TALEMÅDER VI IKKE TÆNKER OVER - MAD

Spis noget til

Det er jo ikke hverken svært eller mystisk at bruge talemåder som (ikke at have) ‘salt til et æg’, synes om en fyr han er en ordentlig ‘bøf’ eller en pige, at hun er en ‘lækker steg’. Vi har heller ikke udfordringer - som sådan - med at 'slå større brød op, end vi kan bage’ eller få serveret ‘en tynd kop te’. Som det fremgår er madvarer en yndet gruppe til vore faste vendinger - helt sikket fordi, som andre emner, der også dominerer idiomerne, mad er sanseligt og nemt at oversætte.

Der er imidlertid en lille gruppe vendinger, jeg må indrømme, jeg ikke helt forstår, hvorfor vi siger. Jeg - og givet også De, kære læser - forstår til fulde betydningen af at ‘klare ærterne’, ‘hvile på laurbærrene’ og 'være en hård banan’. Men hvorfor siger man sådan? 

At klare noget kan betyde adskillige ting: At ‘gøre klar’ til afgang, start eller anden aktivitet. At komme ‘udenom’ eller forbi problemer; overomme udfordringer. At ordne, fikse, reparere eller ændre fra en tilstand af dysfunktion til det modsatte. At lysne, gøre gennemsigtig eller på anden måde (igen) ændre fra een tilstand til en anden. Alle betydninger kan være relevante, da ærter som bekendt kan ankomme til køkkenet i både bælge eller form af tørrede. Og man kan derfor godt se det hensigtsmæssige i, at de skal ‘klares’, for at kunne blive til at spise. Indsatsen i at bælge en pose ærter står bare ikke helt mål med den indlejrede betydning af talemåden. Hvis nogen har klaret ærterne, har de ikke ordnet en bagatel, vel? Så her er det mere oplagt at se på, hvordan man virkelig kan blive udfordret af frøene. Ifølge Ordbog over det danske sprog kan talemåden være kommet fra netop besværet med at få de tørrede ærter kogt igennem - altså noget man må antage har taget lang tid, og derfor naturligt må have sneget sig ind i den daglige tale i køkkenregionerne: Er ærterne klaret? Underforstået; så vi kan komme videre i menuen. Et mere nutidigt eksempel på slowfood finder vi med kikærterne, der som bekendt skal stå i blød i et døgn, og altså også skal klares, hvis man vil lave sig en hummus fra bunden. 

Hvis man hviler på laurbærrene svæver man i overhængende fare for at blive en badebillet … et udtryk vi må tage op en anden gang. Laurbærrene er ensbetydende med sejre - det ved vi, mere eller mindre instinktivt, når vi genkalder os billeder og logoer, hvor laurbærkransen kranser denne eller hin sejrherre: Ole Olsen (speedwaysporten har en udtalt forkærlighed for store kranse), Fred Perry (der notorisk brand-mærker sit tøj) eller Julius Cæsar (der blot bar den som diskret pandebånd). Talemåden beskriver altså metaforisk, at man sætter sig (for godt og mageligt) til rette på sine egne sejre, hvorved man dels gør sig til offer for selvforherligelse (badebilletten) og/eller kan blive stødt fra tronen af mere ærgerrige rivaler. Så vidt så godt - eller skidt. Men hvorfor laurbær? Hvad er der lige ved dét træ, hvis bær i øvrigt sjældent optræder og hos visse arter ligefrem er giftige? Så vidt jeg kan se er der to mulige spor - som meget vel kan være eet, men det kan ikke bekræftes. 

