FØD

Jeg kan ikke stå på jorden i dag. Gulvet. Gaden. Mine såler er ømme, senerne stive og hårde. Tæerne ved alt for godt, hvad de skal og det vil de ikke. De er for små til at holde så stor og tung en krop i dag. Jeg vil heller ikke selv i kontakt med verden, åbenbart. Skulle jeg alligevel insistere, bliver det med en ødeagt krops fremtoning. Som et helt menneske sønderslidt af den dybeste modvilje kommer jeg til at trippe, vakle, kante, krabbe og slæbe mig ind gennem gennem en oprejst hær af sure tinsoldater på størknede fødder under en bedrevidende sol. 

TIMES NOW OMEN

 

I'm losing faith in the world, the world is not losing faith in me. 

ØJEBLIKSBLIKÆSKEÆSTETIK

Hurtigt. 

Kom her ind.

Her er trygt.

Man kan se det hele

uden at deltage.

Det er helt sikkert at frygte sig selv

og verden vil falde sammen.

Alle disse kamre

de forkerte steder.

Uduelige minder.

HVOR ER VI?

 

Hænger der en stor tærte over os eller er det blot en blodig sol

Kan man sidde i en stol der ikke har et gulv

Hvad er det for en verden vi bor i hvis ikke også vi kan drømme om den

Smagen er ikke konkret

Lyset ejer ikke noget

Det tog mig lang tid at forstå at her i denne verden er der det der er

LE MONDE D'HIER

NI BILLEDER FRA MALAYSIA

Intro - outro

Når man flyver i næsten 12 timer kun væk fra fra det diffuse begreb hjem, kan man godt få en slags følelse af at dø. At der sker noget forkert meget grundigt og uafladeligt. Dét på trods af at man selv har valgt og villet at flyve til østen.

Det er måske fordi man kan mærke hjemmet - altså livets hjørnesten - langsomt blive trukket fra hinanden. Ikke endeligt, men som en forsmag på den accept, døden må kræve. Jeg kan ikke lige nu købe en avis og kysse mine sønner. Ikke sådan uden videre låse hoveddøren op og køre i skoven. 

Men sønner, aviser og skove kan godt være uden mig. Lige nu. Hjemme.

Billede 1: Taipusam, Batu Cave - KL

Vi var ikke de eneste turister, selvom vi var få i forhold til, hvor mange indere der var - men det er en fest som har potentiale til at rygtes. Forståeligt nok, da det er eksotisk, omfattende og kulørt. Især gult. Men det både larmer og dufter og lugter mindst lige så meget - faktisk mere. Ikke svært at forstå, hvorfor religionsvidenskab, antropologi og etnografi har fundet en plads i verden, hvis man antager, det er naturligt for mennesket (også) at ville forklare den slags ting. 

Om det var mit orientalistiske blik eller noget andet - så blev det ved med at overraske mig at se svedende, udsmykkede og religiøst helt udmattede mennesker klædt i munkelignende gevandter tale i og fotografere med kæmpestore Samsung mobiltelefoner. Men det er jo også et billede på, at der ikke er nogen religioner, der er for gamle eller fortabte. Teknologi og tro løber stadig i hver sit spor.

Billede 2: Ved National Monument - KL

Et fotografi skal have rytme lige så vel som linier. I baggrunden Kuala Lumpurs aldrig ubemærkede skyline. 

Nationale monumenter er ikke særlig tankevækkende i andre lande end ens eget. I Malaysia er det dog tankevækkende, at det ligner det amerikanske marineinfanteris monument i Virginia så meget, som det gør - bare grimmere.

Billede 3: Kinesisk Nytår og løvedans ved Central Market - KL

Befolkningsgrupperne sætter sit præg på byen. Man skal hele tiden være på tæerne for at vide, hvem man er sammen med, eller hvem der har sat dagordenen, der hvor man er. Derudover kan man så også altid fornemme en  New York-spirit, som besjæler og uniformerer KL med lys og lyde og trafik 24/7.

