Viser opslag med etiketten tyggegummi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tyggegummi. Vis alle opslag

fredag den 5. juli 2013

ARVEAMERIKANSK NOSTALGI





Historie er det man kan se, når tiden er gået


Hvad er det for en følelse man fyldes af, når man lytter til, ser eller smager på ærkeamerikanske fænomener som Hershey bars, Frank Sinatra og Campell's logo? Marlboro, Levi's, LA Dodgers og Ford? Pepsi, Burger King og Bruce Springsteen?

Kan man forestille sig, at noget af magien kommer fra den tid og de dage i fyrrerne, hvor Europa og Danmark blev befriet og siden genrejst af den amerikanske drøm? Kan man forestille sig Amerika simpelthen fik kilet sig så dybt ind i genopbygningen, at det blev en del af det til enhver tid eksisterende værk? Altså at de aktuelle amerikanske strømninger i den europæiske kultur har kvalificeret sig historisk? Man taler altid om amerikaniseringen som et aktuelt emne (evt. problem): Disneyficeringen og fast food-kulturen fx. Men hvem siger det er noget aktuelt? Hvorfor kan vi ikke anskue det som en udvikling, der starter med Marshall-hjælpen og pt. hedder Obey?
Jeg undrer mig kun over det, fordi jeg ved jeg selv falder i med jævne mellemrum … og synes noget amerikansk er for sejt. Kommer til at ville eje eller gøre noget klassisk americana, fordi det stiver een af, giver en fornemmelse af at tilhøre noget stort og stærkt eller hvad ved jeg. Men jeg kan aldrig forklare hvorfor - egentlig. Jeg kan godt forklare, at jeg bliver del af det fællesskab, som også dyrker de amerikanske dyder, men det forklarer jo ikke religionen. Jeg blev provokeret af logikken i alt for nemt at synes godt om Wrigley's og have en udtalt svaghed for cowboystøvler.
Og så så jeg forleden en samling af alle (ALLE) de forsider Billedbladet har haft siden de udkom første gang i 1938. Og der kan man se det, hvis man vil. Hver anden eller tredie uge er Amerika på forsiden. Typisk filmstjerner, men også politikere eller andre amerikanske enere. Meget lig Uge-Revyen, der også udkom tilbage i disse for vort land så vanskelige tider.
Så tesen er altså, at vi kiggede vestover for at få ideer og håb til at komme videre i teksten efter det massive nedbrud Anden verdenskrig var for Europa, og det blik var USA ikke sene til at gengælde og forstærke - og altså i en grad, så det blev del af arvemassen og kunne nedarves fra vore forældre og siden gives videre til vore egne børn. No questions asked.
Om det er sandheden finder vi først ud af når vi får et kulturpatologisk speciale indenfor videnskaben. Jeg skal gerne testamentere den gådefulde krop, der befinder sig indenfor mine Converse, mine jeans og min hvide t-shirt.

"Og på første plads
 filmens stjerne, 
helten fra det vilde vesten 
(med Odolsmil), 
verdenskomikeren 
(med Odolsmil) 
og solskinspigen 
(med Odolsmil)."


Fra Otto Gelsteds 'Reklameskibet' (1923)

torsdag den 10. januar 2013

KRIMIKONSTIPATION - pitch 4






















Gyde eller gælde

Albertsens skosål klæbede til asfalten, da han ville lave sit sædvanlige gardervip. Tyggegummi. Hans tanker gik til den fjortenårige datter, som ikke ville tale med ham mere. Jeg fatter dig bare ikke, havde hun sagt. Skarpt og kort. Sin mor. Støvregnen stod skråt ind under gadelampens i forvejen skråtstillede sygt lysende lampe. Dørene fra de ankommende biler smækkede en symfoni af søvnløse betjente. Albertsen forstod ikke hvor alt det sprog kom fra. Alle de mystiske beskrivelser af den ret almindelige virkelighed han stod i. Han snakkede da udmærket med sin datter og havde aldrig været i garden. Det regnede ikke engang. Han mente heller ikke at være betjent.

Albertsen tænkte på sin datter. Hvad hun havde at gøre i en verden som denne, hvor mennesker som dette skulle ende sådan. Liget af den unge mand var næsten revet over. Slaskedukke, voodoodukke, nikkedukke. Albertsen var forvirret. Var han blevet hjemsøgt af faderens uhyggelige alzheimers? Hvor kom de billeder fra og de ord? Nogen lagde bogen fra ham. Han sukkede befriet.