OUTSIDE

Missing the movies.

SKAKT

en snor en line en wire et reb der forlader sin trisse sit hjul sin holder og sætter efter den vægt der trækker det ned i mørket som en vildfaren streg uden en flade en løsrevet anvisning et målløst spor

skriften følger blindt efter

SØVNGÆNGERNOTER III

Idet jeg træder ind på værtshuset ser han afklaret op på mig. Jeg ved i samme øjeblik, at jeg må have ledt efter nøjagtigt dette sted, for det er med en selvfølgelig følelse jeg står med mit blik i hans.
Selvom jeg kun ser ham, fornemmer jeg en mængde lysende ansigter, der svæver i det dunkle rum. De ved ikke hvem jeg er, men jeg ved de ved, hvad de overværer.
Han står med hænderne på ryggen og skuldrene let fremskudt. Hans blik er lettet og sorgfuldt på samme tid. Han siger helt unødvendigt, at siden jeg nu står her, må tiden være inde for ham. Så rækker han mig nøglerne med den ene hånd og forklædet med den anden, nikker mod kasseapparatet og går sin vej. 

NÅR BARE RØVEN ER GOD

På halen

Hvis vi (om jeg så må sige) starter i den bløde ende, så kender de fleste til udtrykket 'at få enden på komedie' - det er beslægtet med udtryk som 'at komme i menneskehænder', 'under behandling' eller (sjovt nok) 'at få tørt på', som alle handler om at man bliver belært om de fejltagelser man har begået. Gerne fysisk - hvilket forklarer kropsdelens optræden, da man jo bl.a. kunne give en endefuld, hvis man skulle afstraffe nogen. Det er selvsagt ikke noget man gør i mere. Udtrykket hører til de ældre slags, hvorfor det også hedder ende og ikke røv. Det er i øvrigt håbløst, at man har valgt at betegne noget der befinder sig midt på legemet som en ende, er det ikke?
Der er andre ender i talemådernes sydlige egne - man kan således hænge med enden i vandskorpen, hvis man vender den tunge ende nedad - men her skal det handle om det gode, og yngre ord 'røv', som har gjort mere end almindeligt opmærksom på sig selv henover sommeren. Ikke fordi lige dén legemsdel jo bliver mere synlig i de varme måneder, men fordi sproget pludselig skinnede på den. Mest forunderlig er TopGunns sang 'Du får tilbud', hvor broen "Du har en kæmpe røv / Og du får tilbud / For din røv den set perfekt ud // Du har en kæmpe røv / Og du får tilbud / Baby du ser perfekt ud", kan få een til at tabe både øjne og ører på en dejlig provokerende måde. Jeg skal ikke sige om teksten er ironisk ment (tekststykket er endnu ikke kommenteret på Rapgenius), men indtil andet er bevist, så synes jeg hun skal have lov at have sin kæmpe røv som et attråværdigt trofæ.
I samme afdeling (sic) finder vi begrebet 'røvtogt', der blev omtalt i forbindelse med Rihannas koncert på Roskilde. Her ville en gruppe unge mænd benytte sig af de pressede publikummers intimsfære til at befamle (som det vist hedder med en juridisk term - hvilket er meget passende, da de rent faktisk foretager sig noget kriminelt) unge kvinders bagdele. I denne sammenhæng er det ordet 'togt', der er interessant, da det nostalgisk viser tilbage til dengang, der hverken var dommere eller popmusik, men nok øl og fremmede kvinder. I et beslægtet tilfælde - Beyonces koncert i Forum i maj i år - blev røvtogtet til et 'numse-klap'. Muligvis for at det kunne trække forsider i det offentlige rum. Det er også Beyonce der har opfundet det helt fantastisk uoversættelige begreb 'bootylicious' til sangen af samme navn. Var der nogen der sagde røvlækker?
Selvom denne vinkel på sproget er endeløs (aha!), så slutter vi af med endnu et engelsksproget udtryk: 'Buttbrush'. Men altså taget under vingerne af de danske (…) retailere - butiksindehavere, som så vidt muligt skal undgå at stoppe så mange varer ind på hylderne og gangene, at kvinder ikke risikerer at (om jeg igen så må sige) få røven rørt. Og det ligemeget om det er en søsters baller, en kurv med tilbudsvarer eller en kollegashoppers vogn. For man mister kort sagt lysten til at forkæle sig selv, hvis man oplever der er for meget af een - hvert fald lige på det område.

'Røv' betød oprindeligt 'hul'. Hvad der kan være svært at tage og føle på.