‘Laus’ betyder på latin hæder og anseelse. Man kender det fra sammenhænge, hvor man kan dimittere 'cum laude' – med ros, 'magna cum laude' – med stor ros eller 'summa cum laude' – med største ros. Forstavelsen lau- er således hjemme - og planten hedder da også på latin ‘laurus’, hvilket for en ikke-gennemskolet latiner kunne være tæt nok på, til at være en forbindelse. Men leder man videre bliver forbindelsen mellem træet og hæderen dog også mytologisk funderet. For den (intellektuelle og åndelige) græske gud Apollon fik i antikken tilskrevet træet som sit, fordi præstinderne i Delfi - dér man kunne få oraklet til at svare, ved De - spiste dem, for bedre at kunne modtage beskeder fra netop denne altseende og alvidende gud. Mytologien bunder som altid oprindeligt i liderlighed, for da bemeldte Apollon på et tidspunkt efterstræbte nymfen Daphne, forvandlede hun sig til en laurbærbusk, af hvis blade han så lavede en krans til sit hovede - vi lader billedet stå et øjeblik (mens vi ser en parade af laurbærkransede kejsere, studenter og sportsudøvere defilere forbi, og ikke tænker på Freud).

Bananen er nok den mest interessante fødevare i denne sammenhæng. For hvordan i alverden ender dette udtryk i munden på mennesket? Talemåden skal måske lige vendes; for en hård banan er jo en type, der ikke let lader sig skræmme eller intimidere. En person som kan stå for et vist pres. Om vedkommende er mere eller mindre hård end den hårde negl og den hårde hund er nok op til den enkeltes sproglige praksis (i.e. alder), men vi er nok trods alt ikke i kategorien ‘kynisk satan’. Med den hårde banan som udtryk er der (mig bekendt) ingen forklaringer at finde på udtrykket. Der findes beslægtede sløve bananer og man kan såmænd også gå bananas - men årsagen til denne eksotiske frugts togt ind sproget er ikke til at finde. Så her er banen fri til sproglige spekulationer.

Først overvejede jeg om netop bananens transport kunne være nøglen - altså at de læsses og (især) losses i havnemiljøer, der som bekendt huser hårde og stærke typer - så en havnearbejder kunne måske på et tidspunkt have fået tilnavnet ‘en hård banen’, men mon ikke det ville være blevet dokumenteret/registreret? Jeg må huske at spørge en havnearbejder næste gang jeg møder en. Så er der selve frugten (som egentlig er et bær - men det må man læse om andetsteds), der som bekendt kan blive meget overmoden og blød, under de rigtige (forkerte) omstændigheder. Dette giver den hårde banen en særlig status som udholdende og modstandsdygtig, hvad der naturligt nok kan være blevet til en god og forståelig vending i sproget. Problemet her - og i det hele taget med bananen - er, at den er ganske ung i det danske køkken. Faktisk kom den først hertil omkring 1900, og sprogligt set burde anvendelsen af dens ord egentlig være veldokumenteret, hvad det ikke er. Bortset selvsagt fra i slangordbogen, hvor der er mange bananer - heraf især een, der kunne være relevant. Nemlig som et andet udtryk for penis. Ja. Det er ikke det mest anvendte jeg kender, men hører man nogen sige om en fyr, at han har en vældig banan, så er man selvsagt ikke i tvivl om, hvad der hentydes til (også her ville undtagelsen, der bekræfter reglen være sjov at kigge på). Jeg vil lade det være op til Dem, kære læser, at vælge hvorfra udtrykket ‘at være en hård banan’ er kommet, og med Freud stille fejlcitere; at nogle gange er en banan bare en banan, nogle gange er en krans bare en krans og nogle gange skal man bare klare ærterne uden så mange omsvøb.

Sex og mad er og bliver faste medlemmer i talemådernes klub. Velbekomme.

Fortolkninger og bud dannet på baggrund af research, fornuft og god fantasi og således ikke videnskabeligt holdbart.

