11.11.23, MAGRITTERUTEN - RIISSKOV

 

Den korteste vej mellem to huller. En pittoresk forglemmelse. Et tempo størknet i en umulig gestus. Et ophold. En lattervækkende venten på mørket. 

Match i former er et impulsivt og altid overraskende motiv. Med kloakken blev det primære referencepunkt - det lukulliske fad med druer og frugt på de romerske divaner - tilføjet et vulgært perspektiv som alligevel i sig selv har en klassisk rest med meandermønstret. 

Med motiver som disse bliver jeg altid både forundret og taknemmelig over dem eller det, der forårsagede denne fortælling. 

FALSK MÅNE FALSK MØL

PORTRÆT

© n i c k l a s r e d 2 0 1 4

PORTRÆT

© n i c k l a s r e d 2 0 1 4

SYV BILLEDER FRA MAROKKO

På vej til Marokko, og mens jeg var i Marokko læste jeg Paul Bowles ’Under himlens dække’ og især Elias Canettis ’Stemmerne fra Marrakech’ med stort udbytte. De var på ingen måde guides, men på andre måder mere som personlige rejseførere, der tilbød blik og stemninger – endda viden – jeg ikke ville have været foruden. Også selvom skønlitteraturen, når den er bedst pirker i alt andet end overflade. De mest mobile dele af Bowles roman udvirker sin kraft på det eksistentielle plan – men er det ikke netop dér vi rammes, når vi rammes af det eksotiske? De to elendige mennesker der omkommer i hans Marokko kan man godt spejle sig i, selvom man er næsten 70 civiliserede og selvrealiserede år ældre. Et lands sjæl og et menneskes natur forandrer sig ikke med den hast. Canettis blik er så sansende og reflekteret på samme tid, at man føler sig fordoblet flere steder og i flere situationer. Han gider tænke tingene til bunds. Spørge sig selv og sin læser, hvad dette dog er der møder ham. Det er rejselitteratur som aldrig kan seriefremstilles.

Arabesken er alle steder. Jeg trættes aldrig af dens grafiske evighedsmaskine, og trættes aldrig af dens leg med sprog og virkelighed. Hvor gribende er det ikke for et sprogmenneske, at møde en kultur, der endelig respekterer skriften så meget, at skønheden bor i det der fortæller om den? Hvor gribende er det ikke for et øjemenneske at se, hvordan naturen vandrer som sig selv ind i æstetikken – ikke som symbol?
At menneskene så også dyrker en sløring og tildækning af lige dele klimatiske og esoteriske grunde må man så leve med. Sproget er også en dragt. Bomuld en plante.

Selvfølgelig er der turister i Marokko. Især i Marrakech. Men der er også så mange andre marrokkanere, at turisterne ofte forsvinder. Selv på Jaama el-Fna, som må være en af verdens største turistfælder, bliver de overskyllet af lokale. Muligvis lokale, som gerne vil betjene turisterne, men ikke desto mindre. Det bidrager alt efter temperament til oplevelsen af at være på rejse i et fremmed land, som bebos af rigtig mange fremmede mennesker. Når man kæmper sig rundt i souk’ens uendelige gademønstre og sælgerne refleksmæssigt og uophørligt faldbyder deres varer kan man ikke andet end tænke det også må være til andre end turisterne. Og hvis ikke det er, så er butikkerne at ligne med kødædende blomster, der kan leve af en enkelt flue i flere uger.
Der sker dog turisterne skiller sig markant ud. 

At man bruger hyrden som billede på en gud, i al fald i min religion, der som bekendt har sit geografiske ophav tæt på det arabiske, bliver meget forståeligt, når man gennem nogle uger har færdedes i en kultur, hvor fårene er overalt. Man ser aldrig et får uden også at kunne finde en hyrde. Og man ser får mange forskellige steder: Ved motorvejene, i byerne, langs jernbanen, på lossepladserne eller ved Volubilis – som på billedet. Alle steder går de langhalede dyr og gnaver. Altid dukker en mand eller en kvinde eller et barn op med en stav og en holdning. Hyrdehandlingen og derned hyrdebilledet, må være en af de mest grundfæstede metaforer på de kanter. Som kristen har jeg altid netop oplevet det som et billede. Logisk og dermed anvendeligt. Når det kom til ofret (angus dei) stadig velegnet, med dog også malerisk. I Marokko og lignende samfund må hyrden og hans funktion være så implementeret i kulturen, at billedet forsvinder som billede. The Lord is my shepherd.

