HVIS DETTE ER ET SVAR - HVAD ER SÅ SPØRGSMÅLET?

Hvad skal man stille op med de voldsomme begivenheder man rammes af i sit liv? Især dem der har en evne til at drage meningen ud af samme, fordi de på ingen måde har logisk konsekvens eller åbenlys årsag. Vi taler om ulykker, nærdød og alskens ødelæggelse uden gyldig hjemmel.

Måske er man bekendt med den angelsaksiske vending “if this is the answer, what is the question?” - alternativt “if this is the answer, I want to know the question,” som jeg tror man primært bruger i kvikke eller ’sjove’ sammenhænge. Ikke desto mindre er grebet godt og abstraherende, hvis man er slået af forundring eller bare momentan dumhed over et uheld.

Så selvom jeg er klar over jeg roder i kassen med overtro og fatalisme, kan jeg godt komme til at tænke over, om de ulykker vi rammes af, er et svar på noget vi har søgt. En slags reaktion på at vi mere eller mindre bevidst har hamret løs på døren ind til noget ukendt, fordi vi ville have vished.

For ér ulykken et svar, er det jo et svar, der umisforståeligt viser dig på plads som udsat, skrøbelig, prisgivet, gudløs, sårbar - vælg selv, fortsæt selv. Men dermed bliver svaret også en understregning af, at det vi ofte glemmer, når noget nager os, er at vi er menneskelige og dødelige. Vi kan miste alt det vi har - og livet med.

Sådan betragtet er det ikke et dårligt eller uanvendeligt svar. Banalt, javel. Langtfra tilfredsstillende i den givne situation. Tilmed tæt på carpe diem-retorikken, som jeg aldrig har dyrket eller anbefalet, men dog med den afgørende forskel, at svaret handler om hele livet - det at være i livet - ikke et nu her og der. Svaret er en opfordring til at vende sig mod livet, hvor det er. I alt det, der ikke er uvished og ulykker.

TALER OG SANGE FRABEDES

Klinkelinkeligeligding!

Jeg skal gøre dette så godt og uhildet jeg kan, men det er ikke nemt.
Jeg er nu igen blevet inviteret til et arrangement, hvor den inviterende part frabeder sig taler og sange (og indslag). Det er nok til at jeg ser et mønster: Spørg Dem selv, om De ikke også genkender det? 
Er der et mønster, er der en grund, er der en grund, er der en grund til undersøge den. Så hvorfor vil folk pludselig ikke længere have den form for opmærksomhed?
- Den oplagte grund er pengenes magt og indflydelse: Det er os der betaler for gildet, vi bestemmer musikken. Og da flere og flere af de traditionelt store fester (fx bryllupper) betales af hovedpersonerne selv, og ikke deres (konservastive) forældre, så øges frekvensen. Og det er selvfølgelig i orden at ville bestemme den slags, selvom der svarer til at råbe til værtshuset, at man giver en omgang, hvis der vel at mærke kun bestilles små fad. Det forklarer heller ikke hvorfor det ikke må ske, at nogen siger eller synger noget. 
Det kan have at gøre med den omsiggribende 'selvkontrol'. Her tænker jeg ikke på 'selvkontrol' som i at kunne styre sig selv, men den kontrol, der skal sikre, at der ikke slipper noget belastende ud om een selv - hvad en tale eller en sang eller en sketch i sagens natur nærmest pr. definition skál gøre. Det kan også være for at beskytte sig mod de venner eller familiemedlemmer, som er virkelig dårlige talere eller festgængere; som drikker sig fulde eller bliver rædsomt sentimentale i fuld offentlighed.
Årsagen kan også findes i det mere pragmatiske. Taler og indslag (især de 'sjove') er efterhånden blevet så omfattende, at man ikke kan overskue omfanget og ud(s)trækningen, og derfor har lukket ned for dem. Det kunne pege på, at tendensen til at festen skal være så overdådig og retrotraditionel som muligt, er ved at dø ud - måske kan vi genfinde nogen lignende i polterabend-kulturen?
I forlængelse af denne iagttagelse, kan man måske se tendensen til at frabede sig opmærksomheden, som en slags ultimativ høflighed overfor gæsterne: Man ønsker simpelthen ikke at gæsterne skal trækkes med alt andet end en fornøjelig aften og noget god mad?
-
Det jeg har svært ved at acceptere er, at man på meget uhøflig facon samtidig fratager gæsterne muligheden for at få sagt, hvad man mener om værterne! En fest og en tale er en fremragende platform til refleksion og respekt. Her kan man endelig få summet op og sat på plads, her kan man få erklæret sin kærlighed og karakteristik og sin næsegruse beundring, her kan man arbejde hjerte og sprog sammen i en beskrivelse, der gør begge dele lidt mere virkelige. 
...
Nej, siger jeg. Der ér ting man ikke kan sige til hverdag. Der ér ting man skal sige i vidners påhør. For at vise man mener det. Og for mene det.
Og nu kan jeg se det. Det tog lidt tid. Men det er fordi jeg ikke holder taler på facebook for nogen. Men det må være derfor. At talen er forstummet. At sangen er slut. At sketchen ligger på youtube.
Min tale er dermed også slut. Tak for opmærksomheden.

