Forliste kister
Det er både usmageligt og ubehageligt. Hvem lægger 100 romaner og 1000 DVD'er på hospitalsbordet hos den døende?
Hvorfor er lister blevet til 'lister over ting man skal nå inden man dør'?
Fordi vi er ved at erkende den grufulde sandhed, at der nu er så meget at nå, at 30 år ikke kan gøre det, eller 'før ægteskab' kan gøre det, eller ikke 'sålænge man er i stand til at gøre det' - dur?
Eller er det fordi den tidligere så udbredte infantilisme har forandret sig til en juvelisme, hvor den projekterende, sultne, modige, maniske ungdoms indstilling til byen og verden er blevet trukket baglæns ind i kraniekassen for dér, at garantere man aldrig bliver for gammel til noget. Så skidt med det helt utroligt tåbelige scenarie, hvor jeg som 80-årig skal have to kvinder og en boa i en fængselscelle i Venedig. Skidt med jeg som 19-årig skal nyde udsigten over Furesø klokken fire, en forårsmorgen med Fauré i foret på min øreklaphue. Skidt med jeg som 46-årig skal trækkes med ikke at gide og ville og kunne købe et ur fra Audemars Piquet, fordi man nu een gang i livet skal købe en svimlende dyr ting som mænd trygt kan bruge som smykke.
Eller er det bare fordi det lyder bedre, og sådan lidt kækt moderne memento mori på en Moby-agtig måde stikker til menneskets senmoderne sorg? Hvilket på sin vis er paradoksalt - al den stund, at memento mori-pointen alle dage har været, at du skal dø, og med dig dør alt du ejer og har - herunder dit banale bungyjump og din blændende Bugatti.
Jojo, selvfølgelig er der også den mulighed, at det er carpe diem-svineriet, der har sat sig på formuleringen - omend kun marginalt mere logisk, al den stund der sgu ikke bliver tid til at gribe meget andet end den næste liste, hvis man skal nå det hele. Hvad med en liste over "100 dage du IKKE skal lave noget"? (så må du for min skyld gerne gribe den i mangel af andet) - bogen bliver en af dem man også kan købe med titlen (tihi) "Hvad mænd ved om kvinder". Eller hvad med "365 ting du skal lade være med inden du dør"? Nr 1: Lad være med at stå op den dag du skal køres ned.
- Alt dette fordi jeg på P2 (hermed anbefalet indtil udfald om fjorten dage! DRab) hørte at Anders Østergaards dokumentarfilm "Burma VJ" lå nr 40 på en liste over 100 dokumentarfilm man skulle se inden man dør. Og det skal man jo også! Nu skal jeg hvertfald. Ellers kan det jo være jeg dør!
HEUREKA! Her var svaret: Listerne er blevet til "før man dør-lister", fordi de skal bære en illusion om at man netop IKKE kommer til at dø. Ikke så længe man har et projekt med at få kigget, læst, rejst, kneppet, spist, lyttet og drejet sig igennem 1.000.000 essentielle (og tada! livsforlængende) ting.
Held og lykke med det. Her er en liste over sandheder du skal konfronteres med inden du dør:
Du skal dø.
Hvorfor er lister blevet til 'lister over ting man skal nå inden man dør'?
Fordi vi er ved at erkende den grufulde sandhed, at der nu er så meget at nå, at 30 år ikke kan gøre det, eller 'før ægteskab' kan gøre det, eller ikke 'sålænge man er i stand til at gøre det' - dur?
Eller er det fordi den tidligere så udbredte infantilisme har forandret sig til en juvelisme, hvor den projekterende, sultne, modige, maniske ungdoms indstilling til byen og verden er blevet trukket baglæns ind i kraniekassen for dér, at garantere man aldrig bliver for gammel til noget. Så skidt med det helt utroligt tåbelige scenarie, hvor jeg som 80-årig skal have to kvinder og en boa i en fængselscelle i Venedig. Skidt med jeg som 19-årig skal nyde udsigten over Furesø klokken fire, en forårsmorgen med Fauré i foret på min øreklaphue. Skidt med jeg som 46-årig skal trækkes med ikke at gide og ville og kunne købe et ur fra Audemars Piquet, fordi man nu een gang i livet skal købe en svimlende dyr ting som mænd trygt kan bruge som smykke.
Eller er det bare fordi det lyder bedre, og sådan lidt kækt moderne memento mori på en Moby-agtig måde stikker til menneskets senmoderne sorg? Hvilket på sin vis er paradoksalt - al den stund, at memento mori-pointen alle dage har været, at du skal dø, og med dig dør alt du ejer og har - herunder dit banale bungyjump og din blændende Bugatti.
Jojo, selvfølgelig er der også den mulighed, at det er carpe diem-svineriet, der har sat sig på formuleringen - omend kun marginalt mere logisk, al den stund der sgu ikke bliver tid til at gribe meget andet end den næste liste, hvis man skal nå det hele. Hvad med en liste over "100 dage du IKKE skal lave noget"? (så må du for min skyld gerne gribe den i mangel af andet) - bogen bliver en af dem man også kan købe med titlen (tihi) "Hvad mænd ved om kvinder". Eller hvad med "365 ting du skal lade være med inden du dør"? Nr 1: Lad være med at stå op den dag du skal køres ned.
- Alt dette fordi jeg på P2 (hermed anbefalet indtil udfald om fjorten dage! DRab) hørte at Anders Østergaards dokumentarfilm "Burma VJ" lå nr 40 på en liste over 100 dokumentarfilm man skulle se inden man dør. Og det skal man jo også! Nu skal jeg hvertfald. Ellers kan det jo være jeg dør!
HEUREKA! Her var svaret: Listerne er blevet til "før man dør-lister", fordi de skal bære en illusion om at man netop IKKE kommer til at dø. Ikke så længe man har et projekt med at få kigget, læst, rejst, kneppet, spist, lyttet og drejet sig igennem 1.000.000 essentielle (og tada! livsforlængende) ting.
Held og lykke med det. Her er en liste over sandheder du skal konfronteres med inden du dør:
Du skal dø.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar