I fremtiden forsvinder billederne. Der går lang tid før man forstår det er det, der sker, men pludselig en dag er der en person, som mister to på samme dag og fra da af begynder det at gå op for menneskeheden. Det minder på en måde om En fortælling om blindhed, men her ser man det ske.
Forsvindingen gør ikke forskel på, hvor billederne forsvinder fra. Det kan være et billede i en bog, på en hjemmeside eller på et museum. Et fotografi i en tegnebog eller en indrammet børnetegning på en væg.
De forsvinder ikke som vi dødelige gør, for det materiale, som billedet befinder sig på, bliver nøgent tilbage i sin ubilledlighed, når forandringen har fundet sted. Således står lærredet tilbage som rent lærred, når fx Rembrandts maleri af den fortabte søn er forsvundet og væggen står nøgen tilbage, efter Kains graffiti er væk. Fotopapiret efter fotografiet. Huden efter tatoveringen. Skolebordene efter pikken.
Heller ikke skærmene kan klare presset og dør ud i elektrisk knitren en efter en, når minderne overgår fra elektronisk til materiel glemsel. Billeder, logoer, gif'er, clipart og videoer forsvinder og efterlader huller på sider, i koder og i biografernes mørke, hvor publikum sidder ensomme tilbage.
Tegneseriernes historier og de gamle fotoalbums familiære fortællinger. Reklamesøjler, elektriske billboards, varevognenes sider, tøjets print, frimærkernes motiver, bladenes layout, manualernes instruktioner, vejskiltenes varsler, selv de mindste mnemotekniske noter bliver væk og efterlader bare en blank side i notesbogen. Vignetter, arabesker, vævede landskaber og medallioner.
Mure står kun pudsede tilbage. Lofter hænger eller hvælver sig hvide.
Alt, hvad der minder det mindste om billeder forsvinder glimtvis eller flydende som for en sandstorm, der skurer tomhed frem, hvor der før var tanker.
Et sted sidder måske en enkelt anakronistisk billedstormer svimmel af lykke men ude af loopet. Vi andre mærker munde og tanker fyldes med sprog for det tabte og også dengang uudsigelige. Mærker vores øjne og hjerner og alt det vi endnu kan se og forstå som noget der kunne blive til motiver. Selvfølgelig løfter kunstnerne, fotograferne og de kreative pensler, kameraer og blyanterne i protest men ser ikke redskaberne trække så meget som en skygge efter sig. Det er endegyldigt slut med billeder. Det er apokalyptisk og bringer tanker om den straffende gud frem. Et syndefald. Et billedfald. Et slutpunkt.
Selvom verden står tilbage. Bygget af sprog.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar