Klokken er 9 om morgenen. Jeg har sat mig ved bordet, trukket uret op, hældt te i min kop og ved ikke om der kommer tekst, når den her slutter.
Det er som en udsigt, hvor alt det man ikke kan nå er smukt selvom man godt ved, at man kan komme derhen. Men hvorfor sejle ud på havet eller krydse dalen, hvordan nå ud til en solnedgang eller eller ind i et bjergs skygge?
Det at skrive ligger som en spænding i mit bryst, et let næsten hostende åndedrag øverst på lungerne. Hjertet har sit egen opskruede rytme som jeg ikke kan diskutere med. Hovedet prøver at blive mellem ordene og hænderne. Jeg holder gråden tilbage med en vilje jeg ikke kender.
Det blæser udenfor. Bladene suser og rasler ude at trit med gårdsdagens sydende højsommer.
Jeg lader som om jeg skriver.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar