Viser opslag med etiketten forbrydelser. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten forbrydelser. Vis alle opslag

onsdag den 27. juli 2016

HAMBORG MALPENSA

















Terrortialsang

Sad i Hamborg lufthavn og tænkte på bomber, men uden held. Det hele var for almindeligt - ikke ligefrem trygt - men bare almindeligt, og man er alt for optaget af noget andet. Frygten, som man mærker foran tv’et eller avisen er abstrakt. Bomben er konkret. Planlægningen af anslaget abstrakt. Bomben er konkret. Risikosamfundet er en konstruktion. Bomben er konkret.

Jeg prøver ikke at lave en lækker filosofisk problemstilling ud af terror - jeg prøver at forstå, hvad det er, hvordan det virker.
Når jeg tænker på, hvor umuligt det var at forestille sig ulykker på rejsen, når man rejste med sine små børn. Gud måtte da holde hånden over dem, mine små børn, og dermed også mig. Er det dét skjold man (terroristerne) hamrer løs på: At man ikke kan forestille sig det sker for ens børn - at man ikke kan se det ske midt i alt det almindelige? Var det meningen med Nice?

Jeg vil medgive, at jeg på denne sommers rejse var mere tilbøjelig til at sidestille alle de mange timers transit, tjek og tidlig transport med bekæmpelsen af terror - minimeringen af risiko, men det bragte mig ikke nærmere frygten. Jeg vadede gennem så mange andre møller og scannere end angstens. Viste pas og boardingpas af så mange andre grunde. Men et sted lige i nærheden af utålmodigheden og de endeløse gange og lede plastikbakker med plastikmad ligger en udmattelse og kæler med angsten. På alle hylderne med parfume og sprut stikker en tanke til meningsløsheden. Et besvær flirter med frygten for nederlag. 

Jeg tænkte den tanke at droppe alle sikkerhedsforanstaltningerne - som i en drøm, hvor alle maskiner sukkende går i stå og uniformerne sænker arme og instrukser. Klikkene, blikkene, summende, kiggende stop. Vi rejser på tillid og ære. Vi rejser på vores glatte ansigt og med rene hjerter. Alt hvad man skal bruge fungerer naturligvis - men man tjekker ikke andet og mere end billetten og baggagen for at sikre ingen står nøgne eller ender forkerte steder.
Hvad så?

Ville det regne med fly over alle verdens lufthavne? Ville metal og kød overtage terminalerne som en fundamentalistisk, rustrød, snerrende slyngplante og lægge alle rejsedrømme øde? Ville man trække sig tilbage som spolede man en dokumentarfilm om charterrejsernes succes baglæns? Ud gennem de automatiske glasdøre trukket af rullende kufferter, ind i bilerne i fuld fart baglæns på motor- og landeveje, ind i villakvartererne og lejlighederne, hvor den sidste kop kaffe venter på den rødternede dug?
Og kedsomheden.

Eller ville man være klar til at tage opgaven på sig at være menneske? Ikke dø som soldat, betjent, politiker eller demonstrant - bare som almindelig dansk dansker på vej til stranden? Stridsmænd for fadøl og fodbad. Kom lad os boarde flåden som det almindeligste i verden, rejse ud på opdagelse med åbent sind - mødige af et helt års arbejde i minerne, men også trætte af af se de værdier vi holder for hellige blive pakket mere og mere ind i ting og begreber, som ikke ligner dem: Demokratiet er gemt bag militæret, medmenneskeligheden bag paskontrollen, kærligheden bag rejsedokumenterne, stoltheden bag irisanalysen og personligheden bag nationaliteten.

Da jeg stod i kø i Milanos lufthavn, stod jeg bag en familiefar til tre, som havde benyttet opholdet til at få tatoveret sætningen “Molto nemici - Molto onore” på sin læg. Oversat betyder det “mange fjender - stor ære,” og signalerer således uden tvivl en kampgejst, der hører til i militæret - i krigen. Og så vidt jeg kan finde ud af, er det da blandt andet også brugt af italiens fascistiske leder Benito Mussolini i 1931. Faderen stod der imidlertid i civil og var på den måde måske udtryk for min drøm om, at vi som borgerlige partisaner tager kampen op mod alle de fjender vi har. Vi rejser ud som soldater - holder på og demonstrerer vor ret til tilbagelænet livsstil og nordisk frisind.

