fredag den 12. juni 2026
torsdag den 21. maj 2026
fredag den 24. april 2026
lørdag den 31. januar 2026
mandag den 19. januar 2026
NYTÅR PÅ STRANDEN 2026
vi går tur på stranden
selvom det er 3. januar
er det stadig med følelsen af
at skulle ind i det nye år
man kan ikke spejle sig i de gigantiske ruder på husene ned til vandet
men gør det alligevel
de har bygget penthouselejligheder ovenpå behovspyramiden
forsvindingspunktet ender i deres røvhul
det gør det i denne del af Aarhus
for en gangs skyld er der folk i husene
de ligger i sofaer og tjekker noget på deres computere
ligesom vi gjorde i formiddags
vi hilser på alle vi møder og tænker på om de som os
bare er på besøg
vi mangler ikke penge siger vi
og slet ikke så mange
men det gør vi alligevel
virker det til
i vores eget røvhul
havet ved siden af os
har uens og ulige bundlinjer
hver gang bølgerne slår ind
om de kommer fra Molslinjen eller Mærsk
onsdag den 3. september 2025
søndag den 15. september 2024
01.07.24 | MAGRITTERUTEN - FANØ
Der er vidner til alt. Der er vidner til at. Der er vidner som tavse ikke billiger din opvækst, men aldrig kommer til at blande sig i rettergangen. Min bane er frodig, men gør kun mod fortæring. Min vogn er smurt ind i rester.
Motivet med den organiske væg har været med mig mange år. Jeg ved ikke om de ord jeg her har sat på det er dækkende. Men det er det, det handler om. At dække.
torsdag den 1. august 2024
29.07.24 - MAGRITTERUTEN - KÖLN
torsdag den 11. juli 2024
FOTOGRAFI, FENESTRERING, FRIHED
Eller hvordan du får øje på dig selv i billeder af verden.
Hvor man i det moderne teater med Henrik Ibsen taler om, at publikum udgør den fjerde væg i det hjem, hvor dramaet udspiller sig, stiller tingene sig anderledes an i fotografiet. For når man først har afkodet fotografiets motiv – eller ’væg,’ går det op for én, at man befinder sig i det rum, der findes foran det. Fotografiet har altid spillet med åbne kort, når det har sorteret i virkeligheden og afgrænset sit felt. Dengang fotografier var mest normale på papir var det nærmest indlysende, i dag kan vi godt glemme det af og til, men fotografiet har aldrig insisteret på, at det fortalte mere end en del af virkeligheden. Det er derfor vi forenklet kan sige, at fotografiet er den fjerde væg i fotokunsten og vi – beskuerne – så må udgøre de resterende tre med vores rumlighed og dybde: Være en slags stand ins for fotografens oprindelige krop og eventuelle drama. Det er ikke mindst denne fordobling, der udgør fotografiets poesi og kraft: Det er som at være der selv. Rum er den ultimative autenticitetsmarkør og fotografiets metonymi er derfor en styrke, man ikke må undervurdere.
Jeg har ofte spontant taget billeder af min udsigt fra hotelværelser eller andre steder med vinduer. Faktisk ikke engang udsigten – bare vinduet. Et billede af det at se. Ladet kameraet komme tættere på det menneskelige blik, men også forsøgt at smelte det menneskelige blik sammen med kameraets, hvor værelset bliver kameraets hus og vinduet derfor dets linse. En opførelse af, at man kan se. Der er en vigtig gestus i de motiver, fordi den fotografiske virkelighed presses til sit alleryderste og næsten skaber kroppen i det manglende rum, imens man ser ud af det. Det er et nulpunkt i billedernes fortælling og en understregning af, at fotografiernes begrænsede udsyn samtidig må være beviset på deres menneskelige udgangspunkt. Jeg vil anbefale dig at gøre det samme næste gang du besøger et sted.
Med disse udgangspunkter bliver det at tage fotografier til en frihed overfor verden, fordi det, der først og fremmest kendetegner den menneskelige eksistens, er at være fri. Den grundlæggende frihedsfornemmelse stammer fra, at fotografiet er bundet til kroppen, fordi det er inde i den, fotografen befinder sig, men når først billedet er fremkaldt bliver kroppen multipliceret og demokratiseret – tilgængelig for alle. Fotografiet er bundet til en krop, for at kunne frisætte den. Og med den krop kan vi også tage fotografier af en verden, der nogle gange fremstår fremmed – eller måske bare ikke er fotogen(erisk), fordi vi med en særlig slags motiver kan øge udfaldsrummet for vores frihed. Det er en handling vi genfinder hos rebellen og den oprørske tænker. Surreelle, aparte eller absurd morsomme motiver, som insisterer på, at verden også findes i andet end det genkendelige eller logiske og ønsker at befri dette andet. Frisætte sprog, liv, ideer eller det René Magritte kaldte poesi. En ophævelse af, hvad verden almindeligvis er og dermed også af, hvad den nødvendigvis skal være. Selvom René Magritte var maler, var hans motiv den samme virkelighed som fotografens.
