Visse morgener, hvor jeg ikke selv sidder i bilen, men betragter trafikken fra land giver den mig altid en fornemmelse af menneskehed. Ikke filosofisk eller humanistisk, men menneskehed i sin mest banale form; på vej til arbejde uden at stille for mange spørgsmål. Strømmen af køretøjer kombineret med daggryet og de mange ensartede silhouetter af hoveder og hjul. En summen af enheder, hvor man ikke kan skille den ene fra den anden. Tyngden og kræfternes samspil. Måske er det en følelse jeg blevet opdraget til at have gennem mediernes sprog - det utal af kortere og længere scener, der skal markere at verden er stor og menneskeheden almindeligt igang, før man zoomer ind? Alle de mennesker i deres automobile skin under solen eller skyerne. Glimtende karosserier og autoglas. Følelsen forlader mig ikke, selvom jeg udfordrer den. Sådan ser verden ud. Sådan klækkes dagen hver evige eneste tidsforskellig morgen overalt på planeten og det har den gjort siden bilen blev tilgængelig for lønarbejderen og symbolsk for civilisationen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar