09.03.24 - MAGRITTERUTEN - VEJLBY RISSKOV

 

Et møde mellem en græsslåmaskine og en springmadras foran en hemmelig familie. Himlen er barberet ned til det blødende ler, der ufølsomt letter som fnug. Det er ikke de samme adskilte genstande, men de venter på det samme og bliver til det samme. To spillebrikker. 

Det er og bliver et storskraldfotografi. Noget af det jeg faktisk altid undgår at fotografere, men her blev scenen for tydelig, spillet for oplagt surrealistisk. Der er et element af popkunst i det, som jo ligesom Duchamp prøver at skubbe readymaden ind i en anden betydning. Måske er det fordi der også ligger en slags vittighed eller fortælling gemt i de to fremmedelementer. 

28.01.23, MAGRITTERUTEN - VEJLBY

Huset drømmer om huset. Det er ikke sandt. Det er drømmen der huser livet. Går forbi og undres over at se det byggede stå som skrift, varsel, sandhed i sten. Det er varmt og gennemblæst af vinterens arme. Et måneur, en projektion, en etage dybere. Rummet byder sig til som fortælling. 

Der er noget naturvidenskabeligt i at lyset skal bøje de skygger og at nabohuset - som modsat det andet jo findes - må tage dem til sig som en slags historie eller dokumentation for sin egen historie: Også det voksede op omringet af stilladser og projektører. Også det blev til i teknik og statik. 

MAGRITTERUTEN §1

Det er en virkelig fortælling. Genkommende. Vi har ingen intentioner om at bo, før vi forlader hjemmet. Livet er partikler med hjul og med ben, karme og sten og ord, der beskriver bevægelser er aldrig tilfældige. Der er ingen hemmeligheder, når vi først kigger ud.