Viser opslag med etiketten 80'erne. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten 80'erne. Vis alle opslag

tirsdag den 4. april 2023

BREVE om BOWIE





















Har brugt en aften på Youtube med David Bowie.
Det er som om levende billeder først giver mening, når han er på skærmen.
Forstår ikke hvordan jeg kan savne ham så dybt, så hårdt,
når han mest af alt var cool, da jeg dyrkede ham.
Måske det passer, at musikken for ham var et redskab
og mennesket altid var større end den.
"Skulle jeg vælge en vej i dag, ville jeg være fan og pladesamler," siger han.



lørdag den 21. august 2021

MAN MÅ VÆRE ET MENNESKE, FOR AT KUNNE ØNSKE AT VÆRE EN MASKINE

 


Den franske filosof Maurice Merleau-Ponty har sagt, at alle kulturelle objekter hviler på kroppens eksistens. Udover at det er en suveræn og svimlende tanke, synes jeg den bliver særligt eksemplificeret, når man ser hvordan en filmfotograf rutineret løfter kameraet op på sin skulder og kigger i søgeren. Dén bevægelse er også gennemgående i den berømte russiske dokumentarfilm ’Manden med kameraet’ (1929), der skråsikkert holder filmhistorien fast i sit originale billedsprog den dag i dag. Selvom kameraet teknisk set vel ikke er en maskine, der adskiller sig fra så mange andre maskiner, er det alligevel en maskine med en voldsom iboende kraft, som på en mærkelig skødesløs måde gør brug af denne kraft i sine fortællinger om mennesket. Den kraft har fascineret mig lige siden jeg blev placeret foran tv’et og faldt til ro som hos en elektrisk amme. 

 

Andy Warhols citater er som glansbilleder: Næsten uhyggeligt banale, fuldstændigt blanke og del af en 1:1 bytteøkonomi, hvor det ene citat ikke er stort vigtigere eller bedre end det andet, for det handler bare om at have så mange forskellige som muligt. Eller det vil sige; man kan jo også blive personligt ramt. Og det blev jeg, og bliver jeg til stadighed af, at han har sagt, han gerne vil være en maskine: “The reason I’m painting this way is that I want to be a machine, and I feel that whatever I do and do machine-like is what I want to do.” (Art News, november 1963) Som man ofte oplever med Warhol, sætter en slags uro og gendrivelse ind, allerede før man har forstået udsagnet, men ikke desto mindre må vi acceptere, at han ønsker, ikke blot at repræsentere, men faktisk være en seriøs flirt med det maskinelle. Og det kan sagtens være derfor, han kaster sin kærlighed på filmen. 

Som så mange andre kunstnere ville Andy Warhol vide med hele sin krop. Her altså hvordan det er at være dén immanente kraft som kulturen formes af, når produktionsmidlerne fortolker og multiplicerer. Eller den anden kraft, selvsagt, for den centrale og originale kraft er naturligvis mennesket selv. Andy Warhols otte timer og fem minutter lange ‘Empire’ (1964) om Empire State Building er et af resultaterne af denne flirt. ”Om” Empire State Building er måske så meget sagt, da filmen kun viser bygningen i een indstilling. Denne faste indstilling, er essayets første og vigtigste spor i jagten på kameraets kraft.

 

Jeg tillader mig at udsøge et andet spor i ligheden mellem kameraet og begrebet kimære. For selvom ligheden i første omgang mest vittigt fremstår tydeligst lydligt, så er betydningen af ordet kimære jo både knyttet til fantasien og indbildningskraften. Det er også et begreb, man tager i anvendelse, når en helt særlig og måske farlig forening af elementer har fundet sted. Så selvom de to ord intet etymologisk fællesskab har, da kameraet kan spores til kammeret(s hvælving) og kimæren til den græske mytologis egennavn Chimaira, så tror jeg det er godt at have kimæren med i tankerne fremefter. For kimærens monstrøse kendetegn er, at det er sammensat af tre forskellige dyrs kræfter og tilmed (som en projektor) kan spy ild. De tre dyr er løven, geden og slangen. Løven knytter sig traditionelt til styrke og status, geden til både lyst og frugtbarhed, men også agilitet, og slangens kombinerede evner udi hypnose og fristelse fuldender det grundlæggende greb om filmkameraet i dette essay.

 

I dag på sikker afstand af Andy Warhols avantgarde kan vi konstatere, at et af historiens første filmselskaber; The Edison Manufacturing Company i tiden mellem myter og moderne livsførelse faktisk lavede en optagelse af Frihedsgudinden i 1898, der ikke lader meget tilbage at ønske i forhold til Warhols af Empire State Building. I det hele taget er filmene med Thomas Edisons såkaldte kinematograf – helt sikkert af ikke-artistiske årsager – båret af en maskinel uskyld, vi er nødt til at kigge nærmere på.

