HORN, HANREJER OG HOREUNGER

eller; HVORFOR ER HOLBERG SÅ OPTAGET AF UTROSKAB?

I mit professionelle virke skal jeg heldigvis jævnlig trækkes med Holbergs tekster. Og forleden slog det mig han kredser en del om de ulykkelige ægtemænd med utro koner. I Barselsstuen er vor aldrende hovedperson meget nervøs for, at hans unge kones sanglærer måske har hjulpet til med mere end at synge. I Jeppe på bjerget, der vel må siges at være Holbergs mest kendte figur, er Degnens 'servicering' af Nilles kødelige behov en åbenlys ydmygelse af det stakkels drog. Og så så jeg senest, at også i hans epigrammer optræder utroskaben - altid fremstillet latterliggørende og hånligt. Som her: 

TIL HR. HORN, DER DØBTE SIN DATTER LYKKE
Din Datter, Horn, du gav i Daaben Navnet Lykke, 
naturligvis fordi hun er et Mesterstykke. 
For du vil dog vel ej fortælle Folk dermed, 
at ikke hver Mand er sin egen Lykkes Smed? 

Jeg benytter mig ikke gerne af den biografiske vinkel på litteraturen - men i Holbergs tilfælde er det svært ikke at hive hans ægteskabelige status frem i denne sammenhæng. Manden blev simpelthen aldrig gift og fik - så vidt vides - heller ingen børn. Dette faktum kan ikke på nogen måde forklare hans forkærlighed for at udlevere de kreperlige kujoner, så meget som ses som en naturlig forlængelse af det. Holberg var jo i samfundsforholdene meget en kvindernes mand - og holdt dem ej heller på nogen måde ude fra hverken roller, overlegenhed eller intelligens i sine stykker. Men noget tyder på Holberg ikke skulle nyde noget af kvindfolk på nært hold.
Skulle hanrejen forklare dette fænomen kunne man forestille sig flere forklaringer: 
- Holberg kunne ikke - som det forfængelige menneske han var (læs en helt almindelig mand) - bære tanken om at få udstillet en maskulin utilstrækkelighed. Så veldrejet denne baron var i alle andre sammenhænge kan vi vel også unde ham en banal svaghed på dette punkt.
- Holberg anså dybest set kvindens mulighed for rent faktisk at blive befrugtet af og føde andre mænds børn som en voldsom provokation af de rationelle og ellers ordentlige forhold han stod for som tænker og kritiker. Denne forklaring afmonterer jo i nogen grad hans ellers feministiske skær - men nægtes kan det ikke, at det er besværligt for et ordensmenneske ikke med sikkerhed at vide, hvem alle menneskers fader er.
- Sluttelig kan man forestille sig en art sammensmeltning af disse to forhold: Hanrejen er en skammelig og latterlig person, fordi han ikke evner at udfylde den rolle han har fået som ægtemand, og ydermere bærer den tort at skulle finde sig i det. Med mindre da han vil ombringe barnet.
Man forstår måske hvorfor Holberg ikke ønskede at risikere noget. Kan også være han var homoseksuel! Har vi noget queer kritik på ham? Vi kunne starte med knæstrømperne og parykken!

Hvorfor det iøvrigt hedder 'hanrej' finder vi lidt af forklaringen på i den altid redebonne ODS, hvor det fremgår, at 'han' er en kort form 'hane' - altså handyr (med fjer). Anden del 'rej' er man ikke sikker på betydningen af, men det antydes - via svensk og norsk - at det kan betyde 'ræd'. En hanrej er altså en mand, der er bange for andre mænd - hvorfor han ikke kan holde dem fra sin kone. Det sætter på en vis kvindekønnet i et lidt mindre grelt lys, selvom man skulle mene hun vel selv kunne holde sig på måtten.

Og hvorfor det hedder 'at få horn', når ens kvinde er een utro vil jeg gerne helt uvidenskabeligt forklare ved denne forklaring: 
Horn er jo ikke kun biologisk bevis på kønnet, de er jo ofte også i overført betydning at ligne med peniser eller fallosser. Når en bedraget mand 'får horn' ender hans uvirksomme og latterligt udstillede kønsorganer et ubrugeligt, men slet skjult sted - i panden. Jeg fornemmer faktisk på Holbergs tekster, at hanrej-statusen ofte netop var båret af en medvidende offentlighed - hvilket man jo godt kan forstå, da det i en vis forstand er dér konen er ham utro. I dag er den slags utugt langt bedre organiseret og skjult … ligesom hornene … med mindre man er til fodbold … og konen er derhjemme!

Sandheden (ODS!) er imidlertid at når man som bedraget ægtemand 'får horn', så gør man det fordi man dengang i hønseavlen (ja, kan hænde man stadig gør det?) benyttede sig af 'kapuner' i hønsegården. Kastrerede haner, hvis sporer man klippede af, og placerede i den (nu impotente og ukrigeriske) hanes kam - og kaldte for 'horn'.

Hvorvidt der ligger en mulig forbindelse i den lydlige overensstemmelse mellem at hore og horn, der igen kan spores til engelske 'horny', som igen kan spores til et mellemøstligt ord for 'en som begærer' skal her være antydet.

ods.dk / etymonline.com /