FOLKETINGSVALG I POETENS HODE 04.03.26

de kriminelle udlændige 

skal ud af landet

så der bliver bedre plads

til de danske

NÅR BARE RØVEN ER GOD

På halen

Hvis vi (om jeg så må sige) starter i den bløde ende, så kender de fleste til udtrykket 'at få enden på komedie' - det er beslægtet med udtryk som 'at komme i menneskehænder', 'under behandling' eller (sjovt nok) 'at få tørt på', som alle handler om at man bliver belært om de fejltagelser man har begået. Gerne fysisk - hvilket forklarer kropsdelens optræden, da man jo bl.a. kunne give en endefuld, hvis man skulle afstraffe nogen. Det er selvsagt ikke noget man gør i mere. Udtrykket hører til de ældre slags, hvorfor det også hedder ende og ikke røv. Det er i øvrigt håbløst, at man har valgt at betegne noget der befinder sig midt på legemet som en ende, er det ikke?
Der er andre ender i talemådernes sydlige egne - man kan således hænge med enden i vandskorpen, hvis man vender den tunge ende nedad - men her skal det handle om det gode, og yngre ord 'røv', som har gjort mere end almindeligt opmærksom på sig selv henover sommeren. Ikke fordi lige dén legemsdel jo bliver mere synlig i de varme måneder, men fordi sproget pludselig skinnede på den. Mest forunderlig er TopGunns sang 'Du får tilbud', hvor broen "Du har en kæmpe røv / Og du får tilbud / For din røv den set perfekt ud // Du har en kæmpe røv / Og du får tilbud / Baby du ser perfekt ud", kan få een til at tabe både øjne og ører på en dejlig provokerende måde. Jeg skal ikke sige om teksten er ironisk ment (tekststykket er endnu ikke kommenteret på Rapgenius), men indtil andet er bevist, så synes jeg hun skal have lov at have sin kæmpe røv som et attråværdigt trofæ.
I samme afdeling (sic) finder vi begrebet 'røvtogt', der blev omtalt i forbindelse med Rihannas koncert på Roskilde. Her ville en gruppe unge mænd benytte sig af de pressede publikummers intimsfære til at befamle (som det vist hedder med en juridisk term - hvilket er meget passende, da de rent faktisk foretager sig noget kriminelt) unge kvinders bagdele. I denne sammenhæng er det ordet 'togt', der er interessant, da det nostalgisk viser tilbage til dengang, der hverken var dommere eller popmusik, men nok øl og fremmede kvinder. I et beslægtet tilfælde - Beyonces koncert i Forum i maj i år - blev røvtogtet til et 'numse-klap'. Muligvis for at det kunne trække forsider i det offentlige rum. Det er også Beyonce der har opfundet det helt fantastisk uoversættelige begreb 'bootylicious' til sangen af samme navn. Var der nogen der sagde røvlækker?
Selvom denne vinkel på sproget er endeløs (aha!), så slutter vi af med endnu et engelsksproget udtryk: 'Buttbrush'. Men altså taget under vingerne af de danske (…) retailere - butiksindehavere, som så vidt muligt skal undgå at stoppe så mange varer ind på hylderne og gangene, at kvinder ikke risikerer at (om jeg igen så må sige) få røven rørt. Og det ligemeget om det er en søsters baller, en kurv med tilbudsvarer eller en kollegashoppers vogn. For man mister kort sagt lysten til at forkæle sig selv, hvis man oplever der er for meget af een - hvert fald lige på det område.

'Røv' betød oprindeligt 'hul'. Hvad der kan være svært at tage og føle på.

Røvtogt
Buttbrush
Talemåder i dansk
Etymologi

KRIMIKONSTIPATION - pitch 4

Gyde eller gælde

Albertsens skosål klæbede til asfalten, da han ville lave sit sædvanlige gardervip. Tyggegummi. Hans tanker gik til den fjortenårige datter, som ikke ville tale med ham mere. Jeg fatter dig bare ikke, havde hun sagt. Skarpt og kort. Sin mor. Støvregnen stod skråt ind under gadelampens i forvejen skråtstillede sygt lysende lampe. Dørene fra de ankommende biler smækkede en symfoni af søvnløse betjente. Albertsen forstod ikke hvor alt det sprog kom fra. Alle de mystiske beskrivelser af den ret almindelige virkelighed han stod i. Han snakkede da udmærket med sin datter og havde aldrig været i garden. Det regnede ikke engang. Han mente heller ikke at være betjent.

