MAGRITTERUTERN 6. MAJ 2026 - SOFIA

MAGRITTERUTEN 28. APRIL 2026 - BUDAPEST

MAGRITTERUTEN 6. NOVEMBER 2025 - RISSKOV

MAGRITTERUTEN 25. JUNI 2025 - RANDERS

 

NYTÅR PÅ STRANDEN 2026

vi går tur på stranden

selvom det er 3. januar

er det stadig med følelsen af

at skulle ind i det nye år

man kan ikke spejle sig i de gigantiske ruder på husene ned til vandet

men gør det alligevel

de har bygget penthouselejligheder ovenpå behovspyramiden

forsvindingspunktet ender i deres røvhul

det gør det i denne del af Aarhus

for en gangs skyld er der folk i husene

de ligger i sofaer og tjekker noget på deres computere

ligesom vi gjorde i formiddags

vi hilser på alle vi møder og tænker på om de som os

bare er på besøg

vi mangler ikke penge siger vi

og slet ikke så mange

men det gør vi alligevel

virker det til

i vores eget røvhul

havet ved siden af os

har uens og ulige bundlinjer

hver gang bølgerne slår ind

om de kommer fra Molslinjen eller Mærsk

30.07.25 | MAGRITTERUTEN, PRAZ DE FORT

01.07.24 | MAGRITTERUTEN - FANØ

 

Der er vidner til alt. Der er vidner til at. Der er vidner som tavse ikke billiger din opvækst, men aldrig kommer til at blande sig i rettergangen. Min bane er frodig, men gør kun mod fortæring. Min vogn er smurt ind i rester. 

Motivet med den organiske væg har været med mig mange år. Jeg ved ikke om de ord jeg her har sat på det er dækkende. Men det er det, det handler om. At dække. 

29.07.24 - MAGRITTERUTEN - KÖLN

Støvlerne er sjælens stof. Et ekko af liv. Gå et millisekund i mine tanker. 

Det er som gaver det menneskene stiller fra sig. Historierne er umulige at fortælle, når de sænkes ned i verden. Støvlerne er gode, men det er gentagelsen af den mørke form inde i den måtte rude, der giver dem noget mere. Den hvide genstand - som nok er en slags tørrestativ mister sin relation til virkeligheden, fordi den optræder sammen med det forladte fodtøj. Den virker som en forstørrelse af noget småt - måske også fordi den ser ud til at have slået noget af sålbænken. Havde den været fx en fyldepen eller måske en fjer ville det næsten være et maleri af Magritte.

FOTOGRAFI, FENESTRERING, FRIHED

 

Eller hvordan du får øje på dig selv i billeder af verden. 

Hvor man i det moderne teater med Henrik Ibsen taler om, at publikum udgør den fjerde væg i det hjem, hvor dramaet udspiller sig, stiller tingene sig anderledes an i fotografiet. For når man først har afkodet fotografiets motiv – eller ’væg,’ går det op for én, at man befinder sig i det rum, der findes foran det. Fotografiet har altid spillet med åbne kort, når det har sorteret i virkeligheden og afgrænset sit felt. Dengang fotografier var mest normale på papir var det nærmest indlysende, i dag kan vi godt glemme det af og til, men fotografiet har aldrig insisteret på, at det fortalte mere end en del af virkeligheden. Det er derfor vi forenklet kan sige, at fotografiet er den fjerde væg i fotokunsten og vi – beskuerne – så må udgøre de resterende tre med vores rumlighed og dybde: Være en slags stand ins for fotografens oprindelige krop og eventuelle drama. Det er ikke mindst denne fordobling, der udgør fotografiets poesi og kraft: Det er som at være der selv. Rum er den ultimative autenticitetsmarkør og fotografiets metonymi er derfor en styrke, man ikke må undervurdere.

 

Jeg har ofte spontant taget billeder af min udsigt fra hotelværelser eller andre steder med vinduer. Faktisk ikke engang udsigten – bare vinduet. Et billede af det at se. Ladet kameraet komme tættere på det menneskelige blik, men også forsøgt at smelte det menneskelige blik sammen med kameraets, hvor værelset bliver kameraets hus og vinduet derfor dets linse. En opførelse af, at man kan se. Der er en vigtig gestus i de motiver, fordi den fotografiske virkelighed presses til sit alleryderste og næsten skaber kroppen i det manglende rum, imens man ser ud af det. Det er et nulpunkt i billedernes fortælling og en understregning af, at fotografiernes begrænsede udsyn samtidig må være beviset på deres menneskelige udgangspunkt. Jeg vil anbefale dig at gøre det samme næste gang du besøger et sted. 