På markedet i Chinatown tror jeg ikke der var een vare, der ikke var en kopi. Man købte helt naturligt kopi-Nike, kopi-Mont Blanc, kopi-Kleenex eller kopi-hvadsomhelst. Egentlig kan man her tale om virkelig mærkevaretro shoppere, da man må gå ud fra kvaliteten er den samme, ligemeget hvilken kuglepen man vælger. 

Og mens man går mellem alle kopierne, hører man Beyonce på en af de mange larmende forstærkere, og forstår pludseligt et eller andet om musik som en mærkevare man IKKE kan kopiere, uden at være en ægte/dårlig efterligning. Det eneste brand man ikke kan kopiere er individets. På en vis måde meget betryggende. Og poppet.

Billede 4: Bybillede - KL

Sådan ser der ud i Kuala Lumpur. Nyt og gammelt. Scootere og skilte. Ledninger.

Billede 5: Little India - KL

Bortset fra bindierne ser modellerne ikke særligt indiske ud. Faktisk ser de vestlige ud på en meget præcis måde: Duckfacede, selvfede, introverte, snobbede og koloniale og feministiske. 

Billede 6: Blue Mansion - George Town

Her blev store dele af den franske film ‘Indochine’ optaget. Det er en standardmelding til alle besøgende. Film har sin egen kapital som man kan købe for. Hvis et sted er autentisk nok til at lægge kulisser og karma til en film, så er stedet også værd at besøge i virkeligheden. Hvordan ser den situation ud, hvis vi vender kameralinsen om? Hvis en film er populær nok, så må dens fiktion opstå et sted i virkeligheden? Er det derfor vi ar fået Graceland i Randers?

Herresædet er som så mange i KL og George Town kinesisk - og i dette tilfælde mere end almindeligt i størrelse og udformning. Gennemgående for de kinesiske huse er meget store værelser og mange gårdhaver med vand. De er indrettede efter harmoniske (og) taoistiske principper som man kaldte feng shui. Malaysia er præget af håndværkstraditioner, fordi de så tydeligt bærer mere end funktioner. Det bliver hurtigt for overlæsset og prætentiøst for en nordbo, men.

Billede 7: Mur - George Town

George Town er berømt for sin street art - et slående paradoks, da byens Old Town også er på UNESCO World Heritage liste. På den anden side flimrer hovedparten af husene også med lysende bannere, skilte og neonlys, der skal lokke kunderne indenfor, så byen er under alle omstændigheder et indpakket arvestykke i trods. Motivet/installationen på billedet tror jeg ikke hører til samlingen af street art, men kunstnerisk er den i provokerende grad. 

Billede 8: Havnen - George Town

Motorcykler. Scootere. Transport. Alle har et hjem. Alle rejser. Alle har en plan. Et skema. Kun turisten føler sig løsrevet og rastløs.

Vi har talt en del om ‘hubs’ - steder, hvor ting og mennesker passerer igennem og omfordeles. Også på denne rejse står det mig klart, hvor mange mennesker, der er i verden. Hvor verden er fyldt med mennesker. Alle hver sit ‘hub of hubs,’ med hver sit motiv og sine mål. Rejsemål. Formål. Liv. Helt forskellige og alligevel altid borgere, beboere, beboende parceller, matrikler, lots, lejligheder og steder. De har fædre og mødre og fortid og fremtid. Og  de har alle os andre til at bevidne, hvordan.

Billede 9: Gade - George Town

Hvor man kan købe sin avis. Tale med nogen.

OPTISK SPLEEN

Jeg ridser bogstaver i mine brilleglas, og læser verden gennem ødelagt klarhed.

Haiku alverden

Verdenen hænger

sammen i fejlene, hvis

ikke dér hvor så?

AN ASIAN RED

EGENTLIG LÆNGSEL

Hør nu her.

Det er ikke

og har aldrig været

en drøm

jeg og alle de andre som mig

ikke kan få forløst

eller til at gå i opfyldelse

eller til at ske.

Det er en virkelighed.

