Viser opslag med etiketten superstars. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten superstars. Vis alle opslag

søndag den 16. januar 2011

Sin egen største fan

















With or without you
Robyn - den svenske popfugl - der som bekendt senest har fået stor succes med sin triple-udgivelse, udtaler i GAFFA 12/2010 at hun udgav pladerne for sin egen skyld. Den indstilling er hun ikke alene om i disse tider. Det er ikke mange bands og kunstnere, der siger andet - hvis de skal sige noget om, hvorfor deres udgivelser blev udgivet eller lyder som de lyder. I seneste nummer af samme medie (GAFFA 01/2011) siger Kashmir: "Vi prøver at lade være med at have et publikum i tankerne, når vi skriver sange, men gå efter vores egen mavefornemmelse."
Nu er begrebet "mavefornemmelse vist kolonialiseret og siden voldtaget så godt og grundigt af alt fra P4 til strømlinede kurser for erhvervslivets top, at det i en kreativ og kunstnerisk sammenhæng næsten er pinligt at høre brugt - måske også fordi hele fornemmelsen vel strengt taget er født af en sådan proces, men citatet er velegnet til at komme videre i undersøgelsen med: For det første rammer det omtalte indstilling til at lave musik på kornet: "Vi laver musik selv, for os selv, til os selv - om os selv. Vi er ikke overhovedet i forbindelse med den syndige omverden med dens salgstal, smagsdomme og strategier." Sådan skal det pr definition lyde fra kunstnerne på musikscenen (og en lang række andre scener - det elskede teater undtaget), hvis ikke man vil falde igennem. Klart nok er der tilfælde, hvor det er nemmere og mindre paradoksalt at have så ekskluderende en holdning til noget som dybest set er en kommunikativ proces. Kanye Wests forrige og Søren Huus' aktuelle album fx. Men ellers er det tabu at fx sige: "Vi har ledt efter en lyd, som lytterne vil få en fantastisk stimulerende oplevelse ud af. Vi har virkelig prøvet at få et billede af de mennesker, som dykker ned i vores musiks univers på jagt efter perler som sange". Og det på trods af, at det er præcis det, der sker - når så Robyn slår igennem med sine album. Lytterne lytter og synes om det. Hendes publikum var der allerede. Kashmirs publikum (herunder overtegnede) ønsker at blive skrevet til - taget i tale - blive tiltalt. Alle der lytter med mere end ørerne har da åbenhed og nysgerrighed og sult på linie med den kreativitet forfatterne mener publikum skal ekskluderes fra, for at noget kan blive godt.
Og hvad så når den fantastiske isolation fører til det helt store hit? Når Robyn endelig bryder ind i superligaen sammen med Madonna og Lady Gaga? Hvad er hendes egenlyst så blevet til? Ja noget som hundredtusindvis af mennesker ikke ser som eksklusivt eller eksklusivt robynesqe - det er da deres! Hendes isolation viste sig at være et enormt fællesskab! Det er vel de færreste musikere som (også i mindre skala end Robyns) som insisterer på at have sig selv og måske nogle få venner som primære målgruppe (man kunne måske mistænke Martin Hall og Mikkel Hess for det på nogle af deres udgivelser)?
Jodle Birge og Kandis og Lis og Poul - den slags dansktopkunstnere - er jeg sikker på, man kan høre sige det omvendte. De vil fra spids af gerne lave musik, som folk kan lide. De ville mene det var en fiasko ikke at involvere publikums ører og lyster i deres kreative proces. Well, det kan være derfor den slags musik virker ret skabelonagtig og konservativ - man ved ligesom, hvad publikum kan lide, og det lægger man sig så henad. Men intentionen om at kommunikere, som en del af hele udgangspunktet og kernen i musik, er da tydeligere her, end hos The Rumour Said Fire, Oh No Ono og alle de andre interessante newcomers på den danske scene.
Måske stikker hele affæren ikke dybere - eller ned i andet end - at ideen om en kunstner stadig er vasket op på den romantiske strand under en friedrich'sk måne: Kvalitet er i sin fødsel for hin enkelte; forfinelse skal ske i geniernes eksklusive værksteder og først siden sættes fri. Man tør ikke lukke flertallet ind. Jeg mener nu stadig der ligger et umanerligt stort paradoks i, ikke at ville tale om (til) et publikum, når det man brænder for og arbejder på aldrig ville kunne eksistere uden.