 

Med disse udgangspunkter bliver det at tage fotografier til en frihed overfor verden, fordi det, der først og fremmest kendetegner den menneskelige eksistens, er at være fri. Den grundlæggende frihedsfornemmelse stammer fra, at fotografiet er bundet til kroppen, fordi det er inde i den, fotografen befinder sig, men når først billedet er fremkaldt bliver kroppen multipliceret og demokratiseret – tilgængelig for alle. Fotografiet er bundet til en krop, for at kunne frisætte den. Og med den krop kan vi også tage fotografier af en verden, der nogle gange fremstår fremmed – eller måske bare ikke er fotogen(erisk), fordi vi med en særlig slags motiver kan øge udfaldsrummet for vores frihed. Det er en handling vi genfinder hos rebellen og den oprørske tænker. Surreelle, aparte eller absurd morsomme motiver, som insisterer på, at verden også findes i andet end det genkendelige eller logiske og ønsker at befri dette andet. Frisætte sprog, liv, ideer eller det René Magritte kaldte poesi. En ophævelse af, hvad verden almindeligvis er og dermed også af, hvad den nødvendigvis skal være. Selvom René Magritte var maler, var hans motiv den samme virkelighed som fotografens. 

 

Derfor bliver fotografiet også en trøst – et vidnesbyrd om at der er plads. I første omgang plads til fantasien og det fabulerende, men som en konsekvens af dette også plads til dig. Til dit blik. Ikke nødvendigvis et eskapistisk eller et oprørsk blik, men som udgangspunkt et blik, der gør dig gældende. Og når man bliver en del af værket, bliver man med fotografiet også en del af verden. Fri af verden og fri til verden på samme tid. Jeg vil gerne have at fotografiet skal være papir på, at det almindelige øjeblik kan blive til et ophøjet sådan; at Kronos kan blive til Kairos, hvis man skal sige det højtideligt. Et stykke papir som i et pas eller et visum. Billedet skal bevise, at det hverdagslige flow kan standses i et øjeblik, hvor det viser sig at indeholde noget unikt, noget andet. Nogle gange er beviset helt tydeligt i motivet, andre gange kræver det ekstra tid. Når vi genkender motiverne, genkender vi i en slags platonisk forstand også det, der ikke er her. Når et fotografi ligner, er det altså lig med et tab eller et minde eller en kognitiv refleks, der understreger et manglende tilstedevær. Men når et fotografi ikke ligner, eller gengiver noget, vi ikke umiddelbart kan genkende, er det det samme, som at udvide verden. Skabe. Have frihed.

 

Fotografiet er en frihed, fordi det forløser vores behov for at se. Få øje på. Glo. Kaste vores blik. Der er noget urørligt i blikket. Som med sulten et autonomt begær efter at indtage verden. Noget uopdrageligt egomant og for fotografen ofte noget arrogant. At ville kontrollere, orientere, konservere eller digte verden om til noget andet. Noget mit. Ved hjælp af blikket. Ingen har nogensinde kunnet sige til et barn, at det ikke måtte se det, der var. Skærme det, pege på noget andet, forbyde eller bede det lade være med at kigge, ja. Men ikke at kunne se det synlige, nej. Det er en original lyst.

09.03.24 - MAGRITTERUTEN - VEJLBY RISSKOV

 

Et møde mellem en græsslåmaskine og en springmadras foran en hemmelig familie. Himlen er barberet ned til det blødende ler, der ufølsomt letter som fnug. Det er ikke de samme adskilte genstande, men de venter på det samme og bliver til det samme. To spillebrikker. 

Det er og bliver et storskraldfotografi. Noget af det jeg faktisk altid undgår at fotografere, men her blev scenen for tydelig, spillet for oplagt surrealistisk. Der er et element af popkunst i det, som jo ligesom Duchamp prøver at skubbe readymaden ind i en anden betydning. Måske er det fordi der også ligger en slags vittighed eller fortælling gemt i de to fremmedelementer. 

