20.06.23, MAGRITTERUTEN - AARHUS

Man kunne bo her. Man kunne flytte ind. Man kunne have flyttet fra dette sted, som både lover og giver op. Der er mange spor der peger tilbage. Noget der kan kobles på, hvis man kan nå. Konstruktioner og mønstre taler med solen. Den tid på året. Det er meget præcist. 

Jeg går forbi mange tomme butikslokaler og fotograferer dem som oftest. Jeg kan godt lide dem, selvom de som oftest ikke fortæller meget mere end det, de er. Tomme og tidligere butikslokaler. De er selvfølgelig også så meget mere i forhold til skæbner, kunder og økonomi. Bydød. Varespecifikke vægge og hylder. Det er dog ikke det, der interesserer mig. Det er scenografien. Det forladte rum, som står ekstra åbent på grund af de store vinduer og måske den manglende omhu med at rydde op efter sig. Nogen var her. I timer og dage og år. Nu fosser energien ud og ind af scenen. 

ANG. PROTOMODERNE ERKENDELSER

I butikkens vindue en figur uden lyst. En mannequin, men også en krop og også altid en hån mod mennesket i sin simple sampling af kroppen. En størrelse. Nogle standardmål. Et stativ. En ubekvem gåde. Noget, der ikke er noget uden forklædningen, varen, tøjet, men alligevel ikke forsvinder uden. Mannequinen er kun til tøj. Det er derfor bare mannequiner er pinlige, ikke på grund af nøgenheden, som jo er umulig, men fordi de er målløse. Tøjet på dem kan så være vinterligt, sporty eller begrænset til bade- eller blondeundertøj. Lige meget hvor meget brystvorterne stikker ud under stoffet eller skægstubbene er malet frem med knivskarp skygge på den brede kæbe, lige meget hvor autentiske kontrapostoer eller atletlommer de optræder med, er de uden lyst. Formstøbte faconer i en vulgærmenneskelig målestok. Belyste og golde som villaveje efter midnat. 

Ordet mannequin betyder lille mand og på eventyrlig vis er den lille mand blevet både offer for og hersker over ulysten. Den lille mand vi kender fra sagn og klicheers randområder har erkendt sit erotiske nederlag og har nu som hævn skabt nogle væsner, hvor erotikken dør konstant. Døende erotik får os til at frygte for at miste den i levende live, og derfor har han skabt en forbindelse mellem mannequinernes ulyst og vores erotik, der også er den forbandelse, der får os til at kigge på deres kroppe under tøjet og frygte vi hellere vil have dem.

ILLUSTRERET VIDENDE (NU ER DET JUL)

Således er julen nu endt som en tanke i en kunstig snestorm. Det burde ligge lige for at se den tragiske symbolik, men af en eller anden grund er denne kombination så nådesløs, at jeg er tristet til at give fortabt.

Måske skyldes det, at Rodins figur på enelleranden måde formår at opretholde sin oprindelige kraft og integritet på trods af dette kommercielle og kulturløse overgreb. 

Formentlig skyldes produktet et forsøg på at mime madkasser med Leonardos Sidste nadver og forklæder med Mona Lisa, men hvor varer som dem mest frembringer begejstring eller et syrligt træk på smilebåndet, så rummer dette produkt et oprør som jeg tvivler på producenten ikke selv har forstået.

Tænkningen er i modsætning til illustrationen eller religionen urørlig for ironi og kritik - vi kan med andre ord ikke med sikkerhed sige, at Tænkeren ikke tænker han er formålsløst og dermed slet ikke indfanget i den populærkulturelle gestus som en snekugle er. 

Tænkeren er på den måde et intellektuelt memento mori til butikken, kunden, højtiden og alle beredvillige, billige og samvittighedsløse materialer bøjet efter fristelse og omsætning.

God jul.