Albertsen tænkte på sin datter. Hvad hun havde at gøre i en verden som denne, hvor mennesker som dette skulle ende sådan. Liget af den unge mand var næsten revet over. Slaskedukke, voodoodukke, nikkedukke. Albertsen var forvirret. Var han blevet hjemsøgt af faderens uhyggelige alzheimers? Hvor kom de billeder fra og de ord? Nogen lagde bogen fra ham. Han sukkede befriet.

Corleone Vendsyssel

Language is a crime

Har været hjemme i ferien. Nordpå. Og haft mere end almindelig lejlighed til at høre hjemstavnens accenter på centrale ord og begreber som "at være", "at mene" og "at spise for meget". Vi snakker ikke vendelbomål, bare almindeligt aalborgensisk/nordjysk, men nok til at det er så klingende umiskendeligt hjemligt og stedbart, at det synger i knogler og tarme.
Jeg har (vist) aldrig benyttet mig af den nordjyske ton'. Det kan sociolingvistikken og mine forældres uddannelses- og arbejdsmønster (det er også sociolingvistik) forklare. Men derfor kan man jo godt have en svaghed for den. Når man ikke er hjemstavnsboende længere, går der hel' sikker' også en del nostalgi i venerationen, udover det altid overraskende i at høre det SÅ udtalt, at man igen har glemt, hvordan det var det lød. Men ved dette besøg førte det ømme genhør til følgende overvejelser:
Fordi dialekter - for alle andre end sprogforskere - repræsenterer en pikant blanding af noget meget hjemligt og noget meget fremmed, man kunne også sige noget intimt og indforstået overfor noget uvant og antagonistisk, ligger det lige for at se dialekten eller accenten som en sproglig familie på linie med 'familien' i den italienske mafiamytologi. Det lokale sprog er jo lige så bollet op med regler og fælder og underforståetheder, som jeg antager mafiaens omgangsformer og gerninger er. Det er meget vigtigt at kunne 'tale' dialekten, hvis man vil være hjemme med drengene på stedet, hvis man vil være del af livet. Dem der ikke taler sproget forstår ikke spillet og scorer aldrig den rigtige kage. Det blev tydeligt denne gang, fordi det slog mig, hvor sjældent jeg hører den ægte nordjyske ton' udenfor byen og halvøen. Det er de færrest' som overholder sprogkontrakten, når de kommer væk fra familien - men dem, der så virkelig gør det, ja de er jo tydeligt indviet i et broderskab vi andre ikke forstår, men ørenlyst kan høre. I den forstand ligger der jo også et signal om at man er stolt over sin slægt og sit ophav. Man lægger ikke skjul på at være den man er - også selvom det indebærer en risiko for latterliggørelse og afsondring. Jo tydeligere det er, at man er sprogmafioso, jo bedre, for desto stærkere er man i troen og loyaliteten overfor familien. Alle ved at det var da Michael slap 'dialekten', at gnisten også slap op for ham - Don Vito talte det samme sprog hele sit liv og døde lykkelig i familiens skød og tårer.
Dialekten er altså en kriminel kultur - når man med kriminel mener båret af en vis afstandtagen til det omgivende samfund og simultan op- og udøvelse af koder og regler. Kriminalitet handler om berigelse og vækst - dialekten er også i sit væsen ekspansiv, fordi den er udadvendt og eksplicit. Men kriminalitet er på samme tid (heldigvis) begrænset af en slags moral og selvbeherskelse, der kræver en særlig (u)vilje i sin udførelse - ligesom dialekten er meget grænsebevidst og selvoptaget.
Spørgsmålet er så om de få, der taler en tydelig dialekt udenfor hjemstavnen - altså alle dem vi kan høre vi IKKE kan høre, når vi hører dem derhjemme - er ægte hårdføre kriminelle. Fuldbårne medlemmer af familien og stolte af det? Jeg tør ikke spørge.