Røvtogt
Buttbrush
Talemåder i dansk
Etymologi

Sin egen største fan

With or without you

Robyn - den svenske popfugl - der som bekendt senest har fået stor succes med sin triple-udgivelse, udtaler i GAFFA 12/2010 at hun udgav pladerne for sin egen skyld. Den indstilling er hun ikke alene om i disse tider. Det er ikke mange bands og kunstnere, der siger andet - hvis de skal sige noget om, hvorfor deres udgivelser blev udgivet eller lyder som de lyder. I seneste nummer af samme medie (GAFFA 01/2011) siger Kashmir: "Vi prøver at lade være med at have et publikum i tankerne, når vi skriver sange, men gå efter vores egen mavefornemmelse."
Nu er begrebet "mavefornemmelse vist kolonialiseret og siden voldtaget så godt og grundigt af alt fra P4 til strømlinede kurser for erhvervslivets top, at det i en kreativ og kunstnerisk sammenhæng næsten er pinligt at høre brugt - måske også fordi hele fornemmelsen vel strengt taget er født af en sådan proces, men citatet er velegnet til at komme videre i undersøgelsen med: For det første rammer det omtalte indstilling til at lave musik på kornet: "Vi laver musik selv, for os selv, til os selv - om os selv. Vi er ikke overhovedet i forbindelse med den syndige omverden med dens salgstal, smagsdomme og strategier." Sådan skal det pr definition lyde fra kunstnerne på musikscenen (og en lang række andre scener - det elskede teater undtaget), hvis ikke man vil falde igennem. Klart nok er der tilfælde, hvor det er nemmere og mindre paradoksalt at have så ekskluderende en holdning til noget som dybest set er en kommunikativ proces. Kanye Wests forrige og Søren Huus' aktuelle album fx. Men ellers er det tabu at fx sige: "Vi har ledt efter en lyd, som lytterne vil få en fantastisk stimulerende oplevelse ud af. Vi har virkelig prøvet at få et billede af de mennesker, som dykker ned i vores musiks univers på jagt efter perler som sange". Og det på trods af, at det er præcis det, der sker - når så Robyn slår igennem med sine album. Lytterne lytter og synes om det. Hendes publikum var der allerede. Kashmirs publikum (herunder overtegnede) ønsker at blive skrevet til - taget i tale - blive tiltalt. Alle der lytter med mere end ørerne har da åbenhed og nysgerrighed og sult på linie med den kreativitet forfatterne mener publikum skal ekskluderes fra, for at noget kan blive godt.
Og hvad så når den fantastiske isolation fører til det helt store hit? Når Robyn endelig bryder ind i superligaen sammen med Madonna og Lady Gaga? Hvad er hendes egenlyst så blevet til? Ja noget som hundredtusindvis af mennesker ikke ser som eksklusivt eller eksklusivt robynesqe - det er da deres! Hendes isolation viste sig at være et enormt fællesskab! Det er vel de færreste musikere som (også i mindre skala end Robyns) som insisterer på at have sig selv og måske nogle få venner som primære målgruppe (man kunne måske mistænke Martin Hall og Mikkel Hess for det på nogle af deres udgivelser)?
Jodle Birge og Kandis og Lis og Poul - den slags dansktopkunstnere - er jeg sikker på, man kan høre sige det omvendte. De vil fra spids af gerne lave musik, som folk kan lide. De ville mene det var en fiasko ikke at involvere publikums ører og lyster i deres kreative proces. Well, det kan være derfor den slags musik virker ret skabelonagtig og konservativ - man ved ligesom, hvad publikum kan lide, og det lægger man sig så henad. Men intentionen om at kommunikere, som en del af hele udgangspunktet og kernen i musik, er da tydeligere her, end hos The Rumour Said Fire, Oh No Ono og alle de andre interessante newcomers på den danske scene.
Måske stikker hele affæren ikke dybere - eller ned i andet end - at ideen om en kunstner stadig er vasket op på den romantiske strand under en friedrich'sk måne: Kvalitet er i sin fødsel for hin enkelte; forfinelse skal ske i geniernes eksklusive værksteder og først siden sættes fri. Man tør ikke lukke flertallet ind. Jeg mener nu stadig der ligger et umanerligt stort paradoks i, ikke at ville tale om (til) et publikum, når det man brænder for og arbejder på aldrig ville kunne eksistere uden.


PS. Kunne man måske i denne sammenhæng hjælpe Broken Beats lidt på vej i deres spor? Her er en kunstner som faktisk piller lidt ved kreativ højtidelighed, kunstnerisk hierarkisering og kærlig kommunikation, og (derfor?) laver fremragende musik til masserne.