HJEM KÆRE HJEM

 
 








Flere sange om bygninger og mad

Huset er på mange måder en udbygning af ens eget væsen. Et naturligt skjold, en kæmpe negl, der piskes af storm og renter, men samtidig lyer for elskov og sorg. 'Hjem' er det varmeste og blødeste ord du har for en hård ting i dit vokabularium, og man fyldes af følelser ved den blotte lyd af det.

Jeg har det sådan at jeg hader lyden af højtryksrensere, ukrudtsbrændere, hækklippere, pudsemaskiner og hamre, ligesom jeg hader duften af træimprægnering, kit, gipsplader og rockwool. Jeg har med andre ord ikke et afklaret forhold til mit hus som en konkret vedligeholdelseskrævende størrelse. Måske er det derfor jeg i disse stormfulde tider kan mærke, hvordan skallen om mit liv skutter sig og klager over denne mangel på omsorg. Men for mig er huset mere som kraniet. Noget der omslutter mit liv, der altså er kendetegnet ved abstrakte og emotionelle værdier som musik, litteratur og samtaler. Og noget jeg ikke tænker på, når jeg tænker. Så selvom regnen pisker ind på ruden, og der samler sig store gennemblødningstruende søer på det flade tag, så går tankerne først til huset dagene efter, eller værre først når den store grå plet breder sig som en utæt truende paraply over mit enfoldige akademiske væsen. Når sol og frost omklamrer mit hjem, og får det til at knage og sukke i rammer og fuger, og når vinden hidsigt rykker i tagskægget, for at tjekke om det tilbyder falsk tryghed, så parkerer jeg enhver uro og virketrang i en slags eventyrlig forestilling om, at jeg er på det sted og i det slot, hvor jeg skal bo til mine dages ende - ikke i en konstruktion der kan karakteriseres med K’er og kritiske blikke fra mænd med kasketter. Og når parketgulvet begynder at knage og knirke, så man går nye veje, eller helt naturligt kan høre, hvor andre bevæger sig, så dæmrer ikke en eneste tanke i mit hoved, der har at gøre med, hvilke falser eller hvilke søm mit gulv er samlet med.

Jeg tror det spiller ind, at selvom hjemmet er en konstruktion og organisering af konkrete materialer, så er det netop også ‘et hjem’: Hvor mange tænker tagsten, spær, spanter og afsyrede skabe, når man siger hjem? Hvor mange tænker mursten, tapet og bærende konstruktioner, når ‘hjemmets fire vægge’ bliver nævnt? Jeg vil endda gå så vidt som til at påstå, at når jeg siger jeg har et hus - så er det helt på linie med at sige, jeg har hjem. Ikke engang det ellers helt synlige faktum i de efterhånden meget påtrængende sætterevner får mig til at tænke på, at huset ligger på en skråning, der ikke helt har besluttet sig for at blive, hvor den er. Jeg bor ikke i et hus. Jeg bor i mit hjem. Og mit hjem er (i) mit sprogcenter.