Der er mange farver i Marokko. Det er der altid, når man rejser et andet sted hen. Marokko har dog helt særlige forudsætninger for frodighed. Der står appelsintræer overalt i byerne. Man ser endog folk samle frugterne ind. Det er som om nogen har asfalteret Edens Have. Eller det er som om det frugtbare ligger i evig kamp med det fattige og støvede. Træerne gror og skubber sine frugter frem, mens byen og bilerne vokser og kvæler alt hvad de kan. 

I lufthavnens butikker fandt jeg al den keramik jeg også så i souk’en. Samme mønstre, samme former, samme funktioner – men i lufthavnen var tingene ens og uniforme. Der var ikke den mindste forskel mellem de små skåle og deres spiralmønstre. Ingen slinger i cylinderne, ingen forskel i glasuren. Kopperne stod skarpe og ensartede på rækker. Priserne lignede ikke engang de helt urimeligt fordyrede varer man blev tilbudt som turist. De lå langt over. Er den industrielle fremstilling en luksus i Marokko, hvor alle stadig kan og skal fremstille ting med deres hænder? 

PÅ MUSEUM

Billeder om en forestilling

Jeg fyldes altid af glæde på museum fordi jeg ved vi her er i et fællesskab om noget, der er så skrøbeligt ellers. 

Her skal man ikke gå og vedligeholde et værn mod hadsk og hånsk tale, fordi man godt kan finde ud af at synes een rød farve er mere udtryksfuld end en anden. På museet må man godt glo sådan virkelig glo igennem, uden at skulle bekymre sig for hvordan eller som hvad man virker. 

Æstetikken er så skør ude i gaderne. Selv skulpturerne står og gemmer sig i det offentlige, fordi de og vi ikke aner om hovedparten af de tilstedeværende ville slå en rå latter op, hvis man dvælede ved en vandkunst eller et gavlmaleris poesi. 

På museet kan vi og de og alle te os lige så seriøst og pjattet med abstrakte udtryk og fortænkte former som vi vil. 

Jeg kan godt se det lyder finkulturelt og distancerende. Men hvis vi nu tænker det som et fællesskab i disse reelle fællesskabsfattige tider. Som at være på stadion eller måske i cirkus? På biblioteket. Dét er også steder, hvor man er del af et fællesskab, som har mere eller mindre veldefinerede kontrakter. Det er i kontrakterne skønheden ligger: Hvor dybt stikker forståelsen, dedikationen og kærligheden til det fællesskabet er samlet om?

For tiden synes jeg fælleskabet er blevet en overfladisk størrelse som man kan joine eller abonnere på - noget man tilkendegiver eller screenes ind i - et statement eller en foranstaltning. Fællesskabet som det forpligtende, indforståede (som i betingelsesløst accepterende) og selvudleverende kan man lede længe efter.

Tager vi fx to af de nævnte eksempler, som burde være ægte og dybe fællesskaber, så kan man på stadion vel føle sig tryg ved at holde af så skøre ting som boldens flugt og 1-2-3-pasninger, men på den anden side ikke vide sig sikker, hvis fankulturens fællesskabsfølelse kommer i spil. Så er begejstringen for en lang bold ikke nødvendigvis comme il faut på de lægter hvor dú står. På biblioteket kan du også føle dig tryg ved at være i et skrøbeligt lånende og læsende fællesskab, men så snart det skal defineres nærmere, kan den medborgerlige forståelse måske godt gå på grund, når man står i køen med sine latterlige tegneserier eller okkulte helseopskrifter. 

På museet derimod, er det svært kun at abonnere på een maler eller een periode. Man kan selvsagt have præferencer, men på museet er den grundlæggende kontrakt; 'kunst er et plausibelt udtryk der fortæller om mennesket og dets virkelighed', så radikal og religiøs, at man altid kan føle sig i gode hænder og forsyn.  

