinde i mørket, fordi de ikke har andre muligheder end netop det? Ingen andre valg på hylderne, hvis de vil hive - ikke en ussel løn, men - et længere liv hjem?

EFTERTANKESTREGER 2

© Claude Rouge

© Claude Rouge

© Claude Rouge

© Claude Rouge

SURE KANINER

Det er oftere et spørgsmål om hvem man kender end hvad man kender til. Og kaniner formerer sig som bekendt hurtigt.

PIKTOGRAMSTATEN

-->

Tegn på tegn

Alle har vel efterhånden mødt skilte og piktogrammer i trafikken eller bybilledet, som nogen har ændret ved. Her tænkes ikke på klistermærker, som jo har sin egen egocentrerede dagsorden og kommunikationspraksis (vi genkalder os med glæde ’pik-mærkerne’), men på de oftest morsomme modifikationer af advarsels-, forbuds- og påbudsskiltene. Ved man ikke hvad jeg her tænker på kan man orientere sig længere nede, eller søge sig til døde.

Som udgangspunkt er en hvilken som helst vandalisering af offentlig ejendom jo rebelsk. Rebelsk-politisk, rebelsk-destruktiv eller måske bare rebelsk-rebelsk. Det at det er offentlig ejendom OG led i en kommunikativ og dermed kontrollerende praksis gør provokationen af rebellen så meget større og tydeligere. Sværere at modstå.

Men jeg tolker ikke skiltene som rebelske. Ikke ved nærmere eftertanke. Heller ikke selvom de eksplicit modsiger eller undergraver påbud, forbud og advarsler. På en måde er modifikationerne for artige – og for arty’e. Dertil kommer at skiltenes kommunikative præmis og grafik er så stærk, at hvis de ikke er komplet overmalede, så vil deres oprindelige budskab stadig tale med.

Jeg tænker i stedet, at modifikationerne er en ny, mindre bombastisk, svagere ironisk, og først og fremmest stærkt kontekstbevidst tilgang til det rebelske. Med andre ord er bemalingerne – som en passant altid er neurotisk præcist og omhyggeligt udført – mere udtryk for en høflig og humoristisk modsigelse, der understreger samfundsborgerens kompetence, frem for hans eller hendes inkompetence, hvis man kan sige det på den måde. Skiltenes oftest åbenbare budskab og dermed rationale, er ikke længere nødvendige for os; vi ved godt der er regler og at reglerne er til for vores egen (vel- og samfærdsels) skyld. Ha ha. Selvfølgelig kører vi ikke ind ad en ensrettet gade – nogen kunne jo komme til skade. Den autoritet der tidligere stod om snart sagt ethvert forbudsskilt er ikke længere nødvendig, hvorfor den rebelske kommentar også har ændret karakter.

Det minder en lille smule om Disneyland.

EFTERTANKESTREGER

Good grief!

Det er svært ikke at give sit besyv med, og måske især nu, hvor nye tendenser for alvor tegner sig blandt markedskræfter (flere tusind kroner for et blad på e-pay), grimme og bagstræberiske beskyldninger (kan man anklage nogen for ikke at bruge sin ytringsfrihed?), færre og færre moderate stemmer (flere og flere skingre) og det almindeligt forstemmende opbud af demokratiske bedragere.
Her er stregen, her er dem der går over, her er dem det går ud over og her er det punktum, der aldrig bliver sat.