Kære nye år gamle ven. Det ved at være de tider, hvor vi vender et af de store blade i bogen, trækker vejret dybt ind i håb om at snyde alle dem, der har ventet på dette skift, og i øvrigt lader som om det at tiden går og døden nærmer sig er den naturligste ting i verden. (Hvad den jo også er.)
Kære nye gamle år, der ligger du så og byder dig til som en erfaren luder, der lader som om hun er spændt på, hvad der sker når propperne springer og klokkerne bimler.
Men kære nye gamle år, sagen er jo den, hvad vi to godt ved, at 98% af det, der skal ske i der næste nye år ligner det, der skete i det forrige nye gamle år.
Og sagen er jo den, gamle nye ven, at det nok er det der passer os bedst. Vi siger, når vi holder taler, at vi håber på det bedste i det nye, men langt hen ad vejen er det bedste jo det gamle. Hvor mange ville rent faktisk ønske sig et år fyldt med forandringer? Hvor mange ville villigt hoppe ned fra sofaen eller klapstolen (der er fundet frem, fordi man har ventede gæster), hvis man ikke vidste det var parketten eller kelimtæppet eller væg til fucking skræmmende væg-løsningen, der tog fra? Hvor mange lover rent faktisk andet eller mere end det kendte, når man lover man vil rejse til nye og usete steder, lave ny og ukendt mad, tabe ukendte kilo og kysse ukendte kærester? Nøjagtig som man lovede sidste nye gamle år.
Kære nye gamle år, din charme er som pudder og mascara. Det kønne ligger i at virkeligheden findes under sminken, og det gemene i, at vi ikke ønsker at kende den. Og du ved det, gør du. Du ved godt vi længes efter troen på du rent faktisk har noget at byde på. Men du ved også vi er så ræd for der ikke kommer til at ske noget godt nyt - og kun dårligt, at vi villigt ved midnatstide labber det nye års helt jævnt boblende champagne i os, mens skærmene og himlene bimler et bedrag så tydeligt man drukner i det. Man kunne hænge sig i alle de raketter vi skyder af.
Kære forkætrede nye gamle år. Hvis jeg nu lover at jeg intet lover; at jeg højst lover, du ikke får lov at holde mig for nar, lover du så at holde mig til ilden og i live? Kære nye gamle ven. Kære år som kommer og går, mens vi prøver at holde dig fast med falske forandringer. Kom over til mig. Spring ned fra sofaen, klapstolen og din piedestal. Kære tid, kom over på menneskesiden, hvor vi rent faktisk kan måle og veje at du findes. Lad os sammen følge sekunderne fra den latterlige raket tændes og baner sig vej ind i det ukendte mørke lige som os. To. Gamle. Venner.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar