AMOR FATI

Donner und Blixen

Man skal elske sin skæbne, siges det. Bedst og mest emfatisk hos baronessen i hendes mange fortællinger: Peter og Rosa, Heloïse, Babettes gæstebud, Det ubeskrevne blad, Skibsdrengens fortælling og mange mange flere, hvor hendes hovedpersoner opnår den unikke forløsning, der kun er beskåret dem, hvis frihed ligger i skæbnens fangenskab. 
Men jeg både forstår og forstår det ikke. Jeg forstår godt man skal favne sit liv og sine muligheder, men den handling det er at gøre sådan, er dét så skæbnen, eller er skæbnen det, at man ikke kan gøre andet (noget anderledes)? Når Babette - masterchef de Paris - elsker sin skæbne i nogle pietistiske søstres grovkøkken, uden chance for andet end grød og suppe så langt armene rækker, er dét så at elske sin skæbne, fordi netop dét køkken giver hende indsigt i sanselighedens værdier? Når Simon i 'Skibsdrengens fortælling' griber muligheden for at elske, dræbe, næsten dø og flygte, er det så at favne sin skæbne, eller at lade den føre een? Når Heloïse - som er er en af mine yndlingsfigurer fra de rungstedlundske gemakker - ender i et tyndt evakostume i en anstrengt jagtscene, men med sin ungdoms skønhed i behold, er det så fordi hun forstod, og derfor greb sin skæbne på et tidspunkt, hvor netop nøgenheden var det eneste hun ikke burde vise i en jordisk sammenhæng?
Jeg har altid elsket Blixens fortællinger, fordi deres eksistentielle og adelige rebuser har talt mod den dybe meningsløshed hverdagen nådesløst udfordrer een med. Hos hende fandt man - ikke ulig hollywoods hverdagsdramaer - en storhed i det skum fjorden sender svævende ind over marehalmen, en storhed i den måde man vender cyklen på, fordi man glemte sit silketørklæde på kommoden, en storhed i hvad ved jeg det liv man prøver at få til at betyde noget mere og andet, end nogle timer klemt inde mellem drømmene.
Men nu er jeg blevet i tvivl om, hvordan man gør. Elsker sin skæbne, altså. Hvordan finder man balancen mellem det man er givet intellektuelt, fysisk og socialt (arv og miljø m.a.o.) og den vilje man også har? Hvordan gør jeg mig fri og fanget på een gang?
Når baronessen viser vejen, hvor er det så hendes point of no return ligger? Hvad er det, der er hendes skæbne? Hvornår og hvordan er det hun favner den? Er Blixen netop ikke talskvinde for at skæbnen er noget man vælger - noget man stiller an? Kan man sige hun behændigt byggede et fangenskab på sin faders grav, og at dette fangenskab var alt det hun ønskede af sit liv?
Jeg er tohundredtyvetusind sider bagud i diverse blixeniana og biografier til overhovedet at gætte på noget så kernekraftigt, men det billede jeg har af hende ligner ikke et menneske, der favner sin skæbne. Det ligner et menneske, der gør det tydeligt at man hár en skæbne, og at den skæbne er forbundet med om man tør være i verden.

Vi supplerer meget passende med en stemme fra den nykårede Alice Munros galleri:

"Somme tider er vores forbindelse flosset, den er i fare, den virker næsten borte. Udsigter og gader nægter ethvert kendskab til os, luften bliver tynd. Foretrækker vi ikke at have en skæbne at underkaste os, noget der gør krav på os, hvad som helst, i stedet for den slags usikre valgmuligheder, vilkårlige dage?"


Citat fra novellen 'Den albanske jomfru' i samlingen 'Offentlige hemmeligheder' - Samleren 1996, på dansk ved Lisbeth Møller-Hansen