MAGRITTERUTEN INDVIET

 

Er det itte Magritte 

der kommer der med hat og æble og fugl i gevær

Hurtigt tag et billede

tag en pause

tag dig sammen et sted 

gå op i limningen hvis ikke du ved

hvor hjertet banker i tingenes natur - kukur - glasur

Er det ikke Slikmud Freud der 

sikkert som varmen i kinden 

lægger huden på blokken og sliber sig ned 

til hun fylder præcis så meget som sommeren ved

Hurtigt tag et billede stik piben ind 

ryg dine lunger til med tobakforstilling 

og snorkebevilling til at ta sig en kradser - passer - gasser

Er det itte Magritte jeg slikker i filten på hatten i dagslys om natten

han giver gerne en omgang 

med lakken på klippen med hakken af tænder

og hø Hurtigt tag et billede

for når krybben er tom spiller vi på hestene

drejer jockeyen en knap 

sætter en lap hans uniforme tanker

Er det bakker eller bølger

der slår ind over Magritte 

Og er de er lavet af poesi fordi

det drypper på regnen når degnen 

pisser opad

Jeg står og laver mundbad for jer 

med to herrer i dækning for dækningsløse noder

for udtørrede floder fordi

At være sen debutant og stå med to musikanter 

giver adgang til et helt livs folianter

jeg skriver aldrig alene på mit hjertekammer

der er altid skrammer fra fortidens gemmer 

og altid tanker fra Hegel og Hej som dækker

de sager som øjnene lækker

Var Magritte itte en nitte på samme måde som kulturen kan kitte

alt det sammen vi forstår vi ikke fatter

når fatter ved bedst skal man spørge hans datter

Hurtigt tag et billede af fisken som frue og fruen som due

Kit Carson og Gary Larson de gik sig en tur

Kit blev træt og tog sig en lur i en kano på en flod af ord

Arme mand uden årer må man ty til tårer 

og bede om hjælp fra strøm og kontakter

Magi kommer af 'måtte' som i kunne - 

på tysk möger man sig til

i mågelort eller kaffestel eller hvad man vil

Hurtigt tag et billede af fingrene i fadet fødderne i badet

så klarer suppen sig selv

Her er en min del

del den i to med en ven

del den i tre simpelthen

del den i fire og se den komme til live igen

Jeg er bare en lille bitte kunstner i en verden af lunser

fra de riges buffet

en biperson i en roman af Genet

jeg står sammen med de andre fejl i tekstens tråd

drikker pølen, svalen og hverandens gode råd

Er det itte Magritte til hest på kæp en karrusel 

en seng berider af alt der ikke er hest

alligevel for hurtig som et fuldblods gespænst 

Hurtigt tryk på print og vent

flyveblade vil sne med ordet agent

Hurtigt tag et billede og giv det væk

Hurtigt se det billede blive blad på fortællingens hæk

Vite! Prend un photo Magritte

Vite! nous sommes seulement complete

si on reste notre tetes comme des allumettes

Vite vite Magritte! apres le feu suivre la reve noisettes

Exit Magritte c’est jamais tros tard

Exit Magritte c’est toujours connard!

28.02.24 - MAGRITTERUTEN - VEJLBY RISSKOV

Det er lyset. Der har forladt rummet. Mørket undrer sig. Mens solen synker bag vores rygge. Vi er født med reflekser. Blå betyder sandhed. 

Jeg har taget mange billeder ind i ruder og bliver aldrig træt af det. 

19.04.23, MAGRITTERUTEN - AARHUS C

Saftløse streger på svømmende blå. Beslægtet men adskilt af industri og plastination. Slettelak grafik. Husker vinden og tiden og kirken ved siden af mig. Vanen tilsiger afgrunden ligger for dine fødder. Du skal ned for at dø. Du kan også bruge dine øjnes vinger. Punktere, pochere din hvidhed. 

Der er så mange steder, hvor bortkommet plast er gået i en forbindelse med træer eller buske. Uden sammenligning i øvrigt - hvilket er noget sludder - kan man se noget lignende, når havets dyr bliver filtret ind i fiskenet. Her er ulykken bare i en slags slow motion og ender som regel med en syntese. Naturens cyborgs?

15.04.23, MAGRITTERUTEN - MILANO

Længes efter hinanden. Det er en åbenlys hemmelighed at de ikke skal mødes. Ikke som et lærred og dæksel i en hotelseng. Ikke som en velourspundet aforisme om mørket under byen. De skal ikke mødes, de skal stå deres distance som materialer og mønstre. Som led i en sætning fyldt med grus. 