Jeg så nogle af filmene første gang på Kunstforeningen Gl Strands virkeligt vellykkede udstilling om Jakob Riis’ fotografier fra New York tilbage i 2017. Filmene ligner indtil det banale andre gamle optagelser og fotografier fra den tid: Grynede, langsomme og uvirkelige. Men fordi jeg kiggede med Edison – opfinderens – blik, blev de på en anden måde livagtige. Jeg kunne ikke undgå at fornemme, hvordan opfinderens arbejde blandede sig i fotografens. Det blev et dobbelt og endog tredobbelt blik: Jeg så kameraets hus og filmstrimlens lysfølsomme materiale samle verden til sig, samtidig så jeg, hvordan mennesket – fotografen – så med, mens det vurderede, hvad det optog og sluttelig måtte jeg løbende konstatere, at jeg så disse to ting på samme tid – med mit blik. Den kompleksitet lagde beslag på al tilgængelig bevidsthed. Som et barn blev jeg blev ført ind i filmen og fotografens valg af scener. Hans tempo, hans panorering. Hans held, når to fiskehandlere i 'New York Ghetto Fishmarket' begynder at skændes. Hvordan han – simultant med mig – først opdager skænderiet, så dvæler ved det til det driver over og fortsætter med poetisk præcision forbi en lille dreng, der skæver op på den balkon eller det tag, hvor han står. 

Dengang har fascinationen hos publikum helt sikkert ligget i filmens gengivelse af virkeligheden – eksotisk eller genkendelig. I dette essays sammenhæng synes jeg det er afgørende, hvordan filmens instruktør (James S. Porter) og fotograf (James Blair Smith) ’forbliver bag kameraet,’ mens vi ser deres film. Deres optagelser er uanstrengt ærlige, som i et overbevisende materiale man fremlægger i en retssag. Vi sér med dem og dermed også med kinematografens lykkelige blik, vi sanser sammensmeltningen menneske + maskine. 

I ‘Empire’ er Andy Warhol/fotografen/mennesket imidlertid helt forsvundet. Der er kun kameraets øje tilbage. Vi ser en optagelse uden fotograf. Eller et kamera som fotograf. Ikke fordi Warhol skal være der, for at det bliver til film – det er ‘Empire’ jo et bevis på, men hvis ikke filmen var Warhols, var det jo blot en overvågning. Som altid med Warhol, er det det, der er det afgørende for at kunsten bliver til kunst, der sættes i spil. Her kameraet. Vi må aldrig glemme maskinen, siger Andy. Synsmaskinen. Hvor Edisonfilmene viser maskinen som menneskets opfindelse, viser Warhol opfindelsen som en menneskelig maskine.

 

Den irske forfatter Samuel Beckett skrev i 1963 sit eneste filmmanuskript med den sigende titel ’Film.’ At han udelod en bestemt form på substantivet signalerer, at der er tale om hans syn på fænomenet film. Det understreges af, at filmen – der blev indspillet i 1965 – er en meget konkret undersøgelse af, hvad kameraet gør ved mennesket. Vi er altså igen ved kernen i dets kraft. Filmens hovedperson O (den lader vi stå åben for fortolkning) flygter fra begyndelse til slut fra kameraets øje. Han bevæger sig konstant og ynkeligt undvigende, han dækker kameraet til, skjuler hvad han tænker er inkriminerende genstande, forsøger at gøre sig uafslørlig, men må til slut give fortabt overfor overmagten. Filmen er ikke uhyggelig i traditionel forstand, men instruktøren og fotografen (Alan Schneider og Boris Kaufman) lykkes med at gøre det gennemgående point of view alene til kameraets view. Maskinens. Og dét er skræmmende at se på. Og at filmen har Buster Keaton, med vanlig bekymret, kombineret panache og traurighed, i hovedrollen efter Becketts udtalte ønske, giver den et skær af gyserens unheimliche ustabilitet.

 

Det er den franske byplanlægger og filosof Paul Virilio, der i 1988 lancerer udtrykket "Synsmaskine." I hans optik dækker begrebet briller, kikkerter, mikroskoper, fotoapparater og fjernsyn med mere, der alle kan betragtes som en art proteser, der forlænger og forstærker synssansen. Og i 80’erne bevæger billedkulturen sig måske på en ny måde ind i erkendelsen af, hvordan og hvad det vil sige at være menneske. Sammensætningen af de to ord syn og maskine peger igen på vores krydsfelt: Den seende maskine. Synet uden – alfald menneskelig – sjæl. Det er i 80’erne vi (unge) qua en teknisk og kommerciel billedstorm får en fornemmelse af, at vi først rigtig fødes, når vi fødes af et billedskød og bliver levende billeder på en skærm. Derfor er vi også skæbnesvangert ubevidste om, at fordi vi er undfanget i maskinens indre og så er vi måske også dømt til at dø i dens favntag. 