Eller også var han udtryk for det modsatte. Måske var han udtryk for at forestillingen om det fjendtlige, nu dominerer alle vore tanker og hele vores krop - at de menneskelige værdier endegyldigt er blevet koloniseret af systemet og dem, der med folkets gunst skiller snot fra skæg og får fra bukke og forventer tak. At vi nu kun har tilbage at hade og vente på man får slåsset færdig, mens friheden forbløder og vi fristet over evne vifter med fascistoide slogans i den tro vi endelig har forstået folkets agt og vilje.
Hvordan kæmper man for tanti amici - tanta gioia i stedet?

lørdag den 12. marts 2016

KRIMIKONSTIPATION - pitch 5




Endnu engang høre en kriminalforfatter, som tidligere var journalist sige, det bedste ved at skrive er, at man ikke behøver fortælle sandheden. Elske at researche, men selv finde forklaringerne. Digte ondskaben. Som heldigvis, siger de, ikke overgår virkelighedens. Se hvordan bestsellerlisterne pakkes med deres vinklede og udspekulerede verdensbilleder, mens aviserne dør. Faktuelt.

lørdag den 6. februar 2016

MERE OM STREAMING SOM NETOP IKKE ER STREAMING MEN EN STRØM KLIPPET I PENGESTYKKER




















Det er egentlig ikke fordi jeg vil gøre streaming til min hovedfjende - den slags ‘tjenester' er lige så uovervindelige som vindmøller og drager - men jeg ér også nødt til at kæmpe mod alt det, der ikke respekterer og destruerer det, der er kunst og kunstnerisk intention.
Hvis jeg fx siger Chemical Brothers, The Orb og Pink Floyd. Hvis jeg fx siger liveoptagelser. Hvis jeg fx siger Frank Zappa. Hvis jeg fx siger, hvad fanden er det, der sker med musik, der er følt, tænkt, drømt, knoklet ud i enheder, der IKKE ligger som redebonne regninger og opdelte enkeltmandsvirksomheder, men NETOP som flydende, følsomme, fascinerende forløb af lyd, stemning og intention?
Så er svaret død og kalkulérbar kynisme. 
Vi kunne også - for morsomheds skyld - kalde det pinlige pauser, hvor alle de artistiske anstrengelser for lov at stå og stritte med en kapitalisérbar intention, der næppe har været dominerende i studiet eller på scenen, da musikken blev til. For det er egentlig ikke morsomt, at musikken skal kunne klippes i bidder som man middelalderligt primitivt gjorde det med smykkerne dengang frygt herskede på jord. De skal de imidlertid, fordi ellers kan man åbenbart ikke streame dem.


Kernetragedien er nok, at hvor kunsten og kunstnerne til alle tider tidligere har formået (og ønsket) at bryde formatet - det være sig med forgængelige værker, umulige optagelser, mystiske sprog, levende teater og kunst forklædt som hverdag, så er de (i skikkelse af musikerne) nu bundet, lænket og pisket til at følge streamingformatet, fordi formidlingen og afspilningen af værkerne er fjernet fra dem, der gør det levende: Lytterne. Kilet ind mellem værk og bevidsthed sidder en mørk masse uden kunstnerisk tæft, og synes det er vigtigere at kunne tælle og betale. Vi kunne for sjov sige det er dém vi kan høre i pausens uhyggelige susen. Det er bare ikke sjovt. Og det er ikke ligemeget. Lige så lidt som det ikke er ligemeget med alt det andet, der bliver lettere, hvis bare man betaler en ubetydelig pris for det. Hvad der er ubetydeligt for dig, er millioner af kroner værd for andre. Og de tager tingene alvorligt.

tirsdag den 14. oktober 2014

TIDERNE SKIFTER ALDRIG



 














