Godt og slidt

Hvordan ser et ondt menneske en film, hvor helten vinder? Hvem holder man med, hvis man selv lever af at forvolde andre ondt? Gider man overhovedet åbne for fjernsynet? Hvilken voldtægstmand læser romanen om smadrede liv og hvilken psykopat tager de bloddryppende morderportrætter til sig, for blot at se dem udraderet eller fængslet? Hvilken spekulant bliver stimuleret af billedkunstens foragt for pengene og det kommercielle vakuum? I sig selv er spørgsmålet stimulerende - men det bliver endnu mere tankevækkende, når man overvejer, hvordan det stiller kunsten. For kunsten portrætterer jo altid det onde og forkerte, for at vise vejen for det gode og sande. Ondskaben er aldrig skildret som valgmulighed eller svar, men som et vildspor og en smerte, der skal besejres og lægges bag den person som tilegner sig kunsten - enten via rollemodeller i værkerne eller gennem reflektionen.
Selvsagt findes ondskaben udenfor kunsten, men når det angår os (ikke-onde) som tager kunsten til os, jo langt fra i samme skala som vi møder dem i kunsten - hvad enten det er hos Francis Bacon, Brett Easton Ellis eller Quentin Tarantino. Hos os handler det typisk om hverdagens miniatureondskaber: Egoismen, begæret, den smerte vi godt ved vi forvolder andre, berigelsen og den manglende evne til at se sit eget format i øjnene.
Så det indlysende i, at ingen rigtigt onde mennesker vil se på de moralske kunstværker, betyder lige så indlysende, at det er meningen vi skal se de onde som billeder af os selv. Spørgsmålet er om det er det vi gør? Spørgsmålet er om vi ikke altid vælger helterollen og aldrig for at øjeblik lader os føre med af skurken, som jo er den vi på mange måder bør tage udgangspunkt i.
Lad os for et øjeblik prøve at vende tingene om: Et ondt menneske beslutter sig for at lave et kunstværk kun onde mennesker gider tage til sig. Så ville de de gode blive fremstillet så lallende, intetsigende, happy-go-lucky-gode, at enhvert godt menneske ville droppe dem som håbløst naive og uinteressante, dømt-til-et liv-i-tomhed-karakterer. De onde hovedroller derimod ville derimod fremstå som kompetente, handlekraftige og ikke mindst helstøbte figurer - som så i dette tilfælde ville reklamere og garantere for ondskab i enhver form.
Spørgsmålet er om det onde skal fremstå som en realitet kunsten beder os abstrahere fra - og abstraktionen netop er det kunsten kan motivere og generere som sit særlige sit, eller kunstens fremstilling af det onde er en - harmløs fordi det kun er en æstetik, men dog stadig faktisk - fremstilling af det onde vi alle bærer i os, som potentiale eller erfaring? Afgørende er under alle omstændigheder at kunsten ikke kan være interesseret i den ondskab som findes uforanderlig hos de onde mennesker, som lever i vort samfund.
Hvis man skulle være i tvivl så synes jeg den aktuelle nær-kvalme-krimibølge giver et godt billede af misforholdet mellem det faktuelle antal af forbrydelser og politifolk og så de tal etaten må notere sig.