GLORIER

Én er horizontens vibrerende ring

Én er moderens strammende køn

Alt er foruden dem ingenting

Alt bærer i tiden sin løn

EN BREVSKRIVERS ERKENDELSE

Porto pris

Man betaler otte kroner for at sende et brev i Danmark. Otte kroner har længe været mange penge, for at sende et simpelt brev. Men i går gik portoen på breve fra at være dyr til at være billig! Med eet slag som man siger.

For det første skrev jeg rent faktisk et brev i går. (Hvor mange af de mennesker, som synes otte kroner er alt for meget, har rent faktisk sendt et brev til otte kroner?) Og fordi jeg skrev det brev, forstod jeg pludselig, hvor værdifuldt det var, til så beskeden en pris.

For otte kroner fik jeg lov at koncentrere mig om, forstå og derefter fortælle om nogle ting i mit liv, som jeg synes er vigtige. For otte kroner fik jeg drukket og smagt på min kaffe som en ægte stimulans, der skulle få mine tanker på gled, og honorere dem, når de gjorde det. (Jeg regner ikke omkostningerne ved kaffen med, okay?) For otte kroner fik jeg følelsen af, at det for en gangs skyld var mig, der kontrollerede tiden, fordi man ikke bare lige kan skrive et brev - i hånden! vel at mærke; det kræver en lille time fyldt til randen med dejligt konkrete ting som blæk og papir og streger gennem ø'er og mellem ord. For ikke at snakke om den meditative ro, der ligger i at sende sine ord af sted på en rejse, der skal tilbagelægges over kilometervis veje og bakker. For for otte kroner fik jeg en dejlig svimmel fornemmelse af, at verden og klodens krumning rent faktisk findes; at der ligger en by for enden af kuvertens rejse - ikke bare som en virtuel destination, nej sgu! Brevet ender på et bord i min vens rolige hænder under hans milde øjne. 

Og så fik jeg for otte kroner, noget der åbenbart er ved at være truet: En sikker kommunikationsforbindelse. I lyset af de sidste mange afsløringer af, hvor meget man bliver overvåget, er otte kroner et ubegribeligt lille beløb, når man betænker det kan købe een frihed, selvstændighed og fred til at skrive om de ting man synes er vigtige, uden fare for at noget belaster privatsfæren.

Otte kroner. Alt inklusive.

EN MAND FRA

FUGLEFANGST

 

The poet ... may be used as a barometer, but let us not forget that he is also part of the weather.

Lionel Trilling

IKONOKOGRAFATALISME III

Efter læsning af realistiske romaner som "Jeg forbander tidens flod", "Voldsmænd river det til sig", "Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet", "Manden uden egenskaber", "Mågen" og "Eksil" - forstår jeg nu, at litteraturen udgør den ene del af det jordiske begreb 'Uendelig'. Det er meget dynamisk. Dialektisk. Dixi.

Foreløbigt. 