Wiki

Ordbog over det danske sprog

Urtehaven

A.K. Nielsen

bananer

TALEMÅDER VI IKKE TÆNKER OVER

Fra røven og fulde folk

Det sker man bliver taget med bukserne nede … og hvis man et øjeblik overvejer, hvordan det måtte se ud, så kan man godt blive i tvivl om, hvorfor det hedder sådan. Og ikke fordi det partout skal have disse lumre undertoner, men hvorfor kan man også blive taget på sengen? Og hvis det i øvrigt ikke er rimeligt man er blevet det - hvorfor hedder dét så at rette bager for smed? Den slags beskyldninger kan nemt gå hen og blive en streg i regningen.
Det handler med andre ord om talemåder man nemt og ubesværet bruger og forstår - men måske ikke lige kan forklare. Visse talemåder er nemme at bruge og forstå på samme tid, mens andre bliver nærmest mystiske ved nærmere eftertanke. Eller taler jeg for døve øren, slår jeg i dynen, sælger jeg sand i sahara, giver jeg bagerens børn brød og prædiker jeg for præsten?
Bukser optræder i en række (alle ret gode) talemåder, hvoraf de fleste er nemme at forstå (skide i bukserne, skræve længere end bukserne kan holde, have bukserne på, komme i bukserne på …), men hvorfor er det at blive afsløret i noget forbudt, det samme som at blive taget med bukserne nede? Hvad er det man foretager sig og hvorfor bliver man overrasket? Den mest oplagte forklaring er nok, at de ting man foretager sig uden bukser oftest vil have intim karakter og derfor ikke gerne udføres foran andre(s øjne) - men hvordan dét er det samme som noget kriminelt synes ikke logisk. Jeg er mest fristet til at sammenligne vendingen med ‘at gøre i nælderne’ (hvor man som bekendt skider i brændenælderne og derfor får enden på komedie), fordi faste udtryk gerne refererer til latrinære forhold, og fordi det vil være en oplagt situation at føle sig fristet til lige at skide, hvor man var, uagtet det måske hverken var sømmeligt at gøre eller efterlade dér, hvis vi vel at mærke går nogle hundrede år tilbage i sproghistorien. Den anden mulighed - hvor det er sexakten, som afsløres - tror jeg mindre på, da sex måske nok kræver at bukserne ikke er på, men også har andre mere karakteristiske kendetegn, man kunne forlyste sig med i en talemåde.
Bliver man taget på sengen kan man godt være heldig i ovenstående forstand, men talemåden betyder jo at blive overrasket uforberedt. Helt elementært at sove over sig. Mere udfoldet ligger man dér og bobler når mester, moster eller mor smækker døren op og spørger hvad i alverden og så videre. I den idiomatiske ordbog sammenholder man det danske udtryk med det engelske ‘catch someone on the wrong foot’, hvad der reducerer sovekammerassociationerne ret betragteligt. Samme bog betoner også muligheden for at udnytte situationen - altså man så at sige kan komme til kort, hvis man bliver taget på sengen.
‘Rette bager for smed’ er et udtryk jeg egentlig holder meget af, men føler mig for ung til at bruge (og hvor tit gør man det som 60’erbarn?! så det vil jeg blive ved med ikke at bruge!). Vi bliver i sfæren af urimeligheder og overraskelser, for betydningen af idiomet er som bekendt, at man lader noget gå ud over nogen, som ikke har fortjent det. Her er ikke tale om en fortolkning af noget urimeligt, men et regulært justitsmord eller en fejlbedømmelse. At udtrykket stammer fra engang, hvor håndværksfagene var mere oplagte metaforer end fx maskiner siger sig selv, men hvorfor blev det lige de to, der skulle forveksles? 
Det har sin helt logiske forklaring i Johan Herman Wessels fortælling fra 1789, hvor en lille bys smed havde forbrudt sig mod loven ved at slå en mand ihjel, og derfor selv skulle undgælde med livet. Imidlertid kunne byens bedsteborgere se et (sic vækst)problem ved at miste så vigtig en mand, hvorfor de gjorde dommeren opmærksom på dette. Dommeren betænkte sig, og da han ikke kunne se en paragraf der forbød ham at sige en bager var en smed, og byen havde netop to af den slags - ja så måtte den ene bager lade livet for at byen kunne beholde en psykopatisk (men dygtig) smed. Talemåden er som sådan ikke logisk, men vokset ud af en (arke)typisk fortælling om borgerskab og magtfuldkommenhed. Den kan således sammenlignes med fx udtrykkene ‘ikke at have noget tøj på’ (HCA) og ‘kæmpe mod vindmøller’ (Don Quixote). Det gør det ikke mindre oprørende.
Man kan som bekendt ‘gøre regning uden vært’ - hvad der åbenlyst handler om at slippe så billigt som muligt. Man kan også tale for egen regning - hvad der åbenlyst også betyder man kommer til at betale for det man siger. Men hvis der er en streg i regningen - hvis er stregen så, og for hvem er det et problem?
Betydningen af udtrykket er jo, at der er noget galt; at man et stødt på en forhindring. Og hvis man kigger på den regning man får efter en god middag, eller måske endnu bedre; på sit stamværtshus lige inden man går hjem, så kan man jo godt forestille sig, at der er en streg dér, som hverken bartender eller een selv kan redegøre for. Især da når man véd ordet streg kan henvise til spiritus (‘have en streg på’, ‘få en streg’). Denne formastelige streg er jo ensbetydende med noget, der skal betales for - og hvis man i øvrigt er ved sine tankers fulde brug vil man jo nok anholde den streg som en uventet og ubehagelig forhindring. Jeg synes denne forklaring er sjovere og måske endda bedre underbygget end den umiddelbart oplagte, at stregen henviser til en regnefejl (understreget). Især fordi regnefejlen på enelleranden vis peger på tjeneren/tenderen, som ikke er lige så nem at identificere sig med som kunden. Håber ikke jeg derved rettede bager for smed eller tog nogen i færd med at slå en streg.

