Viser opslag med etiketten kunstig befrugtning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kunstig befrugtning. Vis alle opslag
mandag den 6. februar 2017
søndag den 25. september 2016
DU SKAL IKKE GENFORTÆLLE MIG
Jeg kan af en eller anden grund ikke længere udholde genfortællingen. Jeg ved det ikke lyder sympatisk, og selvom jeg har forsøgt, er det ikke lykkedes mig at aflægge mig min afsky. I samme øjeblik jeg fornemmer optræk til en genfortælling, vrider noget sig i mig og får mig til at søge væk. Faktisk flygte. Hvis man kan genkende denne modstand og uvilje, skal man læse videre her:
Jeg tror frustrationen i første omgang kommer af, at man ikke har tid til at få set eller hørt alt det, man bliver anbefalet - hvad genfortællingen jo er et pinligt bevis på. I anden omgang tror jeg så det handler om, at man ikke vil godkende den andens 'bedrift,' fordi man misunder forbruget.
Men den tredie og vigtigste fortolkning tror jeg handler om fælleskabet. Eller mere præcist det fællesskab, som på mange måder er gået tabt og faret vild i alt for mange individuelle dagsordner og forbrugsmønstre. For genfortællingen betyder jo, at man bliver taget som gidsel i et ikke eksisterende fællesskab. Genfortællingen handler om at "man skulle have været der!" For selvom genfortællingen på mange måder mimer et fællesskab, så bliver den det jo aldrig. Den henviser til en erfaring, man har haft som var så god, man ville ønske den anden kunne have delt den med een. Men heri ligger jo genfortællingens paradoks - alfald i denne aktuelle variant, hvor den tjener som en slags dokumentation for et spændende kulturforbrugende liv, man ønsker lytteren skal validere og i en vis forstand skabe et fælleskab omkring.
Men jeg vil ikke inddrages i et fejlslagent fælleskab. Jeg vil ikke anerkende, at jeg skulle have haft lyst til at være sammen med den genfortællende modpart på forventet efterbevilling. Sådan fungerer fælleskaber nemlig ikke. Du kunne have inviteret mig med i biografen kunne du - eller mere sandsynligt ringet og spurgt, om vi skulle se noget kabel-serie-tv sammen!
Fænomenet knytter sig ret entydigt til skærmbrug, men kan også opleves i forbindelse med radio, teater og måske sportsbegivenheder - selvom jeg er usikker på psykologien og agendaen i genfortællingen af en superligakamp?
Det findes også i mindre enheder, hvor man genfortæller klip fra internettets mange lindrende oaser af billeder - mystisk nok, da men jo som regel kan finde klippet og se det sammen, hvis man vil. Det gør ikke harmen over at skulle velsigne et (med garanti ligegyldigt stykke film) mindre, fordi det netop handler om at gøre dét til det, vi er fælles om. Det virker som om fælleskabet er blevet et kvalitetsstempel. Ikke underligt kan man ligesom ikke mærke det, selvom man er en af flere hundrede tusinder eller millioner, der kigger på ‘Breaking Bad’ eller en kat i knibe. Og så må naboen hjælpe til.
Og det er nok hér min vrede stammer fra. Man KAN ikke både få verden for sig selv, bestemme egenrådigt hvad man vil se, og så være sammen med andre. Hvis man vil have andre med på galejen, har man af først og fremmest SELV at træde ind i fællesskabet og ofre sin fjernbetjening (se bare på, hvor dårligt det ord ser ud i en fællesskabssammenhæng) og visuelle suverænitet.
Jeg ved det er et frygteligt ekstra eksempel, og jeg hermed endegyldigt stempler mig selv som den gamle sure mand, men når man går rundt afspiller musik med sin telefon i det offentlige rum, står tingene klart frem. Det er jo en kamp om at besætte rummet med sin individuelle dagsorden - fordi man tror det er det, der meningen, fordi man har forstået, at fælleskabet er værdifuldt. Alle savner fælleskaber, men ingen ved hvordan man går ind i dem, derfor prøver alle at starte et med sig selv. Noget i mennesket har forstået, at er der ikke andre til at se eller høre eller opleve verden sammen med det, så er det ubehjælpeligt forladt og ensomt, og “i rummet kan ingen høre dig skrige,” kan man sig med catchphrasen fra Ridley Scotts ‘Alien’ - det er forresten en virkelig fed sci fi-film. Der er det her monster som ….
