Viser opslag med etiketten Jørgen Leth. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jørgen Leth. Vis alle opslag

søndag den 30. juni 2024

SPORTSSOMMER 2024














jeg ser sport

og jeg ser sport

lytter til endeløse analyser og hierarkiseringer

forskønnede båndsløjfer

der får mig til at glemme

det er sport

der er sport

i mit hoved Berlin 

Paris Elben Nice

vender kroppen

holder blikket

så jeg ikke mister glimtet 

af den nye mytologi


søndag den 2. november 2014

REBLIK














 

Hvad sagde du der?

Det der er galt med den svenske censur og/eller trang til politisk korrekthed, er at den også vil hindre folk i at tænke selv - eller stoppe dem i at skulle gøre det. Når Grethe Dirckinck Holmfelds barnlige citater censureres for deres - med et dovent voksent øje rimeligt sexistiske udsagn - så hindrer man jo det, der er grundlæggende for al kommunikation; at man skal tænke selv. For udsagnene om lesbiske kvinder er jo udtryk for det de opdragende omgivelser har ‘lært’ børnene at tænke og sige, ikke hvad de som sådan måtte mene. Det samme gælder Dan Parks udsagn, der, hvad man jo også tydeligt kan høre på ham, ikke er noget han selv mener han mener, men oplagt har hentet i et ret begrænset udsnit af den verden han mener at leve i … i Sverige i øvrigt.
Man kan godt drage paralleller til den eneste nyere danske skandale i så henseende; nemlig Jørgen Leths ‘jeg tager kokkens datter’ tekst. Her var igen tale om et udsagn forfatteren og kunstneren havde hentet et andet sted fra, end hans og hendes eget sind, men villigt stillet til skue, for at vi kunne tænke vores. Med Leth var det selvsagt sat på spidsen, fordi det var muligt at tolke det som hans egne, af den imperialistiske kulturs formede lyster.
Men i disse tilfælde risikerer man altså med censuren at hindre refleksion. Overvejelser om, hvad der dog kan få børn og voksne til at ytre og være underlagt mere eller politiske og kulturelle holdninger. Det ville svare til at forbyde kriminallitteratur, fordi der optræder onde og bestialske mordere, som jo må være usunde at kolportere ind i et ordentligt samfund. Det gør man imidlertid ikke, fordi der er vi på sikker grund med, hvem der har ret og hvem der tager fejl. Der skal vi ikke tænke for længe over tingene. Og sådan vil vi helst have det. Man skulle tro nogen havde voldtaget vores selvstændighed.


torsdag den 27. september 2012

ET JØRGEN LETH-BLIK

Sidevejen 66
 
På den gade, hvor jeg bor, har nogen stillet en container op ude foran deres hus. Den er sort og stor. Større end de biler, der også holder foran husene. Containeren står vinkelret på huset, således at menneskene kan gå lige ind i den fra hoveddøren, og lige ind i huset tilbage igen. Det har de gjort nogle gange. De har ting i hænderne, når de går ind i containeren. Og ingenting i hænderne, når de går tilbage ind i huset. Det er som de prøver at koncentrere hjemmet lige uden for hjemmet. Måske for at kunne tage det med et andet sted hen? De er meget målrettede. De ved præcist hvad de laver. Det er som en absurd teaterforestilling eller et cirkusnummer. Meningsløst men velkoordineret. Man forestiller sig det tømte hjem, med de rungende stuer. Hvad det vil sige at bebo. Jeg kører forbi i min bil - en anden slags container, der et øjeblik står parallelt med deres hus. Og jeg kigger ind på den lukkede ende af deres sorte container, og forestiller mig, at den var åben i begge ender. Lige nu. En tragt hvorigennem man kunne betragte hjemmet gennem hjemmet. Et hjem er ikke bare et hjem.