TEGNESERIEUNIVERSETS SYV NÆSTSTØRSTE GÅDER

Man kan ikke have syv næstestørste gåder, men det har vi her, af den simple grund, at jeg har fortalt om de første syv andetsteds på bloggen.
Det er altid god motion at lege på de tomme pladser i kunstens verden - med tegneserierne er det anderledes end i litteraturens og teatrets, fordi de fiktive karakterers historier og skæbner ligger fast som en del af resultatet. Mange tegneseriefigurer har en lettere tilknytning til nu'et - eller måske endda evigheden, fordi de optræder så veloplagt og ubekymrede hver gang man rammer dem.
God fornøjelse.

8) Bander Kaptajn Haddock over sine tømmermænd?
Ingen tvivl om at han har dem tid til anden - men er han mand nok til at bære dem, eller måske skulle man spørge om man kan angre ved at udskrige eder? Jeg har ingen problemer med at se ham bande over en vederstyggelig dunken fra imbecile åndsamøber der forsøger at bryde ud af kraniekassen på det skæggede barskab.

9) Kender Hulken sin egen styrke?
I Avengers-filmen antydes en intellektuel bro mellem Bruce Banner og Hulken, som jeg synes er for sentimental, men man kunne kunne godt lege med tanken om at den fåmælte kolos faktisk godt ved hvor stærk den er - at styrken er noget af det, der trækker vreden igang.

10) Hvor køber Joakim von And sine galoscher?
Og hans andre beklædningsgenstande for den sags skyld? Handler han ind i Andebys pendant til 'Tøj og sko' eller er han prisbevidst på den dyre måde? Jeg ser ham helst i en tarvelig butik, hvor han tilmed tinger om prisen - men tror måske godt man kunne forestille sig han fik tingene specialfremstillet … Ved dette spørgsmål er jeg nødt til at tilgives, hvis der findes en historie om netop denne problemstilling i ændernes krøniker. Jeg kender den ikke.

11) Hvorfor besøger Lucky Luke aldrig sine forældre?
Den ridende mr Perfect er en ret dårlig sønnike er han ikke? Man kunne mistænke ham for at have et kompleks til fælles med Tintin, Sølvpil og Prins Valiant … Så meget som han rider rundt, skulle det da på et eller andet tidspunkt være sandsynligt at komme i nærheden af sit fødested. Kan selvfølgelig hænde han er kalkeret over apokalypsens syv ryttere. I så fald er han lovligt undskyldt. Og nok heller ikke bøsse.

12) Kan Nuser spille skak?
Ja, det kan han givetvis. Men hvorfor gør han det så ikke? Og hvorfor skriver han ikke sin roman færdig? Kan det tænkes han er en distanceblænder? En åndssnob? Altså egentlig bare en hund med lidt over middelmådig hundeforstand. Hvor dum er Søren Brun så?

13) Kan Corto Maltese tegne sig selv?
Det ville være en virkelig smart måde at finde ud af, om han godt ved han er en tegneseriefigur på. 

14) Er alle Ferd'nans dage delt ind i uheldige episoder?
Til forskel fra en del andre stribede karakterer, så er Ferd'nans oplevelser ofte baseret på almindelige hændelser med regnvejr, aviser, nøgler, tøj og sko. Man tænker han kunne have brug for, for een gangs skyld at kunne finde sine tøfler og have en lænestol til rådighed. 

Fortsættes.