PS. Kunne man måske i denne sammenhæng hjælpe Broken Beats lidt på vej i deres spor? Her er en kunstner som faktisk piller lidt ved kreativ højtidelighed, kunstnerisk hierarkisering og kærlig kommunikation, og (derfor?) laver fremragende musik til masserne.

torsdag den 30. december 2010

Viggo og alle de andre roller i Hakkebakkewood


A role is role is a role

De sidste fire film jeg har set med Viggo Mortensen har haft en udstående lighed. Hans figurer er dobbelte - eller egentlig er det nok mere rigtigt at kalde det hans roller: I Ringenes Herre spiller han en konge, som ikke fungerer som konge, men vandringsmand og hjælper, i Eastern Promises spiller han en gangster, som egentlig er politimand - i History of Violence spiller ham en familiefar, som egentlig er gangster og i The Road spiller han et menneske som har sluppet sin identitet til fordel for en rolle (sic) som beskytter.
Mortensen spiller gysende godt. Især når man kigger med på den rolle han spiller overfor de andre karakterer - altså når man ligesom kan se han ikke spiller sin rolle HELT perfekt, men netop derfor helt perfekt. Meget skævt, men meget stimulerende. Klart nok tæller The Road ikke helt med her - men den markerer alligevel det yderste princip i den rejse han må have været på som skuespiller: At fylde lærredet med en figur, der ikke er det han er, men alligevel nærværende. Hvis man ønskede at dekonstruere Viggo, ville man sige han har forsøgt at spille sin egen (kropsfunktions) tomhed ud - gøre filmen mere ægte og virkelig - og gøre sit selv til en slags hamskifternes ukronede konge. Det ønsker man imidlertid ikke, for det er ikke så meget ham, som princippet i den slags film og roller, som har fanget min fascination. Den slags film, hvor man allerede når man ser dem ved, at man ikke kan nå at få det hele med og derfor kun ser en forsmag - et første begærets blik - på noget man vil dyrke og elske igen engang. Som jeg hørte det fra en af biografgængerne på vej ud ad biografen efter "The Departed": "Den skal jeg godt nok have på DVD, når den kommer". Nu ér det også en kringlet historie, som tilmed rummer to dobbeltroller ... og en for nogen ret sexet shootout-slutning ... men ikke detsto mindre altså også et godt eksempel på princippet. Her møder vi så Leonardo di Caprio (som i denne sammenhæng også tiltrækker sig interesse, fordi han vel også er på top fem) der, som Viggo tydligvis også har haft blik for denne nye måde at se og spille med i film på: I Inception som den seneste - spiller han hovedparten af sine replikker og gestus i rum, der kun skal forestille en virklighed og i Shutter Island, spiller han i billeder på sin egen syge projektion af en virkelighed. Jeg ved godt vi filmhistorisk har både nære (Den sjette sans) og fjerne (Hitchcock) eksempler på det kringlede princip - men jeg hænger mig i, at det her er skuespillerne, som bær spillet - og ikke omgivelserne/plottet.
Det gør de af flere grunde, men den primære er selvfølgelig at vore filmhelte i dag er helte, fordi de ikke alene er guder i den medievirkelighed vi alle beboer, men at de tilmed også er frelserskikkelser og potente superkontekstkompetente væsner, som han elevere deres bevidsthed til en niveau at multibevidst tilstedeværelse: De spiller, at de spiller i et spil. På film. Et sted i en optagelse. Det bliver simpelthen ikke bedre i vores komplet kontekstkontrollerede kontante hverdag. Der kommer flere, bare vent. Har man lyst til at kigge på nogle af de mindre spillere, kan man begynde med allestedsnærværende Frank og Casper.

