Jeg tænker på, at jeg forlader noget andre skal klare, som forekommer umuligt allerede nu. Hvordan de skal klare det jeg ikke skal - men som jeg har forstået hvor svært er. Og de derfor slet ikke kan.
At det er uløseligt, fordi jeg ikke skal løse det. Jeg som trods alt i længere tid har vidst hvor svært det var. Måske endda indset hvor umuligt det er.
Frygten for at give fortabt mere end forlade. Et mørke til de andre, som stjæler mit lys. En fortabelse til de andre, som stjæler min frihed.
Jeg er ulykkelig nær ved at forstå, at historien består af overleveringer.