Alex De Large, hovedpersonen i Stanley Kubricks ’Clockwork Orange’ (1971), bliver et symbol på, at billeder kan være modkuren til en udadreagerende voldelig-med-til-døden-til-følge adfærd, og dét gør den med de legendariske billeder af Alex’ øjne; mekanisk holdt åbne, så død og ødelæggelse strømmer ind i hans bløde sjæl til tonerne af good old Ludvig van. Og netop dén film (som en af ganske få) bærer i sig et syn på sin egen kraft og en forståelse af, hvad kameraet er og hvad det kan. At det kan forme mennesket med sine virkelighedstro historier. At det er en maskine født, frisat og forplantet ved hjælp af sin egen tvetydige indbildningskraft.

For eftertiden blev dét, Andy Warhol arbejdede med i sin kunst mest populær- og forbrugskulturen, og altså det, han ville undersøge ved at blive en maskine. Det ændrer dog ikke på, at det han gjorde med sine serigrafier og film, var det samme som at stille spørgsmål til, hvordan vi forvalter enhver iboende kraft i vores samfunds maskiner. Fra håndvåben til digitale platforme. Især maskiner der som monstre, golemer og heksekoste bogstaveligt talt kan tage magten fra os.

 

Men selvom Chimaira vogter indgangen til Hades, ér det ikke kameraet, der bestyrer porten mellem liv og død. Ikke så længe vi husker på, hvem vi er, hvad vi er og hvor vi kommer fra. For vores redningsmand Buster Keaton har også hovedrollen i en langt tidligere film, hvor kameraets urkraft afsløres. I The Cameraman (1928) sker det nemlig med en abes skæbnesvangre mellemkomst. Den tids kameraer var afhængige af, at nogen drejede på håndsvinget, og i ’The Cameraman’ viser det sig i sidste forløsende scene, at den filmrulle, alle troede var gået tabt, ikke bare rummer de billeder, der giver helten (Buster Luke Shannon) et job, men også det afgørende bevis på hans heltedåd, der vinder hans udkårnes hjerte, er optaget af den lærenemme abe, der fulgte med i købet af hans kamera. 


En Rhesus ex Machina.
















Man kan se Becketts Film HER

Man kan se film fra Edisons fabrik HER

Man kan se The Cameraman HER

Man kan bl.a. se Empire HER

søndag den 31. maj 2020

CHRISTOPHERS OVERARM



























Det er næsten flovt at gå til bekendelse på dette sene tidspunkt i et fittnessregime, der har domineret min bevidsthed og kropskultur siden før årtusindskiftet. For af enelleranden grund har jeg vist først nu forstået, hvad det handler om og hvor meningsløst det kan være. Men måske var det, der skulle til, en særlig blanding af noget aktuelt, noget gammelt, noget teknisk, noget populært, noget kønnet og noget je ne sais quoi. Så lad os begynde med den blanding.

Forleden aften så jeg Natholdet på TV2. Det sker jeg håber på det er morsomt og ser lidt af det. Denne gang så jeg det, fordi jeg ikke gad gå i seng, fordi jeg ikke gad der skulle komme en ny dag om morgenen. Ikke et godt udgangspunkt for at more sig, hvad jeg da heller ikke gjorde. Men til gengæld fik jeg noget at tænke over. Aftenens gæst var Christopher Lund Nissen, der lige som en lang række andre musikere er bedre kendt under sit fornavn. I Anders Breinholts program lever man i vid udstrækning af andre mediers og ikke presente menneskers fejl, men der er også nogle hjemmedyrkede indslag, der lægger op til kvikke bemærkninger og gedigen humor. Men seernes indsendte klip er en helt afgørende kilde til programmets popularitet - både fordi det er en væsentlig arbejdsstyrke man har til at gennemtrawle nettet for sig, men også, fordi det giver programmet et folkeligt og demokratisk skær. Noget Breinholts altid redebonne smil og blik understøtter. Nu skulle det imidlertid ikke være en analyse af Natholdets koncept, men en fortælling om, hvordan jeg meget sent i livet forstod, hvad fitness handler om.

