KONGEMAGT

jeg læner mig op ad en konge

for det kan man gøre i Danmark

og visse andre steder

mens man betragter undersåtterne haste forbi

med ting de skal have byttet

eller har forkøbt

eller købt før men glemt 

mens de tænker på parkeringsbilletten

hurtigretten

eller den endelige dom

jeg læner mig op ad kongen

og låner lige nøjagtigt ingenting af kronen

for selv om han er lavet af materialer meget mere døde og giftigere end mig

så er alle omkring mere forbundet til ham

end til den skikkelse der er krøllet sammen ved hans fod

som er en plint som man kunne bygge en udestue af

hvis man havde en have

et kongerige

en hest

eller en hund der ville stå på den anden side af ruden

med en tennisbold i kæften og spørge om ikke 

man kunne bruge sine arme til noget fornuftigt

noget andet end

denne formålsløse kvasirepublikanske lyrik

trofast til bolden og tilbage til herren igen

neongrøn klode stiger over landet som en punket sol

AARHUS FESTUGE 2024 - KIGGER PÅ

jeg kigger på festugen

i folk

om den sidder helt tæt og 

dybt

eller bare er et vedhæng som et 

fnug 

eller en å-våd brudekjole

jeg kigger på festugen

i deres øjne

for at se

om vi er enige

om glæden 

promillen

om at natten kommer med sit skjold

og den utålmodige fortælling om

sidste år hvor

jeg kigger på festugen

og dens fliser

der stikker op

som fadølssnublesten

eller scener for opgør

mellem elskende

børn og byen

19.04.23, MAGRITTERUTEN - AARHUS C

Saftløse streger på svømmende blå. Beslægtet men adskilt af industri og plastination. Slettelak grafik. Husker vinden og tiden og kirken ved siden af mig. Vanen tilsiger afgrunden ligger for dine fødder. Du skal ned for at dø. Du kan også bruge dine øjnes vinger. Punktere, pochere din hvidhed. 

Der er så mange steder, hvor bortkommet plast er gået i en forbindelse med træer eller buske. Uden sammenligning i øvrigt - hvilket er noget sludder - kan man se noget lignende, når havets dyr bliver filtret ind i fiskenet. Her er ulykken bare i en slags slow motion og ender som regel med en syntese. Naturens cyborgs?

MED AUSTER OG DESCARTES I TANKERNE I TOGET

Tænker, erindrer, læser, sover, erkender og rejser på samme tid. Øjnene åbner og lukker. Læser og kigger. Staver og falder i staver. Billeder glider forbi og sejler igennem. Handlinger, personer, fremtid. Symboler og hegn. Vejr. Lys. Mørke. En simultanitet på sporet mellem København og Aarhus. Unik og kompleks.

Men der er een position [kalder vi det] over dem alle. Den der opdager alt det, jeg gør, på samme tid som jeg gør det. Som kan opfatte det hele ske og kun gøre det. En suveræn position. Mon den er min?

Også læsningen af Paul Austers ‘Rejser i Scriptoriet’ - som jeg har med på rejsen - er flersporet. For jeg genkender både Kafka og Conrad i teksten, men selvfølgelig også Austers egne tekster. Skrift, læsning og aflæsning af læsning snor sig ind i sporene, forsvinder og dukker op som pælene udenfor, som landsbyer man synes man kender. 

Der er dem der taler om teksten - også med afsæt i ordets etymologi -som noget, der er vævet eller flettet. Lag som danner en tekstur, en flade, der består af et uendeligt antal berøringspunkter og fremstår som et mønster. I så fald er min tekst de lagner, der hænger til tørre langs med banen og bølger i vinden og fanger lyset, der trænger ned mellem de drivende skyer.

Det er derfor jeg elsker toget og togets bevægelse. Bevægelsen er den bevidstløse bevidsthed. Man ved man bevæger sig - det aktiverer bevidstheden, så alle tanker tænkt ud over bevidstheden om bevægelsen er på en måde sikrede eller sikre: De findes. Descartes tænkte kun. Han kørte ikke med tog.

ÅNDSSVAGE ARGUMENTER

Kan hænde det er at sætte tingene på spidsen, men for mig virker der selvmodsigende af have specialbutikker for alle. Risikerer man ikke at ens butik bliver væk blandt alle de andres? Eller endnu værre, at butikken slet ikke er særlig speciel, når alle kan handle i den? Eller at en stor del af alle vil stå skuffede tilbage, fordi der alligevel ikke er en butik med lertøj eller læder ditto.
Tanken bag skiltet har nok været, at man ville reklamere med butikker med et særligt udvalg af varer, modsat de supermarkeder man ofte ser i centre. Men det gør stadig ikke butikker til kæledyr, bog- og ostehandlere relevante for alle. Er man stedkendt vil man vide supermarkederne sådan set også er der. Og nok ville være bedre tjent med at stå på skiltet. 
Supermarkeder for alle. Specialbutikker til dig!
Kunne der have stået.

ET BLIK PÅ DET USYNLIGE

I går blev min genbos træ fældet. Et træ jeg har kigget på i alle de år, jeg har boet her. Tolv. Det var en troldhassel, og den var blevet så stor at man kiggede på himlen gennem dens sfæriske krone, selv når man stod på 1. sal. Især om vinteren. Eller foråret. Som nu. I dag tænker jeg på rødderne nede i jorden under stenene og asfalten. En usynlig symmetri, et aftryk, vel et spejlbillede på det, der var. Og jeg tænker på de signaler rødderne nu må sende op til det, der ikke er, om at gro og vokse videre ind i himlen. 
Det kunne have været mig.

PARALLELLE LIV

ET JØRGEN LETH-BLIK

Sidevejen 66

 

På den gade, hvor jeg bor, har nogen stillet en container op ude foran deres hus. Den er sort og stor. Større end de biler, der også holder foran husene. Containeren står vinkelret på huset, således at menneskene kan gå lige ind i den fra hoveddøren, og lige ind i huset tilbage igen. Det har de gjort nogle gange. De har ting i hænderne, når de går ind i containeren. Og ingenting i hænderne, når de går tilbage ind i huset. Det er som de prøver at koncentrere hjemmet lige uden for hjemmet. Måske for at kunne tage det med et andet sted hen? De er meget målrettede. De ved præcist hvad de laver. Det er som en absurd teaterforestilling eller et cirkusnummer. Meningsløst men velkoordineret. Man forestiller sig det tømte hjem, med de rungende stuer. Hvad det vil sige at bebo. Jeg kører forbi i min bil - en anden slags container, der et øjeblik står parallelt med deres hus. Og jeg kigger ind på den lukkede ende af deres sorte container, og forestiller mig, at den var åben i begge ender. Lige nu. En tragt hvorigennem man kunne betragte hjemmet gennem hjemmet. Et hjem er ikke bare et hjem.