TALEMÅDER VI IKKE TÆNKER OVER

Fra røven og fulde folk

Det sker man bliver taget med bukserne nede … og hvis man et øjeblik overvejer, hvordan det måtte se ud, så kan man godt blive i tvivl om, hvorfor det hedder sådan. Og ikke fordi det partout skal have disse lumre undertoner, men hvorfor kan man også blive taget på sengen? Og hvis det i øvrigt ikke er rimeligt man er blevet det - hvorfor hedder dét så at rette bager for smed? Den slags beskyldninger kan nemt gå hen og blive en streg i regningen.
Det handler med andre ord om talemåder man nemt og ubesværet bruger og forstår - men måske ikke lige kan forklare. Visse talemåder er nemme at bruge og forstå på samme tid, mens andre bliver nærmest mystiske ved nærmere eftertanke. Eller taler jeg for døve øren, slår jeg i dynen, sælger jeg sand i sahara, giver jeg bagerens børn brød og prædiker jeg for præsten?
Bukser optræder i en række (alle ret gode) talemåder, hvoraf de fleste er nemme at forstå (skide i bukserne, skræve længere end bukserne kan holde, have bukserne på, komme i bukserne på …), men hvorfor er det at blive afsløret i noget forbudt, det samme som at blive taget med bukserne nede? Hvad er det man foretager sig og hvorfor bliver man overrasket? Den mest oplagte forklaring er nok, at de ting man foretager sig uden bukser oftest vil have intim karakter og derfor ikke gerne udføres foran andre(s øjne) - men hvordan dét er det samme som noget kriminelt synes ikke logisk. Jeg er mest fristet til at sammenligne vendingen med ‘at gøre i nælderne’ (hvor man som bekendt skider i brændenælderne og derfor får enden på komedie), fordi faste udtryk gerne refererer til latrinære forhold, og fordi det vil være en oplagt situation at føle sig fristet til lige at skide, hvor man var, uagtet det måske hverken var sømmeligt at gøre eller efterlade dér, hvis vi vel at mærke går nogle hundrede år tilbage i sproghistorien. Den anden mulighed - hvor det er sexakten, som afsløres - tror jeg mindre på, da sex måske nok kræver at bukserne ikke er på, men også har andre mere karakteristiske kendetegn, man kunne forlyste sig med i en talemåde.
Bliver man taget på sengen kan man godt være heldig i ovenstående forstand, men talemåden betyder jo at blive overrasket uforberedt. Helt elementært at sove over sig. Mere udfoldet ligger man dér og bobler når mester, moster eller mor smækker døren op og spørger hvad i alverden og så videre. I den idiomatiske ordbog sammenholder man det danske udtryk med det engelske ‘catch someone on the wrong foot’, hvad der reducerer sovekammerassociationerne ret betragteligt. Samme bog betoner også muligheden for at udnytte situationen - altså man så at sige kan komme til kort, hvis man bliver taget på sengen.
‘Rette bager for smed’ er et udtryk jeg egentlig holder meget af, men føler mig for ung til at bruge (og hvor tit gør man det som 60’erbarn?! så det vil jeg blive ved med ikke at bruge!). Vi bliver i sfæren af urimeligheder og overraskelser, for betydningen af idiomet er som bekendt, at man lader noget gå ud over nogen, som ikke har fortjent det. Her er ikke tale om en fortolkning af noget urimeligt, men et regulært justitsmord eller en fejlbedømmelse. At udtrykket stammer fra engang, hvor håndværksfagene var mere oplagte metaforer end fx maskiner siger sig selv, men hvorfor blev det lige de to, der skulle forveksles? 
Det har sin helt logiske forklaring i Johan Herman Wessels fortælling fra 1789, hvor en lille bys smed havde forbrudt sig mod loven ved at slå en mand ihjel, og derfor selv skulle undgælde med livet. Imidlertid kunne byens bedsteborgere se et (sic vækst)problem ved at miste så vigtig en mand, hvorfor de gjorde dommeren opmærksom på dette. Dommeren betænkte sig, og da han ikke kunne se en paragraf der forbød ham at sige en bager var en smed, og byen havde netop to af den slags - ja så måtte den ene bager lade livet for at byen kunne beholde en psykopatisk (men dygtig) smed. Talemåden er som sådan ikke logisk, men vokset ud af en (arke)typisk fortælling om borgerskab og magtfuldkommenhed. Den kan således sammenlignes med fx udtrykkene ‘ikke at have noget tøj på’ (HCA) og ‘kæmpe mod vindmøller’ (Don Quixote). Det gør det ikke mindre oprørende.
Man kan som bekendt ‘gøre regning uden vært’ - hvad der åbenlyst handler om at slippe så billigt som muligt. Man kan også tale for egen regning - hvad der åbenlyst også betyder man kommer til at betale for det man siger. Men hvis der er en streg i regningen - hvis er stregen så, og for hvem er det et problem?
Betydningen af udtrykket er jo, at der er noget galt; at man et stødt på en forhindring. Og hvis man kigger på den regning man får efter en god middag, eller måske endnu bedre; på sit stamværtshus lige inden man går hjem, så kan man jo godt forestille sig, at der er en streg dér, som hverken bartender eller een selv kan redegøre for. Især da når man véd ordet streg kan henvise til spiritus (‘have en streg på’, ‘få en streg’). Denne formastelige streg er jo ensbetydende med noget, der skal betales for - og hvis man i øvrigt er ved sine tankers fulde brug vil man jo nok anholde den streg som en uventet og ubehagelig forhindring. Jeg synes denne forklaring er sjovere og måske endda bedre underbygget end den umiddelbart oplagte, at stregen henviser til en regnefejl (understreget). Især fordi regnefejlen på enelleranden vis peger på tjeneren/tenderen, som ikke er lige så nem at identificere sig med som kunden. Håber ikke jeg derved rettede bager for smed eller tog nogen i færd med at slå en streg.