Alle overvejelser bygger på fantasi, sund fornuft og sproglig viden kombineret
Endvidere er brugt:
Talemåder i dansk (Gyldendal)
www.ordnet.dk
http://www.udvalgte-ordsprog.dk/johan-herman-wessel

EJ, TAL DANSK I HUNDE

War of the words

Guderne skal vide jeg ikke holder min mund ren for utidig brug af ikke-danske ord. Især er jeg slem til at slå tingene fast med sætninger og vendinger fra det angelsaksiske. That's how it goes. There's no way out. It all lies in the eye of the beholder … og alt det crap, som jeg jo kun bruger, fordi jeg tror det øger fokus og greb om pointen. Undskyld, sorry og it will happen again.
Således afladt kaster jeg mig med dobbelt moralsk styrke over fire ord på engelsk, som jeg synes har fundet sig lige lovlig godt til rette i det daglig-danske sprog. Også lige lovlig, fordi de ikke er at finde i den autoriserede ordbog. Det er selvfølgelig et spørgsmål om tid, men måske kan vi stalle dem lidt, al den stund der måske var gode alternativer på dansk.
Lad os høre.

1) Der er for mange ting der 'peaker', når de lige så vel kunne toppe eller kulminere. At noget 'peaker' gør det åbenbart til noget andet, mere, vigtigere eller bare af en bedre (international) kvalitet? Og hvor kommer det fra? Fra udenlandske træningsprogrammer, svenske tøjmærker eller naturvidenskabens høje bjerge? Jeg bryder mig ikke om at peake. Jeg synes det gør min formkurve til et slogan og mit intellekt til noget fra en tv-serie.

2) Jeg kan ikke forstå, hvorfor man giver mere af sin opmærksomhed og sit hjerteblod ved at 'comitte' sig til noget. Man kan ikke engang nyde det eksotiske i ordlyden, for det lyder som et dansk ord, der bor et sted i nærheden af et termitbo og en kommune. Igen får jeg denne paranoia over at den gode danske hengivelse eller dedikation ikke er fin eller dygtig nok. Jeg melder mig sågu ind i kampen mod the commitments! 