Der er selvfølgelig en ufortalt mængde undtagelser og modeksempler - jeg ved det. Men jeg er ikke i tvivl om rigtigheden af, at fællesskabet har det hårdt for tiden, fordi der ikke er nogen (nok) der giver sig tid til det. Så selvfølgelig kan man genfortælle, hvis man har en fortælling der er vigtig. Og selvfølgelig må du genfortælle mig noget - men det skal helst være mere fortælling end genfortælling: En vittighed, en hemmelighed, en oplevelse, der har gjort noget ved dig. Så er vi nemlig sammen om det. Det er godt for fortællingen og det er godt for fælleskabet.
lørdag den 12. januar 2013
MIG OG MAGRITTE
Snit gaflen i øjet
Da jeg vågnede i morges forstod jeg pludselig Rene Magrittes billeder!
Nu er det ikke sådan jeg vil sige, at jeg ikke tidligere har forstået dem. Hans billeder repræsenterer dels et livslangt personligt bekendtskab, hvor jeg har fulgt min egen udvikling i hans fantasier - fra det første ungdommelige, af tegneseriens akkuratesse formidlede møde, over det, af egen kreative kraft og praksis ((collagen)) fatale møde, til det modne af sproget og skæbnen dybere møde på det seneste. Dels et af professionel indsigt og, kunstteorien faciliteret møde, hvor især Magrittes dyrkelse af det han kaldte 'poesien' har bragt gode analyser og forståelse med sig. Den private fetisch og fascination har aldrig egentlig beflittet sig med analyse og forståelse som sådan, den har blot boltret sig i hans kompromisløse og insisterende magi - hans billeder er frisættende sære. Kunsthistorisk betragtet kan han både læses ind i og udenfor surrealisterne, fordi man indadtil fornemmer anarki, sjæleliv og et muligt opgør med det borgerligt bornerte i hans motiver, men udefra set fornemmer en finesse og finhed - måske poesien og det æstetiske projekt - der både er for ædelt og banalt til periodens rå og provokerende isme.
Imorges - hvem ved, måske som resultat af en drøm - stod en tredie forståelse imidlertid klar ved mit hode. Logisk set vel en samling og formæling af de to ovenfor nævnte spor. Imidlertid tror jeg, på en slags linie med drømmens jomfruelige og upersonlige (læs. ubevidste) karakter, det er en forståelse som er mere loyal mod lærredet og Magrittes inspiration. Det var (med) billedet 'Terapeuten' fra 1937 jeg forstod et yderligere aspekt ved hans kunst:
Det jeg forstod var, at Magrittes billeder handler om tanken - bevidstheden om De vil. Det som ikke passer ind, mangler eller er erstattet med noget fremmed i hans billeder, er det samme som tanken. Således fylder jeg fugleburets rum op med mine tanker - om fugleburet selv, eller det mærkelige ved det - hvorved billedet - og jeg, bliver fuldkomment. Hans mest kendte billede af manden med æblet svævende foran blikket (Son of Man, 1964), er et billede på, at fordi manden tænker - fx på et æble, forsvinder han, men tanken bliver tydeligere, ja virkelig. Det gør min tanke imidlertid også - blandt andet (hvis ikke KUN; tilgiv mig, forståelsen er stadig sprød) i kraft af det rum æblet skaber for både manden og jeg. Kunsten og beskuerens fællesskab. Dette er ikke et maleri, det er virkelighed. Se:
Etiketter:
analyse,
billeder,
collage,
cut,
drømme,
fortolkning,
kunst,
kunstig befrugtning,
Magritte,
perspektiv,
rum,
øjemennesker
mandag den 22. oktober 2012
HVEM TÆNKER HVAD OG HVORFOR?
Knald i låget
Hvorfor er det de tillader sig at tro, at man ikke kan tænke andet end at den nye kvalitet så er bedre end den gamle?
