THE MEDIUM IS THE MESSAGE

Remedieringsremedier

 

Følgende tekst indtalte jeg fredag morgen kl. 6:58.

 

"Jeg står på en mark, lidt uden for Aarhus. Og det kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har gjort. Jo, måske gjorde jeg det da var ude og gå en tur, da jeg besøgte min ulykkelige kærlighed på en højskole ved Holbæk for meget længe siden. Men det har ikke noget med sagen at gøre, fordi ... marken er, er så stor og så åben, og egentlig slet ikke et rum, men et landskab. Og det er jo ganske fantastisk at stå i et landskab. Og der er blevet høstet, så det er bare stubbe. Det er det man kan høre, når jeg går og træder ned i de stive og hule rør. Det har en dlanding af den der ... det popper sådan når man træder dem ned, fordi der er luft i dem. Men marken er stor og åben som et rum, man sjældent befinder sig i som et bymenneske - på benene. Man kører gennem landskaberne, men det der sker lige nu, og måske kan man høre det, fordi det summer bagved, og det er selvfølgelig motorvejen, tilkørselsvejen og hovedvejene. Og det der sker lige nu, er at jeg står på marken og kigger ud på trafikken og kan høre trafikken, og det vil sige det er mig der står stille og trafikken der bevæger sig. Det er helt omvendt. Kirkeklokke. Klokken er syv. Landsbykirken ringer klokken syv. I byen ringer de klokken otte. Men rummet er fantastisk. Det er som et hav. Det er helt fantastisk. Ja."

 

I disse tider taler man meget (!) om remediering, og man kan ligesom ikke blive enige om, hvad det er. Er det versioneringer, genindspilninger, omprogrammeringer, kalkeringer eller slet og ret projektioner?

Så bare for at smide endnu en vinkel på - så er ovenstående vel også en slags remediering. For jeg ville da aldrig nogensinde have valgt at stikke en båndoptager i snotten på mig selv, bare fordi jeg følte mig lidt filosofisk / antropologisk opstemt, hvis ikke jeg 1) havde hørt X antal fremragende radioreportager på P1 (hermed anbefalet) og 2) havde en båndoptager lige ved hånden.
Remediering er altså også - og det er det nye - en helt personlig erkendelse gennem et medie, alternativt en medieret genre, som gør refleksionen eller selvfølelsen stærkere. I den forstand kan vi nu også åbne op for alle de sociale medier som en art remediering af selvet. Hvor man tidligere så at sige selv var medie (lidt i samme stil som de mennesker, der taler med ånder) for sin sjæl, så skal mediet nu faktisk VÆRE et medium, for at sjælen kan finde en form.

Yderligere vil jeg vove den påstand, at teknologien har næret og faciliteret dette ønske helt ublu på det seneste, fordi alle nu har adgang til de medier, der tidligere var ekslusive medieringsremedier.
Jeg ved ikke om dette er godt eller skidt eller blot et faktum. Men det føltes meget fint at stå der på marken som en anden åndfuld radioperson(lighed).