Muren er også fin. Men paradokset i at bagsiden vender ud og det skjulte er mere skjult af klædet var det, der gjorde udslaget. Jeg kunne godt have beskåret billedet, så dækslet forsvandt, men så ville motivet nok miste det irritationsmoment, som virkeligheden skal være. 

14.04.23, MAGRITTERUTEN - MILANO

Der er en linie fra paradis der bliver ved med at klinge i mit benzindrevne hjerte, en solstrålefortælling opløst i forfængelighed. Der er et marked for tyvenes samvittighed, hvor alle tror hver mands sjæl er gemt. Der er bygget flere mure end vi kan holde inde med en himmel. 

Det er altid spændende at vriste magten fra andres billeder. 

16.12.23, MAGRITTERUTEN - VEJLBY RISSKOV

 

Samtaler uden lys. Gudløse palmer. Der ventes på noget større i vinden, der smutter gennem lovens bogstaver. Der er to såler under dette udsagn. Længes efter stød og epifani. Klodernes tenniskamp sluttede sidste lilla istid. 

Det var den aften himlen havde så mange usædvanlige farver, ja. Men motivet var fascinerende uafhængigt af den - på billedet kan jeg godt se nu - ret vilde farve. Eller jeg tror bare himlen bidrog med en stemning, som fik mig til at forelske mig i motivet. Jeg kan kun se palmer - måske endda kun dem jeg har set i Los Angeles engang (og på film utallige), når jeg kigger på billedet, selvom ligheden er meget svag. Det giver motivet noget fremtidsagtigt og på samme tid nostalgisk. 

02.03.23, MAGRITTERUTEN - VEJLBY

Guds hånd er kometblå. Osteplast. Grusgrå genkommende komet i tankernes bløde væv. Gas engang nu skrabet fri af havet, overgivet og rimet på plads i mit univers. Vinge eller skalpel?

Måtte rotere 90 grader for at få skyggen på plads og den kometagtige silhouet på plads. Er der noget kalkmaleri over motivet? Det er så almindeligt et motiv og alligevel så intimt eller påtrængende. Måske er det pigmenterne eller måske er det det hudtynde materiale. 

12.04.23, MAGRITTERUTEN - CASINELLE

Det er mit tempel. Blomsterne er minder fra sidste år. Jeg køber alt og betaler ikke. Min omhu er en knap, mit sindelag en pløk. Detaljerne er vigtige for små mennesker. 

Igen et Magritte-greb, for indpakningen er så gådefuld. Her så stor og smuk som en vifte. Vi er i landbrugsland, så noget med den relationer oplagt. Her bliver det blot en meget mystisk forhøjning på en bakke, som ligner en bygning, en remise måske, og så alligevel forklædt i grønt. Stoffet - eller presseningen - er så genkendelig. Lagener på senge, tørklæder om hoveder. Madfilm. 

11.03.23 - MAGRITTERUTEN, RISSKOV (DET UNØDVENDIGE FORBUD)

Det var min arm. De glemte min arm. Hvor skulle de hen med det blik, den hån, forsvinde og sætte mig fast. Her. Træsoldat uden slynge, uden gråd. Mine tanker er dræn og mine ben er forankret. March på slaget. 

Det er måske noget at det mest magrit-esque jeg har set. Det vil sige, hvis det kunne omsættes til maleri. Sammenstødet mellem materialer som er de samme og så helt forskellige. Det er på mange måder et trist fotografi. Jeg bliver altid trist af at se på det. Skruen. Historien. Det unødvendige forbud (også en Magritte-titel), for man kan jo bare gå udenom. 

28.01.23, MAGRITTERUTEN - VEJLBY

Huset drømmer om huset. Det er ikke sandt. Det er drømmen der huser livet. Går forbi og undres over at se det byggede stå som skrift, varsel, sandhed i sten. Det er varmt og gennemblæst af vinterens arme. Et måneur, en projektion, en etage dybere. Rummet byder sig til som fortælling. 

Der er noget naturvidenskabeligt i at lyset skal bøje de skygger og at nabohuset - som modsat det andet jo findes - må tage dem til sig som en slags historie eller dokumentation for sin egen historie: Også det voksede op omringet af stilladser og projektører. Også det blev til i teknik og statik.