I KRISEN ER INTET ALTID EN DEL

i krisen er intet altid en del

måske den væsentligste

ligesom legemet intet ville være

uden vand

og ligesom vand

er intet tavst 

og potentielt farligt

man drukner helt stille

jeg står for længe under bruseren

mens jeg rører ved mig selv

jeg skriver noter

mens jeg er på arbejde og kører hjem

jeg lokker en sandhed ud af intet

som intet er i sig selv

og ikke forklarer

hvad krisen ellers består af

du presser bare vand af din gravsten

kunne nogen finde på at sige

tilpas umuligt

upassende poetisk

SYNDSYGT

Jeg tænker på, at jeg forlader noget andre skal klare, som forekommer umuligt allerede nu. Hvordan de skal klare det jeg ikke skal - men som jeg har forstået hvor svært er. Og de derfor slet ikke kan.

  
At det er uløseligt, fordi jeg ikke skal løse det. Jeg som trods alt i længere tid har vidst hvor svært det var. Måske endda indset hvor umuligt det er. 

Frygten for at give fortabt mere end forlade. Et mørke til de andre, som stjæler mit lys. En fortabelse til de andre, som stjæler min frihed. 

Jeg er ulykkelig nær ved at forstå, at historien består af overleveringer.