Alle overvejelser bygger på fantasi, sund fornuft og sproglig viden kombineret
Endvidere er brugt:
Talemåder i dansk (Gyldendal)
www.ordnet.dk
http://www.udvalgte-ordsprog.dk/johan-herman-wessel

TALEMÅDER OM TYVE

Efter tyve kommer tyve mere

Flere gange på det sidste har jeg hørt talemåden (de, den, det) "er kommet som en tyv om natten." Og jeg må sige jeg har det lige så ømfindtligt med det udtryk som med det, der handler om at føre nogen bag lyset. Der er en indbygget irritation - noget ulogisk - i billedet. Hvorfor er det, det skal være nat, for at det tyven gør er slemt? Personligt kan jeg ikke se, at døgnet gør den store forskel på tyvens lidet ærværdige hverv. En tyv er vel en tyv - og hans bestjæling ændrer da ikke karakter, og bliver da ikke mere lovovertrædende af, at det er nat? Så det, der irriterer mig er altså, at talemåden bygger på noget vrøvl. Bare for at illustrere kunne man lave en lignende dum talemåde således: Du kan regne med ham, som du kan regne med en repareret regnemaskine. Den regner sikkert udmærket - men den har jo altså også været i stykker, så reparationen skulle være en garanti for det, det netop ikke kan være. 
Interessant er det dog, at der findes andre talemåder og begreber med tyve, som er både velfungerende og vellydende: Således er ordet 'tyvagtig' helt fantastisk. Bemærk det hippe suffiks og i det hele taget den klassiske ordlyd. 
Talemåden 'tyv tror hver mand stjæler' er ligeledes meget anvendelig og sigende. På engelsk har man ganske vist et mere dækkende udtryk (it takes one to know one), men jeg synes egentlig det uhæderlige element virker forstærkende på den idiosynkratiske praksis det er at pege mennesker ud, man ikke kan lide.
Udtrykket 'en luder og en lommetyv' (som egentlig hedder 'to ludere og en lommetyv') har altid undret mig. Hvorfor er det lige de to professioner, der bliver tilbage som de sidste - eller møder op som de eneste? Både fordi de begge så udtalt intet har at bestille uden andre mennesker, men også når man må formode de ikke kan betjene (sig af) hinanden, når lommetyven ingen penge har, og luderen ikke ligefrem går klædt i tøj med lommer - i så fald sidder tøjet vel så stramt, at det ikke kan lade sig gøre at komme til lommerne på den. Man forestiller sig også det vil være ret afgørende for aftenens forløb og oplevelser om man møder den ene eller den anden først … skulle man dukke op.
Til sidst endnu et blik på det engelske, hvor begejstringen for den arketypiske tyv er ret udtalt (…). Således kan man sige "There is no honour among thieves", hvis man vil understrege det føromtalte tynde moralske kodeks i faget. Men man man kan også finde steder hvor "There is honour among thieves" - hvilket vi må udlægge som en vis tillid til det menneskelige i alle mennesker. Afslutningsvis kan de engelsktalende også kloge sig med følgende slutning: "It takes a thief to catch a thief", hvad man så kan se, som et hverdagsligt udtryk for den angelsaksiske rationelle tænkemåde, men måske også udspringet for hele krimigenrens kernekompleks.

