SYNDSYGT

Jeg tænker på, at jeg forlader noget andre skal klare, som forekommer umuligt allerede nu. Hvordan de skal klare det jeg ikke skal - men som jeg har forstået hvor svært er. Og de derfor slet ikke kan.

  
At det er uløseligt, fordi jeg ikke skal løse det. Jeg som trods alt i længere tid har vidst hvor svært det var. Måske endda indset hvor umuligt det er. 

Frygten for at give fortabt mere end forlade. Et mørke til de andre, som stjæler mit lys. En fortabelse til de andre, som stjæler min frihed. 

Jeg er ulykkelig nær ved at forstå, at historien består af overleveringer. 

ALT DET MAN KASTER PÅ GRAVEN

 

Alt det man kaster på graven forbliver oven på det ukendte. Det er smukke forsøg alle sammen, men det skel der findes mellem levende og døde kan ikke overskrides. Hvis man tror man kan stave til den afdødes navn tager man fejl. Tabet er det ikke meningen vi skal holde fast i. At leve på overfladen er de levendes fornemste opgave. At massere den synlige verden med urter og fjer for at holde myten om underverdenen i live er en anden opgave, som alle kan deltage i, hvis ellers man tør og kan danse til den slags baller. Jeg aner naturligvis intet om det jeg snakker om her, men jeg har stor tiltro til løgnen, når det kommer til at forstå livet og især når man ankommer til døden.