Viser opslag med etiketten fortælling. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten fortælling. Vis alle opslag
lørdag den 20. januar 2024
lørdag den 6. januar 2024
29.10.23, MAGRITTERUTEN - VEJLBY
Jeg ønsker at forandres. At blive til det jeg ikke er. Det er de mørkeste tanker jeg kender. Det er uendeligt. Støbt.
Det er et billede som på en besynderlig måde bliver ved med at bevæge mig. Det er sorte er overhovedet ikke antropomorft, men udtrykker alligevel en slags desperation. Det kan være ligheden mellem båndene og tværrøret eller det at det er to punkter, der definerer dem begge. De er nok bare ens, men ude af stand til at mødes.
Etiketter:
dække,
fortælling,
fotografi,
glemt,
hegn,
melankoli,
rester,
trappe,
Vejlby Risskov
lørdag den 5. november 2022
INTET MENNESKE ER EN Ø-KONOMI
Det er ikke lønnen, der er problemet i velfærdsstatens mangel på ansatte, det er udsynet og menneskesynet. I sidste ende er det nok os selv den er gal med.
Jeg skal ikke her mene noget om andre gruppers lønforhold, når jeg ikke selv er ansat i nogen af de jobs man omtaler i forbindelse med hvervning og fastholdelse. Men jeg vil gerne vil gøre opmærksom på, at selvom man også taler arbejdsvilkår - hvad der bringer os nærmere sagens kerne - så tror jeg krisen kommer et andet sted fra.
For nogle år tilbage talte man om, at problemerne med at hverve skolelærere kom fra den manglende respekt, der stod om jobbet. Udover, at der var en vis enighed om det, var det som om der så ikke skete mere. Hvad skulle der også ske, kunne man spørge?
I dag tillader jeg mig at mene, at vi står i en lignende situation, blot med en endnu dybere konflikt omkring respekten. Vi er nu som individer blevet så krampagtige i vores krav på respekt fra alle andre, at vi ikke længere forstår, at en væsentlig del af den respekt alene vindes i uegennyttig omgang med andre mennesker. Der er en sandsynlighed for, at en af årsagerne til dette uhyggelige tab kommer fra den politiske italesættelse af, at der er lighed mellem løn og respekt, men jeg tror i lige så høj grad den kommer af en social og kulturel udvikling, som iblandet den digitale kommunikation har fritskrabet vores liv fra andre samfund, grupper, familier og mennesker. Og det altså i en grad, at vi har mistet evnen til at finde og mærke selvrespekten ved at være et medmenneske.
Jeg kan ikke fritage mig selv fra denne ulykkelige situation med mit månedlige bidrag til Folkekirkens Nødhjælp, min brok over ventetider, min ligegyldighed overfor grupper i befolkningen, der ikke ligner min egen, min ved at være træt af at høre om Ukraine, min frustration over manglende likes på Instagram osv. Men når jeg betragter de frivillige jeg kender og møder, eller hvis jeg enkelt gang skulle række ud over mine egne trygge rammer for at møde en ukendt, så må jeg sige, at dér føles livet og mennesker igen virkelige. Virkelige som en mulighed for at vokse med dem.
lørdag den 21. maj 2022
I FREMTIDEN FORSVINDER BILL.......
I fremtiden forsvinder billederne. Der går lang tid før man forstår det er det, der sker, men pludselig en dag er der en person, som mister to på samme dag og fra da af begynder det at gå op for menneskeheden. Det minder på en måde om En fortælling om blindhed, men her ser man det ske.
Forsvindingen gør ikke forskel på, hvor billederne forsvinder fra. Det kan være et billede i en bog, på en hjemmeside eller på et museum. Et fotografi i en tegnebog eller en indrammet børnetegning på en væg.
De forsvinder ikke som vi dødelige gør, for det materiale, som billedet befinder sig på, bliver nøgent tilbage i sin ubilledlighed, når forandringen har fundet sted. Således står lærredet tilbage som rent lærred, når fx Rembrandts maleri af den fortabte søn er forsvundet og væggen står nøgen tilbage, efter Kains graffiti er væk. Fotopapiret efter fotografiet. Huden efter tatoveringen. Skolebordene efter pikken.
Heller ikke skærmene kan klare presset og dør ud i elektrisk knitren en efter en, når minderne overgår fra elektronisk til materiel glemsel. Billeder, logoer, gif'er, clipart og videoer forsvinder og efterlader huller på sider, i koder og i biografernes mørke, hvor publikum sidder ensomme tilbage.
Tegneseriernes historier og de gamle fotoalbums familiære fortællinger. Reklamesøjler, elektriske billboards, varevognenes sider, tøjets print, frimærkernes motiver, bladenes layout, manualernes instruktioner, vejskiltenes varsler, selv de mindste mnemotekniske noter bliver væk og efterlader bare en blank side i notesbogen. Vignetter, arabesker, vævede landskaber og medallioner.
Mure står kun pudsede tilbage. Lofter hænger eller hvælver sig hvide.
Alt, hvad der minder det mindste om billeder forsvinder glimtvis eller flydende som for en sandstorm, der skurer tomhed frem, hvor der før var tanker.
Et sted sidder måske en enkelt anakronistisk billedstormer svimmel af lykke men ude af loopet. Vi andre mærker munde og tanker fyldes med sprog for det tabte og også dengang uudsigelige. Mærker vores øjne og hjerner og alt det vi endnu kan se og forstå som noget der kunne blive til motiver. Selvfølgelig løfter kunstnerne, fotograferne og de kreative pensler, kameraer og blyanterne i protest men ser ikke redskaberne trække så meget som en skygge efter sig. Det er endegyldigt slut med billeder. Det er apokalyptisk og bringer tanker om den straffende gud frem. Et syndefald. Et billedfald. Et slutpunkt.