http://www.phrases.org.uk
Talemåder i dansk, Gyldendal

KØNNE TALEMÅDER OM "MAVEFORNEMMELSER"

Metaforisk a-sexistisk ventrikelidiomatik

Maven er ofte i spil i talemådernes tyranni. Overskriften er et strålende eksempel på det - ifølge ordnet.dk har vi brugt det siden 1994 som udtryk for at have en slags vished for noget, hvis det er en 'god mavefornemmelse', hvad det oftest er. Jeg kan ikke mindes jeg har hørt om nogen, der havde en 'dårlig mavefornemmelse'; sammenstillingen af 'dårlig' og 'mave' kan bære noget af forklaringen, men som udgangspunkt er det nok fordi mavefornemmelsen er en slags måler til os, der ikke stoler på kiromantik og auralæsning. For dem der har den (fornemmelsen), bruger den - som udtryk helt sikkert, og måske også i praksis. Hvilket kan forklare, at der teknisk set dårligt nok er tale om en metafor - vel nærmere en sammenligning.
Det er imidlertid mavemetaforerne der skal handle om - og så det at talemåder har det med at være kønsneutrale på brugerniveau. Jeg blev inspireret af to ekstreme udtryk, et meget gammelt og et nyt, der som udgangspunkt må siges at høre til hver sit køn: "Pik" værende det ene - forekommer mig mere og mere at blive til et kraftudtryk, der selvfølgelig bærer en rudimæntær henvisning til det mandlige kønsorgan (lige så videnskabeligt det ord lyder, lige så primalt bliver det i brug), men ikke længere nødvendigvis. Man kan sagtens bruge "pik" som kvinde, hvis man vil understrege noget - hun kan fx have "pikketravlt" eller være "pikkefrustreret". Kvinder kan også have "big dick energy."Jeg antager pikken er blevet en dansk erstatning for "fuck"-ordet, der også udmærker sig ved sin fleksibilitet i brugen, har samme tabuiserede rod og tilkender brugeren en vis status og opmærksomhed. 

Det gamle udtryk er en graviditetsmetafor - og som sådan lige så knyttet til kvinden, som pikken til manden. Man kan nemlig sagtens være mænd og have en forfatter i maven - alternativt en gartner, en pilot, en smed eller en taber. Det vi har i maven har vi selvsagt som et potentiale for livet - måske som ønske eller håb, men jeg tror nu der skal være etellerandet at bygge på.
Og da nu vinklen her er fundet, hvad ser vi så af vidundeligt ligestillede kønsspecifikke talemåder?
Mænd der griber i egen barm og kysser farvel? Kvinder der rejser sig til lejligheden og bryder igennem? Mænd der føder tanker og nærer dem ved deres eget bryst? Kvinder der er karle for deres (Derby?)hat og går på jagt? Ultimativt stiller det (ellers i andre sammenhænge meget kønsbevidste) vidunderlige sprog jomfruelige mænd op ved siden af kvinder bevæbnet til tænderne, og - tør jeg nok sige - udfordrer alfald dele af den feministiske kønsforskning, der selvfølgelig også har dekonstrueret sproget for at finde udertrykkelsen. Ikke at jeg ikke abonnerer på sprogets bevidsthedsdannende evne - men jeg synes nu at det er tankevækkende, at vi ikke har problemer med at betjene os af det andet køn (so to speak) i visse idiomatiske sammenhænge. Måske er det fordi jeg har en ræv bag øret.