Via Olorosa
 
mens vi roder rundt med
blinklys og mobiltelefoner
snubler over fliser og fødder
og kigger os bebrejdende omkring

mens vi leder efter elskerens
mund i mørket
diende blinde og tømt
for følelser vi håber vender
tilbage

mens vi stikker nøgler i låse
projektiler i kroppe
fødder i strømper og skilte
i frugt nåle i fluer
og næsen i lugt

mens vi peger og praler
og taler
om os selv som om
vi aldrig har gjort det før
og genopfrisker det seneste
men ikke vil huske det
oprindelige

mens vi læser så hurtigt vi kan og
tror vi mister forstanden
og påstår vi aldrig har haft det bedre
og smiler selvfedt til noget
der lige så paranoidt påstår
er verden

mens vi reviderer regnskaber
født så falske de er dømt til at synke
mod bundliniens grav
og lytter til stemmer
vi er opdraget til ikke
at tro på

mens vi betaler og betaler
for noget de siger skal give
os pengene igen
og lykkelige venter
i markedets spænd

mens vi skraber huden af huden
og kalder det skidt
står vi der til sidst med et
eneste skridt
for lidt, for lidt, for lidt 


mandag den 16. juli 2012

REBL!K












Endnu en kommentar til den yderst principelle og alligevel meget konkrete sag om kunst og massakre. Denne Polemisk.

Da jeg antager det er en del af debatten, så lad mig blot igen gøre klart, at jeg intet problem ser i at man sætter Anders Behring Breiviks (ABB) manifest op som teaterstykke. Jeg vil uden problemer gå så vidt som til at sige, det manglede da bare. Lad mig forklare med følgende retoriske kommentar.
Læser man første bind af Robert Musils roman "Manden uden egenskaber" (, hvad man bør gøre til enhver i dennes nærhed liggende tid), møder man forbryderen Moosbrugger. Og ud over at være hvad han er i romanen - og det er en del - så er han i en uhyggelig grad sammenlignelig med det billede, jeg efterhånden har dannet mig af den norske terrorist ABB. Moosbrygger er ganske vist seksualforbryder, men altså også massemorder, akavet intelligent, forfængelig og på underlig vis både selvstændig og fuldstændig i stand til at afskrive sig ethvert ansvar for den forbrydelse, han på den anden side ikke har problemer med at vedgå, han har begået. Musil bruger Moosbrygger til at spejle sin hovedperson i, men i hans konstruktion af romanen får Moosbrugger også lov til at brede sig i aviser og andre personers tanker, mens Ulrich (HP) formentlig sover eller elsker. Meget af debatten og mange af tankerne der følger ham handler om, hvorvidt manden skal erklæres utilregnelig eller ej - og i forlængelse af det, om han skal dømmes til døden eller ej. Moosbrygger er gyselig i alle ordets betydninger, fordi man i ham fornemmer et naivt og uafklaret menneske, der også tænker, men med intellektuelle redskaber som ikke er dets egne og til fare for andre, fordi intellektet også har både kræfter og instinkt til at agere ud i en verden, der ikke er andet end et gøglespejl.
Lighederne er slående ikke sandt?
Men hvem kan på nogen måde fratage mig et kunstnerisk indblik i komplekset ABB blot fordi der ikke er gået tilstrækkelig lang tid fra tragedien? Denne roman er skrevet fra 1920 - 42. Moosbrygger begik sine forbrydelser før under og efter Utøya. Ville det også være uacceptabelt at sætte Musils roman op som teaterstykke NETOP fordi man kan se anledning til det gennem Moosbrygger som symbol? Eller måske helt uden tanke for lighederne med ABB ... som så dukker op til overfladen, fordi tiden går og historien skrives i dette øjeblik og det næste og det næste igen?
Kunsten er og skal være usentimental. Men at kalde den følelsesløs er et fejlgreb på linie med andre overgreb på den fri tanke og vilje. At man påkalder sig et flertal og et hensyn til dette gør det på ingen måde mindre usmageligt.