Derfor bliver fotografiet også en trøst – et vidnesbyrd om at der er plads. I første omgang plads til fantasien og det fabulerende, men som en konsekvens af dette også plads til dig. Til dit blik. Ikke nødvendigvis et eskapistisk eller et oprørsk blik, men som udgangspunkt et blik, der gør dig gældende. Og når man bliver en del af værket, bliver man med fotografiet også en del af verden. Fri af verden og fri til verden på samme tid. Jeg vil gerne have at fotografiet skal være papir på, at det almindelige øjeblik kan blive til et ophøjet sådan; at Kronos kan blive til Kairos, hvis man skal sige det højtideligt. Et stykke papir som i et pas eller et visum. Billedet skal bevise, at det hverdagslige flow kan standses i et øjeblik, hvor det viser sig at indeholde noget unikt, noget andet. Nogle gange er beviset helt tydeligt i motivet, andre gange kræver det ekstra tid. Når vi genkender motiverne, genkender vi i en slags platonisk forstand også det, der ikke er her. Når et fotografi ligner, er det altså lig med et tab eller et minde eller en kognitiv refleks, der understreger et manglende tilstedevær. Men når et fotografi ikke ligner, eller gengiver noget, vi ikke umiddelbart kan genkende, er det det samme, som at udvide verden. Skabe. Have frihed.
Fotografiet er en frihed, fordi det forløser vores behov for at se. Få øje på. Glo. Kaste vores blik. Der er noget urørligt i blikket. Som med sulten et autonomt begær efter at indtage verden. Noget uopdrageligt egomant og for fotografen ofte noget arrogant. At ville kontrollere, orientere, konservere eller digte verden om til noget andet. Noget mit. Ved hjælp af blikket. Ingen har nogensinde kunnet sige til et barn, at det ikke måtte se det, der var. Skærme det, pege på noget andet, forbyde eller bede det lade være med at kigge, ja. Men ikke at kunne se det synlige, nej. Det er en original lyst.
lørdag den 22. juni 2024
09.03.24 - MAGRITTERUTEN - VEJLBY RISSKOV
Et møde mellem en græsslåmaskine og en springmadras foran en hemmelig familie. Himlen er barberet ned til det blødende ler, der ufølsomt letter som fnug. Det er ikke de samme adskilte genstande, men de venter på det samme og bliver til det samme. To spillebrikker.
Det er og bliver et storskraldfotografi. Noget af det jeg faktisk altid undgår at fotografere, men her blev scenen for tydelig, spillet for oplagt surrealistisk. Der er et element af popkunst i det, som jo ligesom Duchamp prøver at skubbe readymaden ind i en anden betydning. Måske er det fordi der også ligger en slags vittighed eller fortælling gemt i de to fremmedelementer.
søndag den 19. maj 2024
MAGRITTERUTEN INDVIET
søndag den 5. maj 2024
28.02.24 - MAGRITTERUTEN - VEJLBY RISSKOV
lørdag den 20. april 2024
19.04.23, MAGRITTERUTEN - AARHUS C
søndag den 24. marts 2024
15.04.23, MAGRITTERUTEN - MILANO
søndag den 10. marts 2024
14.04.23, MAGRITTERUTEN - MILANO
lørdag den 9. marts 2024
16.12.23, MAGRITTERUTEN - VEJLBY RISSKOV
Samtaler uden lys. Gudløse palmer. Der ventes på noget større i vinden, der smutter gennem lovens bogstaver. Der er to såler under dette udsagn. Længes efter stød og epifani. Klodernes tenniskamp sluttede sidste lilla istid.
Det var den aften himlen havde så mange usædvanlige farver, ja. Men motivet var fascinerende uafhængigt af den - på billedet kan jeg godt se nu - ret vilde farve. Eller jeg tror bare himlen bidrog med en stemning, som fik mig til at forelske mig i motivet. Jeg kan kun se palmer - måske endda kun dem jeg har set i Los Angeles engang (og på film utallige), når jeg kigger på billedet, selvom ligheden er meget svag. Det giver motivet noget fremtidsagtigt og på samme tid nostalgisk.
lørdag den 24. februar 2024
02.03.23, MAGRITTERUTEN - VEJLBY
Guds hånd er kometblå. Osteplast. Grusgrå genkommende komet i tankernes bløde væv. Gas engang nu skrabet fri af havet, overgivet og rimet på plads i mit univers. Vinge eller skalpel?
Måtte rotere 90 grader for at få skyggen på plads og den kometagtige silhouet på plads. Er der noget kalkmaleri over motivet? Det er så almindeligt et motiv og alligevel så intimt eller påtrængende. Måske er det pigmenterne eller måske er det det hudtynde materiale.
søndag den 18. februar 2024
12.04.23, MAGRITTERUTEN - CASINELLE
Det er mit tempel. Blomsterne er minder fra sidste år. Jeg køber alt og betaler ikke. Min omhu er en knap, mit sindelag en pløk. Detaljerne er vigtige for små mennesker.
Igen et Magritte-greb, for indpakningen er så gådefuld. Her så stor og smuk som en vifte. Vi er i landbrugsland, så noget med den relationer oplagt. Her bliver det blot en meget mystisk forhøjning på en bakke, som ligner en bygning, en remise måske, og så alligevel forklædt i grønt. Stoffet - eller presseningen - er så genkendelig. Lagener på senge, tørklæder om hoveder. Madfilm.
torsdag den 15. februar 2024
11.03.23 - MAGRITTERUTEN, RISSKOV (DET UNØDVENDIGE FORBUD)
Det var min arm. De glemte min arm. Hvor skulle de hen med det blik, den hån, forsvinde og sætte mig fast. Her. Træsoldat uden slynge, uden gråd. Mine tanker er dræn og mine ben er forankret. March på slaget.
Det er måske noget at det mest magrit-esque jeg har set. Det vil sige, hvis det kunne omsættes til maleri. Sammenstødet mellem materialer som er de samme og så helt forskellige. Det er på mange måder et trist fotografi. Jeg bliver altid trist af at se på det. Skruen. Historien. Det unødvendige forbud (også en Magritte-titel), for man kan jo bare gå udenom.