Men vi skal altså bruge et klip, som en af Natholdets seere meget passende har indsendt til aftenens show. Det er en liveoptagelse med bandet Dire Straits, der fremfører deres største (det kan og bliver sikkert til stadighed diskuteret) succes ’Sultans of Swing.’ Det morsomme er ligheden mellem orkestrets energiske rytmeguitarist (David Knopfler) og Christopher. Tænkeligt er det musikken (der ikke er popmusik som Christophers), instrumentet (der er Christophers) og især de blonde, boppende krøller, der har tricket seeren, som så måske har syntes den generelle anakronisme og hans ‘smarte' t-shirt har højnet humoren yderligere. Der lurer en venligtsindet mobning i at Christopher ligner en musiker fra en tid han ikke har meget tilfælles med. Christophers kommentar til klippet handler imidlertid ikke om ligheden, men om den afgørende forskel, der er på David Knopflers og hans egen overarm. Faktisk er det det, han er mest optaget af. “Er du gal en tyndarm,” bliver den afgørende replik. Og det er jo ikke morsomt. Heller ikke - skal siges - for Breinholt, der jo nok som seeren var mere optaget af de kejtede ligheder. Det der faldt på plads for mig var, at overarmen helt åbenlyst er vigtigere end guitarspillet og rytmen for Christopher. Og det i forbindelse med en legendarisk liveoptagelse (145.000.000+ visninger) af et legendarisk nummer. Og det i forbindelse med at Christopher er musiker. 

Jeg kommer selv til at kigge på overarme, når de er der og det fortaber sig som antydet langt tilbage i tiden, hvornår jeg begyndte at gøre det. Jeg kigger også ofte og håbefuldt på mine egne overarme, som nok mest kandiderer til at ligne David Knopflers anno dazumal. Christopher skal derfor - også i alle andre sammenhænge - være tilgivet. Det handler kun om om ham, fordi han inkorporerer det givet ganske banale hulemandsopdaterede alfahan-blik, der kommer før menneske, maskine og metier. Det tankevækkende er, at selv når man altså hár nogle overarme, der på ingen måde kan beskrives som tyndarme, så kigger man stadig efter dem. Det kan selvfølgelig være, at Christopher konfronteret med sin look-a-like lige ville sikre sig, at på det punkt var han bedre stillet (eller hvad man nu er med store overarme). 

Tillad mig en ekskursion til en anden del af kroppen, der måske kan hjælpe os videre. Sabrina (ligeledes en fornavnssanger), storhittede i 1987 med nummeret 'Boys boys boys (summertime).’ Og jeg tør godt sige, at det gjorde hun, fordi hun havde nogle flotte (store) bryster, og ikke var bange for at vise dem frem - særligt i videoen blev de udstillet virkelig vellykket efter den tids gældende standarder for køn og popkultur. Standarder som med tanke på aktuelle sangere som Nicki Minaj, Iggy Azalea og Ariana Grande, måske, når det kommer til stykket ikke er så langt fra vores? Men kunne Sabrina være et eksempel på Christophers blik in ekstremis: Uden bryster ingen musik? Eller er hun bare et bevis for, at populærmusik og krop (sex) - hvad enhver amatør rock- og soulhistoriker jo har som præmis - hænger sammen som to sider af samme klingende mønt? 

Vi ved således faktisk ikke, om det vi i Natholdet var vidne til, var et helt normalt kritisk eftersyn i overensstemmelse med samtidens (og alle tiders) standarder for musikere i Christophers genre og ikke - hvad jeg jo har ironisk har indikeret - bodyshaming fra en fitnessformet fremtid. Vi ved heller ikke, hvad Christopher ville sige til coveret på Bruce Springsteens ‘Bruce Springsteen & The E Street Band - Live 1975-85,’ hvor en anden markant overarm næppe tilfældigt fortæller noget om kunstneren og musikken. Vi ved bare, at selvom Bruces overarm er en overam fra en anden tid, så vil billedet problemløst glide ind i 20’ernes musikalske ikonografi ligesom Sabrinas poolbilleder iøvrigt også har gjort. Og det er selvom Bruces overarm givet handler om at fortælle noget andet med kroppen end dens velbyggethed. For en anden præmis i musikhistorien er jo, at musikken skal komme et sted fra - den skal være en historie bag skønheden eller grimheden for den sags skyld. Ofte er de grimme stjerner jo langt bedre hjemme i deres kropsfortællinger end de smukke. Som den ellers eklatant floppende (og hvorfor mon det) tredje krop·popstjerne Brigitte Nielsen døbte sit første album: ‘Every body tells a story’ (1987), fristes man til at sige, at ’Some bodies do it better.'

Det jeg forstod var måske, at Christophers overarm er en arm overarm, der ligesom alle andre overarme idag, er i fare for bare at være et relativt argument for noget helt andet, end en overarm. 
Det var Sabrinas bryster også, hvis man lytter til hendes musik. Det vil jeg påstå Bruces overarme ikke var - de var muligvis også et argument for hans potens, men de var (nu skriver jeg “var” …, de er sikkert stadig ganske spændstige) også et billede på den historie og det miljø hans musik rinder af. Måske er overarme idag på paradoksal vis blevet til det de engang skulle bruges til: En slagudveksling mellem mænd af alle slags i alle sammenhænge. Måske er det derfor jeg er så træt af at kigge på dem. Måske er det derfor jeg savner de mere påklædte 50’ere, hvor fortællingerne var mere subtile og præcise. Også dem om kroppen.