NØJAGTIG POESI

KRONOSTALGI - KAMERAMAND

Kodak instamagic

Jeg har tænkt meget over, hvad der får mig til at tage sådan et billede som det her ovenover. Hvad det er, der får mig til at kigge efter motiver så snart jeg har kameraet med (heldigvis sjældent uden). Hvad det er, der får mig til at glemme alt omkring mig, når jeg pludselig befinder mig et sted, hvor billederne kalder på at blive taget. Hvad det er der gør, at jeg kan blive urolig og stresset, når jeg kan se lyset skifter eller er ved at ramme dén tone, hvor alting bliver mere virkeligt. Hvad er det jeg vil med fotografierne - og hvad er det de vil med mig?
Mit ærligste og mest uoverlagte svar er, at jeg tager dem for en sikkerheds skyld.
Jeg vil bringe nu'et i sikkerhed, for den tid der truer i øjeblikket efter. Jeg vil sørge for, at der findes lakuner, hvor tiden ikke går. Hver gang. Hele tiden. Hvert fotografi er en provokerende standsning af bevægelsen mod døden. Sådan. Ha!
Hvis motivet har trængt sig nok på - så vil jeg også sikre en slags besked eller et budskab. Ikke at jeg ved, hvad det er. Det er som når spøgelsesjægerne sætter sig til rette i mørket og stilheden med kameraer og mikrofoner, og så regner med der er noget på mediet næste morgen. Jeg er sikker på, der følger noget med, som er for vigtigt til at gå tabt. Hver gang. Hele tiden. Hvert fotografi er en insisterende opsparing af mening med tilværelsen. Sådan. Ha!
Når øjnene arbejder før hjernen - eller i værste fald med nogle helt banale regler om linier og proportioner - så taler jeg med en verden, hvor tid og mening ikke er fjender. De samtaler er det afgørende at gemme. Med mit kamera.
Som sådan tror jeg egentlig ikke jeg er fotograf. Men ikke mindre afhængig af at tage billeder.

Godt og slidt

Hvordan ser et ondt menneske en film, hvor helten vinder? Hvem holder man med, hvis man selv lever af at forvolde andre ondt? Gider man overhovedet åbne for fjernsynet? Hvilken voldtægstmand læser romanen om smadrede liv og hvilken psykopat tager de bloddryppende morderportrætter til sig, for blot at se dem udraderet eller fængslet? Hvilken spekulant bliver stimuleret af billedkunstens foragt for pengene og det kommercielle vakuum? I sig selv er spørgsmålet stimulerende - men det bliver endnu mere tankevækkende, når man overvejer, hvordan det stiller kunsten. For kunsten portrætterer jo altid det onde og forkerte, for at vise vejen for det gode og sande. Ondskaben er aldrig skildret som valgmulighed eller svar, men som et vildspor og en smerte, der skal besejres og lægges bag den person som tilegner sig kunsten - enten via rollemodeller i værkerne eller gennem reflektionen.
Selvsagt findes ondskaben udenfor kunsten, men når det angår os (ikke-onde) som tager kunsten til os, jo langt fra i samme skala som vi møder dem i kunsten - hvad enten det er hos Francis Bacon, Brett Easton Ellis eller Quentin Tarantino. Hos os handler det typisk om hverdagens miniatureondskaber: Egoismen, begæret, den smerte vi godt ved vi forvolder andre, berigelsen og den manglende evne til at se sit eget format i øjnene.
Så det indlysende i, at ingen rigtigt onde mennesker vil se på de moralske kunstværker, betyder lige så indlysende, at det er meningen vi skal se de onde som billeder af os selv. Spørgsmålet er om det er det vi gør? Spørgsmålet er om vi ikke altid vælger helterollen og aldrig for at øjeblik lader os føre med af skurken, som jo er den vi på mange måder bør tage udgangspunkt i.
Lad os for et øjeblik prøve at vende tingene om: Et ondt menneske beslutter sig for at lave et kunstværk kun onde mennesker gider tage til sig. Så ville de de gode blive fremstillet så lallende, intetsigende, happy-go-lucky-gode, at enhvert godt menneske ville droppe dem som håbløst naive og uinteressante, dømt-til-et liv-i-tomhed-karakterer. De onde hovedroller derimod ville derimod fremstå som kompetente, handlekraftige og ikke mindst helstøbte figurer - som så i dette tilfælde ville reklamere og garantere for ondskab i enhver form.
Spørgsmålet er om det onde skal fremstå som en realitet kunsten beder os abstrahere fra - og abstraktionen netop er det kunsten kan motivere og generere som sit særlige sit, eller kunstens fremstilling af det onde er en - harmløs fordi det kun er en æstetik, men dog stadig faktisk - fremstilling af det onde vi alle bærer i os, som potentiale eller erfaring? Afgørende er under alle omstændigheder at kunsten ikke kan være interesseret i den ondskab som findes uforanderlig hos de onde mennesker, som lever i vort samfund.
Hvis man skulle være i tvivl så synes jeg den aktuelle nær-kvalme-krimibølge giver et godt billede af misforholdet mellem det faktuelle antal af forbrydelser og politifolk og så de tal etaten må notere sig.