Hvorfor er det at de tror man ikke tænker over, om man så har spildt sine penge på deres tidligere produktion, som åbenbart var ringe nok til at skulle forbedres? Og i tilkøb til dette - da slet ikke ønsker at handle med sådan nogle fuskere igen?
Hvorfor er det at de tror at man kan klæbe hvad som helst på en vare og så sælge 10% mere?
Fordi jeg har spist det, der var under låget.
Undskyld. Min hjerne er som jordbærmarmelade.
Det er en ny kvalitet ved den.
Etiketter:
annoncer,
billedsprog,
hodepine,
kunstig befrugtning,
løgn,
Mad,
paradoks,
Reklame
søndag den 21. februar 2010
Look-I-like
Hvad er det ved at ligne kendte mennesker som er så fantastisk? Hørte for nylig man nogle steder kan vælge udseendet på sine kunstigt befrugtede børn på fertilitetsklinikken eller i sædbanken. Hvilket jo i første omgang gav en slags mening; man kan så gå efter træk, der korresponderer med de forældre barnet skal have. Det viste sig så at handle om at man gik efter at få børn der lignede kendisser - stjerner. Angelina-baby? Tjek. Beckham-baby? Tjek, det har vi. Ingen spørger efter kendisser som Agaton Sax eller Danny DeVito.Når man selv lider under den ... je ne sais quoi ... at ligne både Dan Turell og Brian Mørk - og iøvrigt ofte minde folk om nogen de kender - så har jeg et helt særligt forhold til dette felt. Statistikken viser at jeg ligner flest der hedder Frank. Det er det jeg oftest er blevet kaldt af folk som ikke har kunnet huske mit navn - og det var pudsigt nok navnet på et menneske (absolut non-kendis) jeg så i fjernsynet engang, som i udpræget grad både lignede og lød som mig. Det hænder også jeg bliver kaldt Lars - men jeg tror det hænger mere sammen med mit rigtige navn. Dog vil jeg ikke helt udelukke jeg har noget Lars i mig.
Det væsentlige her er, at der ingen forskel er på at ligne almindelige Frank og kendte Brian Mørk. Jeg ligner nogen, nogen ligner mig. Dette vil være tilfældet for langt de fleste mennesker i verden. Og tanken om at jeg deler fysiognomi med nogen er svimlende, ligemeget hvem de er. Er det fælles arvemateriale der dukker op i Franks ansigt og Lars' holdning? Er det rester af fortidige klaner, fra en tid, hvor man end ikke talte sammen? Hvornår blev jeg og Frank skilt fra hinanden og hvorfor?
At ville ligne et kendt menneske er meningsløst. Hvad får man ud af det andet end tomhed - dobbelt tomhed: At ligne nogen man ikke er, men som er nogen. Så er man hverken eller. Eller forestiller man sig at man kan 'låne' noget af karmaen fra den kendte? At man ikonolatrisk parasitært kan hente noget hjem på en kalkeret face-value? Åh hvor længe! En fyr der sagde han var Will Smith lagde engang blødt an på min kone i Paris. Desværre vidste hun ikke hvem han var, hvorfor han brugte en del energi på at forklare hende det ... kunne man forestille sig et ukendt, almindeligt menneske gøre det om sig selv overfor et andet menneske? Og hvorfor skulle man? "Jeg forsikrer dig om at jeg er mig! Du skal ikke tro jeg er en anden, end den jeg er."
Jeg synes man skal tage mit nye begreb "Look-I-like" til sig, og dyrke det noget mere: Kigge efter dem der ligner een selv, lede efter folk som ligner hinanden og fundere over hvorfor - om de er beslægtede, om de har samme temperament og drømme, om de ikke bliver mere fuldgyldige medlemmer og medmennesker i hinandens øjne. Race ingen hindring - næst efter Dan Turell og Brian Mørk er det Wesley Snipes jeg ligner. Jeg giver mit fjæs tre stjerner men er langt mere nysgerrig efter at vide om Frank synes fugle er fascinerede.
Be a "Look-I-like" for somebody!
Abonner på:
Opslag (Atom)