Den anden konsekvens, som ikke bare disse film (og roller), men også andre kringlede krimier og potente actionorgier, bærer kimen til - er det kalkulerede gensyn. Selvfølgelig har vi filmfreaks aldrig set en film uden at vide den kunne genses (eller aldrig mere værdiges et blik), men nu er gensynet (og genkøbet, selvfølgelig hr Marx, jeg ved det, jeg ved det - men nu er dette kulturanalyse mere end kapitalkritik) blevet bygget ind i billeder - ja vinkler og scenografi i en indforståethed med tilskueren, som er meget mere subtilt kommunikerende, end tidligere. Tidligere blev der ikke gjort mindre ud af nogen af delene, Gud bevares, men der var det narrative og katharsiske en mere ensporet og lineær drivkraft: Man så filmen og kom det stykke længere med sig selv og sit liv. Ikke i dag. En film skabes lige så gerne iboende gensynet - den imploderer, fordi implosionen, det repetitive og dybest set det indforståede er et mål i sig selv > postmodernismen lever og har det godt! Aristoteles (hil!), Ricoeur (hil hil!) og Svend Åge Madsen (hil hil hil!) roterer hhv. i deres grave og på sin kontorstol.

søndag den 21. februar 2010

Look-I-like

Hvad er det ved at ligne kendte mennesker som er så fantastisk? Hørte for nylig man nogle steder kan vælge udseendet på sine kunstigt befrugtede børn på fertilitetsklinikken eller i sædbanken. Hvilket jo i første omgang gav en slags mening; man kan så gå efter træk, der korresponderer med de forældre barnet skal have. Det viste sig så at handle om at man gik efter at få børn der lignede kendisser - stjerner. Angelina-baby? Tjek. Beckham-baby? Tjek, det har vi. Ingen spørger efter kendisser som Agaton Sax eller Danny DeVito.
Når man selv lider under den ... je ne sais quoi ... at ligne både Dan Turell og Brian Mørk - og iøvrigt ofte minde folk om nogen de kender - så har jeg et helt særligt forhold til dette felt. Statistikken viser at jeg ligner flest der hedder Frank. Det er det jeg oftest er blevet kaldt af folk som ikke har kunnet huske mit navn - og det var pudsigt nok navnet på et menneske (absolut non-kendis) jeg så i fjernsynet engang, som i udpræget grad både lignede og lød som mig. Det hænder også jeg bliver kaldt Lars - men jeg tror det hænger mere sammen med mit rigtige navn. Dog vil jeg ikke helt udelukke jeg har noget Lars i mig.
Det væsentlige her er, at der ingen forskel er på at ligne almindelige Frank og kendte Brian Mørk. Jeg ligner nogen, nogen ligner mig. Dette vil være tilfældet for langt de fleste mennesker i verden. Og tanken om at jeg deler fysiognomi med nogen er svimlende, ligemeget hvem de er. Er det fælles arvemateriale der dukker op i Franks ansigt og Lars' holdning? Er det rester af fortidige klaner, fra en tid, hvor man end ikke talte sammen? Hvornår blev jeg og Frank skilt fra hinanden og hvorfor?
At ville ligne et kendt menneske er meningsløst. Hvad får man ud af det andet end tomhed - dobbelt tomhed: At ligne nogen man ikke er, men som er nogen. Så er man hverken eller. Eller forestiller man sig at man kan 'låne' noget af karmaen fra den kendte? At man ikonolatrisk parasitært kan hente noget hjem på en kalkeret face-value? Åh hvor længe! En fyr der sagde han var Will Smith lagde engang blødt an på min kone i Paris. Desværre vidste hun ikke hvem han var, hvorfor han brugte en del energi på at forklare hende det ... kunne man forestille sig et ukendt, almindeligt menneske gøre det om sig selv overfor et andet menneske? Og hvorfor skulle man? "Jeg forsikrer dig om at jeg er mig! Du skal ikke tro jeg er en anden, end den jeg er."
Jeg synes man skal tage mit nye begreb "Look-I-like" til sig, og dyrke det noget mere: Kigge efter dem der ligner een selv, lede efter folk som ligner hinanden og fundere over hvorfor - om de er beslægtede, om de har samme temperament og drømme, om de ikke bliver mere fuldgyldige medlemmer og medmennesker i hinandens øjne. Race ingen hindring - næst efter Dan Turell og Brian Mørk er det Wesley Snipes jeg ligner. Jeg giver mit fjæs tre stjerner men er langt mere nysgerrig efter at vide om Frank synes fugle er fascinerede.
Be a "Look-I-like" for somebody!