It's a bag world

Taskenspil

Sikke mange tasker, hvor der står Fitness World, der er i min verden. I går kom jeg forbi en mand, der stod og fiskede i Egå Engsø ... over skulderen havde han en taske fra Fitness World. Det er selvfølgelig godt gået af deres markedsføringsafdeling OG enelleranden kinesisk syfabriks konsulent - men kombinationen af den massive tilstedeværelse af tasken og navnet giver mig efterhånden kuldegysninger.
Ikke så meget fordi der er noget lumpent forløjet i at friste folk med en taske, der giver dem et skær af trimmethed - ligemeget om de kun har taget en prøvetime eller ej. Heller ikke fordi taskens skrårem og det sort-hvide skriftlogo kunne associere til noget fascistoidt - selvom det snerper. Nej noia'en stammer fra dette begreb "WORLD".
Jo jo, jeg er helt godt med på, at "world" er et sprogbillede på, hvor MANGE muligheder man har, hvor nærmest paradisisk store træningshallerne er og hvor uendelig mange faciliteter man kan hive, skubbe, trække og løbe i. Vi genfinder det i mange andre sammenhænge - både ude og hjemme: Sea World, Petworld, PC World, Disneyworld ..., hvor det skal garantere det samme. Men det ér altså også som om der ligger noget mere i begrebet. Som om, at hvis man præsenterer sin vare som en verden - så er konceptet og ideologien mere end et tilbud. Det er en ultimativ løsning, det er en "verden" man træder ind i og lader sig omslutte af. Gode gamle Legoland er fx et sted man BESØGER, ikke forsvinder og bliver borger i. I Sea World bestemmer parkens generaler benhårdt, hvad der er 'havets verden'. Den styrer og indrammer påståeligt, hvad enhver lægmandoceanograf kan se kun er en brøkdel af verdenshavene, som om det er den rigtige "havverden" - og de sagesløse turister og gæster udstyres tilmed med badges og pins og flag og vimpler, som villige lejesvende og harpunføde.
Jeg kan simpelthen ikke lide ordet "world", når det kommer til butikker og forlystelsesparker og hvor det nu måtte optræde som alt andet end den rigtige verden - på engelsk. Jeg vil ikke ind i en PC world og miste grebet som en anden lawnmower man, ikke ind i Petworld og ... ikke kunne finde andet end store våde øjne og villige tunger, der tigger om at blive taget med hjem, ikke i Disneyworld, hvor ens rygrad og virkelighedssans langsomt bliver til pastelfarvede proteser (så heller Disneyland, som ligger fint på linie med den Columbus-døbte stats oprindelige originale status) og jeg vil ikke i Fitness World, hvor man forestiller sig tæskehold med tasker fyldt med tvang og steroider, patruljere endeløse rækker af kondicykler (det hedder det garanteret ikke mere) og andre torturmaskiner, camoufleret med skumgummi og sort vinyl. Jeg vil bare til min egen verden - og måske besøge et drømmeland.

Den lille verden

Den lille verden er i sagens natur en verden som trænger sig ind på dig og strammer til. Den lille verden er befolket med mennesker som du kender eller har en mening om på forhånd. Den lille verdens værdisæt er velsmurt og redebon. Det rummer udelukkende rimelige og rettelige værdier og holdninger - og næres af en uudslukkelig ild af foragt.
Den lille verden er som en diamant, fremkommet af noget snavset man har presset meget hårdt sammen over meget lang tid. I den lille verden er alle enøjede, blinde og konger på samme tid - og så skeler man i øvrigt konstant. I den lille verden kan man ikke lide modetøj og mad, der smager af for meget. Den lille verdens energi hentes fra tændte tv'er, hvis varme og flimren føres ind i kraftværkernes turbiner, der således kører på en blanding af bedrag og naive drømme.
Den lille verden vil altid gerne have nye borgere at være enige i at være sure på. I den lille verden tilbeder man paradokserne fordi. I den lille verden er man enig med de andre om at man er en idiot, men altid en mindre end de andre idioter. Kærlighed findes i den lille verden. Men kun når tilfældet lader et øje stå åbent mens et andet kommer til at udtrykke sig selv.
Den lille verden har intet med himmel og helvede at gøre - for selvom der er lige så mange kirker som hospitalssenge tror man ikke på Gud og efterliv - evt. syndefaldet - den lille verden er i sig selv en slags brugt og sammenfoldet snotklud af paradis og purgatorie på samme tid. Håbet er lysegrønt.
Hvis man bor i den lille verden, hvad mange gør, og rigtig mange uden at vide det, tænker man altid sin hoveddør udefra, fordi man egentlig helst vil hjem og sidde lidt. Hvis man lever i den lille verden er andre mennesker dybest set det samme som problemer - alle andre mennesker. Hvis man lever i den lille verden klynger man sig til minder fra engang, hvor man glemte sig selv og fx kørte ind i en hæk, eller kyssede en vildtfremmed pige bare fordi man var glad. Minder man pudser op som lænker.
Åh den lille verden! Den lille, lille verden, som på de dårlige dage krymper sig så meget i den bitre vind af selvmedlidenhed og storhedsvanvid, at den faktisk kan krybe ind i sin egen formindskelse. Man skal lige dukke hovedet en gang, men så er man der. Virkeligt betryggende, selv demokrati og hungersnød bliver overskuelige og ekspederet med et fnys og et kast med det bøjede hode.