Selvom verden står tilbage. Bygget af sprog.
søndag den 23. april 2017
TIDsRUM
Etiketter:
collage,
Euroman,
fortælling,
hvid,
ideer,
Jakob Martin Strid,
klip,
krop,
opogned,
rum,
sort,
tid - på alle måder
søndag den 5. februar 2017
HEADWAIT
Jeg går baglæns ind i min historie, ikke det mindste overrasket over ikke at genkende det, jeg ser, for vinklen er ikke den samme, som da jeg var her sidst. Når jeg umuligt kan komme længere, begynder fortællingen.
søndag den 25. september 2016
DU SKAL IKKE GENFORTÆLLE MIG
Jeg kan af en eller anden grund ikke længere udholde genfortællingen. Jeg ved det ikke lyder sympatisk, og selvom jeg har forsøgt, er det ikke lykkedes mig at aflægge mig min afsky. I samme øjeblik jeg fornemmer optræk til en genfortælling, vrider noget sig i mig og får mig til at søge væk. Faktisk flygte. Hvis man kan genkende denne modstand og uvilje, skal man læse videre her:
Jeg tror frustrationen i første omgang kommer af, at man ikke har tid til at få set eller hørt alt det, man bliver anbefalet - hvad genfortællingen jo er et pinligt bevis på. I anden omgang tror jeg så det handler om, at man ikke vil godkende den andens 'bedrift,' fordi man misunder forbruget.
Men den tredie og vigtigste fortolkning tror jeg handler om fælleskabet. Eller mere præcist det fællesskab, som på mange måder er gået tabt og faret vild i alt for mange individuelle dagsordner og forbrugsmønstre. For genfortællingen betyder jo, at man bliver taget som gidsel i et ikke eksisterende fællesskab. Genfortællingen handler om at "man skulle have været der!" For selvom genfortællingen på mange måder mimer et fællesskab, så bliver den det jo aldrig. Den henviser til en erfaring, man har haft som var så god, man ville ønske den anden kunne have delt den med een. Men heri ligger jo genfortællingens paradoks - alfald i denne aktuelle variant, hvor den tjener som en slags dokumentation for et spændende kulturforbrugende liv, man ønsker lytteren skal validere og i en vis forstand skabe et fælleskab omkring.
Men jeg vil ikke inddrages i et fejlslagent fælleskab. Jeg vil ikke anerkende, at jeg skulle have haft lyst til at være sammen med den genfortællende modpart på forventet efterbevilling. Sådan fungerer fælleskaber nemlig ikke. Du kunne have inviteret mig med i biografen kunne du - eller mere sandsynligt ringet og spurgt, om vi skulle se noget kabel-serie-tv sammen!
Fænomenet knytter sig ret entydigt til skærmbrug, men kan også opleves i forbindelse med radio, teater og måske sportsbegivenheder - selvom jeg er usikker på psykologien og agendaen i genfortællingen af en superligakamp?
Det findes også i mindre enheder, hvor man genfortæller klip fra internettets mange lindrende oaser af billeder - mystisk nok, da men jo som regel kan finde klippet og se det sammen, hvis man vil. Det gør ikke harmen over at skulle velsigne et (med garanti ligegyldigt stykke film) mindre, fordi det netop handler om at gøre dét til det, vi er fælles om. Det virker som om fælleskabet er blevet et kvalitetsstempel. Ikke underligt kan man ligesom ikke mærke det, selvom man er en af flere hundrede tusinder eller millioner, der kigger på ‘Breaking Bad’ eller en kat i knibe. Og så må naboen hjælpe til.
Og det er nok hér min vrede stammer fra. Man KAN ikke både få verden for sig selv, bestemme egenrådigt hvad man vil se, og så være sammen med andre. Hvis man vil have andre med på galejen, har man af først og fremmest SELV at træde ind i fællesskabet og ofre sin fjernbetjening (se bare på, hvor dårligt det ord ser ud i en fællesskabssammenhæng) og visuelle suverænitet.
Jeg ved det er et frygteligt ekstra eksempel, og jeg hermed endegyldigt stempler mig selv som den gamle sure mand, men når man går rundt afspiller musik med sin telefon i det offentlige rum, står tingene klart frem. Det er jo en kamp om at besætte rummet med sin individuelle dagsorden - fordi man tror det er det, der meningen, fordi man har forstået, at fælleskabet er værdifuldt. Alle savner fælleskaber, men ingen ved hvordan man går ind i dem, derfor prøver alle at starte et med sig selv. Noget i mennesket har forstået, at er der ikke andre til at se eller høre eller opleve verden sammen med det, så er det ubehjælpeligt forladt og ensomt, og “i rummet kan ingen høre dig skrige,” kan man sig med catchphrasen fra Ridley Scotts ‘Alien’ - det er forresten en virkelig fed sci fi-film. Der er det her monster som ….
Der er selvfølgelig en ufortalt mængde undtagelser og modeksempler - jeg ved det. Men jeg er ikke i tvivl om rigtigheden af, at fællesskabet har det hårdt for tiden, fordi der ikke er nogen (nok) der giver sig tid til det. Så selvfølgelig kan man genfortælle, hvis man har en fortælling der er vigtig. Og selvfølgelig må du genfortælle mig noget - men det skal helst være mere fortælling end genfortælling: En vittighed, en hemmelighed, en oplevelse, der har gjort noget ved dig. Så er vi nemlig sammen om det. Det er godt for fortællingen og det er godt for fælleskabet.
mandag den 5. september 2016
Abonner på:
Opslag (Atom)







