Og netop i dette øjeblik hvor barnet kastede sit åbne blik mod mit, fordi det var eet med karrusellens cetripetale kraft, eet med dens inverterede malstrøm og eet med dens iboende frankensteinske maskineri, netop dér forstod jeg at mennesket er en selvforsynende organisme, der lever af det, det tror andre ser, tænker og ved om det - uagtet andre ikke kigger på, tænker over eller ved noget om andre end dem selv. Og alt afhængig af livskraft og eksistentiel indsigt kan denne organisme blomstre, forgå eller bare overleve.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar