HVORDAN MAN I EN ENHVER SAMMENHÆNG BLIVER EN SUCCES

NOGLE DAGE

Dage med diem

Nogle dage er det som om, at alt hvad man rør ved kan bringe een held. Som om forandringen ligger i alt det man kan nå. 
Man rækker ud og tager ind, man kaster blikke og holder tæt. Omgivelserne er besat med genstande og mennesker som man overopmærksomt og konstant betragter og forventer. I ens indre sitrer noget, der kunne være sjælen. Fra den simpleste blyant til den tykkeste kvinde, er det hele muligvis fortryllet af en anden natur. Og man håber og griber, og griber og håber hver en chance man kommer forbi. Det er en blanding af at kunne se klarere end normalt, og samtidig være hyllet i en fremmedhed. En skæbne. En skabning. 

Som dagen skrider frem forandres det held al ting kunne rumme, til det kolde faktum, at held også forudsætter intet held, og så forstår man, at det lige så vel kan være det manglende held, man har grebet efter. 
Alt hvad jeg rør ved kan bringe mig held. Eller ikke.

Reblik - i teatermørket

http://stiften.dk/kultur/rasende-skuespiller-det-kan-i-ikke-vaere-bekendt

Denne torsdag skete der noget mindeværdigt på aarhusteatret Svalegangens scene. Det sker der såmænd næsten hver aften - men det er tradtionelt set ikke overraskende, når der er tale om teaterstykker, der som al anden kunst a priori helst skal være til at huske. Det usædvanlige ved torsdagens scenesituation var, at der IKKE blev spillet - eller rettere, at der blev holdt op med at blive spillet. Sagen er næsten helt udfoldet (på godt og ondt) i medierne og blogosfæren, og jeg skal slet ikke dykke ned i dens konkrete sammenhænge, der hurtigt kan blive politiske og polemiske, men jeg skal derimod blot hefte mig ved tanken om at opleve et teaterstykke stoppet, fordi den virkelighed alle teaterstykker læner sig så kælent faretruende op ad, men aldrig ind i, blev for meget for publikum. Det er kalejdoskopet der pludselig træder frem. Det er ligemeget, at det var nogle skolebørn, der ødelagde det og koncentrationen for Signe A. Mannov og de andre (børnene kan tænke over, hvorfor det var en straf, at stykket blev afbrudt, til de bliver trætte af det) - det der er det afgørende er, at i det øjeblik spillet på scenen stoppes, så åbner det rum mellem virkelighed og fiktion sig tydeligere end ellers. På een og samme tid er tilbageråbet "Det kan I altså ikke være bekendt" en afmystificering og en trylleformular. Det er Brecht med turbo, for verfremdungen er ægte, ikke et greb - alt bliver teknisk og virkeligt på een gang. Vi mindes om at de spiller - men at de gør det i virkeligheden. Det eleverne gjorde inden de blev sendt ud i det virkelige mørke var det alle vi andre gør, når vi gribes af teatret: Vi ér der. Ikke for at råbe, men bare for at ånde.