'Issues'. Hvad er det med dem? Jeg er godt med på, at det at 'have sine sager' ikke går - hvis man vil sige man har problemer af ikke-cyklisk karaktér, men kunne man så ikke have betænkeligheder, forbehold, noget i klemme, eller slet og problemer, når man var bekymret? Så kunne man have interesser i, øje, blik eller svaghed for, kæpheste eller bare ting!, når det var mere pro-aktivt, som det vist hedder.
Det er især hér, hvor man kan høre, hvordan det udanske ord gnasker gode ord, talemåder og vendinger i sig, jeg bliver bekymret.

Den sværeste til sidst.
For hvornår har De sidst været udenfor Deres 'comfort zone'? Og hvad i alverden skal man kalde dét begreb på dansk? Måske er der her tale om et ord, vi ikke kan afvise, fordi det både vil og kan bidrage med noget nyt?
'Trygge rammer' er vel det nærmeste vi kommer til noget der ér i det danske, men det giver ikke helt samme mening, når man skal ud af sine sine trygge rammer, som når man skal ud af sin comfort zone, gør det? 'Trygge rammer' er ikke på samme måde et tilvalg af det initiativløse og ukampdygtige. 'Trygge rammer' lyder mere af opvækst og familie. En (velment og nødvendig) foranstaltning. 
Kan endog hænde vi har 'undersat' comfort med en lidt for sofalækker lokkende indstilling til livet, for at understrege det kriminelle i at blive dér i comfort zonen, når nu livet byder sig til i luftgynger, togrejser og sex i det fri?

Tre ud af fire. Hvad det siger? Not all bad!

(B) ORD MAN IKKE TÆNKER OVER

Mand over bord

At gå om bord i noget. At gå om bord (på et skib).
Ordet er bord. Det bruges jo både i konkret og metaforisk sammenhæng, og det findes mange steder i mange versioner:
Man kan borde et skib, man kan blive smidt - eller falde over bord, man kan gå til bords, man kan kan gå fra borde eller - som jeg nyligt hørte, hvorfor jeg kom til at tænke over det - en båd kan blive 'bordfyldt'.
Som udgangspunkt tror man vel man har forstået det, fordi man godt er med på skibet som metafor for en sag, et emne eller et felt - måske endda rummende et eksotisk eller udfordrende element. Omvendt tænker man vel skibet som et slags bord - et afgrænset område, en grund, hvis det var jord. Men hvorfor hedder det 'bord'?
Det gør det af den simple grund, at bord og planke er det samme ord. Et skib et så at sige bygget af borde. Man kan også tænke det som at den yderste del af skibet hedder 'bord', og at den yderste del af et bord hedder bordkant.
Det er logisk nok. Nu også at det hedder boremaskine?

Nej, det hedder boremaskine, fordi et 'borre' er et hul.

HORN, HANREJER OG HOREUNGER

eller; HVORFOR ER HOLBERG SÅ OPTAGET AF UTROSKAB?

I mit professionelle virke skal jeg heldigvis jævnlig trækkes med Holbergs tekster. Og forleden slog det mig han kredser en del om de ulykkelige ægtemænd med utro koner. I Barselsstuen er vor aldrende hovedperson meget nervøs for, at hans unge kones sanglærer måske har hjulpet til med mere end at synge. I Jeppe på bjerget, der vel må siges at være Holbergs mest kendte figur, er Degnens 'servicering' af Nilles kødelige behov en åbenlys ydmygelse af det stakkels drog. Og så så jeg senest, at også i hans epigrammer optræder utroskaben - altid fremstillet latterliggørende og hånligt. Som her: 

TIL HR. HORN, DER DØBTE SIN DATTER LYKKE
Din Datter, Horn, du gav i Daaben Navnet Lykke, 
naturligvis fordi hun er et Mesterstykke. 
For du vil dog vel ej fortælle Folk dermed, 
at ikke hver Mand er sin egen Lykkes Smed? 

