Er du presset nu?

Carpe Diadem

Man kan aldrig vide hvornår sproget flytter sig. Sagen er jo den sproget er et bånd der taler, og dette bånd føres gennem hjerner på rækker og hjerner gang på gang og hjerner er som hjerner nu er - helt ens og meget forskellige. På de gamle vægmalerier og gobeliner kan man se, hvordan sproget er et helt (...) bogstaveligt bånd, der kommer ud ad munden på munke og modige mænd og djævle. Hvis du skulle være i tvivl om det passer hvad jeg skriver. Denne rulle tekst som indledning til at jeg overværede fødslen af en sådan hjernestyret sproglig forrykkelse forleden morgen: Johnny Krone (trafikvært på P4/morgen og tak for det) blev interviewet af en af de andre journalister på radioen. Hun spurgte ind til hans funktioner og vilkår - og i forbindelse med sidstnævnte var det han sagde: "Nogle gange har man så travlt, at man bare lever i nuet."
Nogle gange har man så travlt, at man bare lever i nuet. Nogle gange har man så meget at se til, at man er nødt til at være helt og holdent tilstede, der hvor man er. Bare leve i sine mange opgaver. Simon Kvamms mange forskellige "features" ufortalte, døbte for noget tid siden en bestemt slags mennesker "carpe diem-svin", hvad jeg helt kan tilslutte mig; altså forargelsen over, at nogle mennesker mener det er forsvarligt og måske endda klogt at kaste sig over det evigt saliggørende nærvær i nuet, uden tanke for historie eller konsekvenser. Hvor er Johnny Krone i denne sammenhæng - og hvad ved nu'et (og livet) er det hans hjerne piller ved?
Er nu'et - og livet i nu'et ved at ændre status? Er det sådan fat, at vi har fået nok af carpe diem-svin, der som andre skovsvin ødelægger den udstrakte oplevelse og udsigten for os andre, der mener livet leves bedst som Kierkegaard siger: som "uno tenore" - i een sammenhængende tone? Betegnende nok fortalte Johnny Krone videre, at det først var når han fik fri og fx cyklede (tror jeg nok, måske var han ude og løbe, min hjerne har glemt det) hjem(ad), at han reflekterede over dagens forskellige begivenheder og meldinger. Nu'et er altså netop kendetegnet ved mangel på nærvær ... og vel ikke på en god måde, filosofisk set, men alligevel som en tilstand, hvor man er i en slags "flow" som Peter Bastian kalder det - blot er der altså ikke tale om det typiske carpe diem-flow (jeg får billeder ind af lange bardiske, hvor langstilkede glas flyder forbi, mens den nedgående sol varmer lænden), men et flow som man er PRESSET ud i.
Selvfølgelig skal nu'et ændre status. Vi kan ikke blive ved med at tro nu er nu. Nu er jo netop aldrig nu. Nu'et er under ombygning. Du hørte det først i sproget. Tak for nu.