Viser opslag med etiketten censur. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten censur. Vis alle opslag

søndag den 2. november 2014

REBLIK














 

Hvad sagde du der?

Det der er galt med den svenske censur og/eller trang til politisk korrekthed, er at den også vil hindre folk i at tænke selv - eller stoppe dem i at skulle gøre det. Når Grethe Dirckinck Holmfelds barnlige citater censureres for deres - med et dovent voksent øje rimeligt sexistiske udsagn - så hindrer man jo det, der er grundlæggende for al kommunikation; at man skal tænke selv. For udsagnene om lesbiske kvinder er jo udtryk for det de opdragende omgivelser har ‘lært’ børnene at tænke og sige, ikke hvad de som sådan måtte mene. Det samme gælder Dan Parks udsagn, der, hvad man jo også tydeligt kan høre på ham, ikke er noget han selv mener han mener, men oplagt har hentet i et ret begrænset udsnit af den verden han mener at leve i … i Sverige i øvrigt.
Man kan godt drage paralleller til den eneste nyere danske skandale i så henseende; nemlig Jørgen Leths ‘jeg tager kokkens datter’ tekst. Her var igen tale om et udsagn forfatteren og kunstneren havde hentet et andet sted fra, end hans og hendes eget sind, men villigt stillet til skue, for at vi kunne tænke vores. Med Leth var det selvsagt sat på spidsen, fordi det var muligt at tolke det som hans egne, af den imperialistiske kulturs formede lyster.
Men i disse tilfælde risikerer man altså med censuren at hindre refleksion. Overvejelser om, hvad der dog kan få børn og voksne til at ytre og være underlagt mere eller politiske og kulturelle holdninger. Det ville svare til at forbyde kriminallitteratur, fordi der optræder onde og bestialske mordere, som jo må være usunde at kolportere ind i et ordentligt samfund. Det gør man imidlertid ikke, fordi der er vi på sikker grund med, hvem der har ret og hvem der tager fejl. Der skal vi ikke tænke for længe over tingene. Og sådan vil vi helst have det. Man skulle tro nogen havde voldtaget vores selvstændighed.


mandag den 10. december 2012

I ANLEDNING AF NOBELPRISEN I LITTERATUR,

der som bekendt går til kinesiske Mo Yan og kritiseres fra flere sider, vil  jeg gerne minde om Villy Sørensens fremragende 'bagatel' "Festtalen". Den begynder sådan her:

"Samtidig med at han blev opfordret til at holde festtalen ved regeringsjubilæet, meddelte medierne, at han havde fået den ærefulde opfordring - som altså var en befaling. Han var stærkt benovet, var han også en lille smule beæret?
  Til forskel fra mange kolleger havde han aldrig snakket magthaverne efter munden; han havde ganske vist heller aldrig taget bladet fra munden, hvad et par kolleger havde gjort, der derefter ikke havde haft mulighed for at ytre sig. Han forstod nok hvorfor de ville have ham til at holde den tale; han var en af de få, der stadig nød en vis international anseelse, fordi det fremgik af alt, hvad han havde skrevet, især før, men mere indirekte - også efter magtovertagelsen, at han var imod alt, hvad regimet stod for. Hvis de nu kunne få ham til at hylde det, kunne det, ikke mindst udadtil, bruges som et vidnesbyrd om den store tilslutning, regimet hævdede at have hos hele befolkningen."

Jeg vil altid gerne minde om Villy Sørensen.


se mere her - http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/2012/12/10/135536.htm