KRONOSTALGI - KAMERAMAND

Kodak instamagic

Jeg har tænkt meget over, hvad der får mig til at tage sådan et billede som det her ovenover. Hvad det er, der får mig til at kigge efter motiver så snart jeg har kameraet med (heldigvis sjældent uden). Hvad det er, der får mig til at glemme alt omkring mig, når jeg pludselig befinder mig et sted, hvor billederne kalder på at blive taget. Hvad det er der gør, at jeg kan blive urolig og stresset, når jeg kan se lyset skifter eller er ved at ramme dén tone, hvor alting bliver mere virkeligt. Hvad er det jeg vil med fotografierne - og hvad er det de vil med mig?
Mit ærligste og mest uoverlagte svar er, at jeg tager dem for en sikkerheds skyld.
Jeg vil bringe nu'et i sikkerhed, for den tid der truer i øjeblikket efter. Jeg vil sørge for, at der findes lakuner, hvor tiden ikke går. Hver gang. Hele tiden. Hvert fotografi er en provokerende standsning af bevægelsen mod døden. Sådan. Ha!
Hvis motivet har trængt sig nok på - så vil jeg også sikre en slags besked eller et budskab. Ikke at jeg ved, hvad det er. Det er som når spøgelsesjægerne sætter sig til rette i mørket og stilheden med kameraer og mikrofoner, og så regner med der er noget på mediet næste morgen. Jeg er sikker på, der følger noget med, som er for vigtigt til at gå tabt. Hver gang. Hele tiden. Hvert fotografi er en insisterende opsparing af mening med tilværelsen. Sådan. Ha!
Når øjnene arbejder før hjernen - eller i værste fald med nogle helt banale regler om linier og proportioner - så taler jeg med en verden, hvor tid og mening ikke er fjender. De samtaler er det afgørende at gemme. Med mit kamera.
Som sådan tror jeg egentlig ikke jeg er fotograf. Men ikke mindre afhængig af at tage billeder.