Jeg benytter mig ikke gerne af den biografiske vinkel på litteraturen - men i Holbergs tilfælde er det svært ikke at hive hans ægteskabelige status frem i denne sammenhæng. Manden blev simpelthen aldrig gift og fik - så vidt vides - heller ingen børn. Dette faktum kan ikke på nogen måde forklare hans forkærlighed for at udlevere de kreperlige kujoner, så meget som ses som en naturlig forlængelse af det. Holberg var jo i samfundsforholdene meget en kvindernes mand - og holdt dem ej heller på nogen måde ude fra hverken roller, overlegenhed eller intelligens i sine stykker. Men noget tyder på Holberg ikke skulle nyde noget af kvindfolk på nært hold.
Skulle hanrejen forklare dette fænomen kunne man forestille sig flere forklaringer: 
- Holberg kunne ikke - som det forfængelige menneske han var (læs en helt almindelig mand) - bære tanken om at få udstillet en maskulin utilstrækkelighed. Så veldrejet denne baron var i alle andre sammenhænge kan vi vel også unde ham en banal svaghed på dette punkt.
- Holberg anså dybest set kvindens mulighed for rent faktisk at blive befrugtet af og føde andre mænds børn som en voldsom provokation af de rationelle og ellers ordentlige forhold han stod for som tænker og kritiker. Denne forklaring afmonterer jo i nogen grad hans ellers feministiske skær - men nægtes kan det ikke, at det er besværligt for et ordensmenneske ikke med sikkerhed at vide, hvem alle menneskers fader er.
- Sluttelig kan man forestille sig en art sammensmeltning af disse to forhold: Hanrejen er en skammelig og latterlig person, fordi han ikke evner at udfylde den rolle han har fået som ægtemand, og ydermere bærer den tort at skulle finde sig i det. Med mindre da han vil ombringe barnet.
Man forstår måske hvorfor Holberg ikke ønskede at risikere noget. Kan også være han var homoseksuel! Har vi noget queer kritik på ham? Vi kunne starte med knæstrømperne og parykken!

Hvorfor det iøvrigt hedder 'hanrej' finder vi lidt af forklaringen på i den altid redebonne ODS, hvor det fremgår, at 'han' er en kort form 'hane' - altså handyr (med fjer). Anden del 'rej' er man ikke sikker på betydningen af, men det antydes - via svensk og norsk - at det kan betyde 'ræd'. En hanrej er altså en mand, der er bange for andre mænd - hvorfor han ikke kan holde dem fra sin kone. Det sætter på en vis kvindekønnet i et lidt mindre grelt lys, selvom man skulle mene hun vel selv kunne holde sig på måtten.

Og hvorfor det hedder 'at få horn', når ens kvinde er een utro vil jeg gerne helt uvidenskabeligt forklare ved denne forklaring: 
Horn er jo ikke kun biologisk bevis på kønnet, de er jo ofte også i overført betydning at ligne med peniser eller fallosser. Når en bedraget mand 'får horn' ender hans uvirksomme og latterligt udstillede kønsorganer et ubrugeligt, men slet skjult sted - i panden. Jeg fornemmer faktisk på Holbergs tekster, at hanrej-statusen ofte netop var båret af en medvidende offentlighed - hvilket man jo godt kan forstå, da det i en vis forstand er dér konen er ham utro. I dag er den slags utugt langt bedre organiseret og skjult … ligesom hornene … med mindre man er til fodbold … og konen er derhjemme!

Sandheden (ODS!) er imidlertid at når man som bedraget ægtemand 'får horn', så gør man det fordi man dengang i hønseavlen (ja, kan hænde man stadig gør det?) benyttede sig af 'kapuner' i hønsegården. Kastrerede haner, hvis sporer man klippede af, og placerede i den (nu impotente og ukrigeriske) hanes kam - og kaldte for 'horn'.

Hvorvidt der ligger en mulig forbindelse i den lydlige overensstemmelse mellem at hore og horn, der igen kan spores til engelske 'horny', som igen kan spores til et mellemøstligt ord for 'en som begærer' skal her være antydet.

ods.dk / etymonline.com /