PILOU ASBÆKS TÆNDER

Til biddet

Hver gang, men især i den forsmædelige scene, hvor Didrik angstfuldt fejt overgiver og underkaster sig så voldsomt, at tyskerne tager ham for gal, ser man hans tænder stå som perler i en skyttegrav. De er alt for pæne, alt for regelmæssige, alt for hvide og alt for urealistiske til at sidde i munden på et 1800-talsmenneske. Den problematiske tandstilling er naturligvis tydeligere, hvis vi kigger Laust og Peter og ikke mindst deres salig fader efter i mundhulen, fordi de modsat Didriks godsejerliv, har levet et underklasseliv, og derfor burde have nogen virkelig rådne pløkker groende derinde, men med Pilou Asbæk er det bare så oplagt, fordi han godt kan lide at åbne munden og skrige - muligvis fordi han har så flotte tænder.
Der vil naturligvis være andre - og mere graverende - historiske fejl i iscenesættelsen af slaget ved Dybbøl og det Sønderjylland, København, Danmark og ikke mindst Tyskland (undskyld Preussen), som serien har givet os, men tænderne er interessante på anden vis end som en svipser.
Tænderne er som anakronisme et vidnesbyrd om, hvad vej verden er gået de sidste 150 år. For gemt i beundringsværdige barter og uldne uniformer, knitrende kjoler og hoppende hestevogne, glimter Pilou Asbæks hjørnetænder med hele sundhedsvæsnets sejr over sygdomme i tænder og andre steder. Når seriens læger og lazaretfolk er på arbejde ser vi hospitalsvæsnets niveau og muligheder som det var dengang. Når mad og vin serveres og indtages, er det afstemt med datidens menuer. Selv græs, himmel og træer er det lykkedes at få til at ligne. Sproget skal vi måske vare os med at rose for dets samtidighed - men det er på den anden side så flygtigt et fænomen. Kanonernes torden og tårernes trillen. Ingen tvivl skal herske om indsatsen for at give os et autentisk billede af tiden og stederne. Havde der været flere kvinder med end fru Louise Babett Heiberg, havde den kommende film også kunne sælges som såkaldt ‘kostumefilm’ (der ér bare ikke salg nok i generalernes uniformer, når det kommer til det). Bare ikke tænderne fik man forklædt. At vi ikke alene har lykkedes med at beholde dem i munden siden dengang, men af vi også er lykkedes med at rette dem til, sætte kroner på og polere det værste nikotin- og citronsnavs af emaljen. Det kan man se på Pilou Asbæks tænder.
Kig blot på Deres egen badeværelseshylde, eller hvor mængden af tandredskaber nu måtte befinde sig: Tandpasta med særlige enzymer i mange overbevisende farver, maskiner med roterende børstehoveder eller børster med særlige greb, særlig vokset tråd og ergonomiske stikkere. Tunge, du vor faste følgesvend, går ikke længere på opdagelse i huller og huler og gebissernes mere eller mindre behagelige pasform, du kæler ikke længere ømt for bylder og blottede nerver. Nej, alt det er væk, og i stedet skridter du de ranke bisser af, som en  anden helsekraftig officer sine soldater.
Og nu er vi helt derinde, hvor tænderne sidder fast i kraniets kæber, og kan bruges til at identificere, hvem det er man ikke længere kan kende på det ydre, og anakronismen derfor også viser sig at være en korrektion til fiktionens historieløshed. For tænderne er jo et bevis på kroppens eksistens i nutiden, tænderne kigger ud af det skin(d) serien har skabt og siger vi befinder os her i 2010’erne. Vi kan IKKE bevæge os frit i tiden. Vi har ønsket at pudse og polere vores primitive og forfængelige knogler i 150 samfulde år siden Didrik skulle have skreget sin desertering ud gennem tænderne, og derfor understreger og afslører tænderne kroppens bevaring - det lange liv - som en moderne prioritet. En meget konkret og sanselig prioritet, der byder sandsynligheden i spillet og fortællingen om Danmarks fortid trods i langt højere grad, end at konstatere det er Pilou Asbæk, der spiller Didrik gør. Det er hans tænder, der afslører det. Hans pæne tænder.